Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sen Pleistocæn - den sidste mellemistids-istids-cyklus

Oprindelige forfattere KLK, MHo og NN-N

Sen Pleistocæn omfatter Eem Mellemistid og Weichsel Istid og varede fra ca. 130.000 til 11.700 år før nu. De ændringer i klima og miljø, som i denne periode fandt sted på land, i kystnære farvande og i dybhavet, er kendt i langt større detalje end fra de forrige istider og mellemistider. Udviklingen i Danmark kan uden større vanskeligheder jævnføres med den fra vore nabolande og med klimatisk betingede begivenheder over det meste af Europa samt i Nordatlanten.

 FIGUR 13-34. Skematisk oversigt over Sen Pleistocæn i Danmark, som dækker den sidste mellemistid og istid. Borealt hav og tempereret løvskov i Eem afløste Saale istidens arktiske forhold. Miljøerne viser tiltagende arktiske forhold i Tidlig Weichsel. Flydende isbjerge og tundrasteppe og dværgbuskhede herskede mellem nedisningerne i Mellem- og Sen Weichsel.

FIGUR 13-34. Skematisk oversigt over Sen Pleistocæn i Danmark, som dækker den sidste mellemistid og istid. Borealt hav og tempereret løvskov i Eem afløste Saale istidens arktiske forhold. Miljøerne viser tiltagende arktiske forhold i Tidlig Weichsel. Flydende isbjerge og tundrasteppe og dværgbuskhede herskede mellem nedisningerne i Mellem- og Sen Weichsel.

Af de ca. 130.000 år, som Sen Pleistocæn dækker, tegner det kølige istidsmiljø sig for langt størstedelen. Ved sammenligning med dybhavskernernes ilt-isotopkurver fra den sidste million år ses, at de varme mellemistider ligesom ekstremt kolde perioder med store nedisninger har været miljømæssige undtagelser. I det meste af Sen Pleistocæn var der arktiske til subarktiske forhold, periodevist med boreale indslag i de nordeuropæiske farvande. Det Skandinaviske Isskjold og de øvrige europæiske isskjoldes udbredelse var mere beskeden end under de store nedisninger. Havniveauet var lavere end i dag og landområderne tilsvarende større end i nutiden. Vegetationen bestod af tundrasteppe, dværgbuskhede og til tider lysåbne, kuldetolerante skove (figur 13-34).

Havniveau og havstrømme

Havspejlets stigning og fald i Sen Pleistocæn var betinget af vækst og afsmeltning af de store isskjolde på den nordlige halvkugle. Mest påvirkede Det Nordamerikanske Isskjold denne udvikling, fordi det var det største, mens isskjoldet over Skandinavien bidrog i mere beskedent omfang. Afsmeltning i slutningen af Saale Istid medførte en havspejlsstigning på mere end 140 m, indtil den højeste mellemistids-vandstand på ca. 10 m over det nuværende blev nået under den varmeste del af Eem Mellemistid (figur 13-35).

Annonce

 FIGUR 13-35. Stigning og fald i det globale havniveau i Sen Pleistocæn og Holocæn.

FIGUR 13-35. Stigning og fald i det globale havniveau i Sen Pleistocæn og Holocæn.

Efter en periode med stabilt havniveau indtraf et begyndende fald i anden halvdel af Eem, indtil vandspejlet i verdenshavene nåede det første lavpunkt på omkring 75 m lavere end dagens havniveau i Tidlig Weichsel for ca. 110.000 år siden. I de to milde perioder Brørup og Odderade steg havet igen til ca. 10-20 m under det nuværende. Det globale havspejl nåede herefter sit foreløbig laveste niveau omkring 90 m under nutidens i den første periode med store nedisninger i begyndelsen af Mellem Weichsel for ca.

65.000 år siden. Efter en stigning på ca. 50 m fulgte et svingende, men generelt dalende havniveau i resten af Mellem Weichsel.

Sidste istids absolutte minimum på 130-140 m lavere end det nuværende havniveau indtraf i Sen Weichsel for ca. 20.000 år siden, som er perioden med de største nedisninger. I forbindelse med den efterfølgende afsmeltning steg havet hurtigt, indtil de store isskjolde var smeltet bort et godt stykke ind i Holocæn. For godt 7.000 år siden vendte havniveauet tilbage til mellemistidshøjder, hvor det stadig befinder sig.

 FIGUR 13-36. De overordnede træk i beliggenheden af den oceaniske polarfront i Sen Pleistocæn og Holocæn. Nyere data viser, at fronten i visse tidsrum har været mere mobil end figuren antyder.

FIGUR 13-36. De overordnede træk i beliggenheden af den oceaniske polarfront i Sen Pleistocæn og Holocæn. Nyere data viser, at fronten i visse tidsrum har været mere mobil end figuren antyder.

Den såkaldte oceaniske polarfront i den nordlige del af Atlanterhavet skiller arktisk overfladevand fra boreale vandmasser og var underlagt store udsving under Sen Pleistocæn. Frontens beliggenhed afspejler styrken af Den Nordatlantiske Strøm, der er en udløber af Golfstrømmen. Under Eem Mellemistid lå denne skillelinje i havet ud for Scoresby Sund i Østgrønland til farvandene omkring Svalbard og Novaya Zemlja. I det meste af Weichsel befandt fronten sig derimod i Norskehavet, mens arktiske vandmasser trængte langt sydpå til omkring De Britiske Øer og Biscayen under to kolde perioder i Mellem Weichsel. I Sen Weichsel, dvs. omtrent samtidigt med den maksimale isudbredelse, lå polarfronten imidlertid helt nede i farvandene omkring Portugals kyst. I dag befinder fronten sig i Nordatlanten, lidt sydligere end i Eem.

Episoder med stor udbredelse af Det skandinaviske Isskjold synes at optræde i umiddelbar forlængelse af perioder, hvor polarfronten var søgt længere nordpå langs Nordvesteuropas kyster (figur 13-36). Større styrke i Den Nordatlantiske Strøm har bevirket, at der var mere åbne vandmasser i Nordatlanten, som har kunnet tiltrække fugtige luftmasser til gavn for væksten af isskjoldet i Skandinavien. I perioder med sydligt beliggende polarfront har udbredelsen af havis været massiv, og isvæksten har været hæmmet på grund af aftagende nedbør. Højtrykket over isskjoldet har bredt sig til de områder i Nordatlanten, der var dækket af havis, og lavtrykkene har vandret østpå gennem Mellemeuropa og Middelhavsområdet.

Boks 13-2. Skærumhedeserien, 100.000 års hav i Nordjylland og Kattegat

Skærumhedeserien er en mere end 100 m tyk marin lagserie, der først blev fundet i en boring ved Skærumhede ved Frederikshavn for omkring 100 år siden. Serien er nu kendt fra talrige boringer i Vendsyssel og Kattegat. Den er aflejret i et indsynkningsbassin langs Tornquist-Sorgenfrei Zonen, der blev dannet i Sen Kvartær, og som strækker sig fra Skagerrak over Vendsyssel og Kattegat til det nordlige Sjælland.

Skærumhedeserien omfatter et tidsrum på mere end 100.000 år og dækker perioden fra slutningen af Saale Istid, hele Eem Mellemistid samt Tidlig og Mellem Weichsel Istid. Den blev oprindelig inddelt i tre zoner på grundlag af indholdet af snegle og muslinger. Den nedre kolde Nuculana pernula-zone tilhører Sen Saale er kommet til senere. Den følges af den varme Turritella terebra-zone, der omfatter Eem og Tidlig Weichsel. Abra nitida-zonen dækker overgangen mellem en varm og en kold periode fra slutningen af Tidlig Weichsel. Den øvre kolde del af Skærumhedeserien kaldes Portlandia arctica-zonen og er aflejret i Mellem Weichsel (figur A).

NID-2-553.png

A. Stratigrafi og relativ temperaturkurve fra Skærumhedeserien. Lagserien er sat i relation til de marine isotopstadier. Skærumhedeserien blev oprindeligt opdelt i tre zoner ved hjælp af sedimenternes indhold af snegle og muslinger. Efter Jessen m.fl., 1910; Bahnson m.fl., 1974; Lykke-Andersen & Knudsen, 1991; Seidenkrantz m.fl., 1996; Houmark-Nielsen, 2004.

Sen Saale
Den nederste del af serien ligger oven på undergrundens skrivekridt og består af moræneaflejringer efterfulgt af marine sedimenter, der indeholder store mængder sten og grus af baltisk oprindelse tabt af isbjerge fra Warthe-fremstødets afsmeltning. I de marine lag findes en artsrig arktisk fauna fra relativt store vanddybder med en normal marin saltholdighed (figur B).

NID-2-550.pngNID-2-551.png
NID-2-552.png
B.Tre arter af bløddyr, som har givet navn til Skærumhedeseriens zoner. 1) Turritella terebra, 2) Abra nitida, 3) Portlandia arctica. Foto: S. Funder.

I enkelte boringer fra området ses en mindre mildning i klimaet i form af et interval med flere boreale arter. Efter en kortvarig tilbagevenden til arktiske forhold ses derefter en hurtig ændring til en boreal-lusitansk fauna ved overgangen til Eem, dvs. havtemperaturer som omkring nutidens engelske og nordspanske kyster (figur C).

NID-2-554.pngNID-2-556.pngNID-2-555.png

C. Typiske foraminiferer fra de dybe aflejringer fra Eem i Nordjylland: 1. Hyalinea balthica. 2. Cassidulina laevigata. 3. Bulimina marginata. Forstørrelse 75 gange. Foto: S. Meldgaard og Karen Luise Knudsen.

Eem og Tidlig Weichsel
Den følgende del af lagserien domineres af varmekrævende arter, heriblandt den lusitanske art Quinqueloculina padana. Denne henføres til Eem Mellemistid. Foraminiferfaunaen viser, at havtemperaturen har været 3-4 °C højere end i dag, og at vanddybden har været ca. 100-200 m i området. Opboret materiale fra marine lag i Nordatlanten og Vendsyssel tyder på, at Den Nordatlantiske Strøm i Eem muligvis var mindre stabil end i Holocæn.

Et tiltagende indhold af foraminiferer af slægten Elphidium viser en gradvis reduktion af vanddybden på ca. 15 m i løbet af mellemistidens sidste fase. Dette tolkes som tegn på, at iskapper i de polare egne allerede var i vækst under den sidste del af Eem. På tærsklen til Tidlig Weichsel skete der en ændring af faunaen fra varme til kolde arter i løbet af få tusinde år. Det globale fald i havniveauet på mere end 30 m registreres i Nordjylland ved, at lavtvandsarter af slægten Elphidium på én gang bliver helt dominerende.

De marine aflejringer fra Tidlig Weichsel er for det meste af en sådan beskaffenhed, at de ikke kan afspejle detaljer i klimaudviklingen. Kun i en boring ved Nørre Lyngby er Brørup Mildning registreret i form af et borealt indslag i den ellers arktiske fauna figur D.

Mellem Weichsel
Arktiske foraminiferer dominerede dyrelivet i Mellem Weichsel, i visse intervaller dog med et øget indhold af mere varmekrævende arter. Dette viser, at der var lunere perioder, hvor Den Nordatlantiske Strøm flere gange trængte så langt nordpå, at den kunne påvirke vandtemperaturen i Skagerrak.

Skærumhedeseriens aflejringer fra Mellem Weichsel, der kan ses i kystklinten ved Hirtshals og som enkelte flager i Lønstrup Klint (boks 13-4), kaldes Ældre Yoldia Ler efter muslingen Portlandia (tidligere Yoldia) arctica. Hvorvidt de mange isskurede sten, der findes i Portlandia arctica -zonen, stammer fra et gletsjerfremstød, der brød ind over Skagerrak og Kattegat, eller om stenene er tabt af flydende isbjerge, er stadig uklart.

NID-2-557.png

D. Fordelingen af foraminiferer i sedimenterne fra en boring fra Nørre Lyngby i Nordjylland. Planktoniske foraminiferer, der svæver frit i vandmasserne, viser, at der var en åben forbindelse til oceanerne i Eem. De bundlevende, bentoniske arter, som i Eem domineres af varmekrævende, boreale former, viser ustabile temperaturforhold i Eem og vekslende kolde og lidt lunere forhold i Tidlig Weichsel. Eem Mellemistids to køligere intervaller er markeret NL-1 og NL-2. Efter Knudsen m.fl., 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Luise Knudsen, Michael Houmark-Nielsen, Nanna Noe-Nygård: Sen Pleistocæn - den sidste mellemistids-istids-cyklus i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483732

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk