FIGUR 13-2. Under skiftende istider og mellemistider har klima-plantebælterne og dyrelivet flyttet sig skiftevis mod nord og syd, over afstande på mere end tusind kilometer. Også gentagne skift mellem oceanisk og kontinentalt præget klima fandt sted. De forenklede snit gennem Vesteuropa viser plantevækst og dyreliv i en mellemistid og en istid.

.

FIGUR 13-1. Nutidens klima-plantebælter i Nordvesteuropa. Hvert område har sit særlige dyre- og planteliv.

.

I vores nuværende varmeperiode er det solindstrålingen og Den Nordatlantiske Strøm, der er årsag til, at der hersker forholdsvis høje, såkaldt boreale temperaturer i vore farvande, og at den naturlige plantevækst i Nordeuropa er den tempererede skov. Rester af dyr og planter i kvartære aflejringer viser, at havstrømmen langs Vesteuropas kyster under tidligere mellemistider kunne trænge lige så langt nordpå som i dag, og at vegetationen i store træk svarede til vor tids naturlige plantevækst (figur 13-1).

I istiderne var solindstrålingen lavere end i dag, og Den Nordatlantiske Strøm var i perioder stærkt svækket og fortrængt langt sydpå, hvilket medførte, at klimaet på vore breddegrader var koldt. Havstrømmens styrke og udbredelse afhang af de øvre vandmassers saltholdighed, der var ansvarlig for at holde den nordatlantiske dybtvandspumpe i gang (se Tusindårs-ændringer). Varmen fra oceanerne omkring Ækvator strømmede mod de højere breddegrader i Atlanterhavets overfladevand. Afkøling og dannelse af havis i havet omkring Island og Norge øgede overfladevandets saltholdighed og dermed også dets massefylde, så det efterhånden sank til bunds. Her blev det blandet med koldt vand fra de arktiske egne og ledt tilbage til ækvatoriale områder langs bunden af oceanet.

Saltholdigheden i overfladevandet var også betinget af ferskvandstilførslen fra floder og hurtig udstrømning fra store, isdæmmede søer eller fra de armadaer af isbjerge, der jævnligt blev afskibet fra isskjoldene på hver side af Atlanterhavet. Derfor aftog styrken af havstrømmen, når store mænger smeltevand på kort tid tilførtes Nordatlanten.

Det Skandinaviske Isskjolds periodevise vækst og afsmeltning betød også en vekslen mellem kystklima på grund af havets og lavtryksbanernes nærhed og perioder med udpræget kontinentalt klima med et lavt havniveau og veludviklet højtryk over isen på Den Skandinaviske Halvø.

Kolde og lune istider

I de koldeste perioder af istiderne herskede den træløse, tundralignende, arktiske vegetation i det meste af Nordeuropa. Der var udbredt permafrost, og det meste af skoven var fortrængt til det østlige Middelhavsområde og Kaukasus. Imidlertid overlevede hårdføre trævækster og kuldetilpassede dyr i refugier, f.eks. op langs Norges vestkyst.

Vore farvande var arktiske, og i Nordatlanten fandtes drivende isbjerge og massiv udbredelse af havis. I perioder var der områder med åbent vand, og fugtige luftmasser kunne levere den nødvendige nedbør til nordlige højlandsområder, hvor gletsjerne dannedes, fordi vinterens sne ikke smeltede. Under disse klimatiske betingelser kunne ismasserne nå deres største udbredelse. Isskjolde bredte sig fra Svalbard, Skandinavien, Skotland, Alperne og Uralbjergene og dækkede store dele af det central- og nordeuropæiske lavland, mens vandstanden i verdenshavene sank med mere end 100 m.

Arktiske fjorde og sunde i Skagerrak og Kattegat samt store opdæmmede søer foran isen – især i Østersøen – havde en forstærkende virkning på isskjoldets flydehastighed og udbredelse over Danmark. Det betød også at perioder med isdække ikke altid var i fase med de globale klimasvingninger, der ses i de nordatlantiske dybhavskerner.

At havet alligevel kunne brede sig ind i Kattegat gennem en dyb fjord i Norske Rende og nå ind i vore indre farvande i perioder med global havspejlssænkning under istiderne, skyldtes isens egen vægt. Isen pressede nemlig både områderne under sig og et stykke foran sig ned.

Imidlertid var Nordeuropa med jævne mellemrum under istiderne præget af noget mildere, men stadig arktisk prægede klimaforhold. Sommertemperaturen kunne svare til den, der i dag findes i det nordlige Skandinavien og i Island. Det vil sige, at der periodevis var subarktiske forhold med et lunere, borealt præg i vore farvande, mens tundraens kuldetålende, men rige flora trivedes på det delvist permafrosne nordeuropæiske lavland. Subarktisk dværgbuskhede var udbredt, men også spredt trævækst eller åben skov fandt af og til fodfæste.

Under disse mildere perioder var isdækkerne på den nordlige halvkugle af moderat udbredelse, og Det Skandinaviske Isskjold var til tider fortrængt til højlandet omkring de norsk-svenske fjelde. Oceanernes vandspejl forblev lavere end i dag, men mærkbart højere end under perioder med store isskjolde. Det medførte, at Hvidehavet, Østersøen, vore indre farvande, Nordsøen og Den Engelske Kanal samt nutidens kystnære områder i Biscayen og Middelhavet kun var delvist oversvømmet (figur 13-2).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Istider og mellemistider.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig