Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elster Istid

Oprindelige forfattere KLK, MHo og NN-N

Den første istid, hvis aflejringer kan spores over større dele af Danmark, er Elster, der varede fra ca. 490.000 til 410.000 år før nu. Der er fundet aflejringer fra tre større gletsjerfremstød og fra et arktisk hav, der bredte sig i slutningen af Elster. Om den klimatiske udvikling i overgangen fra Cromer til Elster Istid kan der kun gættes, da de yngste lag ved Harreskov og Ølgod som nævnt ikke nødvendigvis er fra begyndelsen af Elster.

Elster Istids morænesedimenter, der er bedst kendt fra Fyn og Jylland, bærer stærkt præg af den lokale undergrund, idet de ofte hviler direkte på Prækvartæroverfladen.

Det første gletsjerfremstød kom nordfra. Det dækkede hele landet og aflejrede en sandet moræne med ledeblokke fra Osloområdet (figur 13-25). Efter alt at dømme efterfulgtes denne gletsjer af et fremstød fra Mellemsverige, hvor Det Skandinaviske Isskjold nåede sin største udbredelse i Elster Istid. Randen lå langs en linje fra den sydlige del af Nordsøen gennem Holland, Nordtyskland og Polen til Rusland.

Annonce

Det yngste Elster-gletsjerfremstød i Danmark havde sit udspring i Østersøområdet, og dets rand gik gennem Nordsøen og Nordtyskland under den maksimale udbredelse. Denne baltiske Elster-gletsjer aflejrede en moræne, som er rig på palæozoiske sedimenter, især røde kalksten og ledeblokke fra Østersøområdet (se Hvor findes aflejringer fra Tidlig Palæozoikum?).

 FIGUR 13-25. Sandet, båndet og kvartsrig Elster-moræne overlejrer smeltevandsaflejringer ved Nr. Snede i Østjylland. Rhombeporfyr i morænen viser, at gletsjeren har passeret Oslofjorden.

FIGUR 13-25. Sandet, båndet og kvartsrig Elster-moræne overlejrer smeltevandsaflejringer ved Nr. Snede i Østjylland. Rhombeporfyr i morænen viser, at gletsjeren har passeret Oslofjorden.

Moræneaflejringerne i Danmark adskilles af store mængder smeltevandssedimenter fra isfrie intervaller, men det er dog uvist, om gletsjerfremstødene i Elster har været afbrudt af så lune perioder, at en arktisk pionervegetation har kunnet indvandre, ligesom der heller ikke er fundet sikre spor af havaflejringer (figur 13-25).

De dybe dale

Et karakteristisk træk ved den yngre del af Elster Istid er dannelsen af dybe dale. Mens nogle af dalene følger gamle strukturer i undergrunden, f.eks. større forkastningssystemer eller saltstrukturer, synes andre dale at være upåvirkede af undergrundens beskaffenhed. Oftest er dalene helt fyldt med sediment og ikke synlige i det nutidige landskab, men nogle, især fjord- og floddale i Østjylland, er genopstået i forbindelse med afsmeltningen under den sidste istids slutning.

De sedimenter, der udfylder dalene, er bedst kendt fra boringer på land. De afspejler typisk afslutningen på en istid og udviklingen i begyndelsen af den efterfølgende mellemistid. I en boring ved Inder Bjergrum, ned gennem den begravede dal ved Ribe, er der fundet spor af et næsten ubrudt aflejringsforløb. En 15 km bred og mere end 100 m dyb dal i miocæne sand- og leraflejringer er i bunden dækket af morænesedimenter samt sandede og lerede smeltevandsdannelser med sten tabt af mindre isbjerge. Resten af dalen er opfyldt med marine aflejringer fra Sen Elster Istid og Holstein Mellemistid. Dalen er skjult under et dække af moræneler og smeltevandsaflejringer fra Saale Istid, marine aflejringer fra Eem Mellemistid, smeltevandsaflejringer fra Weichsel Istid og havaflejringer fra Holocæn (figur 13-26).

 FIGUR 13-26. Snit gennem en udfyldt dal ved Ribe, konstrueret ud fra 32 grundvandsboringer. Foraminiferanalyser viser, at den marine udvikling svarer til den fra Tornskov, hvor pollenanalyser af lagene viser, at de tilhører Sen Elster og Holstein Mellemistid. Lagfølgen ved Ribe fortæller både om overgangen fra en istid til en mellemistid og efterfølgende opfyldning af dalen.

FIGUR 13-26. Snit gennem en udfyldt dal ved Ribe, konstrueret ud fra 32 grundvandsboringer. Foraminiferanalyser viser, at den marine udvikling svarer til den fra Tornskov, hvor pollenanalyser af lagene viser, at de tilhører Sen Elster og Holstein Mellemistid. Lagfølgen ved Ribe fortæller både om overgangen fra en istid til en mellemistid og efterfølgende opfyldning af dalen.

Lagene i de danske, udfyldte dale ligner dem, der kendes fra tilsvarende dale i det nordeuropæiske lavland. I et bredt bælte fra Holland til Rusland findes udfyldte dale flettet i netformede mønstre, der forsvinder ikke langt fra Elster-isskjoldets yderste grænse. I hele det tidligere ned-isede område er dalene hovedsagelig opfyldt af smeltevandsmaterialer fra floder, efterfulgt af finkornede issø-aflejringer, Lauenburger Ler.

Dette issø-ler fra Sen Elster er fundet i talrige boringer. De mest udbredte forekomster i Danmark findes i randsænker omkring saltstrukturerne i de veslige Limfjordsegne og området omkring Mariager Fjord, hvor den maksimale lagtykkelse er 90 m. Marine indslag har ikke, som i Nordtyskland, været påvist i selve de danske issø-aflejringer, men issø-leret overlejres ofte af aflejringer fra det arktiske hav, der bredte sig fra Nordsøen ind i de dybestliggende dalsystemer.

Langs Nordsøkysten og i den vestlige del af Østersøen er dalene i den efterfølgende Holstein Mellemistid fyldt op af marine aflejringer, og længere inde i land af flod- og søaflejringer.

Havstigning

Mens den inaktive gletsjeris fra Elster endnu dækkede store dele af Danmark og Nordsøen, steg vandstanden i verdenshavene, hvilket betød, at grundvandsstanden i de store områder med dødis hævedes tilsvarende, og der dannedes isdæmmede søer – især i de dybe dale. Store dele af Nordsøen blev efterhånden dækket af et arktisk hav. Den fortsatte havstigning betød, at store mængder dødis blev til drivende isbjerge, og søerne omdannedes til fjorde og sunde. Havet bredte sig ud over dalsiderne og dækkede efterhånden en større del af Danmark. Leraflejringerne herfra kaldes Ældste Yoldia Ler efter den arktiske musling Portlandia (tidligere Yoldia) arctica (figur 13-27).

 FIGUR 13-27 (a). I en boring ved Tornskov i Sydvestjylland er der fundet sand og ler fra et arktisk Sen Elster-hav og et varmere hav fra den første del af Holstein Mellemistid. Skemaet viser fund af skaller fra de encellede dyr, foraminiferer, i disse aflejringer. De tre former til venstre levede i koldt, arktisk vand, mens de tre til højre levede i varmere, borealt vand. De marine aflejringer er entydigt bestemt til Sen Elster og Holstein ud fra pollenanalyser.

FIGUR 13-27 (a). I en boring ved Tornskov i Sydvestjylland er der fundet sand og ler fra et arktisk Sen Elster-hav og et varmere hav fra den første del af Holstein Mellemistid. Skemaet viser fund af skaller fra de encellede dyr, foraminiferer, i disse aflejringer. De tre former til venstre levede i koldt, arktisk vand, mens de tre til højre levede i varmere, borealt vand. De marine aflejringer er entydigt bestemt til Sen Elster og Holstein ud fra pollenanalyser.

 FIGUR 13-27 (b). Muslingen Portlandia arctica, som er typisk for marine aflejringer fra Sen Elster.

FIGUR 13-27 (b). Muslingen Portlandia arctica, som er typisk for marine aflejringer fra Sen Elster.

De marine aflejringer fra Sen Elster, der findes over Lauenburger Leret, kendes fra mange lokaliteter og boringer i Danmark. Forekomsterne er specielt koncentreret i de udfyldte dale i det sydvestlige Jylland og omkring Limfjordsegnene. Her har der været uafbrudt marin sedimentation hen over grænsen mellem Elster Istid og Holstein Mellemistid, hvor den arktisk prægede fauna blev afløst af en boreal, dvs. en varmekrævende mellemistidsfauna. De tykkeste forekomster af marine Sen Elster-Holstein aflejringer findes i områder med dybtliggende undergrund, muligvis fordi der er foregået en gradvis tektonisk indsynkning. Alt i alt har den globale havspejlsstigning under gletsjernes afsmeltning i begyndelsen af Sen Elster været større end den lokale landhævning efter isens bortsmeltning.

De marine aflejringer i de vestlige Limfjordsegne findes dels i kystklinterne langs fjorden, dels i boringer. Den bedst tilgængelige forekomst findes i kystklinten ved Kås Hoved på Vestsalling. I det sydvestlige Jylland kendes aflejringerne i dag kun fra boringer. Den mest komplette og bedst undersøgte lagfølge er fra Tornskov ved Løgumkloster. Her findes sandede, senere lerede marine sedimenter fra slutningen af Elster Istid og første halvdel af Holstein Mellemistid. Foraminiferfaunaen viser en gradvis ændring fra arktiske til subarktiske forhold i løbet af Sen Elster. I begyndelsen var der en vanddybde på mere end 20 m og åbne marine forhold, men gennem resten af Sen Elster var havniveauet langsomt faldende, sandsynligvis fordi der skete en isostatisk landhævning efter gletsjernes afsmeltning, alt imens klimaet gradvist blev varmere (figur 13-27).

Spredte forekomster af marint ler fra Sen Elster forekommer også i det øvrige Danmark ved Hadsten, i Vestsjælland og på Sydfyn. Enkelte steder langs den jyske vestkyst mellem Esbjerg og Limfjorden er der under et dække af yngre aflejringer fundet rester af oddesystemer og strandaflejringer fra Sen Elster. De viser, at kysten i denne periode lå i nærheden af den nuværende Vesterhavskyst, og at erosion, transport og aflejring langs kysten dengang var meget lig den nuværende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Luise Knudsen, Michael Houmark-Nielsen, Nanna Noe-Nygård: Elster Istid i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483719

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk