Vandstanden er ikke en kraft, der som bølger og strøm kan modellere kysten, men den er afgørende for, i hvilket niveau modelleringen finder sted. Ændres vandstanden, skal kysten tilpasse sig en ny situation.
Nogle af vandstandsvariationerne skyldes ændringer af oceanernes totale vandvolumen. De kaldes eustatiske ændringer og omfatter bl.a. de ændringer i den totale vandmasse, der knytter sig til globale klimaskift som istider og mellemistider. Kapitlerne Klimaets naturlige variationer og Fra istid til og med jægerstenalder handler bl.a. om disse ændringer.
De eustatiske ændringer er vanskelige at måle med stor nøjagtighed. Dels skal de adskilles fra andre typer ændringer som f.eks. lodrette bevægelser af jordskorpen, de isostatiske og tektoniske bevægelser. Dels skal de måles i forhold til et fikspunkt, der med sikkerhed er stabilt gennem lang tid, og sådanne fikspunkter er uhyre sjældne. Det er først i nyere tid, hvor man med præcisionsinstrumenter kan måle havoverfladen i forhold til satellitternes positioner, at nøjagtige, absolutte målinger er blevet mulige.
For at forstå kysternes udvikling er størrelsen af de enkelte delbidrag dog mindre relevante. Ofte har det langt større betydning at kende summen af de samlede vandstands- og landjordsbevægelser, altså om havet stiger eller falder i forhold til landjorden, dvs. de relative havspejlsbevægelser samt den hastighed, hvormed nettobevægelsen finder sted. I Danmark har man registreret havspejlsdata fra 10 målesteder siden slutningen af 1800-tallet. De afspejler den kombinerede virkning af de lokale landjords- og havspejlsbevægelser (figur 17-17).
Havspejlets højde er hidtil, som al anden topografisk opmåling, blevet registreret i forhold til referencefladen Dansk Normal Nul eller DNN. Referencefladens niveau er fastlagt ud fra middelværdierne for vandstandsvariationerne over en årrække i et antal danske havne. Fra og med 1. januar 2005 er det danske system dog ændret til DVR-systemet, der står for Dansk Vertikal Reference, og som baserer sig på GPS-målinger. Det nye system er indført for at undgå de fejl, der er opstået i de gamle højdeniveauer som følge af, at landet „vipper“ og en øget vandstand i verdenshavene.
Dataserier på godt og vel 100 år kan umiddelbart forekomme at være lange, men arbejder man i en geologisk tidsskala, eller er man blot interesseret i at kende vandstanden i Vikingetiden, er de ikke til megen hjælp. Så er man nødsaget til at bruge andre metoder, f.eks. dem, der er beskrevet i kapitlerne Istider og mellemistider og Fra istid til og med jægerstenalder.
Havspejlsvariationerne spænder over vide tidsskalaer, fra minutter til millioner af år. I den ene ende ligger vindstuvnings- og tidevandsfænomener. I den anden ende er det langsommelige, geologiske processer som f.eks. kontinentalpladernes vandring, der ændrer oceanvolumenet. Her vil kun et par af de vigtigste typer vandstandsændringer, som finder sted over relativt korte tidsrum, og som har en umiddelbar synlig virkning på kysten, blive omtalt.
Tidevandet er den rytmiske stigning og sænkning af havoverfladen, der er betinget af Månens og solens tiltrækningskraft. I Danmark findes det største tidevand på ca. 2 m ved den sydvestlige del af Jylland, ved grænsen til Tyskland. Herfra aftager størrelsen mod nord, til omkring 1,5 m ved Blåvand. Nord for Blåvand er størrelsen så ringe, at man efter international målestok ikke regner det for tidevand. I Kattegat er tidevandsstørrelsen beskedne 30-50 cm og i den sydlige del af Øresund kun 10-15 cm.
Tidevandsstørrelsen varierer ikke blot regionalt, men også i tid. Det største tidevand indtræffer, når Månen, Solen og Jorden ligger på linje, så der „trækkes i samme retning“. Det tidspunkt, hvor planeterne står sådan, kaldes springtid og optræder med ca. 14 dages mellemrum, ved nymåne og fuldmåne. Tilsvarende optræder det modsatte, niptid, med de mindste tidevandsstørrelser, når Månen er halv.
Selv om tidevandsstørrelsen er ganske ringe i de indre danske farvande, forekommer der alligevel hyppige og ofte også store udsving i havspejlet her. I Kattegat er der f.eks. målt vandstande helt op til knap +2 m og ned til -1,5 m under Dansk Normal Nul. Disse udsving er ikke periodiske og langt overvejende fremkaldt af vindsystemerne over de tilstødende farvande Nordsøen og Østersøen i kombination med de flaskehalsproblemer, der opstår i sundet og Bælterne, når vandudvekslingen mellem de to farvande finder sted.
Et relativt hyppigt vindstuvningsfænomen er følgende: Kraftig vind fra vestlige retninger fører til opstuvning og høj vandstand ved Jyllands vestkyst og Sveriges Kattegatkyst, men til fralandsvind og ganske kortvarig, lav vandstand ved Jyllands Kattegatkyst. Er vestenvinden vedvarende kraftig, vil hele Kattegatområdet imidlertid blive „fyldt op“, hurtigere end vandet kan nå at trænge sydpå gennem de snævre farvande. Der vil således optræde en situation med fralandsvind og høj vandstand langs Jyllands Kattegatkyst.
Holder denne vindsituation sig gennem længere tid, i adskillige døgn, vil der efterhånden være presset meget vand fra Kattegat til Østersøen. Når vinden holder op med at blæse, eller endnu værre går om i øst, vil der ske en meget hurtig vandstandsstigning i den sydvestlige del af Østersøen, indtil vandet atter har passeret de snævre farvande og er returneret til Nordsøen.
Vandstandsforskellene mellem Nordsøen/Kattegat og Østersøen kan yderligere forøges ved forskelle i lufttrykket, idet et højtryk vil presse vandoverfladen ned, og omvendt ved et lavtryk. En ekstrem udvikling af en situation som ovenstående skabte „århundredets stormflod“ i den sydvestlige del af Østersøen i 1872.
Langt oftere hører man dog varsler om forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst, særligt de lavvandede områder i Vadehavet. Hvert område har sit eget varslingskriterium; f.eks. varsles der ved Esbjerg, når der er udsigt til, at vandstanden vil nå op over 2,5 m over normal vandstand. Vadehavsområdet er specielt udsat, når vindstuvning og højvande indtræffer samtidig og skaber stormflod.
Inden for den periode, hvor man systematisk har registreret vandstanden, har stormflodssituationer optrådt hyppigst i løbet af de sidste årtier (figur 17-19). En af de værste stormfloder i nyere tid fandt sted i november 1981, hvor vandstanden ved Esbjerg nåede godt 4,3 m over det normale. Esbjerg Havn blev totalt oversvømmet, og der skete omfattende skader. Under orkanen 3. december 1999, hvor vandstanden ved Ribe nåede helt op på godt 5 m over daglig vande, gik det bl.a. hårdt ud over Rømø. Heldigvis passerede orkanen ikke området samtidig med højvandet – det ville formentlig have haft katastrofale konsekvenser for store dele af kysten i regionen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.