Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Randmoræner

Oprindelig forfatter Kru

Nutidens randmoræner

Med den mildning i klimaet, der afsluttede Den Lille Istid omkring 1920 (kapitlet Fra bondestenalder til nutid), smeltede mange gletsjere tilbage og efterlod voldformede randmoræner (kapitlet Istider og mellemistider). Fra 1960'erne blev det atter køligere, og flere og flere gletsjere rykkede frem igen. Derved blev det muligt at studere dannelsen af randmoræner. I dag, hvor det er blevet varmere, og mange gletsjere smelter tilbage, efterlades de nydannede randmoræner igen ude foran isen.

Randmoræner kan dannes ved såkaldt istektonisk deformation, hvor gletsjeren trækker flager af underlaget og stabler dem op i en rygformet randmoræne (figur 16-9). Forholdsvis bløde sedimenter foldes, mens sprøde sedimenter brydes op i indbyrdes forskudte blokke. Den nedre grænse for deformation fremtræder som et forskydningsplan, afglidningsniveauet, som er beskrevet i afsnittet Istektonik. Istektonisk deformation opstår, fordi gletsjeren med sin vægt trykker underlaget ud mod isranden, samtidig med at gletsjeren trækker underlaget i samme retning som isbevægelsen. Flager af materialerne under gletsjeren frigøres lettest, hvis gletsjersålen er frosset fast til underlaget, eller hvis vandtrykket længere nede i jordlagene er stort, så gletsjerunderlaget „løftes“.

Randmoræner kan også dannes ved, at gletsjeren som en bulldozer skubber foranliggende materiale sammen. Endelig kan de opstå ved at materiale, der er kommet op til isoverfladen langs forkastninger i isen, blot skrider eller falder ned fra den stejle gletsjerfront og samles for foden af gletsjeren (se Sten og blokke i moræneaflejringer).

Annonce

NID-2-758.png

NID-2-759.png

FIGUR 16-9. Model for istektonisk deformation. A) Begyndende deformation under og foran en fremrykkende gletsjer. I dette tilfælde er den nedre grænse for deformation – afglidningsniveauet – sammenfaldende med nedre grænse for permafrost. B) Efterhånden som gletsjeren rykker frem, forkastes og foldes de frosne sedimentflager og stables op i en randmoræne. Ill.: Jørgen Strunge efter Aber, 1982.

Foran gletsjere i arktisk Canada er der i 1960'erne og 1970'erne dannet randmoræner ved en kombination af istektonisk deformation og bulldozing. Det gælder Thompson Gletsjeren på Axel Heiberg Island. Gletsjeren ender på en flodslette, hvor randisen er frosset fast til underlaget. Randmorænen består af en sværm af parallelle bakkerygge, der rager 30-80 m op over flodsletten foran, og er opbygget af tykke flager af frosset smeltevandsgrus.

Da randmorænen blev dannet foran Thompson Gletsjeren, rykkede isen frem og skubbede flagerne i randmorænen ind over hinanden med en hastighed på 3-6 cm om dagen. Herved blev randmorænen presset sammen og skubbede mere og mere på flodsletten foran, så der opstod et nyt brud i det frosne smeltevandsgrus, hvor bruddannelsen nåede omkring 100 m ned under flodslettens overflade.

Om sommeren, når smeltevandet løber fra gletsjerens overflade ud i randmorænen, smelter det dybe kanaler ned i de frosne grusflager. Smeltevandet skyller det udvaskede materiale ud i lavningerne mellem randbakkerne eller transporterer det helt ud foran randmorænen, hvor der opbygges vifteformede aflejringskegler på smeltevandssletten.

 FIGUR 16-10. Kötlujökull, Island, under fremrykning i 1980’erne. Langs den stejle isfront er en randmoræne under dannelse. I forgrunden ses en ældre randmoræne med et smeltevandsgab.

FIGUR 16-10. Kötlujökull, Island, under fremrykning i 1980’erne. Langs den stejle isfront er en randmoræne under dannelse. I forgrunden ses en ældre randmoræne med et smeltevandsgab.

Ved Kötlujökull, en hovformet udløbsgletsjer fra Mýrdalsjökull i Island, er der dannet en randmoræne ved en kombination af bulldozing og nedskridning af materiale fra den stejle isfront (figur 16-10). I midten af 1980'erne rykkede den stejle isfront frem med en daglig hastighed på 5-10 cm. Samtidig skred materiale ned fra isen og dækkede gletsjerens fod, og foran aflejrede udstrømmende smeltevand grus og sand som vifteformede aflejringskegler.

Den fremrykkende gletsjer skubbede til de ufrosne jordmasser foran, så der opstod flager, som isen skubbede op over de uforstyrrede smeltevandsaflejringer foran. Efter få uger blev presset på aflejringerne foran så stort, at der opstod nye flager. Efterhånden som gletsjerfremstødet klingede af, aftog også produktionen af flager, mens der fortsat skred materiale ned fra isfronten. Da gletsjeren i 1990'erne smeltede tilbage, efterlod den en randmoræne, der i dag er 5-7 m høj (figur 16-10).

Foran Holmstrømbreen på Svalbard ligger en stor randmoræne af parallelle rygge af stærkt foldede aflejringer. Her er gletsjeren rykket frem med meget stor hastighed og har foldet forlandet op på samme måde, som hvis man skubber et tæppe hen over et gulv, altså ved bulldozer-metoden.

 FIGUR 16-11. Store randmorænebakker ved Vatnajökull, Island, med flodsletten Skeidarársandur foran.

FIGUR 16-11. Store randmorænebakker ved Vatnajökull, Island, med flodsletten Skeidarársandur foran.

Danske randmoræner

I Danmark findes et af de mest imponerende eksempler på randmoræner i Nordvestsjælland. Det er de vældige bakkedrag, Odsherred-buerne, der kulminerer i Vejrhøj, Sjællands tredjehøjeste punkt, 121 m over havet.

Det storstilede randmorænelandskab er dannet i forbindelse med Bælthav Isstrømmen, hvor gletsjeren trængte frem fra sydøst og stuvede materiale sammen langs isranden til det halvkredsformede system af parallelle bakker, som bl.a. ses i Veddinge Bakker (figur 16-12). Ved Høve og nordvest for Veddinge angiver dybe dalfurer de steder, hvor vandstrømme fra den smeltende is har banet sig vej gennem randbakkerne. Nordvest for Ordrup og i Jyderup Skov finder man resterne af flodsletten – i dag dækket af plantager og sommerhuskolonier – mens størstedelen af flodsletten er overskyllet af havet og udgør bunden af Sejerø Bugt. Nykøbing Bugt og de nu tørlagte Sidinge Fjord og Lammefjord er inderlavninger, hvor tre istunger har ligget.

Bjergsted-bakkebuen med det vældige bakkeparti ved Bjergsted, 87 m over havet, og med en foranliggende flodslette, der kan følges mod nordvest ud under Saltbæk Vig, tegner israndens naturlige fortsættelse fra Odsherred mod syd.

Bælthav Isstrømmen har også efterladt en storstilet randmoræne på Nordøstfyn. Det er den vidt synlige bue af kuplede randmoræner, der kiler sig ind mellem Odense Fjord og Kertinge Nor. Den største af bakkerne, Munkebo Bakke, kulminerer i Låddenhøj 58 m over havet. Ved Munkebo angiver en afbrydelse i bakkerækken det sted, hvor smeltevandet er fosset ud gennem randmorænen, og nordvest for findes stumper af en flodslette opbygget af de sand- og grusmasser, som smeltevandet har fragtet med. Boringer har vist, at randmorænerne består af flager af Kerteminde Mergel fra Palæogen og istidsaflejringer.

Kertinge Nor og Kerteminde Fjord udgør de dybeste dele af den inderlavning, hvor gletsjeren har ligget, og hvorfra den har fjernet de dybgrundslag, der nu indgår i opbygningen af randmorænerne.

NID-2-762.png

NID-2-763.png

NID-2-764.png

FIGUR 16-12. Dannelsen af Odsherred i Nordvestsjælland. A) Odsherredegnen under Bælthav Isstrømmen i sidste istid. Isen (1) rykker frem, og langs dens lappede rand oppresses bueformede randmorænebakker (2). Foran dannes flodsletter af smeltevandsstrømmenes aflejringer (3). Istidsdannelser, som er ældre end Bælthav Isstrømmen, rager stedvis op gennem flodsletten (4). B) Odsherred i Littorinahavets tid. Flodsletten og inderlavningerne (5), hvor istungerne har ligget, er dækket af havet; kun de højestliggende partier af istidslandskabet rager op som øer og halvøer. C) Odsherred i dag. Istidsdannelserne er svejset sammen og omkranset af marint forland (6). Lammefjord og Sidinge Fjord er inddæmmet og udtørret (7). Efter A. Schou, 1949.

En af de mest storslåede israndslinjer i Jylland er Den Østjyske Israndslinje, der markerer udbredelsen af Det Ungbaltiske Fremstød. Mellem Hedensted og Løsning er randmorænen ganske vist kun udformet som en enkelt bakkeryg, der hæver sig 8-10 m over flodsletten vest for, men den er et klassisk eksempel på en randmoræne dannet ved en kombination af bulldozing og nedskridning af materiale fra isfronten. Gletsjeren er rykket frem og har skubbet foranliggende aflejringer af smeltevandsgrus sammen i en lille randmoræne, men det er de forholdsvis store mængder af nedskredet materiale fra isen, der har formgivet randmorænen.

Fra Løsning forløb isranden videre nordover forbi Hvirring og Nim til Østbirk, hvor den i dag tegnes af to bakkebuer, fordi isen trængte forholdsvis langt vestpå gennem to lavninger, nu Hansted Å-dal og Bygholm Å-dal, der begge ligger i forlængelse af Horsens Fjord. Videre buede isranden øst om Skanderborg Sø, passerede Mesing og løb atter mod nordøst over Framlev, Søften, Trige og Todbjerg. Fra Løgten nord for Århus bøjede isranden nord om Kalø Vig og løb ud på Djursland, hvor den fortsatte forbi Feldballe til Glatved ved Kattegatkysten.

Men i det allersydligste Djursland, Mols med Helgenæs og Ebeltoft-halvøen, findes dog det mest indtryksgivende randmorænelandskab. Efter at isen var smeltet noget tilbage fra Den Østjyske Israndslinje, har to fremskudte tunger af den ungbaltiske is sydfra brudt store flager op og sammenstuvet dem i to højtopstemmede, halvkredsformede systemer af randmoræner, der mødes i Mols Bjerge, med Agri Bavnehøj på 137 m som højeste punkt. Bakkerne danner parallelle rygge med stejle hæld ned mod de mellemliggende lavninger. Det er dog ikke altid let at følge en enkelt bakkerække, idet den undertiden grener sig eller stopper for at fortsætte ved siden af.

 FIGUR 16-13. Udsigt fra syd mod de imponerende randmoræner på Nordmors, der er skubbet op af isen, da den lå nord for og dækkede Thisted Bredning i Limfjorden. Brændingsbølger har siden eroderet en stejl kystklint, Hanklit, hvis aflejringer overvejende består af ispressede lag af moler.

FIGUR 16-13. Udsigt fra syd mod de imponerende randmoræner på Nordmors, der er skubbet op af isen, da den lå nord for og dækkede Thisted Bredning i Limfjorden. Brændingsbølger har siden eroderet en stejl kystklint, Hanklit, hvis aflejringer overvejende består af ispressede lag af moler.

Hvor istungerne lå, opstod der store, jævne hulformer, nu Kalø Vig og Ebeltoft Vig. Fra istungerne fossede smeltevandet ud i det lavtliggende landskab nord for de voldformede bakkedrag. Store mængder sand og grus ophobedes som en jævn flodslette, nu Tirstrup Hedeslette. Men nærmest randmorænerne lå endnu dødispartier fra isens position ved Den Østjyske Israndslinje, som de talrige smeltevandsløb dækkede med sedimenter. Da dødisen smeltede bort, sank sedimenterne sammen og blev til et småbakket landskab med småsøer og mosehuller, f.eks. Øjesø øst for Feldballe. Det sammensunkne dødislandskab ligger derfor noget lavere end den egentlige flodslette nord for med flyvepladsen.

Af andre fremtrædende randmoræner i det danske landskab skal nævnes De Fynske Alper og Svanninge Bakker på Sydfyn, Jyske Ås i Vendsyssel, bakkerne på Røsnæs i Nordvestsjælland og de imponerende bakker langs nordkysten af Mors med fortsættelse på Fur (figur 16-13).

 FIGUR 16-14. I Silstrup Hoved syd for Thisted har havet blottet Palæogens moler med talrige bølgede og knækkede askelag, der tydeligt viser, hvorledes moleret er blevet foldet og brudt i stykker, da isen skubbede det op i bakkelandet bag klinten.

FIGUR 16-14. I Silstrup Hoved syd for Thisted har havet blottet Palæogens moler med talrige bølgede og knækkede askelag, der tydeligt viser, hvorledes moleret er blevet foldet og brudt i stykker, da isen skubbede det op i bakkelandet bag klinten.

I flere af randmorænerne er det almindeligt at finde stumper af Danmarks dybgrundslag oppe i istidslagene. I randmorænerne på Røsnæs i Nordvestsjælland og i Mols Bjerge på Djursland findes flager af plastisk ler, der i våd tilstand kan medføre udskridninger. Når større partier af bakkeskråningerne skrider ud, kan der opstå småsøer i lavningerne bagved. I de vestlige Limfjordsegne indgår vældige flager af moler i flere randmoræner. Det kommer f.eks. til syne i de imponerende kystklinter på Fur, Mors og Thy (figur 16-14).

Landskabet langs Hovedstilstandslinjen er ikke nær så imponerende som mange af israndslandskaberne længere nord- og østpå. Isen har langt de fleste steder kun efterladt småbakkede og grubede terrænformer, der viser, at dødis må have spillet en væsentlig rolle i forbindelse med isafsmeltningen ved Hovedstilstandslinjen. Over lange strækninger fortoner de egentlige randdannelser sig, fordi morænelandet gennemfures af brede øst-vestgående smeltevandsdale. Det har således i højere grad været østgrænsen for de vestjyske flodsletter, man har fastlagt Hovedstilstandslinjen efter, end tilstedeværelsen af randmoræner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Krüger: Randmoræner i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483826

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk