Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Saale Istid - de største nedisninger

Oprindelige forfattere KLK, MHo og NN-N

Saale Istid er en sammensat kuldeperiode, der varede fra ca. 390.000 år til 130.000 år før nu. Perioden tæller mindst tre større kuldeperioder og to varmeperioder, hvor i hvert fald den ene havde mellemistidsklima som i dag (figur 13-21).

I Danmark findes spor af en kortvarig mildning efterfulgt af tre større nedisninger, der var afbrudt af isfrie perioder. Et arktisk hav bredte sig efter den sidste nedisning i Saale gennem den dybe rende i Skagerrak ind i Kattegat.

Fra den ældre del af Saale Istid er der spor af en kortvarig periode med mildning i klimaet. Denne udvikling ses i lagene ved Vejlby, hvor der over søaflejringerne fra Holstein er fundet ler og kiselalgegytje. Pollenindholdet viser, at en åben fyr-, birk- og ene-domineret skov indvandrede og forsvandt to gange (figur 13-28). Efter denne Vejlby Mildning blev klimaet igen mærkbart koldere, og der aflejredes sand og flydejord i lavninger, og klitter blæste omkring i det åbne, arktiske landskab.

Annonce

Mellemistider i Saale

Ved Wacken i Slesvig-Holsten, der er et typeområde for Holstein Mellemistid, er der over havaflejringer fra Holstein fundet en komplet serie af yngre mellemistidslag i et søbassin. Her viser vegetationsudviklingen, at der efter Holstein først fandtes tundra svarende til Saale Istids første kuldeperiode. Den blev afløst af pionerskov med birk og fyr. Floraen overgik til tempereret løvskov under det varmeste klima, for atter at vende tilbage til den træløse, arktiske vegetation.

 FIGUR 13-31. Ved Trelde Næs i Østjylland findes moræneaflejringer fra den første nedisning i Saale Istid, der dækker foldede og sammenskudte ferskvandsaflejringer.

FIGUR 13-31. Ved Trelde Næs i Østjylland findes moræneaflejringer fra den første nedisning i Saale Istid, der dækker foldede og sammenskudte ferskvandsaflejringer.

Det ser således ud til, at Saale Istid i Slesvig-Holsten indledtes med en kuldeperiode efterfulgt af endnu en varmeperiode, Wacken Mellemistid. Plantevækstens udvikling har fælles træk med de fleste mellemistider, men på afgørende punkter afviger den fra både Holstein og Eem.

 FIGUR 13-32. I Sønderjylland findes som her ved Klåbygård syd for Ribe moræneaflejringer fra den yngste, baltiske gletsjer i Saale Istid, Warthe-fremstødet, med højt indhold af skrivekridt.

FIGUR 13-32. I Sønderjylland findes som her ved Klåbygård syd for Ribe moræneaflejringer fra den yngste, baltiske gletsjer i Saale Istid, Warthe-fremstødet, med højt indhold af skrivekridt.

Der er ikke truffet sikre spor af Wacken Mellemistid i Danmark. Nogle søaflejringer på Trelde Næs ved Vejle Fjords munding, der ellers er henført til Holstein, har en alder på ca. 270.000-200.000 år, hvilket er langt yngre end Holstein. Selv om Trelde Næs-lagene ligner andre mellemistiders søaflejringer ved at bestå af søkalk efterfulgt af kiselalgegytje, synes den varmekrævende flora ikke at stemme overens med den, der kendes fra de nærliggende Holstein-søaflejringer eller søaflejringerne ved Wacken. Pollenstudier fra Trelde Næs viser, at det kolde klima efter mellemistiden blev afløst af en mildningsperiode (figur 13-31). Om det var den mildning, der kendes fra toppen af aflejringer fra Vejlby, er ikke klarlagt.

Tre gletsjerfremstød

Fremrykkende gletsjere har sat sig spor i form af smeltevandsaflejringer, der ligger over søaflejringerne ved Trelde Næs, og som overlejrer de marine dannelser ved Kås Hoved i Limfjorden. Det såkaldt „norske grus“ i de vestjyske bakkeøer, der har et højt indhold af ledeblokke fra Oslofeltet, blev sandsynligvis også aflejret i forbindelse med Saale Istids første gletsjerfremstød. Isen kom fra nord, dækkede hele landet og aflejrede sandet moræneler med et stort indhold af den lokale undergrund og af norske ledeblokke, samt stumper af flintkonglomerat fra Skagerrak og cementsten fra molerområdet. Under isens bortsmeltning forekom genfremstød fra mere nordvestlige retninger, mens der i vestgående flodløb i Jylland aflejredes smeltevandssedimenter.

Figur 13-33.

NID-2-545.png

NID-2-546.png

NID-2-544.png

FIGUR 13-33. Fordelingen af land, hav og gletsjeris under Warthe-fremstødet (A) og i slutningen af Saale Istid (B). Efter Ehlers m.fl., 2004; Houmark-Nielsen m.fl., 2005 og Larsen m.fl., 2009.

Det andet store gletsjerfremstød i Saale Istid flød hen over Danmark fra nordøstlig retning og aflejrede et sandet morænesediment med ledeblokke fra Dalarna, Kinnediabas fra det sydlige Sverige og bjergarter fra Kattegats bund, især sorte marine jurasiske sand- og muddersten, Katholmblokke.

Det Skandinaviske Isskjold dækkede det meste af Holland og Nordtyskland og nåede hermed sin største udbredelse i Pleistocæn under den kuldeperiode, der i Nordvesteuropa kaldes Drenthe (se figur 13-3). Mod vest var størstedelen af De Britiske Øer berørt, og isen strakte sig videre østover gennem det sydlige Polen og dybt ind på det russiske lavland til Volga og Ural.

Saale Istids yngste gletsjerfremstød kaldes Warthe, og det nåede sit maksimum for omkring 150.000 år siden. På det nordeuropæiske fastland nåede gletsjerne lidt vest for Hamburg og det mellemste Polen. Fremstødet, der udbredte sig som en isstrøm, havde sit udspring i Østersølavningen og flød ind over Danmark fra østlige og sydøstlige retninger. Isen efterlod kridt- og flintrigt moræneler med baltiske ledeblokke og med store mængder bjergartsfragmenter af palæozoiske sedimenter fra Østersøens bund. Isen i Danmark formodes at have haft sin rand stående lidt vest for Rømø og nordpå gennem Vestjylland til Limfjordsområdet og videre til Vendsyssel (figur 13-33).

Afsmeltningstiden

En global opvarmning, der medførte en verdensomspændende havstigning, fik de store isskjolde, der hvilede på de lavvandede dele af kontinentalsoklen, til at bryde op. Den Nordatlantiske Strøm trængte atter op langs Nordvesteuropas kyster, og isstrømmen over Danmark og Nordtyskland gik i stå.

I store områder, der var dækket af dødis, begyndte afsmeltningstiden med aflejring af grus og sten i større smeltevandsfloder. Opboret stenet, arktisk, marint mudder i Vendsyssel vidner om, at isen kælvede i et nyåbnet hav, der gennem Norske Rende og Skagerrak nåede til Nordjylland. Marine aflejringer på Jæren i Sydvestnorge samt på Anholt og langs Hallands kyst viser, at havstigningen brød gennem Norske Rende ind over de nedpressede og tidligere isdækkede områder. I boringer ses det, at havspejlsstigningen i den dybe del af bassinet er foregået, mens der endnu herskede et arktisk klima. I takt med at isen smeltede bort, trængte havet videre mod syd langs den svenske vestkyst og måske gennem Øresundsområdet til den vestlige del af Østersøen (figur 13-33).

Foraminiferer i boringer fra Vendsyssel og Kattegat viser, at perioden hen imod slutningen af Saale var præget af ustabile klimaforhold. Der er registreret tilløb til mellemistidsforhold, som svarer til de svingninger, der kendes fra overgangen fra Weichsel Istid til Holocæn. Den første opvarmning i slutningen af Saale blev således afbrudt af en kuldeperiode, svarende til den tilbagevenden til istidsforhold, der fandt sted i Yngre Dryas i Sen Weichsel.

Warthe-fremstødets afsmeltning forvandlede de store arealer, der var dækket af dødis, til et ungt morænelandskab. I dalsænkninger på land blev smeltevandsflodernes sten og grus dækket af stenfrit issø-ler afsat i lokale søbassiner og afsnørede strømløb. Samtidig indvandrede den første arktiske pionervegetation.

Boks 13-1. Geologiske lagfølger og log-profiler – brikker til et puslespil

I geologiske lag findes information om det miljø, der herskede i forbindelse med aflejringen. Denne information ligger gemt i lagenes beskaffenhed, dvs. deres kornstørrelse, grænser til over- og underliggende lag, sedimentære strukturer, geokemiske forhold, plante- og dyrerester osv.

Flere lag, der følger oven på hinanden, optegnes grafisk i et log-profil, der på en simpel og overskuelig måde viser, hvordan en lagfølge i en klint eller boring er opbygget med de ældste lag i bunden og de yngste i toppen. Geologer er i stand til at „læse“ den historie, en log fortæller om udviklingen fra ét miljø til et andet, og under hvilke klimatiske forhold disse miljøer har afløst hinanden.

Mens geologiske lag kan være veludviklede ét sted og give detaljeret viden om visse begivenheder, kan andre lag samme sted lige så vel være gået tabt eller måske aldrig aflejret, hvorved der mangler information om disse begivenheder. Derfor kan en mere komplet historie kun skrives ved at sammenstikke viden fra flere lokaliteter, som brikker til et puslespil, der kun i den rette kombination giver et meningsfuldt billede. At knytte lagfølger fra forskellige lokaliteter til hinanden kræver ofte tilstedeværelsen af let genkendelige lag. Den slags lede-horisonter kan være fossilførende mellemistidsaflejringer, karakteristiske moræneaflejringer, istektoniske strukturer eller lag, hvis alder kan bestemmes. Selv om det lykkes at knytte lagfølger fra sted til sted sammen, mangler information fra visse tider ofte helt, og det medfører, at det samlede begivenhedsforløb alligevel ikke kan blive fuldt belyst.

Et eksempel på sammenstilling af geologiske lagfølger er hentet fra tre nærliggende klintprofiler i det østlige Sønderjylland og Det Sydfynske Øhav, der tilsammen viser en del af den senkvartære geologiske historie i dette område. Lagfølgerne er langtfra komplette, men alligevel hører Sen Saale, Eem og Weichsel til de bedst kendte dele af kvartærtiden. 140.000 års historie fra dette område fortæller med afbrydelser om den yngste Saale-is’ afsmeltning, overgangen til Eem Mellemistid med efterfølgende havstigning, der førte til, at de lavtliggende søer druknedes. Senere faldt havniveauet, og Cyprina Ler afløstes af Tapes Sand (figuren).

NID-2-543.png

Geologiske log-profiler fra klinterne i det østlige Sønderjylland og det Sydfynske Øhav. Lagfølgerne er knyttet sammen af Eem Mellemistids marine aflejringer, kaldet Cyprina Ler og viser udviklingen fra Saale Istids afslutning, gennem hele Eem Mellemistid og dele af Weichsel Istid. Efter Konradi, 1973; Sjørring m.fl., 1981; Hamberg, 1989; Houmark-Nielsen, 1990; Ditlefsen, 1991; Kristensen m.fl., 2000; Murray & Funder, 2003; Eiriksson m.fl., 2006; Kristensen & Knudsen, 2006 og Knudsen m.fl., 2011.

I den dybeste del af Eem-tidens fjorde – ved Mommark – fortsatte den marine sedimentation. I den øvre del af lagserien her ses yderligere et havniveaufald hen imod slutningen af mellemistiden. Snegle- og muslingefaunaen i det marine ler viser tegn på tiltagende forarmning af miljøet, og et stedse mere stresset økosystem med tiltagende periodevis massedød på grund af iltsvind er registreret gennem den sene del af Eem. Forholdene omkring havbunden minder derfor en del om de forhold, der hersker i nutidens indre danske farvande.

I slutningen af Eem blev den tidligere fjord i det sydlige Lillebælt omdannet til en sø på grund af det fortsatte havspejlsfald, der nu var styret af gletsjervækst i de arktiske egne. Aflejringen af søsedimenter ved Mommark fortsatte ind i Tidlig Weichsel, hvorefter de overlejredes af flod- og vindaflejringer fra Tidlig og Mellem Weichsel kaldet det hvide sand.

I Mellem Weichsel blev der aflejret moræneler fra et gammelbaltisk isfremstød. Fra Sen Weichsel findes flodaflejringer (Det Gule Sand) og moræneler fra Hovedfremstødet, der invaderede landet fra nordøst. Alle de førnævnte aflejringer er klippet i stykker og stablet sammen i overskudte flager fra sydøst af Det Ungbaltiske Fremstød. Det er dette isfremstøds evne til at deformere gletsjerforlandet, der har gjort det muligt, at disse aflejringer i dag kan ses i bl.a. Ristinge Klint (figur 13-13).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Luise Knudsen, Michael Houmark-Nielsen, Nanna Noe-Nygård: Saale Istid - de største nedisninger i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483729

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk