Devon

Igennem hele Devon var det danske område som nævnt tørt ørkenland (figur 8-4). Det var en del af det nordeuropæiske kontinent Laurasia, som på dette tidspunkt lå på den sydlige halvkugle i et varmt og tørt bælte nær Ækvator, omend kontinentalpladernes vandring langsomt førte kontinentet nordpå.

I Devon var udviklingen af livsformerne på landjorden præget af, at planter og hvirveldyr spredte sig over kontinentet. Planterne var i starten små, simple former som padderokke og ulvefod, der også vokser i nutidens Danmark. De krævede væske for at kunne formere sig, og derfor kunne de kun udvikle sig i fugtige områder. Senere udvikledes mere tørke-tålende former som bregner.

I Tidlig Devon blev Det Kaledoniske Forlandsbassin fyldt med nedbrydningsprodukter fra Den Kaledoniske Bjergkæde. Erosionen kunne let finde sted, da jorden stort set henlå uden plantedække, mens klimaet var varmt, og der kun kom nedbør på bestemte årstider. Derfor kunne de nedbrudte sedimenter samle sig i det tørlagte forlandsbassins store søer og flodsletter.

Det virker måske modstridende, at der var søer og floder i en ørken, men selv i ørkener kan der være kraftige regnskyl i en kort regntid hvert år. Da der ingen vegetation var, kunne vandet samle sig til store floder, der let kunne føre meget store mængder sediment med til lavtliggende områder.

De op til 5 km tykke lag af sedimenter, der blev aflejret, kaldes for Old Red sandsten, selv om de bestod af både sandsten og lersten. Det er sandsynligt, at disse kontinentale sedimenter blev aflejret i de sydligste dele af Danmark, fra Sønderjylland over Lolland-Falster til Bornholm, men som det senere vil blive beskrevet, blev de allerede i perioden Sen Karbon-Tidlig Perm fjernet ved erosion af landoverfladen. Mindre forekomster af devone sedimenter findes i dag i Skåne. I det øvrige danske område var den tørre landoverflade udsat for erosion i Tidlig Devon, så der blev ikke aflejret materialer.

Syd for Old Red sandstensørkenen var der et havområde, Proto-Tethys oceanet. Dette hav bredte sig i Midt Devon sydfra som en bred fjord op i Old Red sandstensørkenen i det centrale Nordsøområde. Havet kom til at dække det nuværende Nordtyskland og dele af Central Graven i Nordsøen. Langs kysten blev der aflejret sand, og længere væk fra kysten blev der aflejret kalk. Aflejringerne kendes fra britiske boringer få kilometer vest for det danske sokkelområde samt fra tyske boringer på Rügen og i havområdet mellem Bornholm og Rügen.

I løbet af Sen Devon bredte havet sig, så det dækkede størstedelen af den centrale del af Nordsøen op til Skotland. Hvor tæt havaflejringerne fra Sen Devon ligger på det danske område, kan man bl.a. se af Nordsøens olieboringer. Det britiske Argyll-oliefelt ligger i dag kun 20 km nordvest for de danske oliefelter, og det norske Embla-oliefelt ligger 15 km nord for de danske. Der pumper man olie op fra sandstenslag fra Sen Devon. Den vestlige del af den danske del af Nordsøen var også havdækket, men alligevel findes der ikke sandsten her fra denne periode. At disse lag ikke findes i den danske del skyldes muligvis, at området som nævnt senere blev udsat for erosion i Sen Karbon-Tidlig Perm.