Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

1800-tallets sidste del

Oprindelig forfatter GuLa

Forchhammer anbefalede selv Johannes Frederik Johnstrup (1818-1894) til efterfølger i professorembedet og lærer ved Polyteknisk Læreanstalt (figur 2-15). I den forholdsvis høje alder af 48 år blev han ved Forchhammers død hentet fra Sorø Akademi. Johnstrup blev manden, der førte dansk geologi ind i nutidens specialisering i faggrene og foregreb 1900-tallets positivistiske holdning til faget. Bag positivismen ligger den tankegang, at man skal holde sig til det, der kan iagttages. Man iagttager, beskriver det man ser, ordner det og fremlægger det som kendsgerninger. Det var stort set det modsatte af Guldalderens vidtløftige spekulationer og mere en tilbagevenden til 1700-tallets idéer.

Johnstrups største videnskabelige fortjeneste var at overføre istidsteorien til danske forhold. Selv rejste han meget, bl.a. på længere feltture til Island og Grønland, hvor han ved selvsyn kunne studere gletsjere. Allerede i Forchhammers levetid gik han ind for istidsteorien, men først to år efter dennes død holdt han i 1868 et foredrag i Videnskabernes Selskab om gletsjernes påvirkning af Danmark. Selv brugte han ikke det tyske ord gletsjer, men det skandinaviske ord bræ og det islandske jøkel. Det er dog ordet gletsjer, der er slået an i dansk fagsprog.

 FIGUR 2-15. J. F. Johnstrup (1818-1894) indførte istidsteorien i Danmark.

FIGUR 2-15. J. F. Johnstrup (1818-1894) indførte istidsteorien i Danmark.

At en gletsjer havde sat sit præg på Danmark, antog han ud fra fund af marksten, der stammede fra de skandinaviske fjelde, og fra observationer af de opskudte flager i Møns Klint. Gletsjeren, mente han, var kommet fra Østersøområdet.

Annonce

Fund af isskurede striber på Bornholms grundfjeld og på Faxes koralkalk ledte Johnstrup ind på den tanke, at der havde været flere gletsjere hen over landet. På Bornholm fandt han to retninger i skurestriberne, og på faxekalken tre.

Det er tydeligt, at Johnstrup brugte mange typer af resultater til at bevise istidsteoriens berettigelse i Skandinavien. Derved fik han mange uklarheder fra Forchhammers tid til at stå klarere.

Da man havde accepteret istidsteorien, begyndte man at se på det danske landskabs former med nye øjne. En af foregangsmændene var Enrico Mylius Dalgas (1828-1894), der i dag mest er kendt for opdyrkningen af de jyske heder. Som officer arbejdede han for ingeniørkorpsets vejdivision omkring Viborg, hvor han fik rig lejlighed til at studere de midtjyske landskaber. Han beskrev som den første bakkeøerne, de bakker der rager op over den ellers så flade vestjyske hedeslette. Han indså, at hedesletten hældende jævnt mod vest fra Midtjylland. Denne iagttagelse er imponerende, når man tænker på, at han ingen nøjagtige kort havde.

 FIGUR 2-16. Danmarks Geologiske Undersøgelse i felten ved Stevns Klint. Forrest V. Nordmann, så A. Jessen, P. Harder, V. Madsen og A. Grönvall.

FIGUR 2-16. Danmarks Geologiske Undersøgelse i felten ved Stevns Klint. Forrest V. Nordmann, så A. Jessen, P. Harder, V. Madsen og A. Grönvall.

Forchhammer selv havde anset hele Vestjylland som en flad slette uden bakkeøer. Først i 1868, tre år efter Forchhammers død, kritiserede Dalgas offentligt Forchhammers arbejde om hederne – som så mange andre havde Dalgas følt, at det ikke var muligt at betvivle Forchhammers løst underbyggede teorier, mens han levede. Han tog også kontakt til Johnstrup, der stort set anerkendte Dalgas’ iagttagelser, men var noget berørt over udfaldene mod Forchhammer.

Landskabstolkningerne førte i sidste ende Johnstrup ind på den teori, at de østjyske, kuperede områder havde været dækket af en gletsjer, der nåede til Den Jyske Højderyg. Vestjyllands hedesletter var opstået ved, at gletsjerens vand var strømmet ud over området – de var ikke en havbund, som Forchhammer havde ment. Johnstrup var derfor den første, der fandt en israndslinje i det danske landskab.

Johnstrup havde allerede i 1869 foreslået Rigsdagen en statslig geologisk undersøgelsesinstitution. Det primære formål skulle være, at to geologer de næste 10-15 år skulle udarbejde et geologisk kort over Danmark. Et sådant kort havde alle europæiske lande, bortset fra Spanien, Tyrkiet og Danmark, skrev han. Han fik ikke sin bevilling, men i 1887 blev sagen taget op af Victori-nus Pingel (1834-1919), filolog, rigsdagspolitiker og søn af geologen Christian Pingel. Han lagde i sin tale vægt på, at et kort over de danske overfladeforekomster dels kunne bruges til en grundvidenskabelig udforskning og dels have en praktisk betydning for især landbruget. Den 4. april 1888 blev pengene bevilliget, og denne dag betragtes som oprettelsen af Danmarks Geologiske Undersøgelse, der stadig eksisterer (figur 2-16).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Larsen: 1800-tallets sidste del i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483648

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk