Hvis der går hul i vegetationsdækket på en klit, kan der ske en udblæsning af sandet, hvilket fører til, at en afrundet, kraterlignende erosionsform dannes. Plantevæksten kan enten være ødelagt ved erosion fra havet, den kan visne naturligt eller den kan være ødelagt på grund af slitage fra færdsel i klitterne. Udstrækningen af en sådan vindkule, også kaldet en vind- eller klitgryde, er almindeligvis op til 10-20 m.
Sandet blæser fra det blotlagte område, der så udhules, og op over vegetationskanten, hvor det aflejres i en ringformet vold, der fremhæver den karakteristiske kraterform. Udviklingen af vindkulen kan stoppe af sig selv, når hullet bliver så dybt, at vindkulen bliver sin egen lægiver. Men hvis udblæsningen fortsætter i den dominerende vindretning, vil der i stedet ske en videreudvikling af vindkulen, så den omdannes til en langstrakt vindrende eller vindslugt. Vindrender kan blive adskillige hundred meter lange, men forbliver forholdsvis smalle med bredder på op til kun 20-50 m.
Vedvarende udblæsning fra en vindrende med rigelig sandfygning kan resultere i dannelsen af en parabelklit. Klitten har form som et kæmpemæssigt U, eller en parabel, der vender åbningen mod den dominerende vind. Hele formen vandrer ind over landet i takt med, at sandet eroderes væk fra parabelens inderside og aflejres i læskråninger i vegetationen på ydersiden.
Parabelarmene er smalle og stejle til begge sider, og kan blive flere kilometer lange. Det klitparti, der vandrer forrest og forbinder armene, kaldes parabelkernen (figur 17-57 og 17-58).
Mellem parabelarmene ligger en afblæsningsflade, der enten kan være en stenslette eller en sandslette. Hvis det landskab, parabelen vandrer hen over, indeholder grus og sten, som f.eks. hævede strandvolde, vil der dannes en stenslette, efterhånden som sandet blæser væk. Er det derimod en meget sandet overflade, f.eks. Et ældre flyvesandsdække, som klitten passerer, vil der dannes en sandslette mellem parabelarmene.
Afblæsningen af sandsletten sker til niveauet lige over grundvandsspejlet, hvor sandet er så fugtigt, at det ikke kan blæse væk. Da grundvandsspejlet til en vis grad følger overfladeterrænet, vil det ligge højere lokalt omkring parabelklitten end ved et fladt område. Det betyder, at der på afblæsningsfladen kan dannes søer eller sumpede områder, hvilket igen betyder, at vegetationen hurtigt kan indfinde sig. Herved tilbageholdes den oprindelige sandkilde, og klitten har nu kun sit eget sandvolumen til rådighed for den videre vandring.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.