Kystlandskabet

Hvad er det egentlig for et billede, vi ser for os, når vi taler om „den danske kyst“?

Er det brede sandstrande med klitter og et mylder af glade smårollinger, sandslotte og olieglinsende badegæster? Er det lodrette, sprækkefyldte klippevægge, der udfordrer klatreren og byder dykkeren på et fantastisk, undersøisk landskab? Er det mon den stille fjord med smalle, stenede strande, trækroner, der spejler sig i „søen“ og lystfiskeren, der står i vand til livet og venter på hug? Kan det være en frodig strandeng med summende insekter, græssende kreaturer og høje lærkefløjt; eller er det bunker af murbrokker og andet affald, som fejlagtigt er læsset af ved skræntfoden i den tro, at det nok vil skåne sommerhuset for at ende i brændingen? Måske er svaret et helt sjette (figur 17-1).

Eksemplerne er mangfoldige, og det er de ikke blot i kraft af Danmarks overvældende lange kystlinje, der måler mere end 7000 km. De er det også, fordi samspillet af en række forskellige omstændigheder har betydet, at en meget stor del af de kysttyper, der findes på vore breddegrader, er repræsenteret i Danmark, til trods for landets i øvrigt beskedne størrelse.

Hvad er det så for omstændigheder, og hvad er det for kræfter, der har skabt vore kyster, som man kender dem i dag, og som til stadighed vil påvirke og omdanne kysterne? Hvordan kan man klassificere den brede vifte af kystlandskaber? Og hvordan påvirker man selv den naturlige udvikling i kystzonen? Det handler dette kapitel om.