FIGUR 17-40. Typisk for rimme-dobbe landskabet på Skagens Odde, såvel som her på den nordlige del af Læsø er, at rimmerne er dækket af hedelyng og revling.

.

FIGUR 17-41. Kurveplan over Skagens Odde. Afstanden mellem højdekurverne er kun 5 fod (1,6 m), hvilket betyder, at rimme-doppe-landskabet fremtræder meget tydeligt lige nord for littorinaskrænten. Længere mod nord ses store parabelklitter.

.

Strandengen og sandstranden med klitter er eksempler på fladkyster. De er i modsætning til stejlkyster (forrige hovedafsnit) alle akkumulationsformer, hvor landskabet har så svag en hældning, at der aflejres materiale.

En fladkyst er altså udformet af sedimenter, der er flyttet rundt og aflejret af bølger og strøm. Kystens form er således ikke bestemt af opstikkende, ældre lag som i klint- eller klippekyster. Fladkysterne findes, hvor det geologiske udgangsprofil, initialprofilet, er fladt, således at der føres materiale ude fra havbunden og ind mod kysten, eller hvor der er stor tilgang af sedimenter fra nabokysterne. Betegnelsen fladkyst dækker over et spænd af væsensforskellige undertyper, der kan samles i to hovedgrupper. Den ene hovedgruppe indeholder kyster, der er opbygget af de løse materialer sand, grus og sten som barrierekysten og strandvoldskysten. I den anden gruppe spiller indholdet af organiske materialer en stor rolle. Denne gruppe omfatter tilgronings-/strandengskysterne, som igen kan have forskellige udformninger.

De to hovedgrupper adskilles endvidere ved bølgernes energiniveau. Det kræver en vis bølgeenergi at få skabt barriere- og strandvoldskyster, mens strandengskysterne forudsætter roligere forhold for at kunne udvikles.

Strandvoldskysten

FIGUR 17-29. Fladkyst af strandvoldstypen. Profilet er beskrevet i teksten.

.

FIGUR 17-30. Markante rullestensstrandvolde vest for Søby Mark på Ærø. Stranden er meget stejl, fordi det grove materiale har en kraftig perkolation, der nedsætter bølgernes tilbageskylshastighed. Tilsvarende vil en strandvold opbygget af sand have en meget mindre hældning. Strandvoldene ligger på en barriere, der har afsnøret en strandsø fra havet. Bag strandsøen ses den gamle tilgroede kystklint, der ikke har været aktiv, siden „Vitsø Bugt“ blev afsnøret fra havet.

.

Strandvoldskysten er den mest udbredte fladkysttype i Danmark. Den har mindst én aflang ryg eller vold, strandvold, af sand, grus eller sten, der er opbygget parallelt med kystlinjen. Strandvoldskyster, hvor kun en enkelt eller få strandvolde er udviklet, findes overalt i Danmark.

Hvis man betragter et profil på tværs af en simpelt opbygget strandvoldskyst, vil man i en afstand af 10-100 m fra kysten finde en eller flere brændingsrevler (figur 17-29). De ligger der, hvor bølgerne bryder under pålandsvind, og de bliver sjældent tørlagt. Lavningerne mellem revlerne kaldes trug. Tættere på kysten, på lavere vand, kan man møde en eller to revler mere. De kaldes strandrevler. Her er sedimenttransporten under normale bølgeforhold rettet mod land, hvilket ses af revlernes meget asymmetriske tværsnit med den stejle side vendt mod land. Mange har formentlig oplevet at „snuble over“ en strandrevle på vej ud for at bade. Inden for strandrevlen ligger endnu et trug.

På grænsen mellem vand og land er det bølgernes op- og tilbageskyl, der former kystprofilet. Denne zone kaldes derfor også for opskylszonen. Her kan der i rolige vejrperioder udvikles en lav, men ofte lang og bred sandryg, en såkaldt opskylsryg. Havsiden af ryggen, opskylssiden, hælder ud mod havet. Overskylssiden, derimod, hvortil kun de største af bølgeopskyllene når, for her at smide deres indhold af sediment, har en betydeligt svagere hældning – mod land.

Landværts for opskylsryggen kan der være en kystparallel strandrende, hvori det vand, der når hele vejen over opskylsryggen, samles. Længere henne ad stranden løber dette vand via en rende på tværs af opskylsryggen tilbage i havet. Inden for strandrenden ligger bagstranden, som kun påvirkes af havet ved særlig kraftig storm eller ekstraordinære højvander (figur 17-29). Opskylsryggen dannes af konstruktive bølger (se Materialetransport), og det er derfor et typisk sommerfænomen på mange strande.

Formen ødelægges ofte igen af destruktive bølger, så man skulle umiddelbart forvente, at opskylsryggen sjældent bevares. Men det er ikke tilfældet. Dannes opskylsryggen højt oppe på bagstranden under situationer med høj vandstand og fralandsvind, som det er tilfældet på østvendte kyster under en vestenstorm er der stor sandsynlighed for, at den bevares. Mange strandvolde opbygget af sand er således ofte inaktive opskylsrygge.

En anden type strandvolde, der har stor sandsynlighed for at blive bevaret, er rullestensstrandvoldene. De findes højt oppe på bagstranden, eller inde på det marine forland, og er opbygget af sten. Disse strandvolde er dannet under pålandsstorm i forbindelse med forhøjet vandstand og ligger derfor ofte længere inde på land end de tilsvarende af sand.

Figur 17-31

FIGUR 17-31 (a). Opskylsryg (med måge), der løber parallelt med kysten og stadig er blank af vand fra det sidste overskyl. Vandet strømmer langs kysten i strandrenden bag opskylsryggen, hvor det strømmende vand har skabt strømribber. De sorte striber i billedets nederste venstre hjørne er koncentrationer af tungsand med bl.a. mineralerne titan og ilmenit.

.

FIGUR 17-31 (b). Et tværløb på tværs af opskylsryggen, hvor igennem bølgeoverskyllet løber tilbage til havet.

.

FIGUR 17-31 (c). Bag mågen ses en strandrevle med den karakteristiske stejle læskråning vendt mod land. Skråningens „striber“ markerer stadier af den faldende vandstand.

.

Barrierekysten

De følgende beskrivelser handler om barrierekyster, der er opbygget af sand, som det er tilfældet for langt de fleste danske kyster.

Kysttypen består af en aflang barriereø eller barrierehalvø samt en lagune mellem barrieren og hovedlandet (figur 17-32). Barrierens ydre kyst mod havet er retlinjet og ligger parallelt med hovedlandet. Havsidens profil svarer i store træk til det, der er beskrevet under strandvoldskysten. Befinder barriereøerne sig i et tidevandsområde, kaldes deres strandrevler tidevandsrevler. De har samme form som strandrevler, men der er ofte flere af dem, som hver især repræsenterer et tidevandsniveau som springtidshøjvande, springtidslavvande osv.

Figur 17-32

FIGUR 17-33. Skitseret tværprofil af en fladkyst af strandengs-/tilgroningstypen. Opbygningen sker ved henfald af organisk materiale, afvekslende med tilførsel af finkornede sedimenter, der afsættes i oversvømmelsessituationer. Sedimentet er ofte lagdelt, og kaldes populært for „kiksekagestruktur“. På overgangen mellem strandeng og strandplan kan der vokse en bræmme af tagrør og strandkogleaks.

.

Generelt er stranden på havsiden af en barriereø bred, og om sommeren kan den være præget af begyndende klitdannelse. I den centrale og højeste del af barrieren findes der som regel en eller flere strandvolde, men de kan være vanskelige at genkende i terrænet, fordi de ofte er skjult under klitter og vegetation.

Læ- eller lagunesiden af barriereøerne har en mere uregelmæssig kystlinje, der bl.a. formes af irregulære aflejringer fra bølgegennembrud i svagere partier af barriereøen. Lagunens bredzone, dvs. læsiden af barriereøerne, og kysten af hovedlandet er præget af de beskyttede forhold. Her møder man tilgroningskysten med strandenge og strandrørsump, og i tidevandsmiljøet dannes marsk, som vil blive nærmere beskrevet senere.

Barriereøerne er adskilt fra hinanden af lagunegab, som vandudskiftningen mellem det åbne hav og lagunen sker igennem. Gabene kan forstyrre den langsgående materialetransport og indvirke på sedimentbalancen på tilstødende kyster. Der kan både inden for og uden for gabene dannes såkaldte barrer, det vil sige flade, vanddækkede sandbanker. Barrer dannes, hvor strøm eller bølger mister evnen til at transportere sediment. Det sker, hvor hurtigt strømmende vand løber ud i havet, som det f.eks. er tilfældet ved tidevandsstrømme, der løber gennem lagunegabene for derefter at munde ud i enten lagunen eller det åbne hav – eksempelvis Grådyb Barre ved mundingen af Grådyb.

Danmarks største barrierekyst strækker sig fra barrierehalvøen Skallingen til barriereøerne Fanø, Mandø og Rømø, der skærmer lagunen „Vadehavet“ mod Nordsøen. Øerne er indbyrdes adskilt af lagunegab med tidevandsdybene Grådyb, Knudedyb, Juvre Dyb og Lister Dyb. Vadehavets hydrografi, dynamik og formverden er nærmere beskrevet i bindet om havet.

Netop her i det sydvestlige hjørne af Jylland har betingelserne for barrieredannelse været ideelle. Under den sidste istid aflejrede smeltevandet enorme mængder sand og grus på de vidtstrakte hedesletter. Der var således rigeligt af flytbare materialer til barrieredannelsen. Eksponeringen mod Nordsøen sikrede samtidig, at de nødvendige kræfter, i form af bølger og strøm, var til stede. Mindst lige så vigtig var den meget ringe hældning, som hedesletten havde. En hældning, som var for lille i forhold til ligevægtsprofilet. Det betød, at bølgerne bragte sandet fra havbunden indad og op i en ryg, som vandrede landværts i takt med havspejlsstigningen efter sidste istid.

FIGUR 17-32 (a). Barrierekysten. Hvis profilet A-B var lokaliseret i det danske Vadehav, kunne barriereøen være Fanø og lagunen Vadehavet. Kysttypen er nærmere beskrevet i teksten.

.

FIGUR 17-32 (b). Barrierekysten.

.

Figur 17-34

Oprindelig bestod øerne formentlig blot af store strandvolde, der var aflejret ved ekstraordinær høj vandstand, og som ved normal vandstand blev delvis tørlagt. En sparsom vegetation etablerede sig på sandøerne, og vegetationen fangede flyvesand og skabte klitterne.

Man formoder, at dannelsen af barriereøerne ved Vadehavet begyndte for adskillige årtusinder siden, men en egentlig dokumentation er yderst mangelfuld. I modsætning hertil har Skallingens udvikling, fra den blot var en lavtliggende, nøgen sandflade, og frem til dens nuværende udformning med klitter og marskenge, fundet sted så sent, at forløbet kan studeres på gamle kort tilbage fra midten af 1600-tallet. Området har længe været i fokus for danske kystundersøgelser. Der er således siden 1930'erne gennemført intensive studier af marskens dannelse og udvikling, sedimentationsforholdene i et tidevandsmiljø, dynamikken i klitterne og kystprocesserne på denne højenergikyst.

Der findes også barrierekyster i den østlige del af Danmark, hvor specielt Korevle i Sejerø Bugt og Jersie Revle i Køge Bugt er værd at nævne. Begge barrieresystemer er meget unge dannelser, der hovedsageligt er skabt i løbet af 1900-tallet. Korevle er det yngste stadium af en serie af barriereøer. Den hviler på en hedeslette og er eksponeret mod nordvest, mens Jersie Revle er lokaliseret i en inderlavning på et lavvandet abrasionsflak og eksponeret mod sydøst. Ved begge lokaliteter er der udviklet lave klitter på barriererne, og lagunerne er ved at gro til.

Fossile barrierer såvel som begyndende barrieredannelser findes talrige steder i Danmark.

FIGUR 17-34. Strandeng med erosiv kant, en såkaldt forlandskant. I det erosive snit kan man fornemme, at lagdelingen kan minde om en kiksekage. Den lyse grå-grønne vegetation, der ses ovenfor forlandskanten, er strandmalurt.

.

Strandengskysten

FIGUR 17-35 (b). Den lyslilla hindebæger er blandt de smukkeste strandengsplanter.

.

FIGUR 17-35 (a). Strandengen på Glænø Østerfed, hvor lokaliseringen af de skiftende bælter af henholdsvis strandmalurt (lys grågrøn) og strand-kogleaks (rødlig-grøn) er betinget af ganske små forskelle i højden af terrænoverfladen.

.

FIGUR 17-36. Langs beskyttede kyster, som er typiske ved fjorde, mindre bugter og laguner, kan en salttålende vegetation af strandkogleaks og tagrør fuldstændig dække selve kystlinjen.

.

FIGUR 17-37. Flyfoto der viser et udsnit af Skallingmarsken. Bemærk loernes stærkt slyngede (meandrerende) forløb. Skallingen er det sted i Danmark, hvor losystemer bedst kan studeres.

.

FIGUR 17-38 (a). Naturlig marskdannelse. Når sandvaden er bygget op til et niveau umiddelbart under middelhøjvandslinjen (HVL), optræder spredt vegetation af kveller, hvori annelgræsset efterfølgende begynder at danne tuer. Vegetationen fanger de finkornede sedimenter fra havvandet, og efterhånden dannes et sammenhængende marsktæppe. Ved særlige højvander overskylles marsken. Der ophobes sand, silt, ler og organiske materialer. Lavningen mellem marskøen og den ældre marsk udfyldes og omdannes til marsk, der er lavere og mere lerholdig end øens stærk sandede ydre dele. Brændingsbølger gnaver en kant, den såkaldte forlandskant i marsken.

.

FIGUR 17-38 (b). Indsat ses en kveller, også kaldt salturt, optræder både i grønne og røde farver og er et yderst velsmagende tilbehør på en kartoffelmad.

.

På lavtliggende områder langs beskyttede kyster i fjorde, bugter, vige og laguner kan der udvikles en strandeng, hvis arealerne jævnligt oversvømmes af havet. Andre betegnelser for strandeng er marsk, eller det lidt gammeldags sylteng, der kommer fra ordet „salt“. Langt oftere møder man i stednavnene ordet „made“, som f.eks. Maden på Helnæs ved det sydvestlige Fyn, Maderne syd for Feddet ved Præstø Fjord på Sydsjælland og Møllemade ved Båring Vig på Nordfyn. Fed er også en almindelig betegnelse for en strandeng.

Strandengene dannes ved, at de mest salt- og vandtålende planter vokser ud på den del af kysten, som befinder sig omkring middelhøjvandslinjen (figur 17-34). Planterne virker som en bremse på vandbevægelsen ved næste højvandssituation, hvorved en del af det materiale, som var opslæmmet i vandet, bundfældes mellem plantedelene. Ved gentagne oversvømmelser kan aflejringerne nå op i et niveau, hvor de mindre hårdføre planter også kan trives og bidrage til den videre etablering af strandengen.

Hvis man graver et lodret snit gennem en strandeng, vil man finde en masse horisontale lag, som veksler i farve fra meget lyse til meget mørkebrune, næsten sorte. De enkelte lag har forskellig tykkelse, men måler ofte kun få millimeter. De mørke lag er ler, silt og finsand fra højvandssituationerne, mens de lysere lag er fint- til mellemkornet sand, der blev aflejret i strandengen under pålandsstorm. Begge lagtyper indeholder desuden organiske materialer fra strandengens plantedække eller fra opskyllet tang. Den karakteristiske lagdeling har givet anledning til den populære betegnelse „kiksekagestruktur“.

Når strandengene oversvømmes, siver en del af vandet ned gennem sedimenterne og derfra ud til havet igen, men en stor del af vandet vil returnere til havet via naturlige drænkanaler, der kaldes loer, i engen (figur 17-37). Vegetationen er ofte kraftigst langs loernes bredder, hvor dræningen er god.

Afløbsløse lavninger kan opstå, hvis underlaget indeholder et vandstandsende lag, og her kan vandet blive stående i lang tid. Når det en sjælden gang sker, at strandengene oversvømmes i sommerhalvåret, vil vandet i lavningerne blive meget salt i takt med, at der sker en fordampning. Til sidst kan overfladen i lavningerne være dækket af en hvid saltskorpe, og disse lavninger kaldes derfor for saltpander. Den høje saltholdighed og dårlige dræning betyder, at saltpanderne forbliver vegetationsløse i meget lang tid, indtil der eventuelt skabes dræning via losystemet.

Den ydre afgræsning af strandengen kan, på meget beskyttede strækninger, være en diffus, glidende overgang til strandplanet, eller, hvor bølgeenergien er større, være markeret af en lille bølgeeroderet klint, en såkaldt forlandskant, hvis højde ofte er få decimeter.

Strandengsvegetationen består af græsser og urter, der er salttålende, og som kan trives ved høj fugtighed. Typiske planter på en dansk strandeng er kveller, strandannelgræs, engelskgræs, harrild, sandkryb, strandgåsefod og strandasters (figur 17-35). Flere af disse strandengsplanter, specielt engelskgræsset, kan i dag ses i grøftekanter langt fra deres naturlige miljø, fordi vejsaltning har gjort en indvandring mulig.

Marsk er betegnelsen for strandengene langs Vadehavet. Dannelsen svarer til de øst- og norddanske strandenge, men marskens højdetilvækst foregår hurtigere (figur 17-38). Det hænger sammen med, at marsken oversvømmes hyppigere på grund af tidevandet, hvilket også betyder, at drænsystemet, loerne, er mere veludviklede her end andre steder. Til den hurtige højdevækst bidrager også, at mængden af organiske materialer er meget stor i Vadehavet. Ikke mindst produktionen af ekskrementer fra utallige orme, muslinger, krebsdyr, fisk og fugle er stor og indgår som en væsentlig bestanddel af de marine sedimenter, som marsken er opbygget af. De kaldes også for klæg.

Den tidligere nævnte svagt hældende flade, som danner marskens fundamentet, er en vigtig årsag til, at marsken dækker store områder. Endelig betyder som ligeledes nævnt ovenfor den relative stigning i havspejlet, som finder sted i vadehavsområdet, at de gamle marskdannelser kan være flere meter tykke. Tilvæksten i marsken har faktisk været større end havspejlsstigningen.

Resultatet er, at der i det sydvestlige Jylland er opbygget nyt land på trods af havspejlsstigningen. Marsken i vadehavsregionen er derfor også Danmarks største strandengsområde.

I Østdanmark findes det største sammenhængende strandengsområde på saltholm i Øresund. Her er strandengen udviklet på en abrasionsflade i kalk. Størstedelen af øens ca. 16 km2 store, lavtliggende overflade overskylles jævnligt af havet. Strandengens plantedække minder meget om det, man møder andre tilsvarende steder i landet, men den kombinerede virkning af den højtliggende kalk og saltpåvirkningen fra havvandet har skabt grobund for flere sjældne planter, bl.a. den smukke blå iris og øresundshønsetarm, der ikke vokser naturligt andre steder i Danmark. Strandengen på den sydøstlige del af saltholm har tillige en udbredt forekomst af kveller og malurt. Der er talrige vandhuller og saltpander, samt små og store drænkanaler med smukke slyngninger, som til forveksling ligner marskens loer. Kun de mange store blokke fra sidste istids aflejringer adskiller området fra Vestjyllands marskland.

Endelig skal det nævnes, at der findes tilgroningskyster, hvor bølgeenergien er ekstrem lav, og vandet er brakt, f.eks. I laguner eller andre delvist aflukkede farvande. Her kan der udvikles en tæt strandrørsvegetation, som fuldstændig skjuler selve kystlinjen (figur 17-36). På grund af de beskyttede forhold sker kystudviklingen her meget langsomt.

Fladkysten og havspejlsændringerne

Barrierekyster og strandvoldskyster reagerer i hovedtræk ens på ændringer i havspejlsniveauet. Man kan forestille sig en situation, hvor havspejlet er stabilt gennem længere tid. Teoretisk vil der udvikles et ligevægtsprofil, og kystlinjen vil være stabil, dog kun hvis der ikke sker ændringer i sedimentbalancen. Men i praksis vil sedimentbalancen ofte ændre sig. Tilføres der færre sedimenter, f.eks. hvis der etableres en høfde, som fanger sedimentet, vil hele kystprofilet rykke landværts. Omvendt hvis der kommer et ekstra sedimenttilskud, for så vil kysten bygge ud (figur 17-39).

Figur 17-39

I en situation med stigende havspejl og uændret sedimentbalance vil hele kystprofilet rykke landværts og opad. Kystlinjen er vigende, og udviklingen kaldes transgressiv. På en barrierekyst vil barrieren „rulle ind over sig selv“. Desuden vil bredden af lagunen være uændret eller indsnævres afhængigt af baglandets karakter og hældning. Et underskud i sedimentbalancen vil forstærke tilbagerykningen af kysten. Er der derimod et sedimentoverskud, er kysten i stand til at bygge ud på trods af det stigende havspejl. Udviklingen kaldes regressiv.

I Sydvestjylland, hvor der sker en havspejlsstigning, findes både den transgressive og regressive barriereudvikling. Skallingen er et eksempel på en transgressiv barriereudvikling, som er resultatet af den kombinerede virkning af havspejlsstigningen og et underskud i den langsgående sedimenttransport. Rømø derimod viser en regressiv udvikling på grund af et stort sedimentoverskud. Her mødes sedimenttransporten fra nord og syd, hvilket bl.a. kommer til udtryk i de ekstremt brede strande, der måler op mod 3 km på den nordlige og sydlige del af øen.

Sker der et fald i havspejlsniveauet, vil kystlinjen naturligt rykke udad. Tilførslen af sediment forøger væksthastigheden, mens et sedimentunderskud reducerer væksten. I værste fald vil kystlinjen være vigende på trods af havspejlssænkningen.

I kraft af den relative landhævning, som er sket i den nordlige og nordøstlige del af Danmark siden sidste istid, eksisterer der et meget stort antal steder, hvor resultatet af en regressiv kystudvikling kan studeres. Her er den ene strandvold lagt udenpå den anden i takt med, at landet hævede sig. Nogle af de største strandvoldssletter ligger i Vendsyssel og på Læsø, hvor man benytter den lokale betegnelse rimme-doppe-landskab om strandvoldssletterne, f.eks. landskabet mellem Frederikshavn og Skagens Odde (figur 17-40). Rimmerne er ryggene, og dopperne er lavningerne mellem ryggene. Mange af de store rygge kan følges op til flere kilometer gennem landskabet. De lavere rygge tegner sig indirekte i vegetationsforløbet, fordi selv små højdevariationer og deraf følgende forskelle i fugtighed giver markante forskelle i vegetationen. Men strandvoldssletterne kan også være begravet eller stærkt modificeret af flyvesand, som helt dominerer det oprindelige relief. Det er f.eks. tilfældet på Anholt, hvor klitlandskabet Ørkenen overlejrer strandvoldene.

I de indre danske farvande findes også adskillige, men mindre strandvoldssletter, som f.eks. Maden på Helnæs ved det sydvestlige Fyn.

Hver strandvold repræsenterer en tidligere kystlinje. De enkelte trin i udviklingen af kysten kan tidsbestemmes, hvis man har held til at finde skaller, træstumper eller andet organisk materiale, der kan kulstof-14 dateres. Analyser af kystudviklingen et bestemt sted kan bidrage til, at man forstår kystdynamikken. Det bruges, når man anlægger havne og laver kystbeskyttelse, men kan også være af stor værdi for arkæologers og historikeres tolkninger af gamle kystbosættelser, naturhavne og lignende.

FIGUR 17-39 (A1). Principskitser for profiludvikling ved henholdsvis stigende og faldende havspejl. Ved en relativ havspejlsstigning vil klintfacaden rykke landværts (A1). Den større vanddybde tillader større bølger at ramme klinten, hvorved erosionen kan accellereres. Ved en relativ landhævning (A2) vil klinten udsættets for mindre bølgeenergi, eller muligvis slet ingen, hvis landhævningen er tilstrækkelig stor. Klinterosionen mindskes, ophører eventuelt fuldstændig, og klintfacaden vil med tiden skride sammen og eventuelt gro til. På en strandvoldskyst vil strandvolden vandre længere ind og op på land i takt med havspejlsstigningen (B1). Er der i stedet tale om en relativ landhævning, kan der blive skabt en hel serie af strandvolde (B2), som det f.eks. kendes fra Skagens rimme-doppe-landskab. I de viste eksempler er det forudsat, at der ikke sker nogen ændring i tilførslen af sediment fra nabokysterne.

.

FIGUR 17-39 (B1). På en strandvoldskyst vil strandvolden vandre længere ind og op på land i takt med havspejlsstigningen.

.

FIGUR 17-39 (A2). Ved en relativ landhævning vil klinten udsættets for mindre bølgeenergi, eller muligvis slet ingen, hvis landhævningen er tilstrækkelig stor. Klinterosionen mindskes, ophører eventuelt fuldstændig, og klintfacaden vil med tiden skride sammen og eventuelt gro til.

.

FIGUR 17-39 (B2). Ved en relativ landhævning, kan der blive skabt en hel serie af strandvolde, som det f.eks. kendes fra Skagens rimme-doppe-landskab.

.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fladkyster.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig