FIGUR 10-2 (a). Oversigt over aflejringer, vanddybde og klima i det danske område i Palæogen. Bredden af den farvelagte lagsøjle viser, hvor meget af Danmarks areal de enkelte lag dækker. Zoneinddelingen angiver lagenes alder beregnet ud fra deres fossilindhold. Kortene viser havets stadigt skiftende forbindelser til varmere have mod sydvest, syd og sydøst. Mod nord var der altid forbindelse til det køligere hav mellem Grønland og Norge.

.

FIGUR 10-2 (b). Oversigt over aflejringer, vanddybde og klima i det danske område i Palæogen. Bredden af den farvelagte lagsøjle viser, hvor meget af Danmarks areal de enkelte lag dækker. Zoneinddelingen angiver lagenes alder beregnet ud fra deres fossilindhold. Kortene viser havets stadigt skiftende forbindelser til varmere have mod sydvest, syd og sydøst. Mod nord var der altid forbindelse til det køligere hav mellem Grønland og Norge.

.

FIGUR 10-4. Global klimakurve fra slutningen af Kridt til i dag. Kurven viser indholdet af iltisotoper udtrykt ved δ18O i skaller af dybvandsfossiler (foraminiferer, se kapitlet Klimaets naturlige variationer). Isotopkurven angiver også bundvandets temperatur, forudsat at Jorden er fri for iskapper, og det har muligvis været tilfældet indtil slutningen af Eocæn. Efter Eocæn har der været iskapper til stede, og kurvens forløb viser fra dette tidspunkt en kombination af temperaturen og iskappernes størrelse. Temperaturskalaen gælder derfor ikke for Oligocæn og senere. Det store spring i isotopkurven ved Eocæn-Oligocæn-grænsen skyldes først og fremmest en hurtig nedisning af hele Antarktis og i mindre grad et temperaturfald. Det meste (ca. 70 %) af variationen i isotopkurven fra Oligocæn til i dag menes at være forårsaget af iskappers vækst og afsmeltning.

.

Geografi og klima

Superkontinentet Pangæa var stort set sprækket op og fordelt ud over Jorden i de verdensdele, vi kender i dag. Nordeuropa lå i Tidlig Eocæn ca. 900 km sydligere end nu, således at det danske område lå på samme breddegrader, som Schweiz gør i dag. Den gamle brudzone, rift, mellem Norge og Grønland havde længe været under strækning. I begyndelsen af Eocæn tog udvidelsen til, og der begyndte nu at dannes oceanbund i riften, som efterhånden sank ned og blev til begyndelsen på den nordøstlige del af Atlanterhavet (figur 10-1).

Palæogen kendetegnes af store globale klimaforandringer (figur 10-4). I begyndelsen var klimaet meget ensartet, og det var varmt næsten overalt. I de nordligste landområder, nær selve Nordpolen, var klimaet mildt og fugtigt og den lange polarnat næsten frostfri. Her voksede frodige skove med vandgran og slægtninge til platan, valnød, elm og birk. I Nordgrønland har man fundet store bananplantelignende blade. Så varmekrævende dyr som alligatorer og kæmpelandskildpadder kunne leve ved bredden af polarhavet. Varmen kulminerede i slutningen af Tidlig Eocæn med det varmeste klima siden midten af Kridt. I det danske område var klimaet da omtrent tropisk (figur 10-2). Mod slutningen af Eocæn faldt temperaturen kraftigt i polaregnene. Herved opstod de tydelige globale klimabælter, som har eksisteret lige siden. På Antarktis dannedes store iskapper.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 10-1 (a). Geografiske forhold i det nordatlantiske og europæiske område tidligt i Palæogen. Røde områder er lavaer fra vulkanisme knyttet til den islandske „hotspot“.

.

FIGUR 10-1 (b). Geografiske forhold i det nordatlantiske og europæiske område i slutningen af Palæogen. Røde områder er lavaer fra vulkanisme knyttet til den islandske „hotspot“. Bemærk, hvorledes Grønland har bevæget sig væk fra Europa.

.

FIGUR 10-1. Geografiske forhold i det nordatlantiske og europæiske område tidligt (A) og i slutningen (B) af Palæogen. Røde områder er lavaer fra vulkanisme knyttet til den islandske „hotspot“. Bemærk, hvorledes Grønland har bevæget sig væk fra Europa. Baseret på Ziegler, 1988, 1990 og Coward m.fl., 2003.

Afsnit fortsætter her.

Det globale havspejl

Generelt stod verdenshavet i Paleocæn og Eocæn højere end i dag, mens det i Oligocæn var omtrent som nu. Denne generelle tendens var dog overpræget af mange kortvarige, men kraftige stigninger og fald. Det er meget svært at bedømme, hvor mange meter disse stigninger og fald beløb sig til. Der er dog ingen tvivl om, at havet nåede sin maksimale højde i Tidlig Eocæn, og her tyder nyere undersøgelser på, at det globale havspejl gennemgående var 70-100 meter over det nuværende, og kortvarigt nåede en højde på ca. 130 meter. Mindst et par gange i Eocæn faldt havspejlet midlertidigt til nær nutidens niveau, og i Oligocæn til et endnu lavere niveau.

Langtidsvariationerne skyldtes især ændringer i oceanbundsdannelsen. Øget oceanbundsdannelse i Stillehavet, Atlanterhavet og det ny ocean mellem Grønland og Norge kan således forklare det generelt høje havspejl i Paleocæn og Eocæn. Derimod kan de kortvarige, men kraftige fald og stigninger tilsyneladende kun forklares ved dannelse og smeltning af iskapper. I Oligocæn skyldtes disse korttidsvariationer med sikkerhed hhv. vækst og smeltning af enorme iskapper på Antarktis.

Der er ikke sikre vidnesbyrd om iskapper nogen steder på kloden før Oligocæn. Derfor er de hurtige og kraftige havspejlsvingninger før Oligocæn gådefulde. Mange forskere formoder, at noget mindre iskapper må have eksisteret – i al fald i korte perioder i det ukendte indre af Antarktis helt tilbage til kridttiden.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Globale forhold i Palæogen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig