Bakkeøerne - det ældste istidslandskab

Gennem hele sidste istid udgjorde det sydvestlige Jylland en del af det nordeuropæiske tundralandskab, en steppe, nøgen og forblæst eller med et sparsomt plantedække af hårdføre urter og lave vækster af dværgbirk og pil. Her møder man bakkeøerne, der er morænelandskaber fra næstsidste istid, Saale Istid, der er beskrevet i afsnittet Saale Istid - de største nedisninger. Bakkeøerne er derfor betydelig ældre end morænelandskaberne i det øvrige Danmark og repræsenterer Danmarks ældste landskab. De største bakkeøer er skovbjerg Bakkeø, Varde Bakkeø og Esbjerg Bakkeø.

Herude foran isen kunne kulden i sidste istid trænge dybt ned i jorden, der var frosset året rundt. I dag findes tilsvarende permafrost i egne, hvor årets gennemsnitstemperatur ligger under -1 °C, f.eks. er permafrost vidt udbredt i Sibirien, Grønland og Canada. I permafrostområder tør det øverste jordlag op hver sommer.

Dette toplag, der skiftevis er frosset og optøet, er kun 1-2 m tykt. Når jorden atter fryser om vinteren, opstår der frostspalter, som kan nå flere meter ned i permafrosten. På jordoverfladen danner frostspalterne et mangekantet net med tværmål på 10-200 m. Om sommeren trænger vand ned i de åbne sprækker i permafrosten og fryser til is. Denne proces gentages år efter år, så der til sidst dannes en bred iskile.

I brinkerne langs de sibiriske floder kan man se flere meter brede og over 10 m dybe iskiler. Iskilerne smelter først, når klimaet mildnes så meget, at permafrosten forsvinder. Så kan vindbåret materiale og jord trænge ned i de åbne sprækker og stå som afstøbninger af de gamle iskiler.

Kileformede udfyldninger af spalter, der oprindelig var iskiler, findes mange steder i Vestjylland, men er også observeret enkelte steder i Østdanmark. Fra luften kan man se sporene efter iskilernes mangekantede net som et ejendommeligt mønster i marken (figur 16-47).

Langt større betydning for omformningen af det gamle landskab på bakkeøerne har jordflydningen haft (figur 16-48). Om sommeren, når det øverste jordlag tøede, og i forårets flomperiode, hindrede den underliggende permafrost vandet i at synke i jorden. Så blev jorden halvflydende og skred som en samlet masse ned ad skråningerne. Bevægelsen er normalt ganske langsom, få centimeter eller meter om året. Jordflydning har resulteret i en omfattende udjævning af bakkeølandskabet, hvor vældige j ordmasser er flydt ned i terrænets lavninger og har begravet Eem Mellemistids tørvelag. Derfor er bakkeølandskabet et ensformigt landskab næsten uden afløbsløse lavninger og med lange, jævnt opstigende skråninger.

Ude på de nøgne flodsletter mellem bakkeøerne har istidens storme sat sandet i bevægelse og fejet det op på bakkeøerne. Både på bakkeøer og flodsletter anlagdes nogle steder toppede indlandsklitter, de såkaldte indsande (figur 16-49). De steder, hvorfra sandet blev hentet, blev til vidtstrakte stensletter, hvor stenene blev sandblæst og fik en karakteristisk udformning med skarpe kanter mellem vindpolerede flader.