Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge

Oprindelig forfatter CH-C

Den første halvanden million år af Eocæn var præget af markante globale og nordatlantiske begivenheder. Begivenhederne satte sig tydelige spor i vore hjemlige aflejringer og deres fossilindhold. Derfor skal denne korte optakt til den i alt 22 millioner år lange epoke Eocæn omtales separat. Nogle geologer mener, at dette tidsrum bør have sit eget navn, Sparnacien.

Den islandske „hotspot“, som også var aktiv ved Danien-Selandien-overgangen, lå fortsat under Grønland og gav anledning til en fornyet, omfattende vulkanisme. Kilometertykke basaltdækker flød ud i det centrale Østgrønland fra sprækker på samme måde, som man ser det i mindre skala på Island i dag. Som navnet antyder, befinder den samme „hotspot“ sig nu under Island. Senere blev vulkanismen mere eksplosiv og spredte vulkansk aske over enorme områder.

Den nedfaldne aske kan ses som askelag i aflejringer op til 2000 km væk, inklusive Danmark.

Annonce

Samtidig begyndte den nordamerikanske og den europæiske kontinentalplade at glide væk fra hinanden. Opsprækningen skete langs den gamle sprækkezone, eller rift, mellem Grønland og Norge. I riften strømmede basalt ud, og det blev begyndelsen på et nyt ocean, den nordøstlige del af Atlanterhavet. Det var formodentlig også her i riften, at den mere eksplosive, askeproducerende vulkanisme fandt sted. Riften udvidede sig i starten med ca. 4 cm om året, og ved slutningen af Eocæn var den blevet 600 km bred. I den efterfølgende epoke Oligocæn aftog udvidelsen til ca. 1 cm om året.

 FIGUR 10-21. Aflejringer fra overgangen mellem Paleocæn og Eocæn langs linjen Thisted-Viborg-Randers-Fredericia. Den lodrette akse viser de forskellige lags formodede alder. Tykkelserne fremgår derimod ikke. De hvide felter er tidsrum, hvorfra der mangler aflejringer.

FIGUR 10-21. Aflejringer fra overgangen mellem Paleocæn og Eocæn langs linjen Thisted-Viborg-Randers-Fredericia. Den lodrette akse viser de forskellige lags formodede alder. Tykkelserne fremgår derimod ikke. De hvide felter er tidsrum, hvorfra der mangler aflejringer.

Det globale klima udviklede sig på en enestående, dramatisk måde i det allertidligste Eocæn. I løbet af få tusind år opstod en global hedebølge, som varede de første 100.000-200.000 år af Eocæn. Muligvis blev varmebølgen på en indirekte måde udløst af den nordatlantiske vulkanisme. Den pludselige varme førte til mange forandringer af klodens dyre- og planteliv. Hedebølgen og dens mulige årsager er derfor nærmere omtalt i boks 10-1.

I Nordsøbassinet var havdybden kraftigt formindsket forud for og under hedebølgen. I Belgien er der bevaret en fossil skov fra denne lavvandede tid. Skoven voksede, hvor der før var hav. Starten på den faldende vandstand kan i Danmark registreres i det yngste lag fra Paleocæn, Østerrende Ler. Den lavere vandstand skyldes en landhævning i det nordatlantiske område som følge af „hotspot“-aktiviteten. For nylig har avanceret geofysisk kortlægning af jordlag under havbunden nord for Skotland vist, at et lavtliggende deltaområde blev hævet omtrent 1 kilometer under hedebølgen, således at der opstod et bjerglandskab med dybt nedskårne floddale. Da aktiviteten i „hotspotten“ igen aftog efter ca. 1 mio. år, sank dette landskab atter ned under havoverfladen.

 FIGUR 10-22 (a). Stolleklint, nordkysten af Fur. De udskridende masser af mørkt ler i forgrunden består af det fint lagdelte Stolleklint Ler. I baggrunden selve Stolleklint med det lyse moler og askelag -33 som en hvid stribe. Danmark er et af de få steder i verden, hvor sedimenter fra hedebølgens iltfattige have er blotlagt og let kan iagttages.

FIGUR 10-22 (a). Stolleklint, nordkysten af Fur. De udskridende masser af mørkt ler i forgrunden består af det fint lagdelte Stolleklint Ler. I baggrunden selve Stolleklint med det lyse moler og askelag -33 som en hvid stribe. Danmark er et af de få steder i verden, hvor sedimenter fra hedebølgens iltfattige have er blotlagt og let kan iagttages.

 FIGUR 10-22 (b). Det fint lagdelte Stolleklint Ler vist på nært hold.

FIGUR 10-22 (b). Det fint lagdelte Stolleklint Ler vist på nært hold.

Denne korte periode på kun halvanden million år omfatter i Danmark ganske tykke lag tilhørende 3 meget forskellige aflejringer, som er vist på figur 10-21 og omtales i det følgende.

Det ældste lag er Stolleklint Ler, som blev aflejret under varmebølgen, og herover følger to samtidige lag med vulkanske askelag: Fur Formationen i Nordvestjylland, og Ølst Formationen i resten af landet. (Formelt er Stolleklint Ler den nederste del af Ølst Formationen, men for nemheds skyld omtales det separat her).

Boks 10-1. En global hedebølge.

 1) I det danske område blev Stolleklint Ler aflejret i varmeperioden i begyndelsen af Eocæn, i et næringsrigt hav med iltfrit bundvand. Her ses det i en borekerne fra Mors. Det grønlige ler i den nedre del af kernen er Holmehus Formationen fra før varmeperioden.

1) I det danske område blev Stolleklint Ler aflejret i varmeperioden i begyndelsen af Eocæn, i et næringsrigt hav med iltfrit bundvand. Her ses det i en borekerne fra Mors. Det grønlige ler i den nedre del af kernen er Holmehus Formationen fra før varmeperioden.

Man har siden 1990’erne opdaget, at Jorden blev udsat for en temmelig pludselig og kraftig opvarmning for ca. 56 mio. år siden. Gennemsnitstemperaturen steg 5-8°C; ved polerne steg temperaturen særlig meget, og sandsynligvis blev klimaet subtropisk ved nordpolen. Klimaændringen blev afsløret ved, at man opdagede en kraftig forskydning af ilt- og kulstofisotoper i fossiler fra denne tid. Forholdet mellem iltisotoperne 16O og 18O i det fossile materiale viste, at der var sket en hurtig temperaturstigning (se Iskerner). Forholdet mellem de stabile kulstofisotoper 12C og 13C pegede på en sandsynlig årsag, nemlig et øget indhold af drivhusgasser i atmosfæren. Kulstoffet er usædvanlig rigt på den lette 12C-isotop, og det må skyldes, at Jordens økosystemer, såvel i havet som på land, hurtigt blev tilført enorme mængder let kulstof. Det mest sandsynlige sted, hvor så store mængder let kulstof kunne frigives, er havbunden, hvor de såkaldte metanhydrater findes begravet i uhyre store mængder. Det er en slags sumpgas i fast, isagtig form, som er meget rig på 12C.

En teori går ud på, at en begyndende, lokal smeltning af disse store lagre skete ved Paleocæn-Eocæn-grænsen efter en første opvarmning af oceanernes bundvand. Metanen er boblet op til overfladen, til dels i iltet form, som kuldioxid, CO2. Både metan og kuldioxid er stærke drivhusgasser (kapitlet Klimaets naturlige variationer). Deres tilførsel til atmosfæren har fået temperaturen ved jord- og havoverfladen til at stige, og varmen har efterhånden forplantet sig til oceanernes bundvand. Det har ført til øget smeltning af metanhydrater med yderligere temperaturstigning til følge. Nye beregninger viser, at der skal frigives i alt 4.300 gigatons kulstof fra metanhydrat, for at det kan føre til den målte forskydning i isotopforholdet.

 2) Hvilesporer fra dinoflagellat-slægten Apectodinium er det hyppigste fossil i Stolleklint Ler. Dinoflagellaterne blev favoriseret af det varme og næringsrige vand, og i denne periode blomstrede de op på kontinentalsoklerne overalt i verden. Sporen på billedet er ca. 0,1 mm lang.

2) Hvilesporer fra dinoflagellat-slægten Apectodinium er det hyppigste fossil i Stolleklint Ler. Dinoflagellaterne blev favoriseret af det varme og næringsrige vand, og i denne periode blomstrede de op på kontinentalsoklerne overalt i verden. Sporen på billedet er ca. 0,1 mm lang.

Iltningen af metan undervejs op til havoverfladen førte til nedsat iltindhold i verdenshavene. I særligt udsatte områder, bl.a. Nordsøbassinet, blev bundvandet helt iltfrit.

Hele temperaturstigningen ser ud til at være sket over en periode på blot 10.000 år eller mindre. Isotopundersøgelserne tyder på, at det meget varme klima varede i de næste 100.000-200.000 år.

Den dramatiske klimaforandring blev muligvis udløst af en omfattende vulkanisme i den nordøstlige del af Atlanterhavet. Her har geofysikere fundet strukturer, som tyder på afgasning fra store områder af havbunden, hvor indtrængende smelter fra kappen opvarmede de gamle, dybtliggende sedimenter, som derved afgav metan.

Disse første udslip af drivhusgasser til atmosfæren kan have sat det hele i gang.

Udslippet fra det moderne industrisamfunds „klimaeksperiment“ foregår i dag med en større hast end udslippet under temperaturstigningen for 56 mio. år siden. Utæmmet vil kulstofudslippet i løbet af få århundreder være lige så stort, som det var under denne gamle hedebølge. Begivenheden og dens følgevirkninger har derfor stor aktualitet og er genstand for intensiv udforskning.

Opvarmningen berørte utallige balancer og kredsløb i Jordens økologiske systemer. Der er tegn på, at vejret blev mere sæsonpræget med vekslende tørre og regnfulde perioder, muligvis med øget stormaktivitet. Samtidig opstod der nye dyre- og plantearter, mens der kun er få eksempler på øget uddøen. Tropiske former bredte sig i retning mod polerne.

På landjorden skete der radikale forandringer under pattedyrenes lange udvikling. Hidtil havde meget gamle grupper været dominerende. Men fra nu af blev de trængt stærkt tilbage, og i stedet kom nogle af nutidens vigtigste grupper til at præge pattedyrfaunaen. De første parrettåede og uparrettåede hovdyr (bl.a. heste) og egentlige primater (med abernes stamformer) er fundet i aflejringer fra Nordamerika dannet under hedebølgen. Disse moderne former er enten opstået på dette tidspunkt, eller også spredte de sig netop nu til den nordlige halvkugle fra et ukendt oprindelsessted.

På oceanbunden skete en masseuddøen af dybvandsforaminiferer. I de frie vandmasser blomstrede en bestemt dinoflagellat, Apectodinium, voldsomt op. Blandt de planktoniske, kokkolitbærende alger og foraminiferer optrådte nye, kortlivede former. Flere planktonarter, som normalt er sjældne, blev hyppige under varmebølgen.

Den forandring i isotopsammensætningen, der indvarslede varmeperioden, er registreret i aflejringer fra både oceaner og kontinenter. Man har derfor besluttet at sætte grænsen mellem de geologiske epoker Paleocæn og Eocæn ved begyndelsen af denne globale opvarmning.

Varmebølgen sluttede formentlig på en måde, der, groft sagt, var det modsatte af starten. Det ser nemlig ud til, at det store overskud af kulstof efterhånden igen blev ført tilbage til sedimenterne på bunden af verdenshavene i form af en forøget mængde af døde planktonalger. Herved blev kuldioxid igen fjernet fra havvand og atmosfære, og drivhuseffekten aftog. Afkølingen tog betydeligt længere tid end opvarmningen.

Stolleklint Ler

Havet i Nordsøbassinet var nu skrumpet ind, så det muligvis kun dækkede den centrale del af bassinet og Det Danske Bassin (se figur 10-2). Det fortsatte langt mod nord i et smalt stræde mellem Norge og Grønland, men der var næppe forbindelse til Det Arktiske ocean. Dermed var vandmassen sandsynligvis helt isoleret fra verdenshavet.

I dette indhav blev det op til 14 m tykke Stolleklint Ler aflejret. Stolleklint Ler kan man se på stranden vest for Stolleklint på Fur (figur 10-22), sommetider også vest for Svalklit på Mors, og i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers.

Leret er mørkegråt til sort, og det har en tydelig lagdeling af millimetertynde lag. Den fine lagdeling viser to ting. For det første, at vandet stadig var ganske dybt, nok over 100 m; ellers ville bølgebevægelser have udvisket lagdelingen. For det andet viser lagdelingen, at der ikke har levet dyr ved bunden, for ellers ville materialet være rodet rundt og lagdelingen forsvundet. Fraværet af dyr skyldtes, at bundvandet nu var blevet totalt iltfrit. Iltmanglen skyldtes det nedsatte iltindhold i verdenshavene under hedebølgen (boks 10-1), og iltmanglen blev forstærket af ringe cirkulation i Nordsøbassinet. Floder førte store mængder af nedbrudt plantemateriale og pollen fra de nærliggende landområder til indhavet. I lag fra den centrale Nordsø har man set, at indholdet af særlige pollentyper hurtigt øges og aftager igen i lagene ovenover.

Den dårlige cirkulation i indhavet skyldtes tilførslen af fersk flodvand, som sandsynligvis dannede et overfladelag med nedsat saltholdighed over det tungere, salte havvand. Vægtforskellen har hæmmet opblandingen af de to vandmasser. I det næringsrige overfladevand kunne kun få planktonorganismer leve; disse var til gengæld ekstremt hyppige. Især én bestemt planktonalge trivedes i det varme vand, nemlig dinoflagellaten Apectodinium.

Når de mange planktonalger rådnede, blev ilten i vandet hurtigt brugt op, og derfor blev de ikke fuldstændig nedbrudt. Derfor er Stolleklint Ler rigt på organisk stof og pyrit. Pyritten stammer fra bakterier, som udfældede jernsulfid (se også Et hul i lagserien). Lader man en klump af leret ligge i fugtige omgivelser, vil der efter nogen tid dannes gule skorper af det svovlholdige mineral jarosit, og lerklumpen begynder at lugte af svovlsyre. Det skyldes forvitring af pyritten.

Nogle af lagene øverst i Stolleklint Ler er forkislede og skiferagtige. Heri findes en usædvanlig fossil fauna, som omfatter fint bevarede større dyr som fisk, rejer, masser af insekter og enkelte rester af fugle (figur 10-23). Fiskene og rejerne levede i den øvre, iltholdige del af vandmassen og omfatter arter, som viser, at indhavet stadig var ret salt. Insekterne var dårlige flyvere, som ikke kunne holde sig i luften ret længe, og det tyder på, at kysten ikke var langt borte.

Ølst Formationen

 FIGUR 10-24. Ølst Formationens vekslende grå lag af aske og ler kan somme tider ses som et lille gråt parti i klinten ved Albækhoved. Som vist på figur 10-21 er kun den yngste del til stede her. Nederst til venstre ses mørkebrunt Holmehus Ler og øverst til højre lysebrunt Røsnæs Ler.

FIGUR 10-24. Ølst Formationens vekslende grå lag af aske og ler kan somme tider ses som et lille gråt parti i klinten ved Albækhoved. Som vist på figur 10-21 er kun den yngste del til stede her. Nederst til venstre ses mørkebrunt Holmehus Ler og øverst til højre lysebrunt Røsnæs Ler.

Efter aflejring af stolleklint Ler steg havspejlet igen, og havet dækkede atter store dele af Nordsøbassinet, inklusive hele det danske område og dele af Nordtyskland. I størstedelen af dette hav blev der aflejret mørkegråt ler med en mængde vulkanske askelag (figur 10-24). I Danmark benævnes disse vekslende ler- og askelag Ølst Formationen. I den øverste del af formationen er askelagene så talrige og så tykke, at de udgør hovedmassen af aflejringen. Flere af askelagene er 10-20 cm tykke. Denne let genkendelige askeserie var en vigtig ledetråd, da man begyndte at kortlægge Nordsøens geologi i forbindelse med olieeftersøgning i begyndelsen af 1960'erne. De vulkanske askelag omtales nærmere i næste afsnit om Fur Formationen.

Ølst Formationen kan ses i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers, i et lille parti i klinten ved Albækhoved vest for Juelsminde, ved Ørby på Helgenæs og ved Røjle Klint på Nordvestfyn.

Fur Formationen eller moleret

Generelle forhold

Danmarks måske mest spændende aflejring er Fur Formationen, siden begyndelsen af 1800-tallet kendt som moleret (udtales med tryk på begge stavelser). Det lyse, lette moler findes i Limfjordsområdet, hvor det blev aflejret samtidig med, at Ølst Formationens ler blev aflejret i resten af landet (figur 10-26).

 FIGUR 10-25. Rekonstruktion af havstrømme i „molertid“. Sort pil = hyppigste vindretning. Blå pile = kølig overfladestrøm, som afbøjes af corioliskraften. Rød pil = modgående understrøm. Røde prikker = zone med opstigende, næringsrigt vand. Gul farve = kystlinje.

FIGUR 10-25. Rekonstruktion af havstrømme i „molertid“. Sort pil = hyppigste vindretning. Blå pile = kølig overfladestrøm, som afbøjes af corioliskraften. Rød pil = modgående understrøm. Røde prikker = zone med opstigende, næringsrigt vand. Gul farve = kystlinje.

Moleret indeholder nøjagtig de samme vulkanske askelag som Ølst Formationen, men i moleret er askelagenes fine glaspartikler meget bedre bevaret. Asken er som regel sort og ses tydeligt i det lyse moler (figur 10-29). De omkring 180 askelag stammer fra vulkaner i det område mellem Grønland og Norge, hvor det nye ocean netop nu begyndte at dannes.

Ud over de vulkanske askelag er moleret nok mest berømt for sin rigdom på velbevarede fossiler, og moleret er da også suverænt den største leverandør af „danekræ“ (se Lovgivning). Fossilerne er især velbevarede i de meterstore kalkkonkretioner, de såkaldte cementsten (se nedenfor). Fossilrigdommen kan man se i de geologiske museer på Fur og ved Skarrehage på Mors. Det, som især gør indtryk, er de mange sider af livet ikke bare i molerhavet, men også i landet bag kysten, man får indblik i.

Den gode bevaring af fossilerne, især komplette skeletter af fisk og skrøbelige insekter, hænger sammen med, at der for det meste var iltfrit eller næsten iltfrit på bunden af molerhavet. Bundlevende dyr har manglet, og døde dyr og planterester, som sank ned fra de øvre vandmasser, har fået lov til at ligge i fred. Ilttilførslen forbedredes dog efterhånden, og i den øvre del med den såkaldt „positive askeserie“ (se nedenfor) ses spredte gravegange af dyr.

 FIGUR 10-26. Lyst moler med sorte askelag. Det nederste askelag er lag + 1, og det tykke grå er lag +19. Foldningen af lagene skyldes kvartærtidens gletsjere. Ejerslev molergrav, Mors.

FIGUR 10-26. Lyst moler med sorte askelag. Det nederste askelag er lag + 1, og det tykke grå er lag +19. Foldningen af lagene skyldes kvartærtidens gletsjere. Ejerslev molergrav, Mors.

Selve moleret består mest af skeletter af mikroskopiske kiselalger, diatoméer (figur 10-27), og denne aflejringstype kaldes derfor en diatomit. Over 120 arter af diatoméer er beskrevet fra moleret, og de største skiveformede Coscinodiscus kan lige ses med det blotte øje. I forvitret tilstand er moler næsten hvidt. Det er meget porøst og så let, at det i tør tilstand kan flyde på vand. Farven og porøsiteten skyldes de fine diatoméskaller; ler udgør kun 30-45 % af bjergarten, og vulkansk støv udgør de sidste 10 %. Fur Formationen er Nordeuropas eneste større diatomitforekomst fra tertiærtiden. Den er fire gange så tyk som de samtidige lag i Ølst Formationen, i alt næsten 60 m. Det skyldes, at de enkelte diatomitlag er væsentligt tykkere end Ølst Formationens lerlag. I det vestlige Sibirien forekommer diatomit af samme alder som Fur Formationen.

Diatomit kan dannes, når næringsrigt, kiselholdigt vand får planktonalger, især diatoméer, til at formere sig kraftigt nær overfladen. Når døde kiselskeletter synker til bunds, opløses de normalt meget hurtigt. Men i et surt og iltfrit miljø kan de undgå at blive opløst, og kiselskeletterne kan så komme til at dominere det aflejrede materiale, så det bliver til en diatomit. I dag dannes diatomit især i områder af havene, hvor næringsrigt, kiselholdigt dybvand stiger op til overfladen (upwelling).

 FIGUR 10-27. Diatoméer og andre kiselskallede mikrofossiler fra moleret. Forstørret ca. 300 gange.

FIGUR 10-27. Diatoméer og andre kiselskallede mikrofossiler fra moleret. Forstørret ca. 300 gange.

Der er fremsat flere teorier om, hvorfor der dannedes en tyk diatomit i et lille område lige netop i Nordvestjylland. Den nok mest sandsynlige forklaring (figur 10-25) tager udgangspunkt i, at de fremherskende vinde var nordlige, sådan som udbredelsen af de vulkanske askelag tyder på. Disse nordlige vinde drev en sydgående havstrøm, som trak næringsrigt dybvand op til overfladen i et smalt bælte langs kysten af et landområde, der lå omtrent, hvor Sydnorge ligger i dag. Hvis teorien er rigtig, skulle moleret strække sig et stykke mod nordvest ud i det, der i dag er Nordsøen. Boringer har senere vist, at dette er tilfældet.

Moleret selv er kalkfrit, men i nogle ganske bestemte lag er kalk blevet udskilt i store boller, de såkaldte cementsten. Cementstenene blev dannet ret tidligt et lille stykke under havbunden, som følge af bakteriers nedbrydning af organisk materiale.

Fur Formationen kan ses i en række store og maleriske kystklinter i Limfjordsområdet. Især kan nævnes Ertebølle Hoved i Himmerland, Knuden og Stolleklint på Fur, Feggeklit og Hanklit på Mors samt „Firkanten“ og „Sydklinten“ ved Silstrup i Thy. Også i molergravene på Fur og Nordmors kan man se disse lag. Næsten alle steder er moleret kraftigt forskudt og foldet. Det skyldes fremrykkende gletsjere i Kvartær, som har skudt de tykke, stivere molerlag op i kæmpemæssige flager, der er gledet hen over de underliggende, blødere lerlag.

De vulkanske askelag og fossilerne i moleret vil blive nærmere omtalt nedenfor, men først skal klimaforholdene belyses.

Klima og miljø

 FIGUR 10-28. Et bundt af omdannede ikaitkrystaller fra moleret. Total længde ca. 1,5 m.

FIGUR 10-28. Et bundt af omdannede ikaitkrystaller fra moleret. Total længde ca. 1,5 m.

At dømme efter molerets fisk, insekter og planter (se nedenfor) var klimaet subtropisk. Men pollen og dinoflagellater tyder alligevel på, at der var sket en vis afkøling siden den meget varme tid, da Stolleklint Ler blev aflejret.

I moleret ses en indvandring af især oceaniske fiskearter, som mangler i Stolleklint Ler. Det tyder på en stigning af havspejlet, som skabte bedre forbindelse fra Nordsøbassinet til verdenshavet. Insekterne er bedre flyvere end dem, der findes i Stolleklint Ler. Også det peger på, at afstanden til kysten var blevet større.

Fossile planter fra Nordamerika viser, at en ca. 1 million år lang kølig periode på dette kontinent efterfulgte den globale hedebølge ved Paleocæn-Eocæn-grænsen. Moleret blev formentlig dannet i denne knap så varme periode.

Endnu et fingerpeg om klimaet får man fra mineralet ikait (figur 10-28). Ikait er et ustabilt kalkmineral, som kan udskilles i sedimenter ved temperaturer under ca. 8 °C. Hvis temperaturen senere stiger, omdannes ikait til det mere stabile kalcit. I den midterste del af moleret findes op til meterstore kalcitforekomster, som menes at være tidligere ikaitkrystaller. Disse omdannede krystaller tyder på, at bundvandet i molerhavet må have været ret koldt.

 FIGUR 10-29 (a). Vulkansk glas med spor af gasbobler fra et askelag i moleret. Begge glaskorn er ca. 0,05 mm.

FIGUR 10-29 (a). Vulkansk glas med spor af gasbobler fra et askelag i moleret. Begge glaskorn er ca. 0,05 mm.

 FIGUR 10-29 (b). Vulkansk askelag, 12 mm tykt. Mange af askelagene er grovest i bunden. Det skyldes, at de største askekorn sank hurtigere til bunds i molerhavet end de finere korn.

FIGUR 10-29 (b). Vulkansk askelag, 12 mm tykt. Mange af askelagene er grovest i bunden. Det skyldes, at de største askekorn sank hurtigere til bunds i molerhavet end de finere korn.

Vanddybden har måske været flere hundrede meter. I dette hav var vandet altså varmt med subtropiske fisk nær overfladen, men nok betydeligt køligere ved bunden. Temperaturforskellen kunne opretholdes på grund af den ringe cirkulation (se boks 10-2). Det kølige bundvand kan være dannet ved nedsynkning om vinteren. Eller måske flød en kølig bundstrøm sydpå fra polarbassinet via strædet mellem Grønland og Norge.

Boks 10-2. Iltmangel i molerhavet.

Bundvandet i molerhavet var somme tider fuldstændig iltfrit på grund af ringe cirkulation. Til andre tider var der lidt ilt til stede. Ved at kigge lidt på strukturen i et stykke moler kan man „aflæse“, hvor stor iltmængden var.

NID-2-360.pngNID-2-358.pngNID-2-359.png

Tv.: Fin lagdeling. Ingen forstyrrelse af oprindelig lagdeling. Større encellede og flercellede organismer har manglet. Iltfrit bundvand. I midten: „Ulden” lagdeling. Der har været skubbet lidt til sedimentkornene; men lagdelingen er ikke helt ødelagt. Det er encellede organismers værk; større dyr har manglet. Meget lidt ilt til stede. Th.: Ingen lagdeling. Den oprindelige struktur er helt ødelagt. Det har krævet indsats fra lidt større dyr. Ilt til stede. Fotos: Claus Heilmann-Clausen.

Molerets vulkanske askelag

 FIGUR 10-30. I 1930'erne lykkedes det geologen S. A. Andersen at kortlægge molerets enkelte askelag i resten af Danmark. Her ses hans sammenstilling af lagene +19 til +79 fra forskellige lokaliteter. For at lette sammenligningen er mellemrummene mellem askelagene på Fur reduceret til en tredjedel, ved Skovbo til det halve.

FIGUR 10-30. I 1930'erne lykkedes det geologen S. A. Andersen at kortlægge molerets enkelte askelag i resten af Danmark. Her ses hans sammenstilling af lagene +19 til +79 fra forskellige lokaliteter. For at lette sammenligningen er mellemrummene mellem askelagene på Fur reduceret til en tredjedel, ved Skovbo til det halve.

De ca. 180 askelag skyldes en af de mest eksplosive episoder med overvejende basaltisk vulkanisme, man kender. Vulkanerne lå i området med den gamle brudzone, riften, mellem den nordamerikanske og den europæiske kontinentalplade, og de vidner om fødslen af et ocean. Riften havde længe været under stræk, men begyndte netop nu at åbne sig mellem Grønland og Norge. I dag ligger den i havet mellem Østgrønland og Færøerne og går tværs gennem Island. Udbruddenes abnorme størrelse og voldsomhed skyldes muligvis kontakt mellem vand og magma, efterhånden som det oprindelige landområde sank ned i forbindelse med opsprækningen.

Den mineralogiske sammensætning af askelagene viser, hvorledes vulkanerne i begyndelsen overvejende var af en kontinental type og lå over havet. Men efterhånden dominerer askelag af basaltisk type, dvs. med en sammensætning svarende til oceanbund. De signalerer derfor, at der nu var begyndt at blive dannet oceanbund i riften. De basaltiske vulkanudbrud fandt sted på lavt vand i det gryende ocean, omtrent som i 1963 da den lille vulkanø Surtsey dukkede op af havet ved Island.

De øverste 140 lag udgør en meget ensartet gruppe af særlig tykke og tætliggende lag, som på nær to sure lag alle er basaltiske. De antages at stamme fra et og samme gigantiske vulkansystem i det nye, lavvandede ocean. Beregninger af den samlede mængde aske i disse vulkanudbrud varierer mellem 6.000 og 21.000 km3. Det tykkeste lag, +19, stammer måske fra et af verdenshistoriens voldsomste udbrud. Det har formodentlig produceret mellem 300 og 1.200 km3 aske. Måske har støv i stratosfæren fra denne vulkanisme medvirket til den afkøling, som fulgte efter hedebølgen på grænsen mellem Paleocæn og Eocæn. Et forholdsvis stort indhold af iridium i flere af disse lag tyder på, at magmaet kom fra en usædvanlig stor dybde i kappen og derfor var særlig varmt. Den ekstremt eksplosive og voluminøse vulkanisme menes at være hørt op, da systemet efter kort tid hævede sig over havet og blev begyndelsen til Island.

 FIGUR 10-31 (a). Den samlede tykkelse i meter af de vulkanske askelag i Nordvesteuropa.

FIGUR 10-31 (a). Den samlede tykkelse i meter af de vulkanske askelag i Nordvesteuropa.

Tidligere mente man, at de danske askelag stammede fra en vulkan syd for Norge, men en seismisk kortlægning har senere vist, at der alligevel ikke var en begravet vulkan det pågældende sted.

De talrige vulkanske lag blev første gang iagttaget i Danmark, hvor de iøjnefaldende sorte lag tidligt påkaldte sig interesse. I 1800-tallet troede man, at lagene muligvis bestod af kulholdigt sand. Ved at grave dybere ned i dem håbede man at nå frem til kul af en bedre kvalitet. I 1809 satte man svenske krigsfanger til at grave efter kul på nordkysten af Fur. Minegangen (stollen) kaldtes Svenskehulen, og resterne af den kan stadig ses i den klint, som i dag hedder Stolleklint. Kul fandt man dog ikke.

 FIGUR 10-31 (b). Ved et udbrud i vulkanen Etna i 2002 nåede asken til Nordafrika og Grækenland, 600 km væk. På dette satellitfoto af Syditalien er askeskyen over 300 km lang. Ved de største eocæne udbrud spredtes asken mere end 2000 km.

FIGUR 10-31 (b). Ved et udbrud i vulkanen Etna i 2002 nåede asken til Nordafrika og Grækenland, 600 km væk. På dette satellitfoto af Syditalien er askeskyen over 300 km lang. Ved de største eocæne udbrud spredtes asken mere end 2000 km.

En belgisk forsker, som studerede cementstenenes diatoméer, opdagede, at de sorte lag var vulkanske askelag og beskrev det i 1883. Men denne vigtige opdagelse blev overset, og først i 1902 blev de danske geologer klar over, at de problematiske kullag i virkeligheden bestod af vulkansk aske. Grundige undersøgelser blev da sat i værk, og hurtigt blev man klar over, at de enkelte askelag kunne genkendes fra klint til klint overalt i molerområdet. Man gav derfor askelagene numre, og inddelte dem i en nedre „negativ askeserie“ bestående af spredtliggende lag, nummereret nedad -1 til -39, og en øvre „positiv askeserie“ med mere tætliggende lag, nummereret opad +1 til +140.

Snart fandt man også askelagene i andre dele af Danmark (figur 10-30), og i dag kendes de fra store dele af Nordvesteuropa, endda fra Atlanterhavet sydvest for Irland. Askeskyerne nåede helt ned til Østrig, som lå i datidens middelhav (figur 10-31).

Molerets fossile fisk

Moleret indeholder mere end 60 forskellige arter af fisk (figur 10-32). Det er først og fremmest benfisk, mens der kun er ret sjældne rester fra 7-8 arter af bruskfisk. Benfiskene spænder fra helt små former på en centimeters længde til et par meter lange rovfisk.

Den hyppigste er en lille laksefisk, der er fjernt beslægtet med nutidens guldlaks (figur 10-33). Den udgør over 90 % af fiskene og er så almindelig, at enhver med lidt ihærdighed kan finde den, eller i det mindste stumper af den. Den har levet af plankton, og selv findes den ofte i maven på de større fisk. Den næsthyppigste art er en lidt større laksefisk, beslægtet med nutidens smelt. En primitiv pigfinnefisk, en polymixiide, samt et par arter af torskefisk er også ret almindelige.

 FIGUR 10-32 (a). Benfisk fra moleret. 1) Unge af makrelfisk, 9 cm, bevaret som aftryk i moler.

FIGUR 10-32 (a). Benfisk fra moleret. 1) Unge af makrelfisk, 9 cm, bevaret som aftryk i moler.

 FIGUR 10-32 (b). Benfisk fra moleret. 2) Slægtning til smørfisk og sortfisk, 7 cm, i cementsten.

FIGUR 10-32 (b). Benfisk fra moleret. 2) Slægtning til smørfisk og sortfisk, 7 cm, i cementsten.

 FIGUR 10-32 (c). Benfisk fra moleret. 3) Unge, 2 cm, af en slægtning til nutidens meget store glansfisk, i cementsten.

FIGUR 10-32 (c). Benfisk fra moleret. 3) Unge, 2 cm, af en slægtning til nutidens meget store glansfisk, i cementsten.

Cirka halvdelen af arterne, bl.a. flere arter af makrelfisk, er tidlige repræsentanter for ægte pigfinnefisk af aborregruppen, som i dag er langt den største gruppe af benfisk i havet.

Fiskene tilhører de frie, åbne vandmasser, og mange arter er oceaniske. En enkelt dybhavsfisk er endda repræsenteret, en Rondeletia-lignende art af den nutidige gruppe „hvalfisk“. Egentlige bund- og kystformer mangler. Faunaen har et subtropisk-tropisk præg.

 FIGUR 10-33. Lagflade med en vrimmel af „guldlaks“, molerets hyppigste fisk. Måske er det en stime, som er kommet ned i iltfrit vand.

FIGUR 10-33. Lagflade med en vrimmel af „guldlaks“, molerets hyppigste fisk. Måske er det en stime, som er kommet ned i iltfrit vand.

Molerets fisk er den ældst kendte fauna med relativt nutidig sammensætning. Mange nye former må have udviklet sig på den ret korte tid, der var gået siden kridttidens mere primitive faunaer med flest „blødfinnefisk“ som silde- og laksefisk.

Molerets fossile insekter

Insekter er særdeles hyppige i molerets cementsten (figur 10-34). Sammen med insekterne fra Stolleklint Ler er der næsten 200 arter. De er kommet ud over havet ved aktiv flugt eller ved passivt at være blevet ført med vinden, formentlig fra et landområde i det nuværende Sydnorge. Som fiskene er de ofte velbevarede og kan endda have bevaret farvemønstre.

Også insektfaunaen har et – i forhold til alderen – moderne præg. De hyppigste insekter er tovinger, tæger og cikader. Blandt cikaderne er især mange arter af lygtebærere (Fulgoromorpha). Også græshopper, netvinger og årevingede er talrige. Der er kun få sommerfuglearter, men dem, der er, er til gengæld ret hyppige. Faunaen indeholder de ældst kendte repræsentanter for flere forskellige grupper af græshopper og fårekyllinger, bl.a. løvgræshopper.

Insekterne stammer fra et landområde med et sæsonpræget, subtropisk klima. De er alle kommet ud over havet om sommeren. I dag sker det ofte, at store insektsværme letter på varme sommerdage med svag vind. På samme måde kan mange arter være ført ud over molerhavet i enorme mængder dengang. Under transporten er der sket en vis sortering, så insektfundene ikke svarer helt til den oprindelige fauna.

En skildring af naturen på land baseret på de fundne insekter er derfor noget usikker. Mangfoldigheden af plantesugende insekter peger på områder med yppig vegetation. Et bredt spektrum af ferskvandsinsekter viser, at der både var søer og vandløb. Damtægegruppen med skøjteløberne er blevet særlig grundigt undersøgt og omfatter 7 arter. Andre insekter stammer fra enge, skove og buskområder. Molerets fauna er tydeligt forskellig fra den, der kendes fra Stolleklint Ler, og omfatter, som nævnt, bedre flyvere, end man finder dér.

Molerets fossile fugle

I de senere år er en række fremragende fossiler af fugle blevet fundet, så man nu kender til ca. 30 arter. De fleste af skeletterne er fragmentariske, men nogle er næsten komplette (figur 10-35). Hertil kommer en hel del velbevarede, men ubestemte fjer. Det er den ældste større fuglefauna, som kendes siden Tidlig Kridt. Den er derfor vigtig for kortlægning af fuglenes udviklingshistorie.

 FIGUR 10-35. 1) Kranium af vadefugl eller vandhønsefugl, i cementsten fra moleret. Kraniet er så velbevaret, at selv de små fine forbeninger fra øjet (scleralringen) kan ses. Syrepræparation og foto: S.L. Jakobsen. 2) Fjer, 1,5 cm, i cementsten.

FIGUR 10-35. 1) Kranium af vadefugl eller vandhønsefugl, i cementsten fra moleret. Kraniet er så velbevaret, at selv de små fine forbeninger fra øjet (scleralringen) kan ses. Syrepræparation og foto: S.L. Jakobsen. 2) Fjer, 1,5 cm, i cementsten.

Fuglene omfatter mange fremmedartede former. Deres nulevende, ofte stærkt farvede slægtninge lever i tropiske og subtropiske områder. Især små skovfugle, som ligner turakoer (bananædere), trogoner, musefugle og træsejlere er repræsenteret. Andre trælevende fugle er natravne, ugler, ellekrage-isfuglelignende skrigefugle og spættefugle. Fugle fra mere åbent land omfatter hønse- og vadefugle. Endelig bør nævnes de uddøde flyvende lithornithider, slægtninge til nutidens flugtløse strudsefugle.

Det kan undre, at næsten alle fuglene er land fugle, især skovfugle. På nær en slægtning til pelikan- og fregatfuglene kendes ingen havfugle. Årsagen kan være, at mange små landfugle under storme er blevet ført ud over havet og er omkommet her. Havfuglene derimod har kunnet svømme og har kunnet overleve i disse situationer.

Andre dyrefossiler fra moleret

Det berømteste fossil fra moleret er nok den 1,5 m store læderskildpadde, Eosphargis breineri opkaldt efter finderen Magne Breiner, som også grundlagde det geologiske Fur Museum. Et par karakteristiske ryghvirvler viser, at også en kvælerslange, Palaeophis, levede i molerhavet.

 FIGUR 10-36. Slangestjerner Ophiura furiae i cementsten.

FIGUR 10-36. Slangestjerner Ophiura furiae i cementsten.

Drivende træstammer har været levested for blåmuslinger og langhalse, som er en gruppe af ejendommelige, fastsiddende, stilkede krebsdyr. Et par fritsvømmende, tibenede krebsdyr, og toklappede krebsdyr, som ligner bladfødder, kendes også.

I perioder med ilttilførsel til havbunden er bunddyr indvandret. De fåtallige fossiler omfatter enkelte arter af snegle og muslinger, slangestjerner (figur 10-36) og meget sjældne søstjerner.

Molerets fossile planter

Selv om moleret formentlig er aflejret mindst 100 km fra den nærmeste kyst, er mange plantedele alligevel drevet derud: stykker af drivved og sjældne, hele træstammer, kviste, blade, frugter, frø, ja endda blomster. Planterne omfatter bl.a. nåletræerne rødtræ (Sequoia), fyr, sumpcypres, det sjældne tempeltræ (Ginkgo), og muligvis abetræet (Araucaria). Frugter af ahorn kendes også.

 FIGUR 10-37. Blad af Macclintockia i cementsten.

FIGUR 10-37. Blad af Macclintockia i cementsten.

Blade fra løvtræer omfatter bl.a. en elmetype, men er sjældne, måske på grund af den lange transport. Et ret stort læderagtigt blad stammer fra den uddøde Macclintockia (figur 10-37), som ligner den nulevende slyngplante Cocculus fra den overvejende tropiske månefrøfamilie. Det karakteristiske blad findes i andre planteførende aflejringer af omtrent samme alder i Vestgrønland og Vesteuropa. Også blade, som ligner bambus, og blade af land- og vandbregner, har man fundet.

Planterne tyder på varme, men ikke særlig frodige forhold. Landskabet kan have omfattet lavlandsområder med små søer og spredte træer og buske. Nåletræsskove har nok vokset i et højereliggende terræn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Heilmann-Clausen: Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484015

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk