Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Istidernes begyndelse

Oprindelig forfatter Redaktionen

Det er tidligere beskrevet, hvordan den klimatiske udvikling medførte stadigt større temperaturforskelle mellem kulde- og varmeperioder siden begyndelsen af Pliocæn. De gentagne skift mellem istider og mellemistider begyndte dog først for alvor at præge Jordens klima ved overgangen fra Neogen til Kvartær.

Imidlertid går spor af nedisning på den nordlige halvkugle ca. 14 millioner år tilbage, og den grønlandske indlandsis blev dannet første gang allerede for 6 millioner år siden. Småsten og grus i oceanbundens mudder tabt af drivende isbjerge i Nordatlanten viser, at tilbagevendende nedisninger fandt sted i Skandinavien fra omkring 2,6 millioner år siden. Samtidig forsvandt de varmekrævende skove i Holland og Slesvig-Holsten, og herefter skiftede plantevæksten regelmæssigt mellem arktisk tundra og buskhede, hvor sommertemperaturen var omkring 10 °C eller lavere, og den tætte løvskov, med sommertemperaturer som nutidens. Ved overgangen til Pleistocæn pulserede indstrålingen fra Solen i rytmer af ca. 40.000 års varighed styret af de gentagne ændringer i jordaksens hældning, som er beskrevet i kapitlet Rytmiske klimaændringer. Klimasvingningerne blev større og større, indtil store og langvarige nedisninger ledsagede kuldeperioderne i den sene del af Pleistocæn med rytmer på omkring 100.000 år (figur 13-16).

De klimaændringer, der fandt sted for ca. 2,6 millioner år siden, synes at have haft afgørende betydning for ændring af økosystemer over hele Jorden både på land og i havet. Et globalt havniveaufald, der skyldes vækst af gletsjere, betød en sænkning af vandløbenes erosionsdybde. Det medførte nedskæring og udgravning af større floddale på kontinenterne. Markante terrasser, hvor de ældste ligger højest, dannedes langs de større nordeuropæiske floddale. Disse har givet navn til adskillige af de kvartære istider i Centraleuropa og Alperne. Samtidig blev den sidste globale afkølingsfase sat i gang, de polare højtryk blev styrket og fik større indflydelse på istidsklimaet på den nordlige halvkugle. De ældste forekomster af det meget finkornede vindblæste løss blev aflejret af kolde nordenvinde, mens resterne af den varmekrævende før-istids flora og fauna forsvandt i Europa.

Annonce

 FIGUR 13-16. Målinger af 4 millioner års iltisotoper og magnetiske polvendinger fra borekerner i dybhavet. Kurveforløbets ændringer for ca. 2,6 millioner og knap 1 million år siden falder samtidig med ændringer i henholdsvis Jordens aksehældning og i jordbanens form omkring Solen. Det gav større klimaforskelle mellem istider og mellemistider. Den sort-hvide signatur viser, hvornår den magnetiske nord- og sydpol har byttet plads, og bruges til datering.

FIGUR 13-16. Målinger af 4 millioner års iltisotoper og magnetiske polvendinger fra borekerner i dybhavet. Kurveforløbets ændringer for ca. 2,6 millioner og knap 1 million år siden falder samtidig med ændringer i henholdsvis Jordens aksehældning og i jordbanens form omkring Solen. Det gav større klimaforskelle mellem istider og mellemistider. Den sort-hvide signatur viser, hvornår den magnetiske nord- og sydpol har byttet plads, og bruges til datering.

Modsat tidligere er Sen Pliocæn i dag en del af Kvartær, og der er i dag bred enighed om at foreslå periodens begyndelse sat til 2,588 millioner år før nu, dvs. ved begyndelsen af det marine ilt-isotopstadium 103 (figur 13-16). Dette er samtidig alderen på det geomagnetiske Gauss-Matuyamja-polaritetsskifte, hvor den magnetiske nord- og sydpol byttede plads, en begivenhed, der kan genfindes som ledehorisont i geologiske lag over alt på kloden; både på land og i oceanerne.

Denne ca. 2,6 millioner år lange periode kan naturligt opdeles i to tidsafsnit, et ældre- og knap så koldt, hvor Danmark tilsyneladende ikke blev berørt af nedisning, og et yngre tidsafsnit, hvor landet under de sidste 7-9 istider gentagne gange blev dækket af Det Skandinaviske Isskjold. Den ældre periode rækker fra ilt-isotopstadium 103 til stadium 19 og omfatter Tidlig Pleistocæn (ca.

2.588.000-781.000 år før nu), mens den yngre dækker Mellem Pleistocæn (ca. 781.000-130.000 år før nu) og Sen Pleistocæn (130.000-11.700 år før nu) samt vor moderne varmetid, Holocæn (de sidste 11.700 år).

I lagfølger fra de sidste ca. 2,6 millioner år er der som tidligere nævnt registreret adskilligt flere varme og kolde tidsafsnit i de marine borekerner, angivet ved ilt-isotopstadier, end antallet af kendte istider og mellemistider på det nordeuropæiske fastland, der er bestemt ved ændringer i plantevæksten. Dette viser, hvor ukomplette landjordens lagfølger er på vore breddegrader, og hvor vanskeligt det er at sammenholde begivenheder i oceanerne med udviklingen på kontinenterne.

Stort set er det kun fra den sidste mellemistids-istids-cyklus, altså de sidste ca. 140.000 år, at der er næsten fuld tidsmæssig overensstemmelse mellem den marine og den landbaserede udvikling. Ældre begivenheder både på tværs af de enkelte dele af Nordeuropa og mellem kontinentet og Nordatlanten er vanskeligere at få til at passe sammen. Dels fordi kronologien grundet usikre dateringsmetoder ikke kan fastlægges i detaljer, og dels fordi der er tale om så forskellige typer af data, at de ikke uden videre lader sig sammenligne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Istidernes begyndelse i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483767

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk