Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sen Weichsel

Oprindelige forfattere KLK, MHo og NN-N

I Sen Weichsel (for 29.000-11.700 år siden) blev størstedelen af landet isdækket. Den suite af gletsjerfremstød, der begyndte med Kattegat lsstrømmen, fortsatte med to større gletsjerfreststød: Hovedfremstødet og Det Ungbaltiske Isfremstod, der nåede Danmark fra Mellemsverige og senere fra Østersøområdet.

I den efterfølgende senglacialtid begyndte den klimaforbedring, der ledte til den holocæne varmetid, vores egen tid. Senglacialtiden var præget af isafsmeltning, havstigning og landhævning samt indvandring af en arktisk pionervegetation med spredte forekomster af pil, birk og senere fyr under Bølling Mildningen og Allerød Mildningen i afsnittet Senglacial.

Kattegat Isstrøm

Arktiske forhold med lunere indslag havde hersket i Skærumhedehavet siden afsmeltningen af den første gletsjer i Mellem Weichsel. For ca. 30.000 år siden begyndte Det Skandinaviske Isskjold atter at vokse ud over de norske kystegne. De fremrykkende ismasser nordfra udfyldte efterhånden hele Norske Rende med gletsjeris.

Annonce

Skærumhedehavet blev afsnøret fra Nordatlanten, og der dannedes en større isdæmmet ferskvandssø, Kattegat Issø, i de tidligere havområder (figur 13-48B). Vandstanden steg hurtigt på grund af kælvning af isfronten i Skagerrak og langs den svenske vestkyst samt afløb fra Østersølavningens isdæmmede søer og større floder i Jylland. Muligvis voksede Det Skandinaviske Isskjold på dette tidspunkt sammen med Det Britiske Isskjold, samtidig med at Den Nordatlantiske Havstrøm aftog i styrke.

 FIGUR 13-49 (a). Tænder og knogler af fjeldlemming og halsbåndslemming fra Klintholm på Møn. Den stærke fragmentering skyldes delvist, at lemmingerne er blevet ædt, hvad også ætsningsspor fra mavesyre på nogle af tænderne peger på. Knogler og tænder er dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden til ca. 27.000 år før nu.

FIGUR 13-49 (a). Tænder og knogler af fjeldlemming og halsbåndslemming fra Klintholm på Møn. Den stærke fragmentering skyldes delvist, at lemmingerne er blevet ædt, hvad også ætsningsspor fra mavesyre på nogle af tænderne peger på. Knogler og tænder er dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden til ca. 27.000 år før nu.

 FIGUR 13-49 (b). Her ses de lerede og sandede søsedimenter med lag af planterester, hvor lemmingerne er fundet.

FIGUR 13-49 (b). Her ses de lerede og sandede søsedimenter med lag af planterester, hvor lemmingerne er fundet.

For omkring 28.000 år siden skød gletsjere fra Sydnorge sig ud i Kattegatissøen og videre ind over det nordlige Danmark. Moræneaflejringerne fra denne isstrøm er rige på ledeblokke fra Osloområdet. Gletsjerens store hastighed skyldtes, at isen nærmest flød på Kattegat Issøens vandmættede muddersedimenter. Isstrømmen standsede i Vestjylland ved Bovbjerg, mens den nåede Nordsjælland og vestskåne gennem Kattegatlavningen (figur 13-43 og 13-51A).

Men de store ismængder, der flød ud af Oslofjorden kunne ikke længere bevæge sig mod Danmark. Fordi Kattegat var opflydt af gletsjeris, modtog Norske Rende efterhånden en stadigt større ismængde. Flydemønsteret ændredes, og isen strømmede herefter mod den norske kontinentrand i Atlanterhavet via Norske Rende Isstrøm. Det sydlige Danmark forblev isfrit, og på land fandtes tundrasteppe samt udbredt dværgbuskhede med spredte forekomster af birk, pil og ene. De første fund af lemming i Danmark er fra denne tid og stammer fra Møn (figur 13-49).

 FIGUR 13-50. I Feggeklit på Nordmors i Limfjorden blev der for ca. 25.000 år siden aflejret lagdelt issø-ler og finsand på bunden af en sø. Siden blev søbunden gennemgribende foldet og dækket af moræneler fra Hovedfremstødet.

FIGUR 13-50. I Feggeklit på Nordmors i Limfjorden blev der for ca. 25.000 år siden aflejret lagdelt issø-ler og finsand på bunden af en sø. Siden blev søbunden gennemgribende foldet og dækket af moræneler fra Hovedfremstødet.

Perioden 26.000-23.000 år før nu var præget af opbrud af isstrømmen syd for Norge og stagnation og nedsmeltning i Danmark. Den Nordatlantiske Strøm blev igen mere aktiv. Borekerner ud for Bergen afslører, at havet trængte dybt ind i Norske Rende. Isstrømmen havde mistet fodfæste, og isbjerge sejlede ud i Atlanterhavet, samtidig med at en flydende gletsjer, en isshelf, kunne udvikledes i de indre dele af Skagerrak (figur 13-51B).

Alt dette skyldtes formodentlig, at en havstigning i Norske Rende affødt af isskjoldets egen nedpresning af underlaget var tilstrækkelig til at løfte isen fra havbunden. Afsmeltningen medførte, at der i de tidligere nedisede områder i det sydlige Kattegat, i Nordjylland, på Øerne og i Skåne dannedes større, isdæmmede søer i et landskab, der var præget af efterladt dødis.

NID-2-590.pngNID-2-592.png

NID-2-591.pngNID-2-593.png

NID-2-594.png

FIGUR 13-51. A) Fordelingen af land, hav og gletsjeris under Kattegat Isstrømmen. B) Fordelingen af land, hav og gletsjeris i perioden mellem det andet stadium af Kattegat Issøen og Hovedfremstødet for 27.000-23.000 år siden. C) Fordelingen af land, hav og gletsjeris under Hovedfremstødets største udbredelse i perioden 23.000-20.000 år siden. D) Fordelingen af land, hav og gletsjeris. Randstadier efter genfremstød under afsmeltningen indtil for ca. 20.000-19.000 år siden. Efter Houmark-Nielsen & Kjær, 2003; Houmark-Nielsen m.fl., 2005 og Larsen m.fl., 2009.

Hovedfremstødet - Nordøstisen

Mens gletsjerne rykkede frem gennem Sydsverige, foregik der kraftig afsmeltning i Sydnorge, samtidig med at den baltiske is rykkede frem i Polen og Nordtyskland. I de isfrie områder omkring Østersøen fandtes de sidste rester af et arktisk plantedække. Permafrost blev udbredt på land, og drivis begyndte at dukke op i Den Baltiske Issø (figur 13-51B).

 FIGUR 13-52. Klinten ved Bovbjerg på Vestkysten viser et snit gennem Hovedstilstandslinjen. Ældre lag er presset op af isen fra nordlige retninger. Samme is aflejrede moræneler, der tynder ud mod syd og overgår til de smeltevandsaflejringer, der opbygger de vestjyske hedesletter. Bemærk overhøjningen; profilet er i virkeligheden ca. 8 km langt, og klinten når højder på ca. 40 m. A-Q er høfder.

FIGUR 13-52. Klinten ved Bovbjerg på Vestkysten viser et snit gennem Hovedstilstandslinjen. Ældre lag er presset op af isen fra nordlige retninger. Samme is aflejrede moræneler, der tynder ud mod syd og overgår til de smeltevandsaflejringer, der opbygger de vestjyske hedesletter. Bemærk overhøjningen; profilet er i virkeligheden ca. 8 km langt, og klinten når højder på ca. 40 m. A-Q er høfder.

Under det efterfølgende Hovedfremstød trængte Det Skandinaviske Isskjold fra nordøst gennem det mellemste Sverige massivt ind over Danmark, flankeret af isstrømme gennem Norske Rende og af en baltisk gletsjer på vej mod det nordtyske og polske lavland (figur 13-43 og 13-51C). Over en bred front nåede Nordøstisen, der var en langsomt flydende del af isskjoldet, fra nordøst for omkring 23.000-20.000 år siden frem til Hovedstilstandslinjen i Midtjylland. Hovedstilstandslinjen, der møder den jyske vestkyst ved Bovbjerg, kan følges til havs ud i Nordsøen (figur 13-52). I Sønderjylland kan israndens position knyttes sammen med Weichselisens maksimale udbredelse i Nordtyskland og Polen, hvor den forbindes med Brandenburg-Lezno-randstadierne. Herfra udgår markante floddale, der har ført smeltevandet langs iskanten gennem Elbens munding mod Nordsøen, der var tørlagt.

 FIGUR 13-53. Moræneler aflejriet af Hovedfremstødet. Her ses morænen i en grusgrav ved Riis i Midtjylland, umiddelbart øst for Hovedstilstandslinjen, hvor den overlejrer smeltevandsslettens sand og grus. Sammenlign med figur 13-6.

FIGUR 13-53. Moræneler aflejriet af Hovedfremstødet. Her ses morænen i en grusgrav ved Riis i Midtjylland, umiddelbart øst for Hovedstilstandslinjen, hvor den overlejrer smeltevandsslettens sand og grus. Sammenlign med figur 13-6.

At isens front gennem Jylland ikke har været lige, men haft form af en næsten ret vinkel, er ikke forklaret til bunds. Israndens vinkelform kan skyldes, at udstrømningen gennem Norske Rende har været så effektivt et dræn for isskjoldet, at Midtjylland ikke fik tilført tilstrækkelige mængder is til, at isranden kunne opnå et naturligt udrettet forløb. Et forhold, der også kan have betinget, at isen ikke nåede længere end til Midtjylland, er underlagets evne til at lede smeltevand bort fra isen. Netop i området omkring Hovedstilstandslinjen ændres undergrunden fra dårligt vandførende, lerede sedimenter i øst og nord til godt drænende, sandede aflejringer i Vestjylland, hvilket kunne hæmme isens fremrykning (figur 10-5).

Isfronten fulgte stort set Den Jyske Højderyg, men hele Hovedstilstandslinjen blev sandsynligvis ikke dannet på samme tid. Den øst-vestgående del i Nørrejylland synes at være ældre end den nord-sydgående, og jo længere sydpå i Jylland, desto yngre synes linjen at blive.

 FIGUR 13-54. Hovedstilstandslinjen gennem det mellemste Jylland, hvor gletsjerne under Hovedfremstødet i Sen Weichsel nåede deres største udbredelse. Foran isranden ved Hovedstilstandslinjen blev hedesletterne afsat af smeltevandsfloder, der løb mod vest. Israndslinjen går syd-nord op midt i Jylland indtil Dollerup ved Viborg, hvor den svinger mod vest og får en øst-vestlig retning. Ved Bovbjerg på Vestkysten viser lagene i klinten et snit gennem den (figur 13-52). Under afsmeltningen har yngre smeltevandsfloder med afløb til Limfjorden gnavet sig ned i hedesletterne.

FIGUR 13-54. Hovedstilstandslinjen gennem det mellemste Jylland, hvor gletsjerne under Hovedfremstødet i Sen Weichsel nåede deres største udbredelse. Foran isranden ved Hovedstilstandslinjen blev hedesletterne afsat af smeltevandsfloder, der løb mod vest. Israndslinjen går syd-nord op midt i Jylland indtil Dollerup ved Viborg, hvor den svinger mod vest og får en øst-vestlig retning. Ved Bovbjerg på Vestkysten viser lagene i klinten et snit gennem den (figur 13-52). Under afsmeltningen har yngre smeltevandsfloder med afløb til Limfjorden gnavet sig ned i hedesletterne.

I de midterste dele af Danmark er Nordøstisens moræneaflejringer fattige på palæozoiske sedimenter, men rige på ledeblokke fra Mellemsverige (figur 13-53). Isens største udbredelse markeres kun i ringe grad af randmoræner, men derimod af de store vestjyske hedesletters nord- og østgrænse. Disse flodsletter består af sand og grus, der førtes med smeltevandsfloder vestpå mellem de højereliggende dele af det udglattede, ældre istidslandskab, der lå foran isfronten.

Afsmeltningen fra Hovedstilstandslinjen begyndte for ca. 20.000 år siden og foregik i flere tempi, som var afbrudt af genfremstød, der efterlod store randmoræner, der løber i nordvest-syd-øst-gående bælter gennem landet (figur 13-51D). Smeltevandsfloderne blev efterhånden ledt i stadig mere nordlig retning gennem Limfjorden.

 FIGUR 13-55. Opskudte flager af skrivekridt og kvartære aflejringer, Hvideklint på Østmøn, dannet under genfremstød under Hovedfremstødets generelle afsmeltning.

FIGUR 13-55. Opskudte flager af skrivekridt og kvartære aflejringer, Hvideklint på Østmøn, dannet under genfremstød under Hovedfremstødets generelle afsmeltning.

På grund af et stigende globalt havniveau og indsynkning betinget af gletsjerisens nedpresning af underlaget, søsattes de dele af Det Skandinaviske Isskjold, der lå på kontinentalsoklen vest og syd for Norge sammen med isskjoldet i Barentshavet for omkring 19.000 år siden. Isstrømmen i Norske Rende brød atter op, og i løbet af kort tid tømtes Skagerrak for gletsjeris. Den Nordatlantiske Strøm blev mere aktiv, og under Nordøstisens stadige tilbagesmeltning over Nordjylland trængte det Yngre Yoldia Hav ind i Skagerrak.

Mens den generelle afsmeltning fortsatte, dannede genfremstød et bælte af randmoræner fra den vestlige del af Limfjorden over Djursland og Mols gennem Storebælt til Møn og Nordfalster. Foran den aktive isrand lå store arealer dækket af dødis, hvis landskabsformer især er bevaret på det centrale Fyn og Midtsjælland. I kystklinterne på Møn findes foldede og opskudte flager af skrivekridt og issø-sedimenter, der vidner om Nordøstisens evne til at presse underlaget op i flager langs randen og senere overskride og udtvære disse (figur 13-55).

Lønstrup Klint

Lønstrup Klint er en meget aktiv kystklint vest for Hjørring med lag fra Mellem og Sen Weichsel samt Holocæn. Lagserien omfatter hovedsagelig sø-, flod- og gletsjeraflejringer samt havaflejringer fra perioden 34.000-14.000 år før nu, og den afspejler vigtige begivenheder i forbindelse med miljøudviklingen i den sene del af sidste istid (figur A).

I klintens centrale dele omkring Rubjerg Knude er lagfølgen brudt i stykker og opskudt i mere end 100 flager af et gletsjerfremstød fra nordnordøst (figur B). Her findes nu og da aflejringer, der stammer fra det arktiske Skærumhedehav, som dækkede størstedelen af Kattegat, Nordjylland og Skagerrak. Derover er der udbredte aflejringer fra Kattegat Issø, en isdæmmet sø, der opstod i de tidligere havdækkede områder, fordi Norske Rende blev blokeret af gletsjeris.

Søsedimenterne er mudder og sand, der er tilført af floder, der løb mod nord ud i issøen. De indeholder planterester fra en tundrasteppe og dværgbuskhede med dværgbirk, polarpil og mosser samt adskillige arter, der er hjemmehørende på kalkrig jordbund, som findes længere mod syd omkring Ålborg. Både sedimenter og planterester er dateret til omkring 30.000 år før nu. Erosion og nedskæring i sandlagene vidner om, at vandspejlet i søen mere end én gang er sunket hurtigt på grund af en delvis tømning over den isdæmmede tærskel i Norske Rende.

Med afglidning et stykke nede i de marine aflejringer har en fremrykkende gletsjer fra nord, Kattegat Isstrøm, skubbet søsedimenterne sammen i mere end hundrede flager, så lagene i op til 50 m’s højde kan ses i nutidens klint (figur C). Isstrømmen fortsatte videre mod syd, høvlede flagerne halvvejs ned og aflejrede stedvis morænesediment, der i dag ses som en horisont af efterladte sten og blokke.

I den nordlige del afklinten findes omkring 25.000 år gammelt flodsand, der blev aflejret oven på Kattegat Isstrøms morænelandskab. Dette vidner om en isfri periode inden næste gletsjer, Hovedfremstødet, overskred Lønstrup på vej mod Hovedstilstandslinjen ved Bovbjerg.

Lerede og sandede marine aflejringer, Yoldia Ler og Saxicava Sand, fra senglacialtiden ligger uforstyrret hen over de dele af klinten, der er lavere end ca. 40 m over det nuværende havniveau. De ældste aflejringer er omkring 18.000 år gamle, hvilket viser, at gletsjerne i Norske Rende på dette tidspunkt var smeltet bort, så havet kunne trænge ind i det stærkt nedpressede område af Nordjylland.

En hurtig landhævning, der var større end den globale havspejlsstigning, medførte et fald i det lokale havniveau med afsnøring og braklægning af fjorde og sunde til følge. Dannelse af odder og aflejring af strandsand overlejret af søaflejringer fra Ældre Dryas, Allerød og Yngre Dryas oven på det marine ler langs Vendsyssels kyster vidner om den fortsatte havspejlssænkning.

NID-2-597.png

A. I Lønstrup Klint i Nordjylland findes flager af Kattegat Issøens mudrede og sandede sedimenter opskudt af et gletsjerfremstød fra nord. Profilet er ca. 800 meter langt. Efter Jessen, 1931.

NID-2-598.pngNID-2-599.png

B (tv.). Lagserien i Lønstrup Klint og dens alder i tusind år. Efter Houmark-Nielsen, 2003. C (th.). Opskudte flager af Kattegat Issø-sedimenter. Flagernes hældning og forkastninger, der river lagene itu, hælder mod nord og viser, at gletsjerens deformation er sket ved bevægelse fra venstre mod højre. Foto: Michael Houmark-Nielsen.

Ungbaltiske Isstrømme

De Ungbaltiske Isstrømme afsluttede sidste istids store nedisninger i Danmark (figur 1343). Denne fase fandt sted for omkring 19.000-16.000 år siden og bestod af flere episoder med fremstød af isstrømme fra isskjoldet i Østersølavningen, ikke bare i Danmark og Skåne men også over de kystnære dele af Tyskland og Polen. I Danmark blev den Østjyske Isstrøm afløst af Bælthav Isstrømmen, som igen blev splittet i mindre isstrømme, efterhånden som kildeområdet tømtes for gletsjeris.

Omtrent samtidig med Nordøstisens tilbagesmeltning over Kattegat, bredte en baltisk isstrøm sig fra øst ind over Danmark for omkring 19.000 år siden. Isskjoldet i Østersøen havde mistet sit greb i underlaget på grund af opsmeltning i bunden af gletsjeren. Derfor kunne en isstrøm – Den Østjyske – flyde derfra mod vest og nå sin største udbredelse langs Den Østjyske Israndslinje, der løber fra Mols gennem Østjylland til Kruså, og videre gennem Frankfurt-Poznan-stadiets randmoræner i Nordtyskland og Polen (figur 13-56A).

NID-2-602.pngNID-2-603.png

FIGUR 13-56. Fordelingen af hav, land, gletsjeris og smeltevandsfloder under Det Ungbaltiske Fremstøds Østjyske isstrøm, hvis største udbredelse markeres af Den Østjyske Israndslinje, ca. 19.000-18.000 år før nu (A) og under Bælthav Isstrømmen for 18.000-17.000 år siden (B). Tungeformede hurtigt flydende gletsjere banede sig gennem de lavninger, der senere skulle udgøre vore Bælter og Sunde. Smeltevandet dannede nogle af Danmarks største issøer ved Egernsund i Sønderjylland og Stenstrup på Sydfyn. Efter Houmark-Nielsen & Kjær, 2003.

NID-2-604.png

NID-2-605.pngNID-2-606.png

FIGUR 13-57. Fordelingen af land, hav og gletsjeris i Ældste Dryas for ca. 17.000-16.000 år siden (A) og for 16.000-15.000 år siden (B) lige inden den klimatiske opvarmning, der indtraf under Bølling Mildningen og Allerød Mildningen. Mens det arktiske hav efterhånden forsvandt i Vendsyssel, trængte havet ind i Øresund, hvor der er fund af ringsæl og polartorsk i det senglaciale issø-ler. Efter Houmark-Nielsen & Kjær, 2003.

I den østlige del af landet afsattes moræneler med et karakteristisk indhold af sten og blokke fra Østersøens bund. Den aktive is afgav dels smeltevand ved kælvning i Kattegat og dels via store smeltevandsfloder i Gudenå-dalen og Elbendalen i Nordtyskland.

Mens den mellemsvenske is stadig smeltede tilbage mod Hallands kyst, bredte havet sig sydover fra Vendsyssel ind gennem Kattegat, samtidig med at Den Østjyske Isstrøm gik i stå. En fornyet udstrømning af isskjoldet i Østersøen førte til endnu et fremstød, Bælthav Isstrømmen, hvorfra mindre strømme skød ind over det østlige Danmark i perioden 18.000-17.000 år før nu (figur 13-56B). Karakteristisk for isstrømme på land dannedes lobeformede istunger, hvis buede israndsdannelser især er tydelige i Bælthavsområdet. Ældst er sandsynligvis isloben i Lillebælt, derefter loberne i Storebælt og senere den i Øresund. Endnu yngre islober skød sig bagefter vej gennem den sydlige del af Storebælt og over Sjælland (se figur i boks 13-5).

Langs isens rand opstod større isdæmmede søer, og under afsmeltningen dannedes flodsletter og større systemer af smeltevandsdale på Fyn og Sjælland. Store dele af Det Ungbaltiske Fremstød overgik til dødis, og sammen med efterladt dødis fra Hovedfremstødet begyndte den nedsmeltning, der førte til dannelsen af de bakkede dødislandskaber, der findes i Østdanmark. Samtidig dannedes de pommerske randmoræner i Nordtyskland og Polen.

NID-2-607.png

Istidslandskabets udvikling

De forskellige isfremstød i Mellem og Sen Weichsel har skabt grundtrækkene i det nuværende østdanske istidslandskab. I Vestjylland findes bakkeøer med gamle, gletsjerskabte landskabsformer, der er blevet udglattet ved erosion og jordflydning gennem lange tidsrum i Weichsel. Dette er også beskrevet i kapitlet Nutidens landskab.

Hovedstilstandslinjen går midt gennem Jylland fra Bovbjerg over Hald ved Viborg til landegrænsen ved Kruså. Herfra udgår mod vest de jyske hedesletter, der er dannet af smeltevandsfloder fra Hovedfremstødet. Under afsmeltningen ledtes smeltevandet i Nordjylland i stadig mere nordlige retninger langs Karup Ådal og andre smeltevandsdale, gennem de vestlige dele af Limfjorden til Skagerrak. Gletsjerne fra det mellemste Sverige foretog samtidig en række genfremstød. Der blev dannet randmoræner i bælter fra Limfjordsegnene over Himmerland til Djursland og Mols. Fortsættelsen gennem Storebælt og Sydsjælland til Møn og de lidt yngre randmoræner i Nordøstsjælland er sløret og udglattet af Det Ungbaltiske Fremstøds virke. De yngste velbevarede randmoræner findes i Vendsyssel, hvor de danner Jyske Ås.

Det Ungbaltiske Fremstød dannede Den Østjyske Israndslinje, og smeltevand herfra løb i Gudenådalen til Kattegat og i Sønderjylland ud over de ældre hedesletter. Under Bælthav Isstrømmen dannede mindre isstrømme bueformede randmoræner på Vestsjælland, i Bælthavsområdet og Øresund. Opdæmmede søer foran isen fandtes især ved Egernsund omkring Flensborg Fjord, Stenstrup nord for Svendborg og på Vestsjælland.

Under den fortsatte afsmeltning foretog Bælthav Isstrømmen adskillige genfremstød, især gennem Storebælt, hvor randmorænerne i dag spores som undersøiske rygge, der nogle gange stikker op og bliver synlige som langstrakte bakker eller rækker af øer, f.eks. Sejerø, Røsnæs, Asnæs, Sprogø, Langeland, Falster og Møn. Smeltevandet løb i floddale på Vestsjælland, Østfyn og gennem bælterne. På grund af landhævning findes havbunden fra det senglaciale Yngre Yoldia Hav hævet over nutidens havniveau og danner i dag vidtstrakte flader i det nordligste Jylland og i Nordvestskåne. Nordsjælland, som var dækket af dødis, har kun sporadiske spor efter dette hav.

Det yngste af Det Ungbaltiske Fremstøds isstrømme strakte sig fra Øresundsområdet langs Sjællands og Falsters østkyst til Rügen (figur 13-57A). Klinterne på Høje Møn blev dannet i denne fase. I den vestligste del af Østersøen opstod forstadierne til Den Baltiske Issø, hvis udløb til havet i Kattegat var med til at udgrave de dybe render gennem bælterne og Øresund. Samtidig medførte landhævningen faldende vandstand i Yngre Yoldia Hav i Vendsyssel og i den vestlige del af Kattegat.

Under nedsmeltningen af de ungbaltiske isstrømme trængte havet ind i Øresund, og dødis blev søsat som isbjerge, der flød ud i Kattegat. Rester af ringsæl og polartorsk i issø-aflejringer ved Nivå i Nordsjælland og Lomma i Skåne viser, at de isdæmmede søer stod i tæt forbindelse med Yngre Yoldia-havet langs Nordsjællands og Vestskånes kyst for omkring 17.000-15.000 år siden. I kuldeperioden Ældste Dryas begyndte genindvandring af den arktiske vegetation. Fra dette tidsrum er der ved Mei-endorf i Nordtyskland fundet spor af de første senglaciale mennesker tæt på Danmark. De var rensdyrjægere, der efterhånden vandrede nordpå til Sydskandinavien.

Gletsjernes afsmeltning og den deraf følgende landhævning betød, at de tidligere havområder ved Jæren i Sydnorge, i Vendsyssel og i det sydlige Kattegat efterhånden blev tørlagt, samtidig med at isen smeltede raskt tilbage i Østersølavningen, hvor det yngste israndsstadium løb gennem Skåne og videre langs Bornholms nordkyst (figur 13-57B). Foran den vigende isrand voksede senglacialtidens baltiske issø i størrelse, og dværgbuskhede med spredte birkelunde indvandrede i begyndelsen af Bølling Mildningen og Allerød Mildningen (se afsnittet Senglacial). Den stærkt øgede solindstråling betød begyndelsen til den endelige afsmeltning af de store isskjolde på den nordlige halvkugle, og der kom for alvor fart på den senglaciale klimaforbedring, der ledte til den holocæne varmetid. De sidste rester af dødis var dog først smeltet endeligt bort fra Danmark for omkring 11.000 år siden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Luise Knudsen, Michael Houmark-Nielsen, Nanna Noe-Nygård: Sen Weichsel i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483751

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk