I løbet af Mellem og Sen Paleocæn sank Nordsøbassinet langsomt ind, formodentlig som følge af aftagende aktivitet i den islandske „hotspot“; og materialetilførslen aftog. Herved blev vanddybden i det danske område efterhånden ganske stor, måske flere hundrede meter. Nær grænsen til Eocæn aftog vanddybden igen. Aflejringerne afspejler disse forhold og har derfor meget forskelligt udseende.
Mellem og Sen Paleocæn: gradvist dybere vand
Lellinge Grønsand
Lellinge Grønsand er en sandholdig mergelaflejring, hvor sandet mest består af glaukonitkorn og kalkkorn. Udbredelsen er ikke præcist kendt, men det forekommer i det meste af Sjælland og dele af Storebælt. Tykkelsen når mindst 30 m på Midtsjælland.
Lellinge Grønsand er opkaldt efter en klassisk lokalitet ved Lellinge Å nær Køge. Her kan grønsandet ses i ålejet ved skovhus vænge. Tykkelsen i dette område er 10 m. I København og på Amager findes Lellinge Grønsand flere steder i kun få meters dybde, og det kan sommetider ses ved større udgravninger (figur 10-15).
Lellinge Grønsand blev som nævnt aflejret under et stigende havspejl. Mikrofossilerne viser, at der nu var mere åbne marine forhold og bedre forbindelser til verdenshavet, end da den yngste del af Danienkalken blev aflejret.
Grønsandet er rigt på fossiler, og der kendes næsten 200 arter af snegle, muslinger og søtænder fra det (figur 10-16). Desuden indeholder det brachiopoder, koraller, søliljestilke, pigge af søpindsvin, hajtænder og øresten fra fisk.
Nederst i grønsandet ses ofte et tyndt lag med rullesten, som består af løsrevne stykker af den underliggende Danienkalk. Laget indeholder særlig mange fossiler, hvoraf nogle er slidte og stammer fra den underliggende kalk. Rullestenene er dannet ved bølgernes erosion af havbunden og vidner om en ringe vanddybde.
I københavnske udgravninger blev der gjort rige fossilfund fra grønsandet i begyndelsen af 1900-tallet. Disse fund er for nylig blevet undersøgt igen. Undersøgelserne viser, at grønsandet over laget med rullesten især er rigt på muslinger, der ofte er slået i stykker af bølgebevægelser. Koraller er hyppige, og der er stadig mange omlejrede fossiler fra Danien. Faunaen i denne del vidner om, at havet fortsat var ret lavt, med uroligt, iltrigt vand.
Den øverste del af Lellinge Grønsand i Københavnsområdet er et mørkt mergellag med et stort indhold af mineralet pyrit. Fossilerne her er overvejende snegle, men også søtænder er hyppige. Disse fossiler viser, at havet nu var dybere, og vandet roligere. Havbunden var en blød mudderbund, hvor der var mindre ilt til stede; måske en dyb havbugt. Kysten lå formentlig et sted i Skåne.
Figur 10-16
Kerteminde Mergel
Samtidig med at der blev aflejret Lellinge Grønsand på Sjælland, som var nærmest den paleocæne kyst i Skåne, blev der aflejret tykke lag af lysegrå, kiselholdig mergel i det mere åbne hav i Storebæltsområdet. Merglen har navn efter Kerteminde, og den kan ses i Lundsgårds Klint syd for byen (figur 10-17). Jernbanetunnelen under Storebælt er boret igennem Kerteminde Mergel.
Kerteminde Mergel blev aflejret på dybere vand end Lellinge Grønsand. Dybden har nok været 100-150 m de fleste steder. Efterhånden bredte aflejringen af mergel sig ind over områder, hvor der hidtil var blevet aflejret grønsand. Således er der nær Køge fundet 25 m Kerteminde Mergel oven på Lellinge Grønsand. Kerteminde Mergel findes i det meste af Danmark, og i den centrale Nordsø findes lignende lag.
I modsætning til Lellinge Grønsand er Kerteminde Mergel ret fattig på fossiler, bortset fra mikrofossiler. Gravegange fra bundlevende organismer viser dog, at der var masser af liv på den mudrede havbund (figur 10-17).
Kerteminde Mergel er en blanding af omtrent lige dele ler og kalk. Kalken i den yngste del af merglen stammer til dels fra foraminiferer, som levede i havet, men især fra kokkolitter, som er blevet omlejret fra skrivekridtet. Heraf kan man slutte, at en mængde skrivekridt må være blevet eroderet samtidigt med aflejringen. Erosionen skete i hævningsområder i Sorgenfrei-Tornquist Zonen nær den nuværende svenske kyst og andre steder, se figur 10-13. I denne zone stod skrivekridtet måske frem i klinter, ligesom det gør på Sydøstsjælland i dag. En stor indsynkning fandt sted ikke langt fra kystzonen, nemlig i det nuværende Midt- og Vestsjælland, hvor Kerteminde Mergel og Lellinge Grønsand tilsammen når tykkelser på ca. 140 m.
Ved Gundstrup på Nordfyn forekommer løse blokke af en forkislet bjergart, som kan minde om Kerteminde Mergel. De er dog grovere og rige på fossiler af bundlevende dyr.
Æbelø Formationen
Efter aflejring af Kerteminde Mergel blev der aflejret mere vekslende grå, ofte forkislede lerlag i havet over det danske område. Lagene kaldes Æbelø Formationen efter Æbelø ud for Nordfyn, hvor de kan ses i øens nordvendte klinter (figur 10-18). De eneste andre steder, hvor lagene kan ses, er i klinten ved Rugård på Djursland og Lehnskov ved Svendborg. Trods de få blotninger er Æbelø Formationen vidt udbredt i den danske undergrund og findes også i den centrale del af Nordsøen.
I Det Danske Bassin er foraminiferernes kalkskaller blevet opløst af køligt, surt bundvand, så Æbelø Formationens lag her er kalkfrie (se figur 10-13). Det sure bundvand tyder på en større vanddybde med ringere cirkulation, end da Kerteminde Mergel blev aflejret. Hen over Ringkøbing-Fyn Højderyggen er der stadig bevaret kalk fra foraminiferer og kokkolitter i Æbelø Formationen. Her har vanddybden været mindre, så bundvandet undgik at blive surt.
Holmehus Formationen
Efter aflejring af Æbelø Formationen steg vanddybden yderligere. På havbunden blev der nu aflejret meget finkornet, nærmest sæbeagtigt, fedtet ler med blålige, grønlige og rødlige farver (figur 10-19). Disse brogede lerlag kaldes Holmehus Formationen efter Holmehus ved Røjle Klint nær Middelfart. Her kan leret ikke længere ses, men små partier ses sommetider i klinterne på vestkysten af Æbelø og ved Albækhoved på nordsiden af Vejle Fjord og på stranden ved Stolleklint på Fur. Holmehus Formationen er typisk 5-15 m tyk og er, som Æbelø Formationen, vidt udbredt i den danske undergrund og i Nordsøen.
Holmehus Formationen består næsten udelukkende af lermineralet smectit, som var dannet ved forvitring af vulkanske bjergarter.
I leret er gravegange af typen Zoophycos almindelige (figur 10-20). Denne karakteristiske type af gravegange kendes ikke fra de ældre paleocæne aflejringer bortset fra de nævnte Gundstrup-blokke. I dag findes Zoophycos vidt udbredt i verdenshavene, men kun på havdybder over 500 m. I Paleocæn fandtes de formentlig fra 200-300 m’s dybde og nedefter. Også glassvampe kan forekomme; endnu et fingerpeg om stor vanddybde. Der var nu gået ca. 1,5 millioner år siden tørlægningen i slutningen af Danien, og i løbet af den periode var havdybden altså tilsyneladende steget med 200-300 m. Formodentlig var der sket en global stigning af havspejlet i dette tidsrum, så lavtliggende landområder i Nordvesteuropa blev oversvømmet. Den ekstra store stigning i vanddybden i netop det danske område må skyldes kombinationen af lokal indsynkning og global havstigning.
I takt med havstigningen øgedes afstanden til de omliggende landområder. Sand og silt, som med floderne blev ført ud i Nordsøbassinet, blev aflejret nær kysten. Kun fine lerpartikler nåede helt ud til det danske område. Så lidt materiale nåede derud, at det typisk har varet 100.000 150.000 år at aflejre et 1 m tykt lag af Holmehus Formationen. Det er 5-10 gange så lang tid, som det tog at aflejre 1 m af de underliggende formationer. Den langsomme aflejring betød, at havvandets ilt havde rigelig tid til at nedbryde de organiske rester af døde alger og dyr, som blev bundfældet sammen med leret. Derfor er Holmehus Formationen næsten fri for organisk materiale, og derfor er lagene farvede. Organisk stof gør nemlig selv i små mængder sedimenter grå. Mangler organisk stof derimod, kommer andre mineralfarver tydeligt frem, f.eks. de røde farver fra iltede jernforbindelser som i Holmehus Formationen.
Vanddybden i Paleocæn havde nu nået sit maksimum. Enkelte steder i Nordsøbassinet findes nogle få meter gråt ler over Holmehus Formationen. Disse lag blev aflejret i den seneste del af Paleocæn og kaldes Østerrende Ler (figur 10-2). Lagene er knap så finkornede og ser ud til at være aflejret på lidt lavere vand i en situation, hvor kysten var begyndt at rykke nærmere. Leret er opkaldt efter Østerrenden i Storebælt.
Figur 10-20
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Mellem og Sen Paleocæn: gradvist dybere vand.
- Forrige afsnit er Grænsen mellem Tidlig og Mellem Paleocæn: fra kalk til ler
- Næste afsnit er Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.