Saltdiapirer - saltlagenes senere historie

Af alle lagene fra Sen Palæozoikum er det overvejende saltlagene fra Zechstein, der gennemgik en interessant historie i perioderne efter Perm.

Efter Perm blev Zechstein-saltet begravet dybt under yngre aflejringer. Saltet var over millioner af år i stand til at bevæge sig ved flydning, selv om det på intet tidspunkt var en væske. Det er stor set ikke porøst og kan derfor ikke trykkes sammen. Det bevarer således sin massetæthed på ca. 2,2 g per cm³, selv om kilometertykke lag blev aflejret ovenpå. Dette gælder ikke for de fleste andre sedimenter, som ved øget tryk fra overliggende lag presses sammen og derfor får stigende massetæthed.

I en dybde af 600 til 1000 m overstiger massetætheden af de fleste sedimenter saltets tæthed, hvilket bevirker, at saltet vil have en tendens til at stige op, da det nu er lettere end de omgivende sedimenter. Saltet vil først stige op i pudeformede strukturer og siden, efter et gennembrud af de overliggende lag, danne saltdiapirer (tidligere kaldt salthorste). Den danske undergrund er rig på både saltpuder og saltdiapirer, især i Midt- og Nordjylland, hvor Det Norsk-Danske Bassin var dybest, og hvor der derfor blev aflejret mest salt (figur 8-2 og 8-18).

Det er dog ikke altid, at saltet bevæger sig opad. Således ligger der et omkring 1 km tykt saltlag under store dele af Østjylland, i området imellem Horsens, silkeborg, Randers og Århus, i en dybde af 3,5-4,5 km, og det viser ikke tegn på bevægelse (figur 8-15). Der har ikke været forskydninger i jorden eller tykkelsesvariationer på tyngende lag over saltet, som har kunnet sætte bevægelsen i gang.

Man skulle tro, at når saltdiapirerne kan gennembryde de yngre lag, kan de også trænge helt op til nutidens jordoverflade. Men når saltdiapiren når op i de øverste lag, hvor grundvandet cirkulerer, vil stensalten blive opløst, og den sværere opløselige anhydrit bliver tilbage. An-hydritten optager grundvand og bliver omdannet til hård gips, der danner en kappe oven på hele saltdiapiren og bremser dens videre vej mod overfladen.

Saltdiapirerne har præget de yngre aflejringer ved at presse sig op igennem dem, men da de også trykker på de overliggende lag, kan de påvirke selve landoverfladen. Saltdiapirer er f.eks. af stor betydning for udformningen af nutidens landskab mellem Thisted og Hanstholm (figur 8-16), og forekomsten af højtliggende kalk i kalkminerne ved Mønsted og Daugbjerg er et resultat af en opstigende saltdiapir (se nærmere i kapitlet Fra ørkener til varme have (Trias, Jura og Kridt) og følgende afsnit.

Saltdiapirerne har stor råstofmæssig værdi som fælder for opstigende olie og gas og til saltindvinding. Dertil kommer, at de har været foreslået som deponeringssteder for atomaffald. Det kan man læse mere om i afsnittet Salt.