Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landskabsdannelse efter istiden

Oprindelig forfatter Kru

Siden sidste istid har andre naturkræfter præget landskabet. Istidslandskabets sandede og lerede topjord har gennemgået forskellig grad af jordbundsdannelse. På skrånende terræn har regnskyl og smeltevand fra sne gravet kløfter og ført ler og sand ned i lavninger. Vandløb har eroderet sig dybt ned i istidens kilometerbrede floddale, hvor resterne af afsmeltningstidens dalbunde ses som brede terrasser langs dalsiderne. Men disse landskabsformende kræfter har ikke virket længe nok til, at de har udslettet de oprindelige istidstræk i det danske landskab.

Derimod har landets omrids ændret sig markant. Endnu mens isen dækkede det sydøstlige Danmark, udspilledes i Nordjylland et kapløb mellem den klimabetingede havstigning og jordskorpens hævning, fordi denne egn „lige“ var blevet lettet for isens vægt (se Atlantikum). Hævningen kunne dog ikke følge trit med havspejlstigningen. Et ishav, Yngre Yoldia Hav, trængte ind vestfra og omskyllede morænelandskabet i Vendsyssel, så kun de højeste partier af bakkelandet ragede op som øer. Havbunds- og kystaflejringer fra denne tid genfinder man som udbredte sletter 20-50 m over det nuværende havniveau, og de afgrænses mod det højere moræneland af Ishavstidens gamle kystklinter.

I de første årtusinder efter istiden bevirkede den fortsatte landhævning, at det danske område blev en sammenhængende landmasse, hvor Jylland var landfast med Øerne; det er Fastlandstiden. Ganske vist steg vandstanden i verdenshavene, fordi der stadigvæk tilførtes vand fra Jordens smeltende isskjolde, men i Danmark hævede jordskorpen sig dog hurtigere, fordi den var blevet befriet for isens vægt.

Annonce

 FIGUR 16-4. Kystlandskabets udvikling syd for Frederikshavn i Nordjylland. A) Yngre Yoldia Hav. B) Stenalder. C) Nutid. Morænelandskab (1) og to niveauer af marint forland med aflejringer og hævede kystlinjer fra henholdsvis Ishavstid (2) og fra Stenalderen til nutid (3).

FIGUR 16-4. Kystlandskabets udvikling syd for Frederikshavn i Nordjylland. A) Yngre Yoldia Hav. B) Stenalder. C) Nutid. Morænelandskab (1) og to niveauer af marint forland med aflejringer og hævede kystlinjer fra henholdsvis Ishavstid (2) og fra Stenalderen til nutid (3).

I løbet af Stenalderen blev havstigningen dominerende, havet bredte sig, og landets omrids ændrede sig efterhånden hen mod det, man kender i dag. Det er Littorinahavets tid, hvor Danmark blev et ø-rige (se Atlantikum). Langs kysterne forvandledes istidslandskabets bakketoppe og højdedrag til øer og halvøer, mens lavninger og dale druknede og blev til vige og fjorde.

Samspillet mellem jordskorpens fortsatte hævning og den stadige havstigning i verdenshavene har haft et sært forløb siden Stenalderen (figur 16-4). I det nordlige Danmark har landet hævet sig i forhold til havspejlet, mens landets sydlige egne er sunket i havet og stadig gør det. Den såkaldte 0-isobase, der går gennem områder, hvor landhævning og landsænkning har domineret på skift, så kysten omtrent har samme forløb i dag som i Stenalderen, løber fra det nordlige Falster tværs over Fyn til Nissum Fjord i Vestjylland (se figur 14-59).

 FIGUR 16-5. Limfjordsegnene er rige på stenalderkystklinter som her ved Hjarbæk Fjord. Skrænterne, der hæver sig stejlt over det marine forland, er udformet af Littorinahavets brændingsbølger.

FIGUR 16-5. Limfjordsegnene er rige på stenalderkystklinter som her ved Hjarbæk Fjord. Skrænterne, der hæver sig stejlt over det marine forland, er udformet af Littorinahavets brændingsbølger.

Det nordlige Danmark er derfor rigt på marint forland, dvs. flader af hævede strand- og havbundsaflejringer, der mange steder kanter istidslandskabet ud mod fjord og hav (figur 16-5). Littorinahavets gamle kystlinje genfindes her som tilgroede klinter og strandvolde langt inde i land; i Nordjylland 10-12 m over nuværende havniveau, i Nordøstsjælland 4-6 m. I det sydvestlige Danmark er Littorinahavets kyster derimod druknet og kan ligge flere meter under nutidens havspejl. Alligevel er Sydvestjylland rigt på marint forland, men det skyldes marskdannelsen på grund af tidevandet og havets vældige pålejring af sand, der helt har oversteget den relative landsænkning i denne del af landet (kapitlet Nutidens kyster og klitter).

Mennesket har også ændret landskabets udseende og karakter, især gennem de sidste 100 år. Mange søer og lavvandede vige er blevet tørlagt ved inddæmning og omdannet til intenst udnyttede marker som Kolindsund på Djursland og Lammefjord i Nordvestsjælland. I Sydvestjylland er marskdannelsen hjulpet frem og frodige marskenge inddiget. Hele vestamager er et inddæmmet kunstprodukt, og ydermere har man pyntet hovedstadsområdet med bulldozede bakker på vestegnen og en kunstig badestrand, Køge Bugt Strandpark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Krüger: Landskabsdannelse efter istiden i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483821

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk