For at en klit skal kunne dannes, er der flere betingelser, der skal være opfyldt. Først og fremmest skal der være sand i rigelige mængder og med de rette kornstørrelser. Sandkornene skal ikke være større, end at vindens kraft er i stand til at flytte dem. Klitsandets kornstørrelse ligger i intervallet mm, typisk omkring 1/4 mm.
Disse kornstørrelser afspejler det „almindeligt forekommende vindklima“. Transport af grus kræver så store vindstyrker, at gruskorn kun sjældent ses i klitterne. Ler og silt ses stort set heller ikke, fordi disse kornstørrelser sjældent er til stede i strandsandet, som er den primære kilde til klitsandet.
Vinden virker som en effektiv sorteringsmekanisme på sandet, men det er vanskeligt at sige, hvor meget vind der skal til, før der finder sandtransport sted. Grovere sand forudsætter kraftigere vind til bevægelse end fint sand, ligesom den vindstyrke, der skal til for at igangsætte en bevægelse, er større end den, der skal til for at opretholde en transport af det samme sandkorn, når det først er kommet i bevægelse.
Ud over kornstørrelsen spiller også fugtigheden af sandet ind. Sandet skal ikke være for vådt, hvis vinden skal kunne få fat i det og transportere det af sted. Fra en drivvåd overflade sker der ingen sandtransport. Men under kraftig vind skal sandet dog ikke tørre ret meget, før transporten kommer i gang.
Når først sandet er i bevægelse, vil man finde den største sandtransport over stenede og faste, let fugtige sandflader; hér skal der mindst energi til at opretholde sandkornenes bevægelse. Den faste overflade reflekterer nemlig en større del af hoppende sandkorns energi end en løst pakket sandoverflade. Herved bliver hoppene højere og længere, nedslagene kraftigere og den energi, der overføres til korn, der kryber langs overfladen, større.
Endelig er vindhastighederne over en jævn, fast sandoverflade større end over en overflade, der består af løst pakket, tørt sand. Jo mere ru en overflade er, desto mindre er vindhastighederne nær overfladen.
Det er netop skift i overfladens karakter, og dermed i vindens transportkapacitet, der er den ene hovedårsag til, at der dannes klitter. Når vinden blæser hen over stranden fra et område med fast underlag til et område, hvor sandet er løsere pakket og ruheden større, vil den bremses op. Transportkapaciteten nedsættes og sandet aflejres; sand fanger sand. Denne aflejringsmekanisme kaldes ruhedsbetinget vindaflejring.
Den anden igangsætter for klitdannelsen findes i læsiden bag forhindringer på stranden. I fugtige klimaområder er det typisk et plantedække, der udgør de forhindringer, der bremser vinden op og skaber læ. Men lægiveren kan også være en sten eller et stykke drivgods som f.eks. en fiskekasse. De forskellige typer af forhindringer har forskellig lævirkning. De faste, massive genstande har det største læ bag sig, mens vegetationen både har læ bag sig og inde mellem de enkelte plantedele. Den læ- og stedbundne ophobning af sand kaldes for obstruktionsbetinget vindaflejring.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.