Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Istidslandskabets dannelse

Oprindelig forfatter Kru

Langt størsteparten af Danmarks overflade er i sin grundlæggende udformning et resultat af gletsjernes og smeltevandets eroderende og aflejrende virksomhed i sidste istid, Weichsel Istid, hvor Danmark lå i Det Skandinaviske Isskjolds sydvestlige randområde.

Istidslandskabets formverden spænder vidt fra De Fynske Alpers højt opstemmede bakkedrag over Det Midtjyske Søhøjlands dalfurede moræneplateau – videre over Nordøstsjællands grubede og småbakkede landskaber til Lollands jævne moræneflade og Vestjyllands vidtstrakte flodsletter, så svagt hældende, at øjet næppe sanser det (figur 16-2).

Men i Vestjylland, uden for gletsjerens hovedstilstandslinje, rager rester af et endnu ældre landskab op over sidste istids sandede flodsletter. Det er de såkaldte bakkeøer, der blev formet af isen i næstsidste istid, Saale Istid. Gennem hele Weichsel Istid lå bakkeøerne hen som et tundralandskab, hvor jordflydning bidrog til at jævne landskabet ud i en sådan grad, at man let opdager kontrasten til det „unge“ morænelandskab nord og øst for Hovedstilstandslinjen. Mange steder, som på Skovbjerg Bakkeø, kan Saale Istids landskabstræk dog stadig erkendes.

Annonce

Det bornholmske grundfjeldslandskab er igen en verden helt for sig, med isafrundede rygge og isuddybede sprækkedale. Bornholm ligger i Sorgenfrei-Tornquist Zonen og er landskabeligt beslægtet med det sydsvenske sprækkedalslandskab, hvor gletsjerne har skuret og slidt Det Baltiske Grundfjeldsskjold.

NID-2-748.pngNID-2-747.png

NID-2-749.pngNID-2-750.png

NID-2-751.png

FIGUR 16-2. Det danske istidslandskabs formverden spænder vidt. A) En del af det imponerende randmorænelandskab Odsherred-buerne i Nordvestsjælland med udsigtspunktet Vejrhøj, Sjællands tredjehøjeste punkt, 121 m over havet. B) Småbakket dødislandskab med fladtoppet, såkaldt kamebakke vest for Tommerup Stationsby på Fyn. C) Moræneflade ved Sakskøbing på Lolland – den faste lerjord gør læhegn overflødige, så man kan se langt omkring i landskabet. D) Smeltevandssletten Alheden sydvest for Viborg med sandede jorder og mange læhegn. E) Udjævnet bakkeølandskab ved Skærbæk i Sydvestjylland – i baggrunden Ballum-marsken.

Som der er redegjort for i kapitlet Istider og mellemistider, har gletsjere helt eller delvist overskredet det danske område flere gange i løbet af Kvartær. Ikke blot har der været tale om flere istider, men i hver istid har der været flere selvstændige isfremstød, der ydermere har haft flere genfremstød. Når isen er gledet hen over et område, har den undertiden ødelagt noget af landskabet; jordmasser er blevet fjernet og flyttet, og nye lag af sedimenter er aflejret af isen og smeltevandet.

 FIGUR 16-3. Blokdiagram, der viser det centrale og sydlige Djursland set fra nordvest. Storstilede randmorænebuer omkring Kalø Vig og Ebeltoft Vig og med Mols Bjerge beliggende på halvøen mellem de to vige. Umiddelbart nord for Ebeltoft Vig-buen findes et lavtliggende, småbakket dødislandskab. Nord for det ligger en langstrakt flodslette, Tirstrup Hedeslette, der kan følges mod vest, hvor talrige smeltevandsløb har gennemskåret flodsletten. Videre mod nord findes et jævnt morænelandskab, der gennemskæres af en bred dal, som rummer det nu tørlagte Kolindsund. Perspektivisk konstruktion J. Jønsson, morfologisk udtegning A.

FIGUR 16-3. Blokdiagram, der viser det centrale og sydlige Djursland set fra nordvest. Storstilede randmorænebuer omkring Kalø Vig og Ebeltoft Vig og med Mols Bjerge beliggende på halvøen mellem de to vige. Umiddelbart nord for Ebeltoft Vig-buen findes et lavtliggende, småbakket dødislandskab. Nord for det ligger en langstrakt flodslette, Tirstrup Hedeslette, der kan følges mod vest, hvor talrige smeltevandsløb har gennemskåret flodsletten. Videre mod nord findes et jævnt morænelandskab, der gennemskæres af en bred dal, som rummer det nu tørlagte Kolindsund. Perspektivisk konstruktion J. Jønsson, morfologisk udtegning A.

Nogle steder har fremskudte dele af isen udformet en regelbunden kombination af landskabsformer, en glacial landskabsserie, bestående af en bueformet randmoræne med smeltevandets flodslette foran og en vældig lavning, inderlavningen eller tungebækkenet, bag randmorænen, hvor istungen har ligget, og hvorfra isen har hentet det materiale, som nu indgår i randmorænen. I inderlavningen har isen enten efterladt et jævnt bundmorænelandskab formet under isen ved erosion og aflejring, eller et grubet og småbakket morænelandskab opstået i forbindelse med bortsmeltning af dødis, der lå stille. Efter istiden er havet trængt ind i nogle af tungebækkenerne, så de i dag er havbugter eller fjorde, f.eks. Venø Bugt, Ebeltoft vig og Kalø vig, Kertinge Nor og den nu tørlagte Lammefjord (figur 16-3).

Mange steder har gletsjerne dog mødt det eksisterende landskab uden at ødelægge det nævneværdigt; isen har blot draperet det med et lag af sedimenter, der har været for tyndt til at kunne skjule de ældre landskabsformer. Istidslandskabets form kan derfor være vanskelig at tolke uden kendskab til landskabets lagvise opbygning. Denne erkendelse af, at istidslandskabet kan bestå af flere landskabslag, der afspejler sig i nutidens landskab, adskiller sig fra den klassiske beskrivelse af det danske istidslandskab som sammensat af landskabsserier skabt af det sidste isdække.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Krüger: Istidslandskabets dannelse i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483807

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk