FIGUR 16-43. Hjelm Hede med Flyndersø i Jylland. 1) Smeltevandsslette. 2) Dødishuller. 3) Flyndersø-bassinet fremkommet ved sammensynkning af smeltevandsslettens sandlag efter smeltning af dødis i en oprindelig tunneldal.

.

FIGUR 16-44. Syd for Hedehusene på Sjælland føjer morænefladens form sig efter den underliggende smeltevandsslette. Flere steder må morænefladens frugtbare landbrugsjord vige for udnyttelsen af de eftertragtede grusforekomster.

.

FIGUR 16-45. Landskabet i Sydsjælland og på Nordfalster består af to landskabslag skabt af henholdsvis Hovedfremstødet og Det Ungbaltiske Fremstød, der har overpræget Hovedfremstødets landskaber. Hovedfremstødet: 1) Overskredet randmoræne på Falster og Sydsjælland fra to forskellige genfremstød. 2) Overskredet tungebækken, hvorfra Hovedfremstødet har hentet materiale til opbygning af randmorænen. 3) Overskredet ås på Falster. Det Ungbaltiske Fremstød: 4) Randmoræner mellem Korsør og Næstved, nordvest for Vordingborg. 5) Tunneldale. 6) Mogenstrup Ås sydøst for Næstved.

.

FIGUR 16-46. På Stevnshalvøen hviler morænefladen direkte på den afglattede og isskurede kalkoverflade.

.

FIGUR 16-42. Landskabet foran Mýrdalsjökull, Island. 1) Gletsjer. 2) Randmoræne. 3) Smeltevandsslette. 4) Bundmorænelandskab. 5) Smeltevandskanal skåret i bundmorænen. 6) Smeltevandsdal. 7) Overskredet randmoræne.

.

Ovenfor er det beskrevet, hvorledes is og smeltevand former landskabet ved nutidens fladlandsgletsjere. Disse landskabsformende processer er evigt gyldige og har også virket i istidernes danske landområde. De satte sig spor, der i nutidens landskab ses som randmorænebakker, flodsletter, bundmorænelandskaber med tunneldale og åsbakker, og småbakkede dødislandskaber.

De seneste årtiers geologiske forskning har imidlertid vist, at mange af istidslandskabets terrænformer, heriblandt nogle af de store, opragende bakkedrag, ikke altid er dannet i forbindelse med det sidste isdække, men stammer fra ældre gletsjerfremstød i sidste istid eller endog fra næstsidste istid.

Disse bakkedrag har blot overlevet gentagne gletsjeroverskridelser. Dette gælder eksempelvis de kuplede bakker syd for Randers, hvor aflejringer fra den sidste istid kun ligger som et tyndt dække hen over bakker dannet i forrige istid. Det samme gælder det storstilede bakkeparti mellem Fakse og Næstved med Kobanke, Sjællands næsthøjeste punkt på 123 m over havet. Det er sat op af Hovedfremstødet i sidste istid, men har overlevet gentagne overskridelser af Det Ungbaltiske Fremstød.

Sådanne forhold gør det ofte vanskeligt at forklare istidslandskabernes dannelse, især i områder, der er fattige på råstofgrave og kystklinter, hvor man normalt kan få indblik i landskabets opbygning.

Også foran Mýrdalsjökull i Island kan man se, hvorledes et ældre landskab aftegner sig i nutidens landskab (figur 16-42). Det yngste landskab er en serie med en randmoræne og en foranliggende flodslette, der blev dannet på et tidspunkt, da gletsjeren havde sin største udbredelse i historisk tid. Det var i 1890'erne. I dag er gletsjeren smeltet tilbage og har frilagt et bundmorænelandskab mellem randmorænen og isen. Dette landskab påvirkes til stadighed af udstrømmende smeltevand fra gletsjeren. Smeltevandet skærer sig ned i bundmorænen, og mange steder har det skyllet aflejringen bort, så store partier af bundmorænen er forsvundet og erstattet af en flodslette eller ligger tilbage som erosionsrester omgivet af smeltevandets strømløb.

Andre steder har smeltevandet gennemskåret de gamle randmorænebakker, og uden for randmorænen har smeltevandet gravet sig ned i flodsletten og udformet brede smeltevandsdale. Dette er det klassiske billede af et gletsjerfremstød og en efterfølgende tilbagesmeltning. Umiddelbart foran gletsjeren ses en afglattet bakkeryg. Denne ryg er en ældre randmoræne, som gletsjeren gled hen over under 1890-fremstødet og dækkede med en bundmoræne. Den gamle randmoræne aftegner sig dog stadig i bundmorænelandskabet som et vidnesbyrd om det tidligere isfremstød, og foran denne ældre randmoræne har bundmorænen arvet sin sletteform efter den underliggende ældre flodslette. Nutidens landskab foran gletsjeren afspejler således to landskabslag: et ældre med en randmoræne og foranliggende flodslette overlejret af et yngre med en randmoræne med foranliggende flodslette og bagvedliggende bundmoræneflade.

Det komplekse danske landskab

I det danske landskab finder man næsten overalt eksempler på komplekse landskabsformer som et resultat af mindst to gletsjeroverskridelser. Et af dem ses vest for Kalø Vig på Djursland, hvor Hovedfremstødets storbølgede bundmorænelandskab ses mod nordvest, mens landskabet mod sydøst er et småbakket dødislandskab opstået i Det Ungbaltiske Fremstøds randzone. Men under det småbakkede landskab anes et jævnt bundmorænelandskabs storformer; det stammer fra en tidligere gletsjer.

Et andet eksempel ses på figur 16-43, hvor blokdiagrammet viser et udsnit af en hullet smeltevandsslette, Hjelm Hede, sydvest for Skive. Hullerne er dødishuller, fordi de er fremkommet ved indsynkning, da begravede dødisklumper smeltede. Det største af hullerne, der rummer Flyndersø, er påfaldende aflangt. Forklaringen er den, at Flyndersø-bassinet i sin grundform er anlagt som tunneldal i et bundmorænelandskab, men var opfyldt med dødis, da smeltevandssletten blev dannet. Da dødisen senere smeltede bort, opstod hulformen. Nutidens landskab afslører således tilstedeværelsen af to landskabslag: et bundmorænelandskab med en tunneldal overlejret af en smeltevandsslette med dødishuller.

Også på Sjælland finder man eksempler på en sådan overprægning. Landsbyerne Reerslev, Sterkende og Tune syd for Hedehusene ligger alle på en jævn bakkeryg, der er en ældre randmoræne og angiver et af Hovedfremstødets sene tilbagesmeltningsstadier (figur 16-44). Isen har ligget mod øst og udfyldt Køge Bugt. Fra isranden er smeltevand løbet vestpå og har aflejret sand og grus som en stor flodslette. Efterfølgende har Det Ungbaltiske Fremstød overskredet området og efterladt et bundmorænelandskab, der føjer sig efter den underliggende smeltevandsslettes form.

Det højdedrag, der kan følges fra Herlufmagle mod syd forbi Fensmark, øst om Næstved og videre mod sydøst til egnen øst for Vordingborg, og udgør midtaksen i det sydsjællandske landskab, opfattes som resterne af en randmoræne fra et af Hovedfremstødets genfremstød. Den fremrykkende gletsjer har knust toppen af opragende undergrundslag, og som en bulldozer skubbet materialet foran sig. Vældige partier af kalksten og istidslag blev herved stuvet sammen og udgør i dag kernen i det storstilede højdedrag (figur 16-45).

Præstø Fjord og lavningen med Holmegårds Mose udgør de dybest liggende dele af de hulformer bag randmorænen, hvor isen har ligget, og hvorfra den har taget materialet til opbygningen af højderyggen. Selv om Det Ungbaltiske Fremstød senere overskred randmorænen, dominerer den landskabet den dag i dag.

Den samme situation møder man i Nordsjælland, hvor Esrum Sø er hulformen, som Hovedfremstødet har eroderet under et genfremstød, mens bakkebuen vest for med Gribskov repræsenterer den tilhørende randmoræne. Ganske vist har Det Ungbaltiske Fremstød overpræget denne egn med et småbakket dødislandskab, men konturerne af Hovedfremstødets randmoræne ses stadig i nutidslandskabet og kan følges videre ud til Kattegatkysten, hvor randmorænens kerne af oppressede istidslag er blottet i klinten ved Nakkehoved.

Adskillige steder er det dog kalkundergrundens overflade mere end istidsaflejringerne, der formgiver landskabet, fordi den ligger meget højt og kun dækkes af aflejringer af få meters tykkelse. Det gælder det kuplede bakkeparti Fakse Banke samt Stevns-halvøen i Sydsjælland, hvor kalkaflejringer rejser sig stejlt ud mod havet i Stevns Klint (figur 16-46).

Også på det nordøstlige Djursland ved Karlstrup Klint og Sangstrup Klint, og nord for Limfjorden ved Bulbjerg og Hanstholm præger dybgrunden landskabet. Flere steder i egnen sydøst for Ålborg står kalkundergrunden frem som isolerede, næsten fladtoppede højdedrag, der hæver sig mere end 50 m over det omgivende landskab. Særlig dramatisk bliver det på steder, hvor disse opragende bakkeknuder er omgivet af Lille Vildmoses lavtliggende flader som ved Gudumholm, hvor kalken dukker frem i skrænterne.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det komplekse istidslandskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig