Efter Stolleklint Lers hedebølge og den knap så varme molertid blev det globale klima igen meget varmt, se figur 10-4. Denne gang skete opvarmningen mere gradvist og kom til at vare meget længere, omkring 5 millioner år. Klimaet i Nordvesteuropa var nu tropisk eller varmt subtropisk og fugtigt. Vegetationen har haft stor lighed med den, man finder i Sydøstasien i dag. Således var de sydlige kyster af Nordsøen dækket af mangrovebevoksninger domineret af Nypa-palmen. Bag mangrovesumpene voksede en frodig og meget artsrig regnskov. Varmen kulminerede i slutningen af Tidlig Eocæn.
Som nævnt i indledningen til kapitlet var klimaet ikke blot varmt, men også mere ensartet end i dag, og det var mildt selv ved Nordpolen. Dette ændrede sig i løbet af Sen Eocæn, hvor det efterhånden blev koldt ved polerne, mens det stadig var varmt nær Ækvator. Derved blev det subtropiske klimabælte langsomt trængt sydover og passerede efterhånden det danske område, så klimaet ved slutningen af Eocæn formentlig ikke var meget varmere end i dag. Den langvarige globale afkøling skyldes sandsynligvis, at CO2-indholdet i atmosfæren gradvist aftog. Det er det modsatte forløb af det, vi i dag oplever, hvor CO2-indholdet stiger som følge af udslip fra industrien. Man kan sige, at Jordens klima i løbet af Eocæn ændrede sig fra et ensartet varmt drivhusklima til en nutidig type klima med tydelige klimabælter. Drivhusklimaet med forhøjet CO2-indhold i atmosfæren havde formentlig været fremherskende siden Perm. Men fra slutningen af Eocæn blev det så koldt på Antarktis, at der opstod store iskapper på dette kontinent.
I tiden lige efter aflejring af Ølst Formationen og Fur Formationen er der tegn på en global stigning afhavspejlet på over 50 m. Nok så afgørende synes det nordatlantiske område at være sunket ind som følge af aftagende aktivitet i den islandske „hotspot“ – en gentagelse af udviklingen i Mellem og Sen Palæocæn. Havstigningen var den største siden Kridt eller endnu før og er kendt som Ypresien-havstigningen, opkaldt efter det belgiske Ieper (Ypres) Ler, der blev aflejret under denne havstigning. Havet oversvømmede nu de lavtliggende dele af det europæiske kontinent og Sydengland (figur 10-2), og i det danske område steg vanddybden igen til flere hundrede meter.
Under havstigningen blev der ikke aflejret materiale i måske et par hundrede tusinde år i størstedelen af det danske område. I stedet skete en kemisk udfældning af glaukonitkorn på havbunden, så der de fleste steder blev dannet et 10-20 cm tykt grønsandslag (figur 10-14 og 10-21). Sammenhængen mellem grønsandslag og havstigning er nærmere forklaret i indledningen til kapitlet.
Havstigningen ændrede strømningsmønsteret i Nordsøen, først og fremmest fordi der nu blev åbnet en forbindelse til Atlanterhavet via Den Engelske Kanal. Det er derfor ikke overraskende, at lagene lige over det tynde grønsandslag ser meget anderledes ud end de underliggende lag. Geografi, oceanografi og klima var forandrede. Fra nu af og indtil slutningen af Eocæn blev der aflejret uhyre finkornede og meget fedtede lerlag.
Fra gammel tid betegnes disse usædvanlige lag det plastiske ler. Navnet skyldes, at lagene kan blive utroligt bløde og ustabile.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.