På lavtliggende områder langs beskyttede kyster i fjorde, bugter, vige og laguner kan der udvikles en strandeng, hvis arealerne jævnligt oversvømmes af havet. Andre betegnelser for strandeng er marsk, eller det lidt gammeldags sylteng, der kommer fra ordet „salt“. Langt oftere møder man i stednavnene ordet „made“, som f.eks. Maden på Helnæs ved det sydvestlige Fyn, Maderne syd for Feddet ved Præstø Fjord på Sydsjælland og Møllemade ved Båring Vig på Nordfyn. Fed er også en almindelig betegnelse for en strandeng.
Strandengene dannes ved, at de mest salt- og vandtålende planter vokser ud på den del af kysten, som befinder sig omkring middelhøjvandslinjen (figur 17-34). Planterne virker som en bremse på vandbevægelsen ved næste højvandssituation, hvorved en del af det materiale, som var opslæmmet i vandet, bundfældes mellem plantedelene. Ved gentagne oversvømmelser kan aflejringerne nå op i et niveau, hvor de mindre hårdføre planter også kan trives og bidrage til den videre etablering af strandengen.
Hvis man graver et lodret snit gennem en strandeng, vil man finde en masse horisontale lag, som veksler i farve fra meget lyse til meget mørkebrune, næsten sorte. De enkelte lag har forskellig tykkelse, men måler ofte kun få millimeter. De mørke lag er ler, silt og finsand fra højvandssituationerne, mens de lysere lag er fint- til mellemkornet sand, der blev aflejret i strandengen under pålandsstorm. Begge lagtyper indeholder desuden organiske materialer fra strandengens plantedække eller fra opskyllet tang. Den karakteristiske lagdeling har givet anledning til den populære betegnelse „kiksekagestruktur“.
Når strandengene oversvømmes, siver en del af vandet ned gennem sedimenterne og derfra ud til havet igen, men en stor del af vandet vil returnere til havet via naturlige drænkanaler, der kaldes loer, i engen (figur 17-37). Vegetationen er ofte kraftigst langs loernes bredder, hvor dræningen er god.
Afløbsløse lavninger kan opstå, hvis underlaget indeholder et vandstandsende lag, og her kan vandet blive stående i lang tid. Når det en sjælden gang sker, at strandengene oversvømmes i sommerhalvåret, vil vandet i lavningerne blive meget salt i takt med, at der sker en fordampning. Til sidst kan overfladen i lavningerne være dækket af en hvid saltskorpe, og disse lavninger kaldes derfor for saltpander. Den høje saltholdighed og dårlige dræning betyder, at saltpanderne forbliver vegetationsløse i meget lang tid, indtil der eventuelt skabes dræning via losystemet.
Den ydre afgræsning af strandengen kan, på meget beskyttede strækninger, være en diffus, glidende overgang til strandplanet, eller, hvor bølgeenergien er større, være markeret af en lille bølgeeroderet klint, en såkaldt forlandskant, hvis højde ofte er få decimeter.
Strandengsvegetationen består af græsser og urter, der er salttålende, og som kan trives ved høj fugtighed. Typiske planter på en dansk strandeng er kveller, strandannelgræs, engelskgræs, harrild, sandkryb, strandgåsefod og strandasters (figur 17-35). Flere af disse strandengsplanter, specielt engelskgræsset, kan i dag ses i grøftekanter langt fra deres naturlige miljø, fordi vejsaltning har gjort en indvandring mulig.
Marsk er betegnelsen for strandengene langs Vadehavet. Dannelsen svarer til de øst- og norddanske strandenge, men marskens højdetilvækst foregår hurtigere (figur 17-38). Det hænger sammen med, at marsken oversvømmes hyppigere på grund af tidevandet, hvilket også betyder, at drænsystemet, loerne, er mere veludviklede her end andre steder. Til den hurtige højdevækst bidrager også, at mængden af organiske materialer er meget stor i Vadehavet. Ikke mindst produktionen af ekskrementer fra utallige orme, muslinger, krebsdyr, fisk og fugle er stor og indgår som en væsentlig bestanddel af de marine sedimenter, som marsken er opbygget af. De kaldes også for klæg.
Den tidligere nævnte svagt hældende flade, som danner marskens fundamentet, er en vigtig årsag til, at marsken dækker store områder. Endelig betyder som ligeledes nævnt ovenfor den relative stigning i havspejlet, som finder sted i vadehavsområdet, at de gamle marskdannelser kan være flere meter tykke. Tilvæksten i marsken har faktisk været større end havspejlsstigningen.
Resultatet er, at der i det sydvestlige Jylland er opbygget nyt land på trods af havspejlsstigningen. Marsken i vadehavsregionen er derfor også Danmarks største strandengsområde.
I Østdanmark findes det største sammenhængende strandengsområde på saltholm i Øresund. Her er strandengen udviklet på en abrasionsflade i kalk. Størstedelen af øens ca. 16 km2 store, lavtliggende overflade overskylles jævnligt af havet. Strandengens plantedække minder meget om det, man møder andre tilsvarende steder i landet, men den kombinerede virkning af den højtliggende kalk og saltpåvirkningen fra havvandet har skabt grobund for flere sjældne planter, bl.a. den smukke blå iris og øresundshønsetarm, der ikke vokser naturligt andre steder i Danmark. Strandengen på den sydøstlige del af saltholm har tillige en udbredt forekomst af kveller og malurt. Der er talrige vandhuller og saltpander, samt små og store drænkanaler med smukke slyngninger, som til forveksling ligner marskens loer. Kun de mange store blokke fra sidste istids aflejringer adskiller området fra Vestjyllands marskland.
Endelig skal det nævnes, at der findes tilgroningskyster, hvor bølgeenergien er ekstrem lav, og vandet er brakt, f.eks. I laguner eller andre delvist aflukkede farvande. Her kan der udvikles en tæt strandrørsvegetation, som fuldstændig skjuler selve kystlinjen (figur 17-36). På grund af de beskyttede forhold sker kystudviklingen her meget langsomt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.