Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bundmorænelandskaber

Oprindelig forfatter Kru

Den mest almindelige landskabsform i Danmark er det næsten flade til jævnt bølgede morænelandskab, der kaldes bundmorænelandskabet. Det må, ligesom ved nutidens gletsjere, være kommet til syne i takt med isens bortsmeltning og kan derfor betragtes som et bevaret gletsjerunderlag af isaflejret materiale.

I modsætning til studiet af de landskabsformende processer, der hidtil har været omtalt, er det næsten umuligt at få et indblik i de processer, der fører til bundmorænens dannelse; de foregår jo inde under gletsjeren. Man har dog fået et vist kendskab til aflejringsmekanismen ved at studere grænsen mellem gletsjersål og underlag inde i tunneler under nutidige gletsjere. Man har også dannet sig et billede af aflejringsprocessen ved at undersøge de sedimenter, som kommer frem, når isfronten smelter tilbage.

Nutidig bundmorænedannelse

Når en gletsjer glider hen over et kompakt, men veldrænet underlag, kan der foregå en friktionsbetinget aflejring. Partikler fastsiddende i gletsjersålen slæbes hen over underlaget med en hastighed, der er mindre end isens glidningshastighed i bunden, fordi der er en friktion mellem partikler og underlag. Når friktionen overstiger bundglidningens hastighed, aflejres partiklerne.

Annonce

Sideløbende med den friktionsbetingede partikel-for-partikel-aflejring smelter der til stadighed en masse finkornet materiale ud af gletsjersålen. Dette materiale vil enten blive ført bort med smeltevandet eller aflejret mellem mere grovkornet materiale, hvor det efterhånden presses sammen til et kompakt sediment. Gletsjerbevægelsen sikrer en stadig tilførsel af materiale.

Alligevel er friktionsbetinget aflejring en meget langsom proces; der aflejres kun 0,5-3 cm om året, men over en lang årrække kan der alligevel opbygges lag af flere meters tykkelse (figur 16-30).

NID-2-783.png

NID-2-784.png

FIGUR 16-30. Aflejringsprocesser under en gletsjer i bevægelse. A) Friktionsbetinget aflejring; pilenes længde angiver hhv. isens og partiklens bevægelseshastighed. Partikel 1 sidder fast i gletsjersålen og slæbes hen over underlaget; ved partikel 2 er friktionen mellem partikel og underlag øget; partikel 3 er aflejret. B) Aflejring i forbindelse med deformation. Partikler smelter ud af gletsjersålen og indgår i det vandholdige, mobile underlag. Når vandindholdet aftager, vandrer grænsen mellem stabilt og mobilt underlag opefter, hvorved materiale aflejres. Delvis efter Boulton, 1996.

Hvis spændingen mellem den glidende gletsjer og aflejringen forplanter sig nedefter i sedimentet, begynder det at blive deformeret. Det brydes op i tynde flager, der forskydes i forhold til hinanden i isens bevægelsesretning. Øges mængden af vand i sedimentet, nedsættes sedimentets styrke, og aflejringen vil blive yderligere deformeret. Det leder frem til den anden aflejringsproces: Aflejring i forbindelse med deformation, hvor gletsjeren bevæger sig på et mere eller mindre blødt underlag. Sideløbende med isbevægelsen smelter der materiale ud fra gletsjersålen, og det indgår i det vandholdige lag, der som en blød masse slæbes med i isens bevægelsesretning.

Hvis porevandstrykket under gletsjeren øges, vil grænsen mellem dette mobile lag og et underliggende stabilt lag vandre nedefter, så toppen af det stabile lag eroderes og mobiliseres. Hvis porevandstrykket derimod falder, vil grænsen vandre opefter, og de nedre dele af det mobile lag vil aflejres og stabiliseres. I ekstreme tilfælde kan grænsen vandre helt op til gletsjersålen, hvorefter den videre aflejring vil foregå ved friktionsbetinget aflejring. Der er således tale om en jævn overgang mellem friktionsbetinget aflejring og aflejring i forbindelse med deformation.

Vekselvirkningen mellem aflejring og erosion under isen må være foregået i stor stil i Danmark i istiderne, hvor isen gled frem over et underlag af bløde og løse aflejringer. Derfor finder man ofte stumper af lag fra Palæogen, Neogen og Kridt blandet op i danske istidsaflejringer.

Hvis hele gletsjerens randområde går i stå som dødis, foregår aflejring under isen kun ved udsmeltning, hvor gletsjerens bundlag gradvis smelter og afgiver sin last af materiale. Da isen netop ligger stille, vil aflejringens tykkelse her udelukkende afhænge af isens materialelast over det pågældende sted; der kan nemlig ikke tilføres yderligere materiale.

Isaflejrede sedimenter består generelt af en blanding af ler, silt, sand, grus og sten, hvor ler, silt og sand tilsammen udgør grundmassen, kaldet matriks, mens grovgrus og sten ligger som klaster i denne matriks. Hvis klasterne ligger spredt, siges sedimentet at være matriksunderstøttet, men hvis klasterne ligger tæt og rører hinanden, er sedimentet klastunderstøttet. De ovennævnte aflejringsprocesser resulterer i tre sedimenttyper: friktions-, deformations- og udsmeltningsmoræne. De benævnes under ét bundmorænesediment, der ofte er leret, selv om det som nævnt kan indeholde andre kornstørrelser.

Bundmoræneler er almindeligvis matriksunderstøttet og er i Danmark fortrinsvis leret. Kornstørrelsen er bestemt af udgangsbjergarternes hårdhed og erosion under transporten med isen, f.eks. fra de skandinaviske grundfjeldsområder til Danmark. I aflejringsområderne er der foregået opblanding med lokalt materiale, f.eks. lerrige sedimenter fra Palæogen. Ydermere kan isen optage og aflejre det samme materiale flere gange. Bundmoræneler mangler som regel lagdeling. Det gælder især friktions- og deformationsmoræneler, mens udsmeltningsmoræneler ofte indeholder tynde lag af silt og sand.

Ganske vist er bundmoræneler et usorteret sediment, men det er ikke uordnet. Transporten og aflejringen af materiale har efterladt sig spor, der både fortæller om aflejringsmekanismen og om isens bevægelsesretning (figur 16-31). Det viser undersøgelser af aflejringerne ved nutidens gletsjere. Mange sten i friktions- og deformationsmoræneler bærer tydelige mærker i form af skurestriber, som må være opstået ved kontakten med andre partikler, enten i gletsjersålen eller i forbindelse med deformation af sedimentet. Peger skurestriberne i samme retning fra sten til sten, angiver de den retning, gletsjeren har bevæget sig i på aflejringstidspunktet (se Sten og blokke i moræneaflejringer).

 FIGUR 16-31. Vandret flade i moræneler foran Sólheimajökull, Island, med parallel orientering af småsten i isens bevægelsesretning angivet med kniven.

FIGUR 16-31. Vandret flade i moræneler foran Sólheimajökull, Island, med parallel orientering af småsten i isens bevægelsesretning angivet med kniven.

I friktionsmoræneler finder man også hyppigt sten, der ligner små rundklipper med en jævn isskuret stødside og en kantet læside i forhold til isens bevægelsesretning. Undersøger man omhyggeligt aflange klasters orientering i bundmoræne ved nutidige gletsjere, vil man også opdage, at mellem 60 og 90 % af klasterne ligger orienteret i isens bevægelsesretning. Samtidig hælder de fleste klaster svagt ind mod gletsjeren. Klasternes orientering kan derfor benyttes til at fastlægge isens tidligere bevægelsesretning i Danmark som det er beskrevet i kapitlet Istider og mellemistider.

Når gletsjere, der er i bevægelse, smelter tilbage, kommer det jævne bundmorænelandskab til syne. Det består i toppen af bundmorænesediment, som gletsjeren har aflejret jævnt oven på et tidligere eksisterende landskab. Bundmorænelandskabet føjer sig derfor efter det ældre landskabs form. Hvis underlaget er jævnt, f.eks. en tidligere smeltevandsslette eller et udjævnet bundmorænelandskab, vil det nye bundmorænelandskab dukke frem foran den vigende isrand som en jævn moræneflade. Er underlaget derimod bakket, kan det forholdsvis tynde lag af bundmoræne ikke skjule alle de ældre former helt; så får bundmorænelandskabet en afglattet bølget-bakket overflade og kaldes et bølget bundmorænelandskab.

Danske bundmorænelandskaber

Bundmorænelandskaber træffes talrige steder i det danske landskab. Da Bælthav Isstrømmen smeltede tilbage, efterlod den på Lolland en vidtstrakt morænelersslette, der mange steder hviler som et tæppe hen over ældre sand- og grusaflejringer afsat som en flodslette foran Hovedfremstødet. Den knoldede lerjord gør læhegn overflødige, da jorden ikke blæser bort med vinden, så man kan se langt rundt i landskabet. Det samme gør sig gældende på Sjælland, især syd for Lammefjord og i egnen mellem København, Roskilde, Ringsted og Køge, der domineres af jævne morænelerssletter.

På Fyn har isen efterladt en milevid moræneslette i egnen mellem Dalum, Nørre Broby, Øster Hæsinge, Kværndrup, Gislev og Allerup som „Den Fynske Højslette“, hvis overflade er svagt bølget og trukket ud i isens bevægelsesretning fra nordøst mod sydvest. Også det nordlige og nordøstlige Fyn, med undtagelse af Kertemindeegnen og halvøen Hindsholm, udgør et sammenhængende bundmorænelandskab – „Det Flade Fyn“.

 FIGUR 16-32. Det flade til svagt bølgede bundmorænelandskab på plateauet vest for Hammershøj mellem Nørreå-dalen og dalen med Tjele Langsø, Østjylland.

FIGUR 16-32. Det flade til svagt bølgede bundmorænelandskab på plateauet vest for Hammershøj mellem Nørreå-dalen og dalen med Tjele Langsø, Østjylland.

Fra Bogense i vest til Storebæltkysten i øst træffes en udstrakt moræneflade, der kom til syne, da den ungbaltiske is smeltede væk. Langstrakte, svagt hvælvede bakker, der kaldes drumlinbakker, skaber en orientering i landskabet, der går sydøst-nordvest i de østlige egne, men længere vestpå drejer og bliver mere øst-vest gående. Det skyldes, at Det ungbaltiske Fremstød havde en aktiv isstrøm i randen af Fyn, mens isen var mere stillestående på det centrale Fyn.

De fleste steder består „Det Flade Fyn“ af leret, frugtbart moræneler, men i egnen omkring Langeskov og videre nordvestpå til Seden nord for Odense findes et netværk af sandede flader, som smeltevandet har afsat mellem de mange morænerygge, dengang det løb mod nordvest væk fra den vigende isrand.

I Østjylland har gletsjerne også efterladt store bundmoræneområder (figur 16-32). Ganske vist er bundmorænelandskabet her mange steder indgribende gennemfuret af brede, dybe dale, men mellem de vældige dale er landskabet ofte fladt eller svagt bølget som et bundmorænelandskab. Det ses på strækningen mellem Randers og Viborg, hvor store, sammenhængende områder ligger 60-70 m over havet. I Det Midtjyske Søhøjland mellem Silkeborg og Skanderborg, hvor bundmorænelandskabet i særlig grad er furet af dybe dale, opleves de jævnt bølgede flader som højtliggende moræneplateauer mere end 100 m over havet og kulminerer i Ejer-plateauet med Møllehøj og Yding Skovhøj, begge 171 m, og Ejer Bavnehøj, 170 m, som de højeste, naturlige punkter.

 FIGUR 16-33. Egnen omkring Mossø i Midtjylland. a) Dalterrasser, tilbageværende dele af tidligere dalbund, opbygget af smeltevandsaflejringer. b, c og d) Dødislavninger. e) Postglaciale erosionsdale, der gennemskærer plateauets kanter.

FIGUR 16-33. Egnen omkring Mossø i Midtjylland. a) Dalterrasser, tilbageværende dele af tidligere dalbund, opbygget af smeltevandsaflejringer. b, c og d) Dødislavninger. e) Postglaciale erosionsdale, der gennemskærer plateauets kanter.

Det, der giver morænelandskabet dets relief i Østjylland, er derfor ikke så meget enkeltstående bakker som de dybt nedskårne dale, der opdeler store dele af morænelandet i en mosaik af plateauer. Vandløbserosion har ydermere kløftfuret dalsiderne og sønderskåret det tilgrænsende moræneplateau, stedvis så effektivt at plateaufladen helt er forsvundet, f.eks. omkring Sukkertoppen syd for Mossø (figur 16-33).

De mange dybe dalskår har opdelt plateaukanten i et erosionsbakkeland med talrige „falske bakker“. Et af de kendteste eksempler er Himmelbjerget, 147 m, der er fremkommet ved, at rindende vand gennem tiderne har borteroderet de omliggende jordmasser og udformet stejlkløfter ind i Himmelbjerg-plateauet, hvis bølgede overflade ligger 140-160 m over havet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Krüger: Bundmorænelandskaber i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483811

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk