FIGUR 8-3. Laurasia dannedes i slutningen af Silur og i Devon, da kontinenterne Laurentia, Baltica og Avalonia stødte sammen. Det danske område var en del af dette kontinent.

.

I afsnittet Silur blev det beskrevet, hvordan Den Kaledoniske Bjergkædefoldning foregik i slutningen af Silur, da Laurentia kom fra NV og stødte sammen med Baltica. Fra SØ stødte også det lille kontinent Avalonia sammen med Baltica. Laurentia omfattede nutidens Nordamerika, Grønland og Nordvestskotland, Baltica dækkede omtrent nutidens Skandinavien, og Avalonia svarede til nutidens Midtengland, Holland og Nordtyskland. De tre kontinenters sammenstød dannede tilsammen det store, nye kontinent Laurasia (figur 8-3).

Under sammenstødet blev bjergkæder foldet op nord, vest og syd for det danske område. Mellem bjergkæderne var der et bassin, Det Kaledoniske Forlandsbassin, som det danske område var en del af (se De første aflejringer og de følgende afsnit). I perioden Silur-Tidlig Devon blev bassinet fyldt op med produkter fra de unge bjergkæder, der konstant blev nedbrudt af vind og vejr. Seismiske målinger fra området ved Rügen antyder, at Det Kaledoniske Forlandsbassin, som opstod i Silur, igen fortsatte sin sænkning i Devon. Yngre aflejringer og jordskorpebevægelser slører dog de informationer, man kan få fra boringer og seismisk undersøgelser.

Bjergkædefoldningen bevirkede også, at det danske område fra starten af Devon og gennem hele Karbon blev hævet op som tørt land. Hovedparten af det danske område har derfor udgjort skråningerne op mod Den Kaledoniske Bjergkæde.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fra Silur til Devon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig