FIGUR 10-44. Hajtand fra Lillebælt Lers største art, Carcharocles auriculatus, med savtakket skærekant og små sidetænder. Tanden er 6,5 cm inkl. rod.

.

FIGUR 10-38. Det største profil med Røsnæs Ler findes nær Albækhoved på nordkysten af Vejle Fjord. Lerets intense rødbrune farve springer i øjnene. Farven skyldes iltede jernforbindelser. Se også boks 10-3.

.

FIGUR 10-41 (1). Hvirvelløse dyr fra Lillebælt Ler. Nr. 1 til 4 er fuldstændig omdannet til pyrit, nr. 5 er bevaret i det oprindelige skeletmateriale og lerjernsten. 1) Kamstjernen Teichaster.

.

FIGUR 10-41 (2). Klump med seks små søpindsvin, Coelopleurus.

.

FIGUR 10-41 (3). Sneglen Galeodea.

.

FIGUR 10-42 (1). Skjold fra fire af de almindeligste krabber fra Lillebælt Ler. 1) Falsiportunites longispinosus.

.

FIGUR 10-42 (2). Skjold fra fire af de almindeligste krabber fra Lillebælt Ler. 2) Panopeus bessmanni.

.

FIGUR 10-42 (3). Skjold fra fire af de almindeligste krabber fra Lillebælt Ler. 3) Glyphithyreus bituberculatus.

.

FIGUR 10-42 (4). Skjold fra fire af de almindeligste krabber fra Lillebælt Ler. 4) Basinotopus tricornis.

.

FIGUR 10-41 (4). Bæger af søliljen Isselicrinus subbasaltiformis.

.

FIGUR 10-41 (5). Eremitkrebsen Pagurus langei stadig siddende i sit sneglehus, som er en Volutocorbis. Nr. 5 er bevaret i det oprindelige skeletmateriale og lerjernsten.

.

FIGUR 10-43 (1). Snudeparti af „falsk sværdfisk“, Cylindracanthus, 17 cm, set ovenfra. Det lange spyd i overkæben mangler.

.

FIGUR 10-43 (2). Kranium af murænen Eomuraena. Kæbeleddet er et godt stykke bag den lille hjernekasse, som er præpareret helt fri.

.

FIGUR 10-43 (3). Hovede af en primitiv torskefisk set skråt forfra-oppefra.

.

FIGUR 10-43 (4). Løs hugtand, Eutrichiurides, sandsynligvis samme art som figur 10-43 (5).

.

FIGUR 10-43 (5). Gane og kæber, 5 cm, af slangemakrel med hugtand på plads.

.

FIGUR 10-45 (1). Forstenet havbund. Nutidens havbund i den sydlige del af Nordsøen. Man ser en række almindelige dyr: sømus, søanemone, krebsdyr og forskellige slags orme samt deres forskellige måder at grave i havbunden.

.

FIGUR 10-45 (2). Forstenet havbund. Gravegangene kan stadig ses, når dyrene er væk, og gangene er blevet fyldt med sediment.

.

FIGUR 10-45 (3). I 3-8 ses gravegange fra Lillebælt Lers havbund. Her er bunddyrenes graveaktivitet blevet fastfrosset ved hurtig cementering med jernkarbonat (lerjernsten). 3) En proptrækkerformet gang Helicolithus, som i nutiden laves af ledormen Notomastus (se 1 og 2).

.

FIGUR 10-45 (4). En gravegang fyldt med fossile ekskrementpiller.

.

FIGUR 10-45 (5). En „leddelt“ gang, Tasselia. Gennemsavet ses den fine indre struktur. I nutiden laves lignende strukturer af ledormen Maldane.

.

FIGUR 10-45 (6). En forgrenet gravegang, måske et ædespor.

.

FIGUR 10-45 (7). Den mærkelige dybvandsgravegang Fustigfyphus, se også figur 10-39.

.

FIGUR 10-45 (8). En enkelt bugtning af Zoophycos, pilen viser bygmesterens sidste position, se også figur 10-20.

.

Skred og nærbillede af udskyllede fossiler.

.

Baltisk rav med indesluttede plantedele.

.

Baltisk rav med indesluttede insekter.

.

Kortet viser den formodede fordeling af land og hav i Sen Eocæn. Ravførende lag kendes især fra området omkring Kaliningrad.

.

FIGUR 10-48. En kalender fra Mellem Eocæn. De viste borekerner fra Kysing 4-boringen indeholder 9 ler/ mergel-cykler. Hver af dem svarer til en 21.000 års klimacyklus. Samlet længde af de tre kerner er 4,5 m.

.

FIGUR 10-39 (b). Gravegange i Røsnæs Ler. Et lodret snit gennem samme stykke ler som i figur 10-39 (a). Gravegangene er fladtrykte, da leret er blevet sammenpresset, siden det var en havbund. Forstørret ca. 1,4 gange.

.

FIGUR 10-40 (a). Røsnæs Ler (op til den hvide stribe). Derover ses røde og grønne lag af Lillebælt Ler. Midt i den hvide stribe ses et sort, organisk lag (figur 10-40 (b)). Fra Hinge lergrav, 1992.

.

FIGUR 10-40 (b). Sort, organisk lag, der blev dannet i en kort periode med totalt iltsvind i Nordsøbassinet. Da iltforsyningen til havbunden blev genoprettet, blev laget gennemgravet. Fra Hinge lergrav, 1992.

.

FIGUR 10-46 (a). Søvind Mergel i klinten ved Moesgård Strand syd for Århus.

.

FIGUR 10-46 (b). Det mørke ler over den lyse mergel er begyndelsen på Moesgård Ler, som nok repræsenterer den første istid på Antarktis. På billedet længst til højre ses den samme kontakt i en borekerne fra Norsminde, nogle kilometer længere mod syd. I dag er klinten næsten tilvokset.

.

FIGUR 10-47. Kokkolitter og en enkelt hel kokkosfære fra Søvind Mergel. Forstørret ca. 2200 x. Elektronmikroskopisk foto af E.

.

Efter Stolleklint Lers hedebølge og den knap så varme molertid blev det globale klima igen meget varmt, se figur 10-4. Denne gang skete opvarmningen mere gradvist og kom til at vare meget længere, omkring 5 millioner år. Klimaet i Nordvesteuropa var nu tropisk eller varmt subtropisk og fugtigt. Vegetationen har haft stor lighed med den, man finder i Sydøstasien i dag. Således var de sydlige kyster af Nordsøen dækket af mangrovebevoksninger domineret af Nypa-palmen. Bag mangrovesumpene voksede en frodig og meget artsrig regnskov. Varmen kulminerede i slutningen af Tidlig Eocæn.

Som nævnt i indledningen til kapitlet var klimaet ikke blot varmt, men også mere ensartet end i dag, og det var mildt selv ved Nordpolen. Dette ændrede sig i løbet af Sen Eocæn, hvor det efterhånden blev koldt ved polerne, mens det stadig var varmt nær Ækvator. Derved blev det subtropiske klimabælte langsomt trængt sydover og passerede efterhånden det danske område, så klimaet ved slutningen af Eocæn formentlig ikke var meget varmere end i dag. Den langvarige globale afkøling skyldes sandsynligvis, at CO2-indholdet i atmosfæren gradvist aftog. Det er det modsatte forløb af det, vi i dag oplever, hvor CO2-indholdet stiger som følge af udslip fra industrien. Man kan sige, at Jordens klima i løbet af Eocæn ændrede sig fra et ensartet varmt drivhusklima til en nutidig type klima med tydelige klimabælter. Drivhusklimaet med forhøjet CO2-indhold i atmosfæren havde formentlig været fremherskende siden Perm. Men fra slutningen af Eocæn blev det så koldt på Antarktis, at der opstod store iskapper på dette kontinent.

I tiden lige efter aflejring af Ølst Formationen og Fur Formationen er der tegn på en global stigning afhavspejlet på over 50 m. Nok så afgørende synes det nordatlantiske område at være sunket ind som følge af aftagende aktivitet i den islandske „hotspot“ – en gentagelse af udviklingen i Mellem og Sen Palæocæn. Havstigningen var den største siden Kridt eller endnu før og er kendt som Ypresien-havstigningen, opkaldt efter det belgiske Ieper (Ypres) Ler, der blev aflejret under denne havstigning. Havet oversvømmede nu de lavtliggende dele af det europæiske kontinent og Sydengland (figur 10-2), og i det danske område steg vanddybden igen til flere hundrede meter.

Under havstigningen blev der ikke aflejret materiale i måske et par hundrede tusinde år i størstedelen af det danske område. I stedet skete en kemisk udfældning af glaukonitkorn på havbunden, så der de fleste steder blev dannet et 10-20 cm tykt grønsandslag (figur 10-14 og 10-21). Sammenhængen mellem grønsandslag og havstigning er nærmere forklaret i indledningen til kapitlet.

Havstigningen ændrede strømningsmønsteret i Nordsøen, først og fremmest fordi der nu blev åbnet en forbindelse til Atlanterhavet via Den Engelske Kanal. Det er derfor ikke overraskende, at lagene lige over det tynde grønsandslag ser meget anderledes ud end de underliggende lag. Geografi, oceanografi og klima var forandrede. Fra nu af og indtil slutningen af Eocæn blev der aflejret uhyre finkornede og meget fedtede lerlag.

Fra gammel tid betegnes disse usædvanlige lag det plastiske ler. Navnet skyldes, at lagene kan blive utroligt bløde og ustabile.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Lagsøjle fra klinten nær Albækhoved.

.

Lagsøjle fra klinten nær Albækhoved.

.

FIGUR 10-39 (a). Gravegange i Røsnæs Ler. Set i vandret plan; den lange gang med tværribber er Fustiglyphus, (også vist i figur 10-45).

.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

.
Boks 10-3. Det plastiske ler ved Albækhoved

Langs Vejle Fjords nordkyst, 800 m øst for Albækhoved ved Juelsminde kan man se Danmarks flotteste og mest instruktive klint med plastisk ler, der er aflejret gennem 10 millioner år. Under den sidste istid blev lagserien trykket sammen, foldet og forskudt af en gletsjer, der kom fra østnordøst. De farverige lag er gengivet nogenlunde naturtro på figuren, og med lidt tålmodighed kan den oprindelige lagfølge stykkes sammen som vist i lagsøjlen til venstre.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Lagsøjle fra klinten nær Albækhoved.

Afsnit fortsætter her.

De ældste lag, nederst i lagsøjlen, er Holmehus Formationen og Ølst Formationen. De kan kun ses i et lille parti 65 m fra klintens vestende. Til tider er denne del desværre dækket af skred. De indtegnede bølgelinjer i lagsøjlen over og under Ølst Formationen markerer, at der mangler lag fra et længere tidsrum på disse steder. Måske har der været en banke på havbunden, som har forhindret aflejring.

Det lidt yngre Røsnæs Ler ses især flot helt mod vest. Over Røsnæs Ler ses nederste del af Lillebælt Ler. Til højre for lagsøjlen og på tegningen af klinten er vist en underinddeling af Røsnæs Ler og Lillebælt Ler samt nogle let genkendelige lag.

Vest og øst for den viste kyststrækning ses udskridende lag, som stammer fra den øverste del af Lillebælt Ler og Søvind Mergel. Vandrer man ad stranden de to kilometer til Dykær i udkanten af Juelsminde, møder man et par steder grænsen mellem Søvind Mergel fra Eocæn og de overliggende lag af Brejning Formationen og Vejle Fjord Formationen fra Oligocæn-Miocæn (se figur 10-55 og kapitlet Lagunekyster og flodsletter).

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

Lagsøjle fra klinten nær Albækhoved.

Klinten nær Albækhoved, som den så ud i 1990.

Afsnit fortsætter her.

Tykkelsen af det eocæne plastiske ler overstiger 200 m i dele af Midtjylland, men de fleste andre steder er tykkelsen kun 50-100 m. Leret blev aflejret uhyre langsomt, i reglen blev der bundfældet mindre end 1 cm ler på 1000 år. Dette stod på gennem mange millioner år og tyder på meget stabile geologiske forhold. Den tætte vegetation i landområderne omkring havet har beskyttet mod erosion, og mangrovesumpene langs kysten kan have virket som sedimentfælder, således at kun lidt materiale blev ført ud i havet.

Det plastiske ler omfatter Røsnæs Ler (Tidlig Eocæn), Lillebælt Ler (Tidlig og Midt Eocæn) og søvind Mergel (Midt og Sen Eocæn). Holmehus Formationen fra Paleocæn medregnes ofte, selv om den udgør et separat lag.

Røsnæs Ler

Det ældste lag af det eocæne plastiske ler er Røsnæs Ler. Det er let genkendeligt på sin stærke røde farve og det i reglen tydelige kalkindhold (figur 10-38). Tykkelsen er 3-20 m.

Man kan i dag se Røsnæs Ler ved Albækhoved vest for Juelsminde, ved Røjlekysten nordøst for Middelfart, i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers og på Fur. Røsnæs på Vestsjælland har givet navn til leret, men her er det ikke længere blottet.

Den røde farve, fine kornstørrelse og langsomme aflejring giver mindelser om det røde dybhavsler, som i dag aflejres længst ude i oceanerne. Ligheden med dybhavsler er dog kun tilsyneladende. Ægte dybhavsler er nemlig kalkfrit, da det er aflejret på over 4 km’s dybde, hvor kalk opløses. Røsnæs Ler er som nævnt kalkholdigt. Kalken i Røsnæs Ler stammer især fra et stort indhold af skaller af foraminiferer. Artssammensætningen blandt foraminifererne tyder på en aflejringsdybde så stor som 600-1000 m. Hvis det holder stik, er det formentlig det dybeste hav, som nogensinde har dækket det danske område, men det er langt fra oceaniske dybder.

Røsnæs Ler strækker sig som et rødt lertæppe ud under næsten hele Nordsøen, et vidnesbyrd om de meget ensartede aflejringsbetingelser.

Den røde farve stammer fra iltede jernforbindelser. Tilstedeværelsen af disse skyldes et iltoverskud i bundvandet. Den markant bedre iltforsyning på havbunden i forhold til lagene fra det tidligste Eocæn hænger nok sammen med den stærkt formindskede sedimenttilførsel og nedsatte planktonproduktion i det mere næringsfattige, oceaniske vand, som nu strømmede ind fra Atlanterhavet. Nedbrydningen af de meget små mængder tilført organisk materiale kunne slet ikke opbruge bundvandets ilt. Den nyåbnede forbindelse til Atlanterhavet har sikkert også forbedret cirkulationen i bassinet og dermed ilttilførslen til bundvandet.

Den langsomme aflejring af Røsnæs Ler i et dybt hav med iltholdigt bundvand svarer til situationen, da Holmehus Formationen blev aflejret i Sen Paleocæn.

Tynde, grønne, omdannede vulkanske askelag forekommer spredt i Røsnæs Ler. De viser, at den eksplosive, nordatlantiske vulkanisme endnu ikke var helt døet ud.

Talrige gravegange af mange type vidner om et varieret og specialiseret dyreliv (figur 10-39). Blandt gravegangene kan noteres en tilbagevenden af dybvandsformen Zoophycos, som helt mangler i lagene fra det tidligste Eocæn. Nogle dyr gravede ned i fast ler, måske 1 m under havbunden; deres gravegange fremstår skarpt. Andre havde deres levested i det bløde mudder lige under havoverfladen, så deres gravegange er mere slørede. I en klump Røsnæs Ler vil man ofte kunne se begge slags spor.

Lillebælt Ler

Oven på det kalkholdige Røsnæs Ler blev der aflejret kalkfrit plastisk ler. De nederste lag er rødlige og grønlige (figur 10-40), men højere oppe bliver lagene mere mørkegrå. Øverst ses vekslende kalkfattige lerlag og mergellag. Denne lagfølge udgør Lillebælt Ler, der i modsætning til det tynde Røsnæs Ler ofte når tykkelser på 50-100 m. Ligesom Røsnæs Ler er især den nedre del af Lillebælt Ler uhyre finkornet, næsten voksagtig, da også den blev aflejret meget langsomt i det dybe, kystfjerne havområde.

Lillebælt Ler kan ses på Trelde Næs nord for Fredericia, ved Røjlekysten nordøst for Middelfart, ved Albækhoved og i de store lergrave ved Ølst og Hinge. Lillebælt Ler har sikkert været brugt til valkning af uld. På Fredericiaegnen kaldes det stadig valkeleret.

Aflejring af Lillebælt Lers kalkfrie lag begyndte sent i Tidlig Eocæn. På samme tidspunkt er der tegn på et meget stort globalt havspejlsfald. I Belgien og tværs over Den Engelske Kanal synes der samtidig at være sket landhævning. Begge dele har bidraget til, at Nordsøbassinet blev helt eller delvist isoleret fra de varmere have mod syd. Der var, trods havspejlsfaldet, fortsat dybt hav hen over det danske område. Samtidig udvidedes Norskehavet, så der blev mulighed for at få køligt vand tilført nordfra. Et mere køligt vandmiljø kan være forklaringen på, at lagene nu blev kalkfri. Som nævnt i indledningen til kapitlet kan kalk lettere opløses i koldt end i varmt havvand.

De vekslende røde og grønne lag i den nederste del af Lillebælt Ler kan ses på alle danske lokaliteter og kan anes i boringer fra den centrale del af Nordsøen. De røde lag indeholder mere jern og mindre pyrit og organisk stof end de grønlige. Røde lag er sandsynligvis fra perioder med stort iltoverskud i bundvandet, mens grønne lag blev aflejret, når der var mindre ilt. I det nederste af de grønlige lag og på grænsen til Røsnæs Ler findes tynde sorte, organiske lag, som er rige på hajtænder, fiskeben og fiskeskæl (figur 10-40). De stammer fra kortere perioder med totalt iltsvind ved havbunden. Iltsvindet skyldes sikkert episoder med mere næringsholdigt havvand og forhøjet planktonproduktion. Fænomenet har været vidt udbredt; i Kasakhstan kendes nemlig tilsvarende organiske lag (sapropeller) af samme alder.

Lillebælt Ler er egentlig ret fossilfattigt, men de hyppige udskridninger langs kysterne, samt intensiv fossilsamling, har alligevel ført til mange fine fund, se boks 10-4. Fossilerne er særdeles varierede og omfatter både former, som levede i de frie vandmasser, former knyttet til havbunden og i sjældne tilfælde dyr fra landområder. Faunaen adskiller sig dermed væsentligt fra molerets fauna, hvor bundlevende dyr var sjældne på grund af iltmangel. De bundlevende dyr repræsenterer den eneste dybvandsfauna, man kender fra Eocæn i Nordeuropa (figur 10-41). Snegle- og muslingefaunaen er grundigt undersøgt og omfatter 72 arter, heraf 4 arter af oceaniske, planktoniske vingesnegle. Det er en fattig fauna i forhold til de omkring 500 arter, som kendes fra samtidige engelske aflejringer fra lavt vand. Der findes 9 arter af krabber, som alle er forskellige fra hidtil kendte arter (figur 10-42). En af dem er en eremitkrebs, som er enestående ved, at den stadig var i sit sneglehus, da den forstenede. De hyppigste fossiler er stilke af søliljer. Der er endvidere fundet søknælere, enkeltkoraller og sjældne nautiler, søstjerner (kamstjerner) og søpindsvin.

Skeletrester af benfisk hører til de hyppigste fund (figur 10-43). I modsætning til molerets intakte fisk er skeletresterne i Lillebælt Ler tit blevet forstyrret af bunddyr. Fiskene omfatter både former fra de frie vandmasser og former tilknyttet havbunden. Hyppigst er murænen Eomuraena, som findes i den øvre del af Lillebælt Ler, slangemakreller, hvis løse hugtænder er ret almindelige, makrelfisk op til tunfiskestørrelse og Cylindracanthus, der har en overfladisk lighed med nutidens sværdfisk. Hajerne kendes som sædvanlig næsten kun fra deres tænder og forkalkede ryghvirvler. Tænderne er blandt de almindeligste fossiler og kan bestemmes til ca. 30 arter. En af tandtyperne er fra den meget sjældne, dybvandslevende kravehaj, mens store, savtakkede tænder tilhører Carcharocles auriculatus, eocæntidens „store hvide haj“ (figur 10-44). Hajerne var overvejende dybvandsarter, som levede ved havbunden. En lignende hajfauna findes også i det øverste Røsnæs Ler.

Blandt de sjældnere fossiler er skildpadder, havslanger og fugle. De sidste findes især som hjernekasser, men der er også krops- og lemmeknogler samt savtakkede næb af de mærkelige „falske tandfugle“, som også kendes fra engelske eocæne aflejringer.

Lillebælt Ler indeholder mange lerjernstenskonkretioner (boks 10-4). De blev dannet ved cementering af lagene lige under havbundens overflade, hvor sedimentet endnu ikke var blevet sammenpresset af vægten fra overliggende lag. Cementeringen skete ved at blandede jern-, calcium- og mangankarbonater blev udskilt i porerummene mellem lerpartiklerne. Konkretionerne har derfor fastfrosset en mængde delikate strukturer, som forinden var dannet af dyr, der levede nedgravet i havbunden (figur 10-45). Disse forstenede mønstre af mange slags er det nærmeste, man kommer øjebliksbilleder af et varieret liv et lille stykke nede i havbunden.

I en boring nord for Viborg er Lillebælt Ler erstattet af et tykt diatomit-lignende lag, som mest består af kiselnåle fra havsvampe, diatoméer og andre kiselmikrofossiler. Her er sandsynligvis sket en opstigning af næringsrigt bundvand, omtrent som det var tilfældet de steder, hvor moleret blev dannet 7-8 millioner år tidligere.

Søvind Mergel

Over Lillebælt Ler følger lag af den hvidlige til grå Søvind Mergel (figur 10-46). Mergel er en blanding af ler og fint fordelt kalk. Bløder man et lille stykke af denne mergel op og smører det tyndt ud på en glasplade, vil man i mikroskop kunne se, at kalkindholdet stammer fra kokkolitter og planktoniske foraminiferer, ganske som i skrivekridtet (figur 10-47).

Søvind Mergel kan ses flere steder langs den jyske østkyst mellem Vejle Fjord og Århus, bl.a. ved Bøgeskov på Trelde Næs, Dykær ved Juelsminde og ved Kysing og Moesgård Strand syd for Århus. Merglen er opkaldt efter Søvind nord for Horsens Fjord og blev tidligere gravet flere steder på denne egn. Den kan fortsat graves frem i skråningerne i den tilgroede og delvis vandfyldte mergelgrav i Søvind.

Søvind Mergel blev aflejret i den østlige del af Nordsøbassinet over en lang periode på 10-15 millioner år i Midt og Sen Eocæn. Samtidig blev det globale klima gradvist koldere. Det er lidt mærkeligt, at der i takt med afkølingen optræder mere og mere kalk i sedimentet, helt op til 70 % i den øverste del. Det normale i dag er nemlig, at sedimenter fra kolde havområder er fattige på kalk fra kokkolitter, som i koldt vand let bliver opløst under aflejringen. En mulig forklaring kan være, at der nu igen var opstået gode havforbindelser til varmere have, mod sydvest gennem Den Engelske Kanal og mod sydøst gennem Polen og ned til havområder i Ukraine og Kasakhstan. De sydøstlige forbindelser bekræftes især af den store lighed mellem bundlevende foraminiferer i disse områder. Måske gav disse forbindelser til sydligere have en vis udsættelse for afkølingen i det nordvesteuropæiske havområde.

En samlet vurdering af havdybden på grundlag af foraminiferer, de hyppige Zoophycos-gravegange og den righoldige hajfauna antyder dybder på omkring 200-400 m. At dømme efter fossilerne var havet altså ikke så dybt, som da Røsnæs Ler og Lillebælt Ler blev aflejret. Det kan tyde på en begyndende hævning af havbunden.

Kysing 4-boringen gennem den ca. 120 m tykke Søvind Mergel nær Norsminde i Østjylland indeholder adskillige tynde indslag af ler, som veksler påfaldende regelmæssigt med tynde mergellag (figur 10-48). Både 21.000, 41.000 og 100.000 års cykler, såkaldte Milankovitch-klimacykler, er repræsenteret i boringen (se Hundredtusindårs- til titusindårs-ændringer). I en enkelt cyklus er mergellaget ofte aflejret i lidt varmere eller mere tørt klima, mens lerlag kan repræsentere perioder med mere køligt, sæsonpræget eller fugtigt klima.

Et meget tykkere lerlag, som også optræder i Søvind Mergel, er det 10 m tykke Moesgård Ler. Laget er fra seneste Eocæn og har dermed samme alder som de formodede første antarktiske iskapper, som er vist på figur 10-4. Moesgård Ler er en mørk, mudret aflejring, som slet ikke ligner den normale mergel. Det er tydeligt grovere end merglen, og de oceaniske planktoniske foraminiferer mangler helt. Laget er utvivlsomt aflejret på lavere vand og nærmere en kyst. Dette lag må skyldes en istid i den anden ende af kloden, som førte til et hurtigt, globalt havspejlsfald, fordi vandet blev bundet i iskapper. Nordsøens forbindelser til varmere have blev så afbrudt for en kort stund, og kysten var kommet nærmere. Moesgård Ler kendes fra området mellem Århus og Norsminde.

Over Moesgård Leret blev der atter aflejret lys mergel med oceaniske foraminiferer; måske var den første istid overstået?

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Eocæn efter de tidligste lag: det plastiske ler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig