Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dødislandskaber og fladbakker

Oprindelig forfatter Kru

Dødis er gletsjeris, der ikke længere er i bevægelse. Dødis blev ikke kun efterladt i flere af de store dale, hvor dens bortsmeltning mange steder har haft afgørende indflydelse på den endelige udformningen af dalbunden. Også i det jævne landskab mellem dalene kunne det yderste af randisen successivt forvandles til et kilometerbredt bælte af dødis, når de rette betingelser var til stede. Således må dødis have spillet en stor rolle i forbindelse med isafsmeltningen ved Hovedstilstandslinjen, hvor gletsjeren de fleste steder kun har efterladt småbakkede landskaber med talrige afløbsløse lavninger, der i dag ofte indeholder småsøer og moser.

Nutidens dødisdannelser

Ude nær isranden kan gletsjeren bryde op i blokke, der ved den fortsatte isbevægelse skubbes frem over hinanden. Det sker, hvis afsnit af gletsjeren glider hurtigt frem og bremser op, eller hvis gletsjerens randzone er frosset fast til underlaget i perioder, hvor klimaet er særlig koldt. Det kan også ske ude nær randen af fremskudte gletsjerlober, hvor ishastigheden er stærkt nedsat. Så føres noget af det materiale, som gletsjeren fragter med, op langs forkastninger til isoverfladen, hvor det smelter fri og hæmmer smeltningen af isen nedenunder. Når selve gletsjeren senere bliver vigende, vil randisen med sedimentdækket blive liggende som dødis. Det er tilfældet ved den islandske gletsjer Kötlujökull, der løber ud fra iskappen Mýrdalsjökull.

 FIGUR 16-24. Udsigt over gammelt dødislandskab foran Kötlujökull, Island, med begravede dødispartier i de største bakker.

FIGUR 16-24. Udsigt over gammelt dødislandskab foran Kötlujökull, Island, med begravede dødispartier i de største bakker.

I et tidligt stadium udgør randisen endnu en sammenhængende ismasse, der kan være 30-50 m tyk. Isoverfladen er ujævn, fordi der udvikles isrygge langs større sedimentbånd og forkastninger, hvor særlig meget materiale smelter fri på isoverfladen og virker som et isolerende lag. På isryggenes stejle forsider blottes isen, fordi partier af sedimentet nu og da glider ned. Disse isklinter smelter forholdsvis hurtigt tilbage, og toplaget ovenover undermineres og styrter ned. Fra foden af isklinterne flyder materialet videre ned i de nærmeste lavninger på dødisens overflade. Store sten og blokke ruller ned og samles i hobe (figur 16-23).

Annonce

I et mere modent stadium er dødissmeltningen skredet så langt frem, at der er opstået gletsjerkarst. Det minder på mange måder om et kalkkarstlandskab, hvor kalksten opløses af nedsivende vand og danner underjordiske huler.

I gletsjerkarst søger smeltevand ned under dødisens overflade langs spalter eller dybe brønde og smelter og underminerer dødisen, så der opstår indsynkninger.

 FIGUR 16-25. Stenet dødissediment hviler på kompakt bundmoræne, der er aflejret inden gletsjeren gik i stå og blev til dødis.

FIGUR 16-25. Stenet dødissediment hviler på kompakt bundmoræne, der er aflejret inden gletsjeren gik i stå og blev til dødis.

Der kan også dannes et netværk af istunneler, der hele tiden vokser, fordi tunnelsider og loft smelter. Når en tunnel blokeres af nedstyrtet is eller af smeltevandsaflejringer, kan der åbnes en ny tunnel. Sammenstyrtning af tunneltage efterlader gabende huller i dødisens overflade, der efterhånden smelter sammen til større lavninger på dødisen. De stejle isklinter, der opstår langs spalter og lavninger, smelter forholdsvis hurtigt tilbage, så der dannes halvskålformede nicher.

De nedstyrtede sedimentmasser flyder ned mod dødisterrænets lavninger. Samtidig udvasker regnvand og smeltevand sedimenternes finere bestanddele, der genafsættes i lavninger og søer på dødisen eller transporteres med smeltevandet helt ud foran dødisbræmmen. I større lavninger i dødisen kan nye indstyrtninger af tunneler skabe nye isklinter, hvor smeltningen også tager fat. På denne måde sænkes dødismassens overflade trinvis, og flydejorden omlejres mange gange.

Dødismassen angribes også fra bunden. Her skyldes smeltningen den opstigende jordvarme, men især det smeltevand, som løber langs dødisbunden.

 FIGUR 16-26. Stejlrandet bakke med plan top - en såkaldt kamebakke - dannet som en søaflejring omgivet af dødis i randzonen af Vatnajökull, Island. Bakken, der består af lagdelte smeltevandsaflejringer, er nu omgivet af et småbakket dødislandskab. I baggrunden ses opragende randmoræner.

FIGUR 16-26. Stejlrandet bakke med plan top - en såkaldt kamebakke - dannet som en søaflejring omgivet af dødis i randzonen af Vatnajökull, Island. Bakken, der består af lagdelte smeltevandsaflejringer, er nu omgivet af et småbakket dødislandskab. I baggrunden ses opragende randmoræner.

I et langt senere stadium er dødisen tyndet så meget ud, at den ikke længere udgør en sammenhængende ismasse. Større bakker kan endnu indeholde dødis, som kan overleve i mange år (figur 16-24). Der ses ingen isklinter, og jordflydning er afløst af sammensynkning. Smeltningen af den sidste dødis efterlader vandfyldte dødishuller.

I et klima som det sydislandske sker smeltningen fortrinsvis ved tilbagesmeltning af de mange stejle isklinter i dødisen, fordi den store nedbør fører til hyppige udskridninger af materiale, så isklinterne bevares, og fordi der også dannes nye isklinter i forbindelse med udviklingen af gletsjerkarst. Her tager det blot 50-60 år for en dødismasse at smelte bort.

I et kontinentalt, nedbørsfattigt klima sker smeltningen derimod meget langsomt, fordi der opstår færre isklinter i dødisen, der næsten helt dækkes af sedimenter. Dødisen kan derfor overleve i mange hundrede år. I områder, hvor der i dag er permafrost, kan man endnu finde begravet gletsjeris fra sidste istid, f.eks. I arktisk Canada og i Grønland.

 FIGUR 16-27. Småbakket dødislandskab ved Karlebo, Nordsjælland.

FIGUR 16-27. Småbakket dødislandskab ved Karlebo, Nordsjælland.

Når dødisen er smeltet helt væk, hviler de omlejrede sedimenter på den kompakte bundmoræne, der aflejredes inden isen gik i stå som dødis. Den gentagne omlejring af sedimentet under dødisens smeltning fører til en stor udvaskning af materialets finere bestanddele. Dødisaflejringer er derfor ofte sandede og grusede med mange sten (figur 16-25).

De forskellige omlejringsprocesser i dødissmeltningens slutfase, bl.a. sammensynkning, har også påvirket de aflange stens orientering; de viser oftest spredt eller svag orientering og afspejler sjældent nogen flyderetning.

Danske dødislandskaber

Det landskabelige resultat af dødissmeltning ses mange steder i Danmark i form af småbakkede og grubede morænelandskaber, ofte i nær tilknytning til fremtrædende israndslinjer, f.eks. langs Hovedstilstandslinjen. Den gang dødissmeltningen endnu stod på, har der mange steder ligget søer omgivet af dødis, hvor tilstrømmende smeltevand aflejrede så store mængder af ler, sand og grus, at disse sødannelser i dag rager op i landskabet som fladtoppede, stejlrandede bakker, såkaldte kamebakker (figur 16-26).

Centralt i denne bakketype ligger lagene næsten vandret, således som de aflejredes af smeltevandet, men ude langs bakkens sider er lagene derimod skredet noget ud, fordi den støttende is er væk.

 FIGUR 16-28. Landskabsudviklingen i Vissenbjergegnen på Fyn. A) Udsnit af dødismasse (1) og den ene bred af issø (2). I issøen afsætter tilstrømmende smeltevand sand og grus. B) Dødisen er blevet tyndere (3), og issø-aflejringen rager nu op som en fladbakke med stejle sider (4). En ny issø er stemmet op mellem dødisen og kamebakken. I denne issø afsættes ler. C) Landskabet i dag, hvor Vissenbjerg ligger på den højeste kamebakke, 100-120 m over havet. I 80-90 meter-niveauet ses en fladtoppet kamebakke af ler (5), der støtter sig til grus-kamebakkens skrænt. I landskabets bund, der ligger i 50 meter-niveauet, ses småbakket dødismoræne.

FIGUR 16-28. Landskabsudviklingen i Vissenbjergegnen på Fyn. A) Udsnit af dødismasse (1) og den ene bred af issø (2). I issøen afsætter tilstrømmende smeltevand sand og grus. B) Dødisen er blevet tyndere (3), og issø-aflejringen rager nu op som en fladbakke med stejle sider (4). En ny issø er stemmet op mellem dødisen og kamebakken. I denne issø afsættes ler. C) Landskabet i dag, hvor Vissenbjerg ligger på den højeste kamebakke, 100-120 m over havet. I 80-90 meter-niveauet ses en fladtoppet kamebakke af ler (5), der støtter sig til grus-kamebakkens skrænt. I landskabets bund, der ligger i 50 meter-niveauet, ses småbakket dødismoræne.

Øst for Bjergsted-randmorænebuen i Nordvestsjælland oplever man tydeligst dødislandskabet inden for et 3-5 km bredt bælte, der strækker sig fra Føllenslev og Snertinge forbi Jyderup og videre syd om Mørkøv til Stenløse. Syd for Åmosen finder man den samme landskabstype på Stenlilleegnen.

Ligeledes er store dele af landskabet i Nordøstsjælland dødispræget. Det ses netop af dets grubede og småbakkede karakter, bl.a. I egnen omkring Lynge og mellem Hillerød og Helsinge, hvor talrige småbakker ligger mellem afløbsløse lavninger med sø- og mosehuller (figur 16-27). Typisk for dødislandskabet er også her de talrige fladtoppede ler- og grusbakker, der findes på Birkerød-, Farum- og Allerødegnen. Men mest storstilet træder dødislandskabet frem i det centralfynske højland vest for Odense.

Her på vissenbjergegnen gik isen i stå som dødis, og bortsmeltningen blev uregelmæssig (figur 16-28). På de steder, hvor underlaget lå højt, og dødisen var tynd, opstod store smeltevandssøer. Smeltevandets aflejringer af lagdelt ler og grus ses i dag som et stort antal kamebakker med plan top og stejle, ofte skovklædte sider. I det særprægede bakkeland optræder fladbakkerne i to niveauer, henholdsvis omkring 120 m og 80 m over havet, og afspejler to trin i dødisens afsmeltning. De høje bakker består af sand og grus, mens de lave bakker består af ler.

 FIGUR 16-29. Hatformet bakke på Langeland.

FIGUR 16-29. Hatformet bakke på Langeland.

Hvis gletsjeren rykker frem og skubber til en gruppe opragende kamebakker eller overskrider dem, forstyrres den vandrette lagstilling i den centrale del af bakkerne. Sedimentlagene væltes eller bulldozes op, så de står mere eller mindre stejlt. Så kaldes bakkerne dislokerede kames eller hatformede bakker, fordi deres overflade ofte er kuplet. Hatformede bakker er almindelige på Langeland, hvor de ligger fordelt på 3-4 rækker, der følger øens længderetning og afspejler et israndsstrøg parallelt med øen (figur 16-29). Bakkerækken fortsætter på bunden af Storebælt for så igen at kunne ses ved Korsør på Sjælland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Krüger: Dødislandskaber og fladbakker i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483835

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk