Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tidlig Miocæn

Oprindelig forfatter ESR

FIGUR 11-5 (a). Hvælvede krydslejringer i sand fra Østjylland, der er aflejret under storme. Den enkelte hvælvede krydslejring har en skarp grænse nedad. Nederst består laget af rent, ulagdelt sand, men opad bliver sandet mere lamineret.

FIGUR 11-5 (a). Hvælvede krydslejringer i sand fra Østjylland, der er aflejret under storme. Den enkelte hvælvede krydslejring har en skarp grænse nedad. Nederst består laget af rent, ulagdelt sand, men opad bliver sandet mere lamineret.

Efter denne istid steg temperaturen igen, iskapperne smeltede og havniveauet steg. De første sedimenter i Tidlig Miocæn blev nu aflejret i det danske område. I den centrale del af Nordsøområdet skete det i havet på store vanddybder. Længere mod øst i det danske område skete aflejringen i afsnørede brakvandsbassiner på og bag Ringkøbing-Fyn Højderyggen. Derfor er de ældste miocæne lag fattige på fossiler, da dyrene ikke kunne leve i brakvandet.

Havet steg stadig, og hele det område, der i dag svarer til Sønder- og Midtjylland, blev oversvømmet. Kysten lå langs en linje, der går fra Thy ned over Århus og formodentligt ned over Falster. Havet lå således i den sydlige del af det danske område. Kystaflejringerne fra den tid kaldes Vejle Fjord Formationen.

Lagunekyster

Kystklinterne langs Lillebælt og Vejle Fjord afslører mange detaljer om aflejringsmiljøet langs kysten. Det kan man bl.a. se i klinterne ved Skansebakke langs Vejle Fjord og under den gamle lillebæltsbro på Fynssiden.

Annonce

FIGUR 11-5 (b). Internt i den hvælvede krydslejring er der erosionsflader (pile). Sådanne erosionsflader dannes under varierende intensitet af bølgernes bevægelse under en storm.

FIGUR 11-5 (b). Internt i den hvælvede krydslejring er der erosionsflader (pile). Sådanne erosionsflader dannes under varierende intensitet af bølgernes bevægelse under en storm.

Kystlinjen lå i NV-SØ-retning nær sydsiden af nutidens Vejle Fjord. Selve kysten bestod af sandede odder og barriereøer med tidevandsrender imellem. Mod nordøst, ved Vejle Fjord, lå der lerede laguner bag barriereøerne, og mod sydvest, ved Lillebælt, var der sandstrande.

I klinternes sedimenter ser man tydelige tegn på datidens storme og tidevand.

Stormlagene består af sand, og de har en skarp undergrænse og en bølget top (figur 11-5). De enkelte sandlag er opbygget af mindre, meget lavvinklede lag, der ofte skærer hinanden. Den skarpe undergrænse blev dannet, når stormen var på sit højeste, og alt materialet var opslæmmet i det oprørte hav. Derefter begyndte aflejringen af de lavvinklede lag, efterhånden som stormintensiteten aftog, og til sidst aflejredes der bølgeribber på toppen. De sidste bølgeribber er dannet under forholdsvist stille vejr.

FIGUR. 11-6 (a). Eksempler på tidevandslag, som kan ses i Østjylland. A) Døgn rytmer vist ved vekslende lag af sand og ler. Lerlagene blev aflejret ved roligt vand, altså når tidevandsstrømmen vendte.

FIGUR. 11-6 (a). Eksempler på tidevandslag, som kan ses i Østjylland. A) Døgn rytmer vist ved vekslende lag af sand og ler. Lerlagene blev aflejret ved roligt vand, altså når tidevandsstrømmen vendte.

FIGUR. 11-6 (b). Eksempler på tidevandslag, som kan ses i Østjylland. B) Vekslende lag af sand og ler, der både afspejler døgn rytmer og månedligt vekslende spring- og nipflod.

FIGUR. 11-6 (b). Eksempler på tidevandslag, som kan ses i Østjylland. B) Vekslende lag af sand og ler, der både afspejler døgn rytmer og månedligt vekslende spring- og nipflod.

Tidevandsindflydelsen kan ses som rytmiske skift i lagdelingen (figur 11-6). I sedimenterne ved Lillebælt og Vejle Fjord kan man se tre typer af tidevandsaflejringer. Den ene er vekslende lag af sand og ler, der afspejler tidevandets døgnrytmer. Den anden er lag af vekslende sand og ler, som vidner om tidevandets månedlig spring- og nipflod. Den tredje type er krydslejringer med mellemliggende lerlag, der overvejende forekommer ved nipflod.

FIGUR. 11-6 (c). Eksempler på tidevandslag, som kan ses i Østjylland. C) Krydslejring med mellemliggende lerlag. Lerlagene har størst hyppighed ved nipflod.

FIGUR. 11-6 (c). Eksempler på tidevandslag, som kan ses i Østjylland. C) Krydslejring med mellemliggende lerlag. Lerlagene har størst hyppighed ved nipflod.

Generelt kan man se på sedimenterne fra både Midt og Sen Miocæn, at de har været præget af de samme processer. Der har altså været en storm- og tidevandspræget kyst i begge perioder.

De store deltaer

På grund af stor sedimenttilførsel fra de norske og svenske bjerge begyndte kysten at rykke ud i havet igen. Under denne kystfremrykning, der foregik fra nordøst mod sydvest, blev Billund Formationen aflejret (figur 11-7). Kystlinjen rykkede helt ned til Sønderjylland, altså en fremrykning på ca. 200 km.

I Midtjylland kan man i grusgrave ved Addit og Voervadsbro studere, hvordan floder, deltaer og kystlinjer så ud i begyndelsen af Tidlig Miocæn. Der blev aflejret tykke sandlag i de flettede flodsystemer. I perioder med stigende grundvandsspejl, formodentligt på grund af klimavariationer, forsumpede områderne og der blev aflejret brunkul.

FIGUR 11-7. Rekonstruktion af Billund Formationens aflejringsmiljø. Deltaet øverst i figuren lå ved Billund og selve Hvidbjergodden strakte sig fra deltaet ved Billund ned mod sydøst til Hvidbjerg ved Vejle Fjord. Sydvest for Hvidbjerg, ved Pjedsted, kan man i sandgrave se ebbedominerede sandlag afsat umiddelbart ud for en tidevandsrende. Endnu længere mod syd, ved den gamle lillebæltsbro, kan man på Fynssiden se sand aflejret på ca. 10 m vand ud for den daværende kyst. Nordøst for Lillebælt blev der aflejret lerede og sandede sedimenter i laguner og tidevandskanaler.

FIGUR 11-7. Rekonstruktion af Billund Formationens aflejringsmiljø. Deltaet øverst i figuren lå ved Billund og selve Hvidbjergodden strakte sig fra deltaet ved Billund ned mod sydøst til Hvidbjerg ved Vejle Fjord. Sydvest for Hvidbjerg, ved Pjedsted, kan man i sandgrave se ebbedominerede sandlag afsat umiddelbart ud for en tidevandsrende. Endnu længere mod syd, ved den gamle lillebæltsbro, kan man på Fynssiden se sand aflejret på ca. 10 m vand ud for den daværende kyst. Nordøst for Lillebælt blev der aflejret lerede og sandede sedimenter i laguner og tidevandskanaler.

Der indtraf nu en ny stigning af havniveauet, så havet igen trængte ind over landet, og kysten rykkede tilbage til Midtjylland. I dette hav aflejredes den nedre del af den lerrige formation Klintinghoved Formationen (figur 11-8A). I de sydvestlige dele af landet er disse sedimenter meget rige på fossiler, som viser, at der var rigeligt med næringsstoffer i havet.

Havniveauet faldt på ny, og kystlinjen begyndte igen at rykke frem. Derfor aflejredes de sandrige deltaaflejringer, som kaldes Bastrup Formationen. Det er visse steder aflejret i dale, der er kraftigt nedskåret i de underliggende sedimenter. Der må derfor være sket et markant fald i havniveauet på dette tidspunkt, siden det var muligt at erodere kanaler i de ældre sedimenter.

Herefter stiger havet igen og Arnum Formationen blev aflejret (figur 11-8B og C). Den er ligesom Klintinghoved Formationen meget leret og fossilrig, specielt i Sydvestjylland. Under aflejringen af den øverste del har der sandsynligvis været en markant hævning af Det Baltiske Grundfjeldsskjold. Det kan man se ved, at der er tynde sandlag med tungmineraler og omlejrede fossiler i denne del af formationen. Tungmineraler, også kaldet tungsand, er korn af mineraler som f.eks. granat, magnetit og zirkon, der alle har en vægtfylde større end 2,8 g per cm3. Tungsand er rester fra nedbrudte bjergarter fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold, som på grund af hævningen havde været udsat for erosion.

FIGUR 11-8 (a). En af tre kerner fra Sønder Vium-boringen i Vestjylland. Kernerne viser sedimenter fra Arnum Formationen, der er aflejret i havet i Tidlig Miocæn. A) Laminerede, lerede til finsandede sedimenter med spor efter dyr, der levede i sedimenterne lige under havbunden.

FIGUR 11-8 (a). En af tre kerner fra Sønder Vium-boringen i Vestjylland. Kernerne viser sedimenter fra Arnum Formationen, der er aflejret i havet i Tidlig Miocæn. A) Laminerede, lerede til finsandede sedimenter med spor efter dyr, der levede i sedimenterne lige under havbunden.

FIGUR 11-8 (b). En af tre kerner fra Sønder Vium-boringen i Vestjylland. Kernerne viser sedimenter fra Arnum Formationen, der er aflejret i havet i Tidlig Miocæn. B) Stormsandslag aflejret på ca. 40 m vand. Nogle af strukturerne er ødelagt af dyr, som levede i sedimenterne.

FIGUR 11-8 (b). En af tre kerner fra Sønder Vium-boringen i Vestjylland. Kernerne viser sedimenter fra Arnum Formationen, der er aflejret i havet i Tidlig Miocæn. B) Stormsandslag aflejret på ca. 40 m vand. Nogle af strukturerne er ødelagt af dyr, som levede i sedimenterne.

FIGUR 11-8 (c). En af tre kerner fra Sønder Vium-boringen i Vestjylland. Kernerne viser sedimenter fra Arnum Formationen, der er aflejret i havet i Tidlig Miocæn. C) Lerede sedimenter aflejret langt fra kysten i den periode, hvor Arnum Havet havde sin største udbredelse. Det ved man, fordi der er et glaukonitlag midt i kernen. Havdybden har formodentligt være ca. 80 m.

FIGUR 11-8 (c). En af tre kerner fra Sønder Vium-boringen i Vestjylland. Kernerne viser sedimenter fra Arnum Formationen, der er aflejret i havet i Tidlig Miocæn. C) Lerede sedimenter aflejret langt fra kysten i den periode, hvor Arnum Havet havde sin største udbredelse. Det ved man, fordi der er et glaukonitlag midt i kernen. Havdybden har formodentligt være ca. 80 m.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Skovbjerg Rasmussen: Tidlig Miocæn i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484053

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk