Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Klitlandskabet

Oprindelig forfatter MBin

En klit er en vindskabt ophobning af sand. Typisk forekommer klitter samlet i et større antal og danner tilsammen et klitlandskab. Dynamikken i et klitlandskab omfatter både erosions-, transport- og aflejringsprocesser.

Klitlandskabet har et rigt relief med mange, forholdsvis korte og mere eller mindre stejle skrænter, hvor småbakker afløses af lavninger eller slugter. Nogle steder er klitterne beskyttet af et vegetationsdække (figur 17-48), andre steder er sandet blottet og udsat for vindens virke. Et typisk klitlandskab i fugtige klimaområder som det danske kan derfor ved første øjekast forekomme rodet og uoverskueligt, som var det skabt ved tilfældighedernes spil. Det er dog langtfra tilfældet.

De enkelte klitformer og de sammensatte klitlandskaber kan overordnet inddeles efter botaniske eller dannelsesmæssige kriterier. Selv om vegetationen er vigtig i danske klitters tidlige udviklingsstadier, er den følgende gennemgang baseret på den dannelsesmæssige inddeling, hvor der fokuseres på aflejring og erosion, og hvor vegetationen betragtes som en af flere vigtige, fysiske faktorer for klitdannelse.

Annonce

Hvordan dannes klitter?

 FIGUR 17-48. Eksempel på et klitlandskab af den type, der kaldes den hvide klit. Typen findes nærmest kysten, og den dominerende vegetation består af hjælme og marehalm.

FIGUR 17-48. Eksempel på et klitlandskab af den type, der kaldes den hvide klit. Typen findes nærmest kysten, og den dominerende vegetation består af hjælme og marehalm.

For at en klit skal kunne dannes, er der flere betingelser, der skal være opfyldt. Først og fremmest skal der være sand i rigelige mængder og med de rette kornstørrelser. Sandkornene skal ikke være større, end at vindens kraft er i stand til at flytte dem. Klitsandets kornstørrelse ligger i intervallet mm, typisk omkring 1/4 mm.

Disse kornstørrelser afspejler det „almindeligt forekommende vindklima“. Transport af grus kræver så store vindstyrker, at gruskorn kun sjældent ses i klitterne. Ler og silt ses stort set heller ikke, fordi disse kornstørrelser sjældent er til stede i strandsandet, som er den primære kilde til klitsandet.

Vinden virker som en effektiv sorteringsmekanisme på sandet, men det er vanskeligt at sige, hvor meget vind der skal til, før der finder sandtransport sted. Grovere sand forudsætter kraftigere vind til bevægelse end fint sand, ligesom den vindstyrke, der skal til for at igangsætte en bevægelse, er større end den, der skal til for at opretholde en transport af det samme sandkorn, når det først er kommet i bevægelse.

Ud over kornstørrelsen spiller også fugtigheden af sandet ind. Sandet skal ikke være for vådt, hvis vinden skal kunne få fat i det og transportere det af sted. Fra en drivvåd overflade sker der ingen sandtransport. Men under kraftig vind skal sandet dog ikke tørre ret meget, før transporten kommer i gang.

 FIGUR 17-49. Klitternes formverden med de mange småbakker, lavninger og stejle skråninger betyder, at klitlandskaber er lette at identificere på kortblade med lille ækvidistance. Kurvemønsteret er karakteriseret ved mange små lukkede og tætliggende kurver, som det f.eks. ses i Kjærgaard Plantage, vest for Børsmose.

FIGUR 17-49. Klitternes formverden med de mange småbakker, lavninger og stejle skråninger betyder, at klitlandskaber er lette at identificere på kortblade med lille ækvidistance. Kurvemønsteret er karakteriseret ved mange små lukkede og tætliggende kurver, som det f.eks. ses i Kjærgaard Plantage, vest for Børsmose.

Når først sandet er i bevægelse, vil man finde den største sandtransport over stenede og faste, let fugtige sandflader; hér skal der mindst energi til at opretholde sandkornenes bevægelse. Den faste overflade reflekterer nemlig en større del af hoppende sandkorns energi end en løst pakket sandoverflade. Herved bliver hoppene højere og længere, nedslagene kraftigere og den energi, der overføres til korn, der kryber langs overfladen, større.

Endelig er vindhastighederne over en jævn, fast sandoverflade større end over en overflade, der består af løst pakket, tørt sand. Jo mere ru en overflade er, desto mindre er vindhastighederne nær overfladen.

Det er netop skift i overfladens karakter, og dermed i vindens transportkapacitet, der er den ene hovedårsag til, at der dannes klitter. Når vinden blæser hen over stranden fra et område med fast underlag til et område, hvor sandet er løsere pakket og ruheden større, vil den bremses op. Transportkapaciteten nedsættes og sandet aflejres; sand fanger sand. Denne aflejringsmekanisme kaldes ruhedsbetinget vindaflejring.

Den anden igangsætter for klitdannelsen findes i læsiden bag forhindringer på stranden. I fugtige klimaområder er det typisk et plantedække, der udgør de forhindringer, der bremser vinden op og skaber læ. Men lægiveren kan også være en sten eller et stykke drivgods som f.eks. en fiskekasse. De forskellige typer af forhindringer har forskellig lævirkning. De faste, massive genstande har det største læ bag sig, mens vegetationen både har læ bag sig og inde mellem de enkelte plantedele. Den læ- og stedbundne ophobning af sand kaldes for obstruktionsbetinget vindaflejring.

NID-2-878.pngNID-2-880.png

FIGUR 17-50. A) Skematisk præsentation af de vigtigste æoliske transportformer. Sandkornenes bevægelse afhænger af vindenstyrken og sandkornenes størrelse. De vil enten krybe, hoppe (saltere) eller flyve afsted. Ved krybning glider de større sandkorn af sted på overfladen.Ved saltation hopper de mindre sandkorn hen over overfladen i assymmetriske baner. Er sandoverfladen enskornet, opstår der en ensartet hoplængde, og der dannes hurtigt vindribber (B). Når de hoppende korn slår ned i overfladen, bliver de korn, der rammes, enten slået op i luften i et hop, eller slået et stykke fremad. Det sidste skaber krybningen. De mindste sandkorn transporteres oppe i vinden. Under saltation vil en fast overflade reflektere kornene bedre end en løst pakket sandoverflade. Så bliver hoppene højere og længere, nedslagene kraftigere og den energi, der overføres til de krybende korn, større. Ill.: Jørgen Strunge. Foto: M. Binderup.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Binderup: Klitlandskabet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483847

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk