FIGUR 13-18. Kort over Prækvartæroverfladens højdeforhold i Danmark, dvs. dybden under eller højden over nuværende havniveau af den grænseflade, der ligger under de kvartære aflejringer. Kortet bygger på boredata, hvor dybden til de øverste prækvartære sedimenter er registreret. Ikke alle boringer har nået den faststående undergrund. Løsrevne og opstablede prækvartære flager slører således den sande dybde til undergrunden omkring Mors, Fur, Mols og Møn, men også de bueformede randmoræner i Storebæltsområdet træder tydeligt frem på kortet.

.

FIGUR 13-19 (a). To snit gennem det danske område med Prækvartæroverfladen og de kvartære aflejringers omtrentlige tykkelser. Der er et iøjnefaldende sammenfald mellem placeringen af de dybe dale i undergrunden og visse af nutidens dale, især i det østlige og nordlige Jylland, mens de udfyldte dale i Vestjylland og Nordsjælland ikke gør sig gældende i det moderne landskab. A) Snit gennem Kattegat over Nordjylland til Nordsøen.

.

FIGUR 13-19 (b). B) Snit gennem Øresundsområdet over Sjælland-Fyn til Sydvestjylland og Nordsøen.

.

FIGUR 13-20. Snit gennem en begravet dal 10 km vest for Fanø. Lagene er opbygget med overskudte og stablede flager af miocæne sedimenter gennemskåret af en dal. Dalen skærer flagerne og er dækket af udeformerede yngre kvartære aflejringer.

.

FIGUR 13-17. Til højre inddeling af kvartærperioden i Nordvesteuropa. Venstre side viser klimakurve.

.

For omkring 2,6 millioner år siden sank vandspejlet i oceanerne endnu en gang; samtidig fortsatte den hævning og erosion af det danske område og Den Skandinaviske Halvø, som havde stået på siden begyndelsen af Neogen. Gletsjerne i det skandinaviske højland voksede sig større og større under istiderne, nu hvor større og større områder kom over glaciationsgrænsen på grund af temperaturfald og landhævning. Sten og grus af svensk oprindelse, som findes i nederlandske og nordtyske flodaflejringer, viser, at floderne periodevis førte smeltevand fra gletsjernes afvandingsområder i Østersølavningen ud på det nordeuropæiske lavland.

Tidlig Pleistocæn karakteriseres af en række langvarige og sammensatte tidsafsnit, hvert bestående af flere istider og mellemistider, men hvis toneangivende klimatiske profil enten var præget af kulde eller varme (figur 13-17). De mellemeuropæiske flodaflejringers dyre- og planterester viser, at klimaet vekslede mellem arktisk og tempereret flere gange i løbet af de klimamæssigt komplekse tidsafsnit. Dem, der var præget af kulde, omfatter Præteglen, Eburon og Menap. Her var istiderne domineret af en arktisk flora og fauna, der viser, at sommerens middeltemperaturer lå under 10 °C, og at permafrost var til stede under de koldeste perioder. I mellemistiderne var juli måneds middeltemperatur over 10 °C, og subarktisk dværgbuskhede var den fremherskende vegetation – nu og da kunne en spredt åben skov, bestående af fyr, birk og el, slå rod.

De varmeprægede tidsafsnit omfatter Teglen, Waal, Bavel og den ældste del af Cromer. Under istiderne fandtes subarktisk vegetation og under de varme mellemistider indvandrede den tætte, tempererede løvskov.

De kvartære aflejringers undergrænse

I Danmark er grænsen mellem lag fra det tidligste Pleistocæn og ældre aflejringer, kaldet undergrunden, kun fundet i boringer i Nordsøen. Aflejringer fra Sen Pliocæn og Nedre Pleistocæn mangler tilsyneladende på land i Danmark. I Central Graven i Nordsøen, der har været under stadig indsynkning i nyere geologisk tid, findes 2,58 millioner år-grænsen i en dybde af op til 700 m under havbunden, hvor de første ændringer fra et varmere til et koldere klima kan ses ved hjælp af indholdet af skaller fra de små encellede dyr foraminiferer.

Den geologiske grænseflade, der skiller de kvartære aflejringer fra undergrunden, kaldes Prækvartæroverfladen. Den er ikke et landskab, der på en og samme tid har været eksponeret for vind og vejr som det nuværende terræn, men er hovedsagelig skabt af geologiske kræfter i løbet af de sidste 5 millioner år. De overordnede former kan imidlertid være anlagt meget tidligere omkring større strukturer i undergrunden. Grænsefladen er dannet over en periode med regional hævning i Skandinavien. Floder har gnavet sig ned og dannet store dale, og senere har istidernes gletsjere høvlet i overfladen, og smeltevand har uddybet dale og lavninger. Havstrømme og bølger har også bidraget til dens nuværende form (figur 13-18).

Prækvartæroverfladen ligger mellem 25 og 75 m under havniveau i store dele af det danske område, dog er den på det østlige Sjælland og i Jylland hævet over havet, visse steder i højder på mere end 50 m. På Bornholm er det kvartære dække almindeligvis meget tyndt eller mangler, bortset fra på sydkysten, hvor aflejringer fra adskillige gletsjerfremstød er til stede.

Siden Kridt har opstigende saltstrukturer i Limfjordsområdet og Himmerland bragt Prækvartæroverfladen til sin nuværende højde i form af kilometerstore, kuppelformede opbulninger i undergrunden, samtidig med at indsynkning omkring randen af saltstrukturerne har dannet dybe trug (se desuden Saltdiapirer – saltlagenes senere historie. Tyngden fra gletsjere har under istiderne kunnet fremskynde saltets opstigning på grund af forskelle i massefylde mellem salt og overliggende lag.

Jordskorpebevægelser langs Sorgenfrei-Tornquist Zonen har bragt undergrunden op i et højt niveau mellem Ålborg og Djursland, i Skåne og på Bornholm. Modsat har erosion og sænkning langs brudzonen i Sen Kvartær uddybet Skagerrak og Kattegat, hvor grænsen til undergrunden i dag findes mere end 250 m under havets overflade. Den næsten 70 m dybe, nu udfyldte Esrum-Alnarp-dal, som skærer gennem Nordøstsjælland og Skåne tværs over Øresund, er skabt som Kattegatlavningens sydøstlige forlængelse. Dalen har lejlighedsvis fungeret som afløb fra Østersølavningens isdæmmede søer, eller været en fjord i et tidligere Kattegat.

Et tæt net af helt eller delvist udfyldte dale med bunden mere end 150 m under den nuværende havoverflade er påvist i især Jylland og i Nordsøen. De kan være anlagt, hvor der fandtes større brudzoner i undergrunden. I Syd- og Vestjylland synes de at følge forløbet af Ringkøbing-Fyn Højderyggen og de strukturer, der er forbundet med højderyggens senere opsplitning i mindre blokke (figur 13-19).

Også dale i Østjylland og på Sjælland findes tæt på markante forkastninger. De udfyldte dales oprindelse og alder er omdiskuteret. De kan være afstøbninger af floddale anlagt i Neogen og Tidlig Pleistocæn, men deres endelige udformning skyldes gletsjeris og smeltevandsfloder. Især de dale, der løb i randzonen under det afsmeltende isskjold, blev sandsynligvis udgravet af flodløb under isen på samme måde, som de østjyske fjord- og floddale, tunneldalene, blev det under sidste istids afslutning (figur 13-20).

Hovedparten af dalene i Prækvartæroverfladen er yngre end det første isdække, flere af dalene i Nordsøen skærer sig således ned gennem israndsstrøg opbygget af store sammenskudte flager. Adskillige af nutidens dale i det nordlige og østlige Jylland er anlagt langs de ældre dalstrøg. De yngste dale, som har gnavet sig ned i undergrunden, løber gennem bælterne, og er dannet af floder, der afvandede store indsøer i Østersølavningen i sen- og postglacial tid.

Nye takter i klimasvingningerne

Mens de klimatiske svingninger tidligere strakte sig over perioder på ca. 40.000 år, blev intervaller på ca. 100.000 år fremherskende for knap 1 million år siden. Ændringer i jordbanens form under dens omløb omkring Solen, kaldet excentriciteten, blev herefter den kraft, der i regelmæssige pulsslag fik istiderne til at blive koldere og længere (se kapitlet Klimaets naturlige variationer). I store træk har mellemistiderne varet 10.000-20.000 år, og istiderne har i den sidste million år hver lagt beslag på mellem 80.000 og 110.000 år. Isskjoldene kunne derfor nå at vokse sig større end tidligere.

Selv om Jordens omløbsbane omkring Solen nok var afgørende for kadencen i de overordnede klimasvingninger, har de øvrige Milankowich-cykler og havstrømmenes styrke og udbredelse også haft betydelig indflydelse på rytmen i de korterevarende klimasvingninger (dette forklares nærmere i kapitlet Klimaets naturlige variationer).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tidlig Pleistocæn - mod koldere tider.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig