Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eocæn efter de tidligste lag: det plastiske ler

Oprindelig forfatter CH-C

 FIGUR 10-38. Det største profil med Røsnæs Ler findes nær Albækhoved på nordkysten af Vejle Fjord. Lerets intense rødbrune farve springer i øjnene. Farven skyldes iltede jernforbindelser. Se også boks 10-3.

FIGUR 10-38. Det største profil med Røsnæs Ler findes nær Albækhoved på nordkysten af Vejle Fjord. Lerets intense rødbrune farve springer i øjnene. Farven skyldes iltede jernforbindelser. Se også boks 10-3.

Efter Stolleklint Lers hedebølge og den knap så varme molertid blev det globale klima igen meget varmt, se figur 10-4. Denne gang skete opvarmningen mere gradvist og kom til at vare meget længere, omkring 5 millioner år. Klimaet i Nordvesteuropa var nu tropisk eller varmt subtropisk og fugtigt. Vegetationen har haft stor lighed med den, man finder i Sydøstasien i dag. Således var de sydlige kyster af Nordsøen dækket af mangrovebevoksninger domineret af Nypa-palmen. Bag mangrovesumpene voksede en frodig og meget artsrig regnskov. Varmen kulminerede i slutningen af Tidlig Eocæn.

Som nævnt i indledningen til kapitlet var klimaet ikke blot varmt, men også mere ensartet end i dag, og det var mildt selv ved Nordpolen. Dette ændrede sig i løbet af Sen Eocæn, hvor det efterhånden blev koldt ved polerne, mens det stadig var varmt nær Ækvator. Derved blev det subtropiske klimabælte langsomt trængt sydover og passerede efterhånden det danske område, så klimaet ved slutningen af Eocæn formentlig ikke var meget varmere end i dag. Den langvarige globale afkøling skyldes sandsynligvis, at CO2-indholdet i atmosfæren gradvist aftog. Det er det modsatte forløb af det, vi i dag oplever, hvor CO2-indholdet stiger som følge af udslip fra industrien. Man kan sige, at Jordens klima i løbet af Eocæn ændrede sig fra et ensartet varmt drivhusklima til en nutidig type klima med tydelige klimabælter. Drivhusklimaet med forhøjet CO2-indhold i atmosfæren havde formentlig været fremherskende siden Perm. Men fra slutningen af Eocæn blev det så koldt på Antarktis, at der opstod store iskapper på dette kontinent.

I tiden lige efter aflejring af Ølst Formationen og Fur Formationen er der tegn på en global stigning afhavspejlet på over 50 m. Nok så afgørende synes det nordatlantiske område at være sunket ind som følge af aftagende aktivitet i den islandske „hotspot“ – en gentagelse af udviklingen i Mellem og Sen Palæocæn. Havstigningen var den største siden Kridt eller endnu før og er kendt som Ypresien-havstigningen, opkaldt efter det belgiske Ieper (Ypres) Ler, der blev aflejret under denne havstigning. Havet oversvømmede nu de lavtliggende dele af det europæiske kontinent og Sydengland (figur 10-2), og i det danske område steg vanddybden igen til flere hundrede meter.

Annonce

Under havstigningen blev der ikke aflejret materiale i måske et par hundrede tusinde år i størstedelen af det danske område. I stedet skete en kemisk udfældning af glaukonitkorn på havbunden, så der de fleste steder blev dannet et 10-20 cm tykt grønsandslag (figur 10-14 og 10-21). Sammenhængen mellem grønsandslag og havstigning er nærmere forklaret i indledningen til kapitlet.

Havstigningen ændrede strømningsmønsteret i Nordsøen, først og fremmest fordi der nu blev åbnet en forbindelse til Atlanterhavet via Den Engelske Kanal. Det er derfor ikke overraskende, at lagene lige over det tynde grønsandslag ser meget anderledes ud end de underliggende lag. Geografi, oceanografi og klima var forandrede. Fra nu af og indtil slutningen af Eocæn blev der aflejret uhyre finkornede og meget fedtede lerlag.

Fra gammel tid betegnes disse usædvanlige lag det plastiske ler. Navnet skyldes, at lagene kan blive utroligt bløde og ustabile.

Boks 10-3. Det plastiske ler ved Albækhoved

Langs Vejle Fjords nordkyst, 800 m øst for Albækhoved ved Juelsminde kan man se Danmarks flotteste og mest instruktive klint med plastisk ler, der er aflejret gennem 10 millioner år. Under den sidste istid blev lagserien trykket sammen, foldet og forskudt af en gletsjer, der kom fra østnordøst. De farverige lag er gengivet nogenlunde naturtro på figuren, og med lidt tålmodighed kan den oprindelige lagfølge stykkes sammen som vist i lagsøjlen til venstre.

NID-2-378.png

Lagsøjle fra klinten nær Albækhoved.

De ældste lag, nederst i lagsøjlen, er Holmehus Formationen og Ølst Formationen. De kan kun ses i et lille parti 65 m fra klintens vestende. Til tider er denne del desværre dækket af skred. De indtegnede bølgelinjer i lagsøjlen over og under Ølst Formationen markerer, at der mangler lag fra et længere tidsrum på disse steder. Måske har der været en banke på havbunden, som har forhindret aflejring.

Det lidt yngre Røsnæs Ler ses især flot helt mod vest. Over Røsnæs Ler ses nederste del af Lillebælt Ler. Til højre for lagsøjlen og på tegningen af klinten er vist en underinddeling af Røsnæs Ler og Lillebælt Ler samt nogle let genkendelige lag.

Vest og øst for den viste kyststrækning ses udskridende lag, som stammer fra den øverste del af Lillebælt Ler og Søvind Mergel. Vandrer man ad stranden de to kilometer til Dykær i udkanten af Juelsminde, møder man et par steder grænsen mellem Søvind Mergel fra Eocæn og de overliggende lag af Brejning Formationen og Vejle Fjord Formationen fra Oligocæn-Miocæn (se figur 10-55 og kapitlet Lagunekyster og flodsletter).

NID-2-379.png

NID-2-380.png

NID-2-381.png

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

Tykkelsen af det eocæne plastiske ler overstiger 200 m i dele af Midtjylland, men de fleste andre steder er tykkelsen kun 50-100 m. Leret blev aflejret uhyre langsomt, i reglen blev der bundfældet mindre end 1 cm ler på 1000 år. Dette stod på gennem mange millioner år og tyder på meget stabile geologiske forhold. Den tætte vegetation i landområderne omkring havet har beskyttet mod erosion, og mangrovesumpene langs kysten kan have virket som sedimentfælder, således at kun lidt materiale blev ført ud i havet.

 FIGUR 10-39 (a). Gravegange i Røsnæs Ler. Set i vandret plan; den lange gang med tværribber er Fustiglyphus, (også vist i figur 10-45).

FIGUR 10-39 (a). Gravegange i Røsnæs Ler. Set i vandret plan; den lange gang med tværribber er Fustiglyphus, (også vist i figur 10-45).

Det plastiske ler omfatter Røsnæs Ler (Tidlig Eocæn), Lillebælt Ler (Tidlig og Midt Eocæn) og søvind Mergel (Midt og Sen Eocæn). Holmehus Formationen fra Paleocæn medregnes ofte, selv om den udgør et separat lag.

Røsnæs Ler

Det ældste lag af det eocæne plastiske ler er Røsnæs Ler. Det er let genkendeligt på sin stærke røde farve og det i reglen tydelige kalkindhold (figur 10-38). Tykkelsen er 3-20 m.

Man kan i dag se Røsnæs Ler ved Albækhoved vest for Juelsminde, ved Røjlekysten nordøst for Middelfart, i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers og på Fur. Røsnæs på Vestsjælland har givet navn til leret, men her er det ikke længere blottet.

 FIGUR 10-39 (b). Gravegange i Røsnæs Ler. Et lodret snit gennem samme stykke ler som i figur 10-39 (a). Gravegangene er fladtrykte, da leret er blevet sammenpresset, siden det var en havbund. Forstørret ca. 1,4 gange.

FIGUR 10-39 (b). Gravegange i Røsnæs Ler. Et lodret snit gennem samme stykke ler som i figur 10-39 (a). Gravegangene er fladtrykte, da leret er blevet sammenpresset, siden det var en havbund. Forstørret ca. 1,4 gange.

Den røde farve, fine kornstørrelse og langsomme aflejring giver mindelser om det røde dybhavsler, som i dag aflejres længst ude i oceanerne. Ligheden med dybhavsler er dog kun tilsyneladende. Ægte dybhavsler er nemlig kalkfrit, da det er aflejret på over 4 km’s dybde, hvor kalk opløses. Røsnæs Ler er som nævnt kalkholdigt. Kalken i Røsnæs Ler stammer især fra et stort indhold af skaller af foraminiferer. Artssammensætningen blandt foraminifererne tyder på en aflejringsdybde så stor som 600-1000 m. Hvis det holder stik, er det formentlig det dybeste hav, som nogensinde har dækket det danske område, men det er langt fra oceaniske dybder.

Røsnæs Ler strækker sig som et rødt lertæppe ud under næsten hele Nordsøen, et vidnesbyrd om de meget ensartede aflejringsbetingelser.

Den røde farve stammer fra iltede jernforbindelser. Tilstedeværelsen af disse skyldes et iltoverskud i bundvandet. Den markant bedre iltforsyning på havbunden i forhold til lagene fra det tidligste Eocæn hænger nok sammen med den stærkt formindskede sedimenttilførsel og nedsatte planktonproduktion i det mere næringsfattige, oceaniske vand, som nu strømmede ind fra Atlanterhavet. Nedbrydningen af de meget små mængder tilført organisk materiale kunne slet ikke opbruge bundvandets ilt. Den nyåbnede forbindelse til Atlanterhavet har sikkert også forbedret cirkulationen i bassinet og dermed ilttilførslen til bundvandet.

 FIGUR 10-40 (a). Røsnæs Ler (op til den hvide stribe). Derover ses røde og grønne lag af Lillebælt Ler. Midt i den hvide stribe ses et sort, organisk lag (figur 10-40 (b)). Fra Hinge lergrav, 1992.

FIGUR 10-40 (a). Røsnæs Ler (op til den hvide stribe). Derover ses røde og grønne lag af Lillebælt Ler. Midt i den hvide stribe ses et sort, organisk lag (figur 10-40 (b)). Fra Hinge lergrav, 1992.

Den langsomme aflejring af Røsnæs Ler i et dybt hav med iltholdigt bundvand svarer til situationen, da Holmehus Formationen blev aflejret i Sen Paleocæn.

Tynde, grønne, omdannede vulkanske askelag forekommer spredt i Røsnæs Ler. De viser, at den eksplosive, nordatlantiske vulkanisme endnu ikke var helt døet ud.

Talrige gravegange af mange type vidner om et varieret og specialiseret dyreliv (figur 10-39). Blandt gravegangene kan noteres en tilbagevenden af dybvandsformen Zoophycos, som helt mangler i lagene fra det tidligste Eocæn. Nogle dyr gravede ned i fast ler, måske 1 m under havbunden; deres gravegange fremstår skarpt. Andre havde deres levested i det bløde mudder lige under havoverfladen, så deres gravegange er mere slørede. I en klump Røsnæs Ler vil man ofte kunne se begge slags spor.

 FIGUR 10-40 (b). Sort, organisk lag, der blev dannet i en kort periode med totalt iltsvind i Nordsøbassinet. Da iltforsyningen til havbunden blev genoprettet, blev laget gennemgravet. Fra Hinge lergrav, 1992.

FIGUR 10-40 (b). Sort, organisk lag, der blev dannet i en kort periode med totalt iltsvind i Nordsøbassinet. Da iltforsyningen til havbunden blev genoprettet, blev laget gennemgravet. Fra Hinge lergrav, 1992.

Lillebælt Ler

Oven på det kalkholdige Røsnæs Ler blev der aflejret kalkfrit plastisk ler. De nederste lag er rødlige og grønlige (figur 10-40), men højere oppe bliver lagene mere mørkegrå. Øverst ses vekslende kalkfattige lerlag og mergellag. Denne lagfølge udgør Lillebælt Ler, der i modsætning til det tynde Røsnæs Ler ofte når tykkelser på 50-100 m. Ligesom Røsnæs Ler er især den nedre del af Lillebælt Ler uhyre finkornet, næsten voksagtig, da også den blev aflejret meget langsomt i det dybe, kystfjerne havområde.

Lillebælt Ler kan ses på Trelde Næs nord for Fredericia, ved Røjlekysten nordøst for Middelfart, ved Albækhoved og i de store lergrave ved Ølst og Hinge. Lillebælt Ler har sikkert været brugt til valkning af uld. På Fredericiaegnen kaldes det stadig valkeleret.

Aflejring af Lillebælt Lers kalkfrie lag begyndte sent i Tidlig Eocæn. På samme tidspunkt er der tegn på et meget stort globalt havspejlsfald. I Belgien og tværs over Den Engelske Kanal synes der samtidig at være sket landhævning. Begge dele har bidraget til, at Nordsøbassinet blev helt eller delvist isoleret fra de varmere have mod syd. Der var, trods havspejlsfaldet, fortsat dybt hav hen over det danske område. Samtidig udvidedes Norskehavet, så der blev mulighed for at få køligt vand tilført nordfra. Et mere køligt vandmiljø kan være forklaringen på, at lagene nu blev kalkfri. Som nævnt i indledningen til kapitlet kan kalk lettere opløses i koldt end i varmt havvand.

De vekslende røde og grønne lag i den nederste del af Lillebælt Ler kan ses på alle danske lokaliteter og kan anes i boringer fra den centrale del af Nordsøen. De røde lag indeholder mere jern og mindre pyrit og organisk stof end de grønlige. Røde lag er sandsynligvis fra perioder med stort iltoverskud i bundvandet, mens grønne lag blev aflejret, når der var mindre ilt. I det nederste af de grønlige lag og på grænsen til Røsnæs Ler findes tynde sorte, organiske lag, som er rige på hajtænder, fiskeben og fiskeskæl (figur 10-40). De stammer fra kortere perioder med totalt iltsvind ved havbunden. Iltsvindet skyldes sikkert episoder med mere næringsholdigt havvand og forhøjet planktonproduktion. Fænomenet har været vidt udbredt; i Kasakhstan kendes nemlig tilsvarende organiske lag (sapropeller) af samme alder.

Lillebælt Ler er egentlig ret fossilfattigt, men de hyppige udskridninger langs kysterne, samt intensiv fossilsamling, har alligevel ført til mange fine fund, se boks 10-4. Fossilerne er særdeles varierede og omfatter både former, som levede i de frie vandmasser, former knyttet til havbunden og i sjældne tilfælde dyr fra landområder. Faunaen adskiller sig dermed væsentligt fra molerets fauna, hvor bundlevende dyr var sjældne på grund af iltmangel. De bundlevende dyr repræsenterer den eneste dybvandsfauna, man kender fra Eocæn i Nordeuropa (figur 10-41). Snegle- og muslingefaunaen er grundigt undersøgt og omfatter 72 arter, heraf 4 arter af oceaniske, planktoniske vingesnegle. Det er en fattig fauna i forhold til de omkring 500 arter, som kendes fra samtidige engelske aflejringer fra lavt vand. Der findes 9 arter af krabber, som alle er forskellige fra hidtil kendte arter (figur 10-42). En af dem er en eremitkrebs, som er enestående ved, at den stadig var i sit sneglehus, da den forstenede. De hyppigste fossiler er stilke af søliljer. Der er endvidere fundet søknælere, enkeltkoraller og sjældne nautiler, søstjerner (kamstjerner) og søpindsvin.

Skeletrester af benfisk hører til de hyppigste fund (figur 10-43). I modsætning til molerets intakte fisk er skeletresterne i Lillebælt Ler tit blevet forstyrret af bunddyr. Fiskene omfatter både former fra de frie vandmasser og former tilknyttet havbunden. Hyppigst er murænen Eomuraena, som findes i den øvre del af Lillebælt Ler, slangemakreller, hvis løse hugtænder er ret almindelige, makrelfisk op til tunfiskestørrelse og Cylindracanthus, der har en overfladisk lighed med nutidens sværdfisk. Hajerne kendes som sædvanlig næsten kun fra deres tænder og forkalkede ryghvirvler. Tænderne er blandt de almindeligste fossiler og kan bestemmes til ca. 30 arter. En af tandtyperne er fra den meget sjældne, dybvandslevende kravehaj, mens store, savtakkede tænder tilhører Carcharocles auriculatus, eocæntidens „store hvide haj“ (figur 10-44). Hajerne var overvejende dybvandsarter, som levede ved havbunden. En lignende hajfauna findes også i det øverste Røsnæs Ler.

 FIGUR 10-44. Hajtand fra Lillebælt Lers største art, Carcharocles auriculatus, med savtakket skærekant og små sidetænder. Tanden er 6,5 cm inkl. rod.

FIGUR 10-44. Hajtand fra Lillebælt Lers største art, Carcharocles auriculatus, med savtakket skærekant og små sidetænder. Tanden er 6,5 cm inkl. rod.

Blandt de sjældnere fossiler er skildpadder, havslanger og fugle. De sidste findes især som hjernekasser, men der er også krops- og lemmeknogler samt savtakkede næb af de mærkelige „falske tandfugle“, som også kendes fra engelske eocæne aflejringer.

Lillebælt Ler indeholder mange lerjernstenskonkretioner (boks 10-4). De blev dannet ved cementering af lagene lige under havbundens overflade, hvor sedimentet endnu ikke var blevet sammenpresset af vægten fra overliggende lag. Cementeringen skete ved at blandede jern-, calcium- og mangankarbonater blev udskilt i porerummene mellem lerpartiklerne. Konkretionerne har derfor fastfrosset en mængde delikate strukturer, som forinden var dannet af dyr, der levede nedgravet i havbunden (figur 10-45). Disse forstenede mønstre af mange slags er det nærmeste, man kommer øjebliksbilleder af et varieret liv et lille stykke nede i havbunden.

I en boring nord for Viborg er Lillebælt Ler erstattet af et tykt diatomit-lignende lag, som mest består af kiselnåle fra havsvampe, diatoméer og andre kiselmikrofossiler. Her er sandsynligvis sket en opstigning af næringsrigt bundvand, omtrent som det var tilfældet de steder, hvor moleret blev dannet 7-8 millioner år tidligere.

Boks 10-4. Lillebælt Lers skredkyster

Storslåede skredkyster optræder på Trelde Næs og Røjle, ved det nordlige Lillebælt. Lillebælt Ler kommer her frem til terrænoverfladen, og i tørre somre opstår revner og sprækker. Når regnen sætter ind om efteråret, optages store vandmængder, som bindes til det ekspanderende lermineral smectit, der er dominerende i Lillebælt Ler. Resultatet er regelmæssigt forekommende udskridninger. Disse skred er naturlige fænomener, som vi kun møder ganske få steder i landet. I et misforstået forsøg på at pleje naturen har man somme tider forsøgt at forhindre dem ved høfdebyggeri. Høfderne virkede efter hensigten; skreddene blev bremset og skrænterne groede til. Men derved mistes den særlige landskabskarakter og det geologiske indblik, som skulle værnes.

 Skred og nærbillede af udskyllede fossiler.

Skred og nærbillede af udskyllede fossiler.

De ekspanderende og plastiske egenskaber hos Lillebælt Ler og det øvrige plastiske ler frygtes med god grund af geoteknikere. Alligevel har det efter en fundering dybt ned i leret været muligt at bygge begge lillebæltsbroer direkte i Lillebælt Ler.

Når de udskridende lermasser skylles bort af bølgerne, bliver en mængde konkretioner af lerjernsten, fosforit, pyrit og baryt liggende tilbage. Mange af lerjernstenene er fyldt med sære mønstre, som skyldes gravegangsstrukturer fra den eocæne havbund. I sjældnere tilfælde finder man spændende fossilrester af den varierede fauna, som levede i det dybe hav.

Nærbilledet viser opkoncentreret svovlkis, pyrit, på skredkystens strand. De leddelte stykker er pyrit-omdannede søliljestilke.

Søvind Mergel

Over Lillebælt Ler følger lag af den hvidlige til grå Søvind Mergel (figur 10-46). Mergel er en blanding af ler og fint fordelt kalk. Bløder man et lille stykke af denne mergel op og smører det tyndt ud på en glasplade, vil man i mikroskop kunne se, at kalkindholdet stammer fra kokkolitter og planktoniske foraminiferer, ganske som i skrivekridtet (figur 10-47).

 FIGUR 10-46 (a). Søvind Mergel i klinten ved Moesgård Strand syd for Århus.

FIGUR 10-46 (a). Søvind Mergel i klinten ved Moesgård Strand syd for Århus.

Søvind Mergel kan ses flere steder langs den jyske østkyst mellem Vejle Fjord og Århus, bl.a. ved Bøgeskov på Trelde Næs, Dykær ved Juelsminde og ved Kysing og Moesgård Strand syd for Århus. Merglen er opkaldt efter Søvind nord for Horsens Fjord og blev tidligere gravet flere steder på denne egn. Den kan fortsat graves frem i skråningerne i den tilgroede og delvis vandfyldte mergelgrav i Søvind.

Søvind Mergel blev aflejret i den østlige del af Nordsøbassinet over en lang periode på 10-15 millioner år i Midt og Sen Eocæn. Samtidig blev det globale klima gradvist koldere. Det er lidt mærkeligt, at der i takt med afkølingen optræder mere og mere kalk i sedimentet, helt op til 70 % i den øverste del. Det normale i dag er nemlig, at sedimenter fra kolde havområder er fattige på kalk fra kokkolitter, som i koldt vand let bliver opløst under aflejringen. En mulig forklaring kan være, at der nu igen var opstået gode havforbindelser til varmere have, mod sydvest gennem Den Engelske Kanal og mod sydøst gennem Polen og ned til havområder i Ukraine og Kasakhstan. De sydøstlige forbindelser bekræftes især af den store lighed mellem bundlevende foraminiferer i disse områder. Måske gav disse forbindelser til sydligere have en vis udsættelse for afkølingen i det nordvesteuropæiske havområde.

 FIGUR 10-46 (b). Det mørke ler over den lyse mergel er begyndelsen på Moesgård Ler, som nok repræsenterer den første istid på Antarktis. På billedet længst til højre ses den samme kontakt i en borekerne fra Norsminde, nogle kilometer længere mod syd. I dag er klinten næsten tilvokset.

FIGUR 10-46 (b). Det mørke ler over den lyse mergel er begyndelsen på Moesgård Ler, som nok repræsenterer den første istid på Antarktis. På billedet længst til højre ses den samme kontakt i en borekerne fra Norsminde, nogle kilometer længere mod syd. I dag er klinten næsten tilvokset.

En samlet vurdering af havdybden på grundlag af foraminiferer, de hyppige Zoophycos-gravegange og den righoldige hajfauna antyder dybder på omkring 200-400 m. At dømme efter fossilerne var havet altså ikke så dybt, som da Røsnæs Ler og Lillebælt Ler blev aflejret. Det kan tyde på en begyndende hævning af havbunden.

Kysing 4-boringen gennem den ca. 120 m tykke Søvind Mergel nær Norsminde i Østjylland indeholder adskillige tynde indslag af ler, som veksler påfaldende regelmæssigt med tynde mergellag (figur 10-48). Både 21.000, 41.000 og 100.000 års cykler, såkaldte Milankovitch-klimacykler, er repræsenteret i boringen (se Hundredtusindårs- til titusindårs-ændringer). I en enkelt cyklus er mergellaget ofte aflejret i lidt varmere eller mere tørt klima, mens lerlag kan repræsentere perioder med mere køligt, sæsonpræget eller fugtigt klima.

 FIGUR 10-47. Kokkolitter og en enkelt hel kokkosfære fra Søvind Mergel. Forstørret ca. 2200 x. Elektronmikroskopisk foto af E.

FIGUR 10-47. Kokkolitter og en enkelt hel kokkosfære fra Søvind Mergel. Forstørret ca. 2200 x. Elektronmikroskopisk foto af E.

Et meget tykkere lerlag, som også optræder i Søvind Mergel, er det 10 m tykke Moesgård Ler. Laget er fra seneste Eocæn og har dermed samme alder som de formodede første antarktiske iskapper, som er vist på figur 10-4. Moesgård Ler er en mørk, mudret aflejring, som slet ikke ligner den normale mergel. Det er tydeligt grovere end merglen, og de oceaniske planktoniske foraminiferer mangler helt. Laget er utvivlsomt aflejret på lavere vand og nærmere en kyst. Dette lag må skyldes en istid i den anden ende af kloden, som førte til et hurtigt, globalt havspejlsfald, fordi vandet blev bundet i iskapper. Nordsøens forbindelser til varmere have blev så afbrudt for en kort stund, og kysten var kommet nærmere. Moesgård Ler kendes fra området mellem Århus og Norsminde.

Over Moesgård Leret blev der atter aflejret lys mergel med oceaniske foraminiferer; måske var den første istid overstået?

Boks 10-5. Rav

 Baltisk rav med indesluttede plantedele.

Baltisk rav med indesluttede plantedele.

Rav er fossil harpiks. Harpiks er et klæbrigt materiale, som udsvedes ved heling af sår eller ved saftstigning om foråret hos forskellige arter af løvtræer og nåletræer. Omdannelsen til rav er en meget langsom proces, som endda kan vare millioner år, og som forudsætter indlejring i sedimenter under iltfattige forhold. Først omdannes den bløde harpiks til det faste, ravlignende kopal ved forandringer i harpiksens molekylestruktur (polymerisering). Ligesom harpiks indeholder kopalen duftende olier, terpener. De fordamper meget langsomt, og ved den videre omdannelse til rav er de næsten helt forsvundet. Rav kendes fra hele kloden og har vidt forskellig alder.

Dansk rav tilhører en særlig type, det baltiske rav. Man mener, at det stammer fra en uddød art af nåletræer, Pinites succinifer, som udskilte særlig meget harpiks. Denne art var muligvis beslægtet med det nulevende nåletræ Pseudolarix, som findes i det østlige Kina. Træerne voksede i eocæntidens skove i det nuværende Østersøområde og Rusland, øst for datidens Nordsø. Ravets transport til Danmark tog sin begyndelse, da harpiksen fra „ravskovene“ blev aflejret på lavt vand nær kysten i Eocæn. Harpiksen kan være ført derud med floder, som løb gennem ravskovene, eller også har havet oversvømmet skovene og udvasket den hærdnede harpiks, kopal, fra skovbunden.

 Baltisk rav med indesluttede insekter.

Baltisk rav med indesluttede insekter.

I den berømte Blaue Erde („den blå jord“), en havaflejring fra Mellem eller Sen Eocæn i området ved Kaliningrad, findes så store mængder af rav fra disse skove, at man siden yngre stenalder har udvundet det. Fra Middelalderen og indtil i dag foregår det ved regulær minedrift.

„Den blå jord“ har samme alder som vor hjemlige Søvind Mergel. Søvind Mergel blev aflejret langt fra kysten og indeholder derfor ikke rav.

Ravet er langt senere blevet vasket ud af de eocæne havaflejringer og transporteret videre mod vest, bl.a. til det danske område. Udvaskningen er fortrinsvis sket i kvartærtiden, og derfor findes det danske rav især i smeltevandsaflejringer.

Her kan det på grund af sin lethed være opkoncentreret sammen med andre lette materialer i særlige „ravpindelag“.

Når man i dag finder rav som opskyl, især langs Vesterhavskysten, stammer det altså fra smeltevandsaflejringer, hvorfra det endnu en gang er blevet vasket ud.

  Kortet viser den formodede fordeling af land og hav i Sen Eocæn. Ravførende lag kendes især fra området omkring Kaliningrad.

Kortet viser den formodede fordeling af land og hav i Sen Eocæn. Ravførende lag kendes især fra området omkring Kaliningrad.

Ravet indeholder ofte rester af dyr og planter, som levede i ravskovene, og som blev fanget i den klæbrige harpiks. Langt det hyppigste er insekter, men også edderkopper og planterester er ret almindelige. Fossilerne er bevaret så godt, at selv de fineste mikroskopiske detaljer kan ses.

Fossilerne i ravet tyder på, at ravskovene var blandingsskove domineret af fyr og eg.

Det baltiske rav indeholder ofte små stjerneformede hår af samme type, som findes på egetræers knopskæl og hanblomster. Derved kan baltisk rav kendes fra andre ravtyper. Stjernehårene tyder på, at harpiksen især blev udskilt i forårstiden i forbindelse med saftstigningen, samtidig med egetræernes løvspring og blomstring. Det samme ses hos visse nutidige træarter, hvor trykket under saftstigningen kan presse harpiks ud gennem revner i barken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Heilmann-Clausen: Eocæn efter de tidligste lag: det plastiske ler i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484020

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk