Signaturforklaring til FIGUR 13-44 (a).

.

FIGUR 13-44 (a). Fordeling af land og hav under Brørup Mildning i Tidlig Weichsel (A) for ca. 100.000 år siden.

.

Signaturforklaring til FIGUR 13-44 (b).

.

FIGUR 13-44 (b). Fordeling af land og hav under Hirtshals Mildning tidligt i Mellem Weichel for ca. 60.000-55.000 år siden (B).

.

Overgangen fra Eem til Tidlig Weichsel blev indvarslet af et hurtigt fald i havspejlet på mindst 30 m, som skyldtes vækst af iskapper i de arktiske egne. Store dele af det nordlige Jylland var dog stadig dækket af en havbugt, der gennem Norske Rende var forbundet med Atlanterhavet. Samtidig blev de dybere dele af Østersølavningen opfyldt af større søer.

Selv om skoven holdt stand et stykke tid endnu, og der stadig var boreale forhold i havet i Nordjylland, skete der en ændring til arktisk miljø i løbet af de følgende tusinde år. Efterhånden lå det øvrige Danmark inklusive Nordsøen og Sydskandinavien hen som en del af den nordeuropæiske tundrasteppe. De tidligere søbassiner fra Eem var nu og da omgivet af dværgbuskhede, og de blev opfyldt af flydejord med vindslebne og frostsprængte sten, der vidner om koldt klima.

Brørup Mildning

For omkring 100.000 år siden kulminerede en længerevarende mildning i klimaet. Foraminifererne i Skærumhedeserien viser, at borealt prægede vandmasser nåede Nordjylland under en klimatisk gunstig periode i Tidlig Weichsel, som varede omkring 10.000 år (se boks 13-2). På land har man over Eemlagene og flydejorden i Brørup-moserne fundet gytje og tørv, der viser, at der var en periode med opvarmning, Brørup Mildning. Her nåede den gennemsnitlige sommertemperatur omtrent 14 °C, kun nogle få grader under den nuværende. Undersøgelser fra det øvrige Skandinavien viser, at isskjoldet smeltede voldsomt tilbage i denne periode (figur 13-44A).

Plantevæksten var præget af åben birkeskov med fyr og gran, der indvandrede i slutningen af mildningsperioden (figur 13-38).

Søerne udfyldtes derefter af sand og flydejord, et tegn på at klimaet igen forarmedes, og arktiske forhold indfandt sig atter i havet.

Fra Nordtyskland og flere andre steder i Nordvesteuropa kendes endnu et lunt tidsafsnit, den såkaldte Odderade Mildning med omtrent samme temperaturforhold som under Brørup, men den er ikke sporet i Danmark. Det Skandinaviske Isskjold synes at have været endnu mere reduceret i Odderade Mildning end i Brørup.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tidlig Weichsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig