FIGUR 10-13. Overgangen fra kalk til ler. De fem kort viser den formodede fordeling af land og hav midt i Paleocæn. Den mulige havdybde i det danske område er også vist. Lagsøjlen viser, hvorledes lerindholdet gradvist øges i sedimenterne opefter. Hvide felter repræsenterer erosion.

.

I slutningen af Danien faldt havspejlet så meget, at dele af det danske område formentlig blev tørlagt ved grænsen til Selandien, Mellem Paleocæn. Havet steg dog hurtigt igen. Nyere undersøgelser af lagserier andre steder i verden tyder på, at denne havspejlssvingning var global.

Samtidig med havspejlets fald ophørte aflejringen af rene kalksedimenter, som var dannet af skeletdele fra havets organismer. Den havde varet i 30 millioner år, men fra nu af blev der i stedet aflejret ler og silt, som var tilført fra landområderne. Det fortsatte de næste 30 millioner år. Skiftet fra kalk til ler tog ca. 1/2 million år, og er vist i figur 10-13.

For at forklare denne markante forandring er det nødvendigt at se på forholdene i Jordens kappe. Vulkansk aktivitet førte til udstrømning af basalt mange steder i et stort område fra Vestgrønland til Irland og Skotland (figur 10-1). Vulkanismen tilskrives et særlig varmt område i Jordens kappe, en „hotspot“ (se kapitlet Jordens opbygning og følgende afsnit). Denne „hotspot“ lå dengang under Grønland, men på grund af kontinenternes drift hen over kappen har Grønland sidenhen bevæget sig vestover i forhold til „hotspotten“, så den i dag ligger under Island (og er årsag til, at Island blev dannet). Derfor kaldes den for den islandske „hotspot“.

Det opstigende kappemateriale i „hotspotten“ menes at have spredt sig ud under litosfæren. Det førte til hævning af et meget stort område, primært på grund af opdriften fra det varme, forholdsvis lette kappemateriale under litosfæren. Det meste af Grønland, Nordirland, skotland og det mellemliggende, dengang ret smalle havområde menes at være blevet hævet, så der opstod en landbro mellem Amerika-Grønland og Europa, Thule Landbroen (figur 10-1). Hævningen af Skotland anslås til 0,5 km i den østlige del og 2-3 km i den vestlige del. Det øgede relief, som var forstærket af det globalt lave havspejl, betød, at erosionsprodukter som sand og ler nu blev tilført Nordsøbassinet. Den Engelske Kanal sandede til, så Nordsøbassinet blev isoleret fra Atlanterhavet.

I den yngste del af Danienkalken er der et lille lerindhold, som nok stammer fra forvitring af de nydannede vulkanske lag. På dette tidspunkt var havspejlet faldet så meget, at kun en lille del af Det Danske Bassin var havdækket. Herefter begyndte en langvarig stigning af havspejlet. De lag, som nu blev aflejret, indeholder betydeligt mere ler fra det hævede landområde mod vest.

Lagene tilhører Selandien (Mellem Paleocæn), og de første lag, som blev aflejret, er Lellinge Grønsand og Kerteminde Mergel.

Efter aflejring af Lellinge Grønsand, et forløb som nok varede 4-500.000 år, fandt en omfattende hævning sted i Sorgenfrei-Tornquist Zonen i Kattegat og Skåne og videre ned i Polen. Traditionelt forklares hævningen her og andre steder i Nordeuropa som et resultat af pladetektonisk sammentrykning mellem Afrika og Europa. En nyere forklaring går derimod ud på, at hævningen er et resultat af aftagende tektonisk spænding i jordskorpen. Hævningen af Sorgenfrei-Tornquist Zonen afbrød efterhånden havforbindelsen mellem Nordsøbassinet og det varme Tethys Ocean via Polen. Fra nu af stod Nordsøbassinet kun i forbindelse med Det Arktiske Ocean via det smalle hav mellem Grønland og Norge. Køligere vand bragte i kombination med en større havdybde efterhånden kalkaflejringen helt til ophør.

Grænsen mellem den hvide Danienkalk og de lerede aflejringer fra Sen Paleocæn kan ses i kalkgravene ved Klintholm på Østfyn og ved Svejstrup vest for Randers (figur 10-15).

Figur 10-14

FIGUR 10-14 (a). Grønsandslag kan afsløre havstigninger. Den grønne stribe midt i billedet er det 40 cm tykke grønsandsler på grænsen mellem Ølst Formationen og Røsnæs Ler fra Hinge lergrav. Hele den viste lagserie måler ca. 4 m.

.

FIGUR 10-14 (b). En 2 cm tyk stribe grønsandsler på grænsen mellem moler og ler fra Sen Oligocæn i Silstrup Sydklint på nært hold. Man ser de enkelte glaukonitkorn, som giver laget dets farve, samt små stykker indlejret moler.

.

Figur 10-15

FIGUR 10-15 (a). Grænsen mellem hvid kalk fra mellemste del af Danien og mørkere Kerteminde Mergel fra Selandien i en nedlagt mergelgrav ved Svejstrup vest for Randers, 1993.

.

FIGUR 10-15 (b). Grænsen mellem Danienkalk fra Sen Danien og Lellinge Grønsand fra Selandien i en udgravning fra 1992 ved Gemmas Alle på Amager.

.

FIGUR 10-15 (c). Et friskopgravet stykke af Danienkalk fra Svejstrup. Stykket er taget lige under kalkens top og er fyldt med mørke gravegange, som er lavet af krebsdyr, der levede i Selandien. Derfor er gangene fyldt med mergel og ikke med kalk.

.

FIGUR 10-15 (d). Rullesten fra basis af Kerteminde Mergel ved Svejstrup. Rullestenene består af fosfatcementeret Danienkalk, som var slidt løs fra den underliggende kalkoverflade af bølgerne i Selandienhavet. Rullestenene beviser, at dele af det danske område blev tørlagt, eller næsten tørlagt, ved overgangen fra Danien til Selandien. Mange af rullestenene er stenkerner af søpindsvinet Echinocorys obliquus (mærket S) og brachiopoder (mærket B). Nogle af hullerne i stenene er boringer udført af boremuslinger efter, at rullestenene var dannet. Andre af hullerne er lavet af dyr inden materialet blev cementeret, altså i Danien.

.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Grænsen mellem Tidlig og Mellem Paleocæn: fra kalk til ler.

  • Forrige afsnit er Tidlig Paleocæn, Danien: fortsat kalkaflejring
  • Næste afsnit er Mellem og Sen Paleocæn: gradvist dybere vand

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig