De gamle og nederoderede bjergkæder i Nordskandinavien, på Østgrønland og Svalbard hævede sig flere kilometer i Neogen, og der kunne efterhånden dannes isskjolde i højderne. Isen kunne herefter brede sig ud mod Atlanterhavet og de nordlige kontinenters lavlande.
Studier af borekerner fra havbundssedimenterne i Nordatlanten viser, at der sandsynligvis har været nedisninger på høje nordlige breddegrader betydelig tidligere end skovens forsvinden i Nordvesteuropa. Antallet af sand- og gruskorn i havbundssedimenterne var ganske beskedent indtil for ca. 6-7 millioner år siden, hvor mængden tiltog voldsomt. De nedfaldne korn, som smeltende isbjerge har tabt, er bjergartsstumper, som gletsjerne havde opsamlet i landområderne omkring Nordatlanten.
For ca. 5 millioner år siden voksede gletsjerne i de østgrønlandske fjeldegne så meget, at Indlandsisen efterhånden kunne nå til den østgrønlandske kontinentrand. Denne vækst af isskjoldet ses af, at der skete aflejring af gletsjersedimenter langs kontinentranden. Borekerner fra havbunden viser, at for 2-3 millioner år siden tidobledes mængden af korn tabt af isbjerge atter, og at gletsjersedimenter nu også blev aflejret langs kontinentranden omkring Svalbard og Norge.
Ud over disse klare tegn på større nedisninger langs de nordatlantiske kystegne kan der i de samme borekerner ses markante ændringer i havvandets ilt-isotopforhold. Der kan registreres et større indhold af den tunge ilt-18-isotop i forhold til den lettere og mere fordampningsvillige ilt-16-isotop i muslinge- og foraminiferskaller. Ændringerne i isotopforholdet viser, at større mængder af oceanernes vandmasser må være blevet bundet som gletsjeris på land. Derfor skete der samtidig et markant globalt havniveaufald i slutningen af Pliocæn. Dette fald må for størstedelen tilskrives vækst af isskjolde på den nordlige halvkugle, da det antarktiske isskjold allerede var fuldvoksent. Isskjoldet omkring Sydpolen havde da næsten hele sin rand flydende som en isshelf i de omkringliggende oceaner. Gletsjeris blev derfor hele tiden ført tilbage til havet, så ilt-isotopsammensætning og havniveau blev ikke påvirket nævneværdigt fra Sydpolen.
Havniveaufaldet betød en sænkning afvandløbenes erosionsdybe. Det medførte nedskæring og udgravning af større floddale på kontinenterne. Markante terrasser, hvor de ældste ligger højest, dannedes langs de større nordeuropæiske floddale. De har givet navn til adskillige af kvartærtidens istider i Centraleuropa og alpeegnene.
Da den sidste globale afkølingsfase indtraf, tiltog de polare højtryk i styrke og fik hermed større indflydelse på istidsklimaet på den nordlige halvkugle. De ældste forekomster af det meget finkornede vindblæste løss blev aflejret af kolde nordenvinde, mens resterne af den varmekrævende flora og fauna forsvandt i Europa.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.