I slutningen af Danien faldt havspejlet så meget, at dele af det danske område formentlig blev tørlagt ved grænsen til Selandien, Mellem Paleocæn. Havet steg dog hurtigt igen. Nyere undersøgelser af lagserier andre steder i verden tyder på, at denne havspejlssvingning var global.
Samtidig med havspejlets fald ophørte aflejringen af rene kalksedimenter, som var dannet af skeletdele fra havets organismer. Den havde varet i 30 millioner år, men fra nu af blev der i stedet aflejret ler og silt, som var tilført fra landområderne. Det fortsatte de næste 30 millioner år. Skiftet fra kalk til ler tog ca. 1/2 million år, og er vist i figur 10-13.
For at forklare denne markante forandring er det nødvendigt at se på forholdene i Jordens kappe. Vulkansk aktivitet førte til udstrømning af basalt mange steder i et stort område fra Vestgrønland til Irland og Skotland (figur 10-1). Vulkanismen tilskrives et særlig varmt område i Jordens kappe, en „hotspot“ (se kapitlet Jordens opbygning og følgende afsnit). Denne „hotspot“ lå dengang under Grønland, men på grund af kontinenternes drift hen over kappen har Grønland sidenhen bevæget sig vestover i forhold til „hotspotten“, så den i dag ligger under Island (og er årsag til, at Island blev dannet). Derfor kaldes den for den islandske „hotspot“.
Det opstigende kappemateriale i „hotspotten“ menes at have spredt sig ud under litosfæren. Det førte til hævning af et meget stort område, primært på grund af opdriften fra det varme, forholdsvis lette kappemateriale under litosfæren. Det meste af Grønland, Nordirland, skotland og det mellemliggende, dengang ret smalle havområde menes at være blevet hævet, så der opstod en landbro mellem Amerika-Grønland og Europa, Thule Landbroen (figur 10-1). Hævningen af Skotland anslås til 0,5 km i den østlige del og 2-3 km i den vestlige del. Det øgede relief, som var forstærket af det globalt lave havspejl, betød, at erosionsprodukter som sand og ler nu blev tilført Nordsøbassinet. Den Engelske Kanal sandede til, så Nordsøbassinet blev isoleret fra Atlanterhavet.
I den yngste del af Danienkalken er der et lille lerindhold, som nok stammer fra forvitring af de nydannede vulkanske lag. På dette tidspunkt var havspejlet faldet så meget, at kun en lille del af Det Danske Bassin var havdækket. Herefter begyndte en langvarig stigning af havspejlet. De lag, som nu blev aflejret, indeholder betydeligt mere ler fra det hævede landområde mod vest.
Lagene tilhører Selandien (Mellem Paleocæn), og de første lag, som blev aflejret, er Lellinge Grønsand og Kerteminde Mergel.
Efter aflejring af Lellinge Grønsand, et forløb som nok varede 4-500.000 år, fandt en omfattende hævning sted i Sorgenfrei-Tornquist Zonen i Kattegat og Skåne og videre ned i Polen. Traditionelt forklares hævningen her og andre steder i Nordeuropa som et resultat af pladetektonisk sammentrykning mellem Afrika og Europa. En nyere forklaring går derimod ud på, at hævningen er et resultat af aftagende tektonisk spænding i jordskorpen. Hævningen af Sorgenfrei-Tornquist Zonen afbrød efterhånden havforbindelsen mellem Nordsøbassinet og det varme Tethys Ocean via Polen. Fra nu af stod Nordsøbassinet kun i forbindelse med Det Arktiske Ocean via det smalle hav mellem Grønland og Norge. Køligere vand bragte i kombination med en større havdybde efterhånden kalkaflejringen helt til ophør.
Grænsen mellem den hvide Danienkalk og de lerede aflejringer fra Sen Paleocæn kan ses i kalkgravene ved Klintholm på Østfyn og ved Svejstrup vest for Randers (figur 10-15).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.