Smeltevandssletter og -floder

Foran isen træffer man gletsjerflodernes forgrenede netværk af smeltevandsstrømme. I gletsjerfloder varierer vandføringen meget i løbet af året. Den er størst om sommeren, hvor smeltningen er størst, og afløbene i gletsjeren er åbne (figur 1615). Om vinteren ophører vandføringen helt ved polare gletsjere, de såkaldte kolde gletsjere, der er frosset fast til underlaget, mens der stadig løber noget vand ud fra gletsjerportene i tempererede gletsjere, hvor der foregår smeltning ved bunden året rundt. Vandføringen skifter også meget inden for det enkelte døgn. Det sker i takt med smeltningen på gletsjeroverfladen. Vandføringen er derfor stor om dagen, hvor smeltningen er størst, og lille om natten.

Da flodens evne til at transportere materiale afhænger af vandets strømningshastighed, er transport i gletsjerfloder i høj grad sæsonpræget. Vandet i gletsjerfloder er også koldere og derfor mere viskøst end i andre floder; gletsjerfloder kan derfor transportere særlig meget materiale oppe i vandmassen (figur 16-16).

De største gletsjerfloder kommer inde fra tunneler under isen. Lige uden for gletsjerporten, hvor floden kan være meget bred og dyb og vandstrømmen meget stærk, hvirvles ler og sand af sted oppe i vandmassen, mens grus og sten hopper og ruller hen over bunden. Under katastrofeagtige flomsituationer, jøkelløb, kan den rivende smeltevandsflod slæbe meterstore blokke hen over bunden og samtidig erodere kraftigt i flodlejets bund og sider. Et stykke borte fra gletsjeren får floden et flettet udseende og består af mange strømløb, som hele tiden forgrener sig og atter løber sammen, så et stort areal dækkes af strømløb mellem langsbanker af grus (figur 16-16 og 16-17).

Efterhånden som flodsystemet forgrener sig i mere lavvandede og snævre løb, aftager strømningshastigheden, og vandets transportevne falder. Derved opbygges tværbanker af sand, som vandrer i vandstrømmens retning, mens mere finkornet materiale opbygger småribber. Under bankernes vandring dannes det ene skråtstillede lag efter det andet på bankernes læside, således at alle skrålagene hælder i strømmens retning. Når bankerne kan bevares, skyldes det den hurtige sedimentation i smeltevandsslettens miljø. Derfor må vandstrømmene også til stadighed søge nye veje og omlægge deres løb.

Det er typisk for sedimenter afsat af smeltevandsfloder, at variationen i kornstørrelse fra lag til lag i et lodret snit aftager i smeltevandsstrømmens retning. Nær gletsjerporten består sedimenterne fortrinsvis af dårligt lagdelt grovgrus, og de større sten er taglagte og hælder mod vandstrømmen. Et stykke fra gletsjeren dominerer grovgruset stadig, blot er kornstørrelsen aftaget noget, og stenene er mindre. Desuden ses indslag af sand med skrålag afsat som tværbanker på bunden af strømløb mellem langsbanker i lavtvandsperioder. Længere ude på flodsletten er andelen af sand i forhold til grus stor. Det afspejler et miljø, hvor langs- og tværbanker hurtigt overlejrer hinanden. Fjernt fra isranden dominerer lag af skrålejret sand vekslende med lag af finsand med ribbestrukturer – grus mangler her.

Et eksempel på en smeltevandsslettes form ses ved Mælifellssandúr, der ligger foran nordranden af Mýrdalsjökull i Island (figur 16-18). I forgrunden ses en randmoræne, som blev skubbet sammen langs isranden i 1890'erne, da gletsjeren rykkede frem og havde større udbredelse end i dag. I randmorænen ses med en indbyrdes afstand af 300 m to gab, der markerer steder, hvor gletsjerfloder dengang fossede ud gennem randmorænen. Ud for hvert gab stråler et grenværk af små kanaler, som er spor efter flettede smeltevandsløb. De viser to aflejringskegler, der har toppunkt ved hvert sit gab i randmorænen. Aflejringskeglerne er fremkommet ved, at to flodsystemer af flettede strømløb har svinget frem og tilbage hen over sletten og aflejret sand og grus, samtidig med at de to udstrømningssteder i randmorænen har ligget fast. Længere borte danner de to aflejringskegler i forening en skrånende smeltevandsslette, der hælder svagt væk fra randmorænen.

I Danmark har smeltevandssletter særlig stor udbredelse i Vestjylland. Da isen stod ved Hovedstilstandslinjen, havde smeltevandet frit løb mod vest og syd, hvor det afsatte store mængder sand og grus. Kronhede, Klosterhede og Sønderhede er alle vifteformede aflejringskegler med toppunkter henholdsvis syd for Lemvig, vest for Struer og sydvest for Sevel – de steder, hvor smeltevandet strømmede ud fra isranden vest for Viborg.

Flere steder har smeltevandsfloder, der strømmede ud fra den del af isranden, der løb fra Viborgegnen og sydpå, dækket hele det gamle morænelandskab fra Saale Istid med et tæppe af milevide flodsletter. Det er i dag Tinglev Hedeslette, Grindsted Hedeslette og Alheden-Karupsletten, der er Danmarks største flodsletter. Først langt vestpå brydes fladerne af opragende bakkeøer som Skovbjerg Bakkeø og Varde Bakkeø. Alheden med toppunkt ved Skelhøje, 80 m over havet, afgrænsedes i sin tid mod nord af en bræmme dødis vest for Viborg. I dag falder terrænet derfor flere steder brat fra flodsletten og ned mod et småbakket og grubet dødislandskab nord for.

På Brandeegnen udgør smeltevandets aflejringer ikke en vidtstrakt flodslette; landskabet består her af et utal af små opragende bakkeøer adskilt af smeltevandssletternes netværk.

Som ved nutidens gletsjere i Island aflejrede istidens smeltevandsfloder i Danmark det groveste materiale nærmest isranden, mens sandet blev fragtet længere bort. Det ses i de mange grusgrave, der står som huller i de vestjyske flodsletter. På Alhedens overflade kan man også stadig finde spor efter tidligere strømløb. De viser, at det stærkt sedimentførende smeltevand er strømmet ud over fladen i et fletværk af lavvandede løb.

Tinglev-fladens østligste del er grubet af utallige, 2-3 m dybe huller, der fortæller, at der har ligget partier af dødis i det landskab, som smeltevandet dækkede med sand og grus. Her må isranden i sidste istid helt bestemt have ligget længere vestpå end Hovedstilstandslinjen umiddelbart angiver. Dødishullerne spiller en fremtrædende landskabelig rolle på den ellers så jævne flodslette; et af hullerne rummer Tinglev Sø.

De mange vidtstrakte flodsletter i Vestjylland vidner om, at gletsjeren må have stået ved Hovedstilstandslinjen gennem meget lang tid. Smeltevandets flodsletter findes også i Østdanmark, men her har de ikke nær samme udstrækning som i Vestjylland. Foran Den Østjyske Israndslinje er de største Løsning Hedeslette mellem Vejle og Horsens og Tirstrup Hedeslette på Djursland (figur 16-19).

Og på Øerne genfindes smeltevandets flodsletter foran Bælthav Isstrømmens bakkebuer i Nordvestsjælland, f.eks. under Åmosens tørveflade og vest for Bjergsted, hvor den svagt skrånende flodslette kan følges i et bredt bælte mod nordvest ud under Saltbæk Vig. Også på Fyn blev Langeskov Hedeslette aflejret som en smeltevandsslette foran Bælthav Isstrømmen.

Når gletsjeren er vigende, eller når smeltevandet finder nye og kortere afløbsveje, skærer smeltevandsfloden sig ned i sine tidligere aflejringer. Her udgraver den en bred, fladbundet dal med en slynget flod, en såkaldt mæandrerende flod, eller et system af flette de strømløb, der bugter sig fra den ene dalside til den anden. Dale af denne type kaldes ekstramarginale smeltevandsdale (figur 16-20).

En af sidste istids store ekstramarginale smeltevandsdale ses i dag på Alheden-Karupsletten i Vestjylland, hvor den opstod, da isranden rykkede nordøstover fra Hovedstilstandslinjen vest for Viborg, og bræmmen af dødis nord for Alheden smeltede og åbnede nye veje for smeltevandet (figur 16-21).

Floderne fra isen i Midtjylland løb derfor ikke længere vestpå gennem passagen ved Holstebro mellem Skovbjerg Bakkeø og morænelandet nordfor, men banede sig vej mod nordvest, hvor det begravede resterne af dødisen under mægtige lag af sand og grus, nu Hjelm Hede, inden det løb ud i den dødisfyldte Venø Bugt-lavning. Det resulterede i, at smeltevandet på Alheden-Karupsletten skar sig ned i flodsletten og anlagde en 4-5 km bred, fladbundet dal, Karup-dalen, med tilløb fra en langt mindre smeltevandsdal, Hjortedal-Fløjgård Dal, nordvest for Skelhøje.

Da dødisen i Venø Bugt smeltede væk, og smeltevandet atter fandt nye afløbsveje, gravede Karup-smeltevandsfloden sig trinvis dybere ned i den fladbundede Karup-dal og efterlod de gamle dalbunde som brede terrasser. Da også Skive Fjord-lavningen blev befriet for isen, bugtede Karup Å sig nordpå til Skive Fjord. Herved opstod nye terrasser i Karup-dalen, så den efterhånden fik sin nuværende udformning som en typisk dal-i-dalen.

De mange grydeformede huller på Hjelm Hede opstod, da den begravede dødis her smeltede væk, og jorddækket styrtede sammen (figur 16-22). De største dødishuller rummer Flyndersø og Stubbergård Sø. Dødislandskaber vil blive beskrevet senere.

Smeltevandsfloderne har på deres vej bort fra isen også fundet vej gennem lavninger og ældre dale, der kom frem i morænelandskabet foran den vigende gletsjer. Smeltevandet eroderede i morænelandskabets skråninger og udformede fladbundede dale ved at aflejre sorteret sand og grus. Disse dale er ofte ådale i dag, hvor afsmeltningstidens dalbunde ses som terrasser langs begge dalsider.

Gudenå-dalen, der er Danmarks længste smeltevandsdal, blev anlagt, da Hovedfremstødet smeltede tilbage fra Hovedstilstandslinjen, og smeltevandet fra den vigende gletsjer ikke længere kunne strømme frit mod vest, men måtte søge andre veje gennem det frilagte morænelandskab. Med frilæggelsen af det dalrige Midtjyske Søhøjland omkring Silkeborg blev der åbnet mulighed for smeltevandets afstrømning mod nord, selv om Hovedfremstødet efterlod store mængder dødis i de dybe dale. Bl.a. var salten Langsø og Mossø dødisfyldte. Der kan skelnes mellem tre hovedstadier i udviklingen af Gudenå-dalsystemet.

Først Falborg-stadiet, hvor smeltevandet fra Gudenå-dalen banede sig vej nordvestover, fulgte Falborgdalen, nu det brede, fladbundede dalstrøg forbi Rødkærsbro, krydsede tværs over den dødisfyldte tunneldal, der rummer Viborgsøerne og Hald Sø, og løb ud til den isfri Lovns Bredning i Limfjorden.

Dernæst fulgte Skalså-stadiet, hvor smeltevandet fra det fortsat vigende Hovedfremstød fandt afløb til Hjarbæk Fjord gennem Nørreå-dalen og Skalså-dalen. Dette stadium har efterladt tydelige terrasser i Gudenå-dalen, bl.a. mellem Voervadbro og Mossø, hvor de ligger 50 m over havet.

Da Det Ungbaltiske Fremstød efterfølgende havde sin største udbredelse og stod ved Den Østjyske Israndslinje, gik udviklingen af Gudenå-dalen ind i sit tredje stadium, Randers Fjord-stadiet, hvor smeltevandet fandt afløb til Randers Fjord. Dette stadium har efterladt store, brede terrasser 40 m over havet centralt i Gudenå-dalen. Et efterfølgende afløb, ligeledes til Randers Fjord, har skabt lavtliggende terrasser, 30 m over havet, med et utal af dødishuller, bl.a. med Blidsø, Rødesø og Vængsø. Ved dødisens endelige bortsmeltning opstod også de vældige huller, der i dag rummer Salten Langsø og Mossø.

I dag er den 158 km lange Gudenå en formindsket udgave af den smeltevandsflod, der fossede gennem samme dalføre for omkring 18.000 år siden.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Smeltevandssletter og -floder.

• Forrige afsnit er Randmoræner
• Næste afsnit er Dødislandskaber og fladbakker