Langt størsteparten af Danmarks overflade er i sin grundlæggende udformning et resultat af gletsjernes og smeltevandets eroderende og aflejrende virksomhed i sidste istid, Weichsel Istid, hvor Danmark lå i Det Skandinaviske Isskjolds sydvestlige randområde.
Istidslandskabets formverden spænder vidt fra De Fynske Alpers højt opstemmede bakkedrag over Det Midtjyske Søhøjlands dalfurede moræneplateau – videre over Nordøstsjællands grubede og småbakkede landskaber til Lollands jævne moræneflade og Vestjyllands vidtstrakte flodsletter, så svagt hældende, at øjet næppe sanser det (figur 16-2).
Men i Vestjylland, uden for gletsjerens hovedstilstandslinje, rager rester af et endnu ældre landskab op over sidste istids sandede flodsletter. Det er de såkaldte bakkeøer, der blev formet af isen i næstsidste istid, Saale Istid. Gennem hele Weichsel Istid lå bakkeøerne hen som et tundralandskab, hvor jordflydning bidrog til at jævne landskabet ud i en sådan grad, at man let opdager kontrasten til det „unge“ morænelandskab nord og øst for Hovedstilstandslinjen. Mange steder, som på Skovbjerg Bakkeø, kan Saale Istids landskabstræk dog stadig erkendes.
Det bornholmske grundfjeldslandskab er igen en verden helt for sig, med isafrundede rygge og isuddybede sprækkedale. Bornholm ligger i Sorgenfrei-Tornquist Zonen og er landskabeligt beslægtet med det sydsvenske sprækkedalslandskab, hvor gletsjerne har skuret og slidt Det Baltiske Grundfjeldsskjold.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.