Det følgende er en gennemgang af de overordnede begivenheder, der gennem de sidste 1400 millioner år har formet det danske område. Gennemgangen er tænkt som en oversigt – de enkelte geologiske perioder beskrives nærmere i de følgende kapitler.

Prækambrium

Det ældste Danmark kender man ikke så meget til (figur 5-3). Det består hovedsagelig af gnejser og granitter fra Prækambrium. Deres alder varierer fra 700 til 1400 millioner år, og de stammer fra gamle bjergkæder. De prækambriske grundfjeldsbjergarter er blottet på Bornholm, men kendes ellers fra nogle få dybe boringer over strukturer i undergrunden, hvor grundfjeldet ligger højt.

Se kapitlet Grundfjeldet – Danmarks fundament.

Kambrium

FIGUR 5-3. Prækambrium

.

FIGUR 5-4. Kambrium. 545-510 mio. år før nu

.

I Kambrium var det danske landområde en del af det lille kontinent Baltica, der lå på Jordens sydlige halvkugle (figur 5-4). I slutningen af Prækambrium skete der hævning af og erosion i dette landområde. Et nyt ocean, Iapetus Havet, blev åbnet mellem Norge og Grønland, nogenlunde hvor Atlanterhavet, der er meget yngre, ligger i dag.

På overgangen fra Prækambrium til Kambrium trængte havet gradvist mod øst ind over Balticas grundfjeldsskjold. På Bornholm er de ældste lag, der overlejrer skjoldet, Nexø Sandstens ørken- og flodaflejringer. Havet trængte gradvist længere ind over skjoldet, og vanddybden steg. Det ses af, at aflejringerne bliver gradvist mere finkornede. Havdybden kulminerede med aflejring af Alun Skifer Formationen. Den er sort og lagdelt og blev aflejret på ret dybt vand under iltfattige forhold.

Se kapitlet De første aflejringer.

Ordovicium

Baltica bevægede sig mod nord, og Iapetus Havet begyndte at lukke sig allerede i Ordovicium (figur 5-5). Derved blev der dannet vulkanske øbuer i det vestlige Norge, hvilket afspejles af forvitrede lag af vulkansk aske i skifrene på Bornholm.

Aflejringer fra Ordovicium kan kun ses på Bornholm, bl.a. som skifre, der blev aflejret på havbunden.

Se kapitlet De første aflejringer.

Silur

FIGUR 5-5. Ordovicium. 510-439 mio. år før nu.

.

FIGUR 5-6. Silur. 439-417 mio. år før nu.

.

I slutningen af Silur lukkedes Iapetus Havet helt, da det nordamerikanske kontinent stødte sammen med Baltica (figur 5-6). Ved kollisionen blev den Kaledoniske Bjergkæde foldet op; en bjergkæde, der i dag findes rester af i det vestlige Norge, Skotland, Nordengland, Irland og Østgrønland.

Syd for Danmark lå et andet ocean, Tornquist Havet. Det lukkedes samtidig med Iapetus Havet ved kollision mellem Baltica og et sydligt konti nent, så der blev dannet et større kontinent, Laurasia. Det sydligere kontinents rand skubbedes ind over Baltica i Østersøområdet syd for Bornholm. Derved blev der dannet et dybt forlandsbassin, der blev fyldt med kilometertykke lag af skifre og sandsten. Blokke fra denne lagserie findes som strandsten på Bornholms sydkyst. De indeholder lag af vulkansk aske fra vulkaner, der blev dannet i forbindelse med Tornquist Havets lukning.

Se kapitlet De første aflejringer.

Devon

FIGUR 5-7. Devon. 417-354 mio. år før nu.

.

I Devon lå det nye kontinent Laurasia lige syd for Ækvator, og det danske område blev sandsynligvis dækket af de nedbrudte sedimenter fra Den Kaledoniske Bjergkæde, der efter deres karakteristiske, røde ørkenfarve kaldes Old Red Sandsten (figur 5-7).

På Laurasia udvikledes et helt nyt dyreliv. De første padder gik på land. I søer og floder levede en rig fiskefauna med f.eks. lungefisk, der kunne overleve tørre perioder begravet i dyndet.

Lag fra Devon er fundet i dybe boringer i Nordsøen nogle få kilometer vest for dansk territorium. Ellers kendes der ingen aflejringer fra Devon i det danske område.

Se kapitlet Ørken og salthav.

Karbon

FIGUR 5-8. Karbon. 354-290 mio. år før nu

.

I det midteuropæiske område lå der et udstrakt hav, der på grund af kollision mellem kontinenterne Laurasia og det sydligere Gondwanaland blev lukket i løbet af Karbon (figur 5-8). Det medførte opfoldning af Den Hercyniske Bjergkæde. Et stort forlandsbassin blev anlagt nord for bjergkæden, dvs. Også i det danske område. Havet trængte i perioder ind over bassinet og nåede til den sydlige del af det danske område. Derfor er der fundet havaflejringer fra Karbon i boringer på Falster, i Kattegat og Nordsøen, men ellers kendes der ikke aflejringer fra Karbon i det danske område.

Den sammensvejsning af kontinenter, der begyndte med dannelsen af Den Kaledoniske Bjergkæde og fortsatte med dannelsen af den Hercyniske Bjergkæde, skabte en helt unik situation. Alle Jordens store kontinenter blev i løbet af Karbon og Perm samlet i et superkontinent, Pangæa.

Et sådant superkontinent er ustabilt, og Pangæa begyndte at sprække op, kort efter at det var dannet. Denne opbrydning er fortsat helt til i dag. Den første opsprækningsfase i det danske område fandt sted på overgangen mellem Karbon og Perm. Der blev dannet gravsænkninger og vulkaner, der førte til udstrakte lavamarker. Et godt eksempel på dette er Oslo Graven med den vulkanske rhombeporfyr.

Se kapitlet Ørken og salthav.

Perm

FIGUR 5-9. Perm. 290-250 mio. år før nu.

.

FIGUR 5-10. Trias. 250-200 mio. år før nu.

.

Denne voldsomme tektoniske og vulkanske aktivitet i Karbon og starten af Perm skabte indsynkningen af Det Danske Bassin og Det Nordtyske Bassin, der var adskilt af Ringkøbing-Fyn Højderyggen (figur 5-9). Dermed var hovedstrukturerne i det danske område fastlagt (se den tidligere beskrivelse af de overordnede strukturer).

I Tidlig Perm var hele det danske område en udstrakt ørken med lave saltsøer og klitlandskaber, der mindede om nutidens Etiopien. Området lå midt inde på Pangæa langt fra verdenshavene. Ved fortsat opsprækning mellem Vestnorge, Grønland og De Britiske Øer blev der dannet et strøg af N-S løbende gravsænkninger. Dette strøg blev gradvist oversvømmet nordfra. Ved overgangen fra Tidlig til Sen Perm brød havet igennem mellem Sydvestnorge og Shetlandsøerne og fyldte hurtigt bassinets lavtliggende landområder. Stedet, hvor havet brød igennem, må have lignet et gigantisk Niagara-vandfald, mens bassinerne blev fyldt med vand.

Klimaet var stadig varmt og tørt, og det store indlandshav havde kun forbindelse til verdenshavet gennem et snævert stræde mod nord. Det blev udsat for kraftig fordampning, hvorved der afsattes tykke lag af stensalt. Disse lag skulle få stor betydning for den senere geologiske udvikling i det danske område.

Stensaltet begynder at flyde plastisk, når det bliver begravet under tykke, yngre lagserier. Herved dannes først saltpuder og siden saltdiapirer. Saltet trænger op gennem de overliggende lag og de buler, som derved bliver dannet i lagene over diapirerne, udgør oliefælder, hvorfra hovedparten af Danmarks olie og naturgas udvindes.

Se kapitlet Ørken og salthav.

Trias

Opsplitningen af Pangæa fortsatte i Trias, og de dybe, N-S-orienterede gravsænkninger Horn Graven, Brande Truget og Rønne Graven blev anlagt på tværs af Ringkøbing-Fyn Højderyggen (figur 5-10). Samtidig steg tilførslen af ler og sand fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold.

Tilførslen af sedimenter og indsynkningen holdt trit med hinanden, så aflejring hovedsagelig fandt sted på land. Klimaet var varmt og tørt, som det kan ses af aflejringernes røde farve.

Se kapitlet Fra ørkener til varme have.

Jura

FIGUR 5-11. Jura. 200-144 mio. år før nu.

.

I Jura kulminerede opsprækningen af Pangæa. Den centrale del af Atlanterhavet mellem det nordvestlige Afrika og det sydøstlige Nordamerika begyndte at åbne sig, og den europæiske plade drev mod nord (figur 5-11). Derfor bevægede det danske område sig ud af det varme, tørre klimabælte og ind i et subtropisk, fugtigt klimabælte. Det markeres af et markant skift i aflejringernes karakter. De røde farver fra Trias blev i Jura erstattet af grå, gullige og sorte farver. Samtidig bredte havet sig gradvist ind over det danske område. Tidlig Jura var tektonisk set rolig, og der aflejredes sand og ler i et udstrakt, lavvandet hav.

I Midt Jura begyndte jordskorpen i det danske område for alvor at bevæge sig, og det fortsatte ind i den ældste del af Kridt. I den centrale del af Nordsøen fandt en markant hævning sted med dannelsen af en stor dome, der gradvist begyndte at sprække op. Ringkøbing-Fyn Højderyggen hævedes ligeledes sammen med store dele af Det Danske Bassin og Skåne. Hævningen førte til øget vulkanisme og erosion af ældre aflejringer samt til begrænset aflejring af sand, ler og tørv på land.

I Sen Jura kulminerede de tektoniske bevægelser med omfattende strækning af jordskorpen, så der blev dannet dybe, asymmetriske gravsænkninger, såkaldte halvgrave. I Central Graven i Nordsøen blev der således skabt et helt kompleks af halvgrave, hvori der blev aflejret kilometertykke lag af sorte skifre under meget iltfattige forhold. Disse skifre har ligesom saltet fra Perm en stor betydning for Danmarks økonomi, idet de er kildebjergarter for stort set al olie og naturgas i Nordsøen.

Se kapitlet Fra ørkener til varme have.

Kridt

FIGUR 5-12. Kridt. 144-65 mio. år før nu.

.

Opbrydningen af Pangæa fortsatte, og Atlanterhavet åbnedes længere mod nord end i Jura, og havets nordkyst lå sydvest for De Britiske Øer (figur 5-12).

Indsynkningen af juratidens gravsænkninger fortsatte med dannelse af skålformede, termale kontraktionsbassiner. De omliggende landområder blev i løbet af Kridt slidt ned ved erosion. Samtidig steg havspejlet, så kysterne rykkede langt tilbage.

Havspejlsstigningen kulminerede i Sen Kridt med en af de største, kendte havspejlsstigninger i jordens historie. Det danske område var dækket af et flere hundrede meter dybt hav, og kystlinjerne lå langt fra det danske område. Der blev derfor næsten intet sediment bragt med floder fra landjorden ud i havet, og derfor bestod aflejringen næsten udelukkende af de kalkskaller, som de vandlevende organismer dannede. Overgangen til Kridt markeres derfor ved en gradvis ændring til mere kalkrige aflejringer i havet. Disse aflejringer kendes fra de danske kridtklinter.

Lagene fra Sen Kridt består af en ren, hvid kalkbjergart, der kaldes kridt eller skrivekridt. Kridtet er det fjerde led i dannelsen af de fleste af Nordsøens olie-gasfelter, idet opsprækket kridt, der er presset op af saltdiapirer, er den vigtigste reservoirbjergart for olie og gas i det danske område.

I slutningen af Kridt begyndte det globale havspejl at falde, og samtidig indtraf en global katastrofe. Kridtperioden afsluttedes således af et af de største tilfælde af masseuddøen i Jordens historie. Den var, set i geologisk tidsskala, abrupt og uden forvarsel, og mange hypoteser er blevet fremsat for at forklare fænomenet. Mest berømt er hypotesen om meteornedslag.

Se kapitlet Fra ørkener til varme have (Trias, Jura og Kridt og følgende afsnit).

Palæogen

Efter massedøden på overgangen mellem Kridt og Palæogen blev der etableret en ny fauna. Havspejlet, der faldt drastisk i flere omgange i overgangsperioden, var lavest i begyndelsen. Her dækkede havet stort set kun Det Danske Bassin. Kalksedimentation kom gradvis i gang igen.

Midt i Paleocæn afsluttedes 30 millioner års kalksedimentation endelig, og i resten af Palæogen blev der aflejret ler i det danske område. Grunden var sandsynligvis, at det danske havområde, som strakte sig ud i det, der i dag er Nordsøen, blev isoleret fra Atlanterhavet (figur 5-13). Lukningen skyldtes hævning af de omgivende landområder og deraf følgende lukning af forbindelsen til Atlanterhavet dér, hvor Den Engelske Kanal ligger i dag.

En væsentlig hændelse fandt sted på overgangen mellem tidsafsnittene Paleocæn og Eocæn, idet den nordligste del af Atlanterhavet, Norskehavet, begyndte at åbne sig. Opsprækningen forårsagede enorm vulkanisme, som i de danske lag kan ses som askelag på bl.a. Fur og Mors.

Se kapitlet Koralrev og lerhav (Palæogen og de følgende afsnit).

Neogen

På overgangen mellem Palæogen og Neogen blev der dannet iskapper på Antarktis. Iskappernes vekslende voksen og afsmelten førte til globale fald og stigninger i havspejlet i takt med, at havvand blev bundet eller frigivet fra iskapperne. Det prægede også det danske område, hvor de dybe, palæogene have forsvandt til fordel for mere lavvandet hav. Kysten lå hen over det danske område, men rykkede i perioden frem og tilbage over det.

Kystens placering var ikke kun styret af, at det globale klima ændrede iskappernes størrelse. Jordskorpebevægelser spillede også en rolle og førte flere gange i Miocæn til en indsynkning af Nordsøområdet, så havdybden steg, og kysten rykkede længere mod øst.

I det danske område blev der aflejret forskellige sedimenter, f.eks. sand i kystens laguner, ler på dybere havbund, og brunkul i sumpede landområder.

Se kapitlet Lagunekyster og flodsletter (Neogen og følgende afsnit).

Pleistocæn

Pleistocæn er den første del af kvartærperioden, hvor Jorden var præget af en række istider og mellemistider. Den sidste del kaldes Holocæn (se nedenfor).

På overgangen fra Neogen til Pleistocæn faldt den globale temperatur drastisk. Gennem hele Pleistocæn var det danske område som resten af Jorden præget af skiftende istider og mellemistider. I mellemistiderne var klimaet som i dag eller lidt varmere.

I Danmark er der fundet aflejringer fra fire istider og tre mellemistider. Det er især i den sidste istid, at nutidens danske landskab er blevet formet. Se kapitlerne Istider og mellemistider (Kvartær og følgende afsnit) og Fra istid til og med jægerstenalder.

Holocæn

Nutidens varmetid, der kaldes Holocæn og måske er en mellemistid, begyndte for 11.500 år siden.

I starten var det danske område også præget af, at det havde været trykket ned af den sidste istids gletsjere. Langsomt hævede det sig, så det blev landfast med England og Sverige. Men da store iskapper i Skandinavien og Nordamerika senere smeltede, blev store områder oversvømmet, så især de nordlige egne af Danmark blev et ø-rige. Først i Bronzealderen fik Danmark sin nuværende form (figur 5-14).

Fra slutningen af sidste mellemistid (Eem) kendes spor fra de første mennesker i Danmark. Gennem Holocæn er det især mennesket, der har påvirket naturen.

Se kapitlerne Fra istid til og med jægerstenalder, Fra bondestenalder til nutid, Nutidens landskab og Nutidens kyster og klitter.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Den geologiske udvikling i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig