Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eem Mellemistid

Oprindelige forfattere KLK, MHo og NN-N

Saale Istid blev afløst af Eem Mellemistid. Boredata fra iskernerne i Grønland og Antarktis samt fra de ækvatoriale marine dybhavskerner viser, at Eem begyndte for ca. 130.000 år siden med en global havstigning, mens mellemistidsvarmen først slog igennem på land ca. 3000 år senere.

 FIGUR 13-37. Rekonstruktion af forholdene i havene omkring Skandinavien i den varme del af Eem Mellemistid, der viser, at Den Nordatlantiske Strøm var stærkere dengang end i dag. Sammenlign med figur 13-1.

FIGUR 13-37. Rekonstruktion af forholdene i havene omkring Skandinavien i den varme del af Eem Mellemistid, der viser, at Den Nordatlantiske Strøm var stærkere dengang end i dag. Sammenlign med figur 13-1.

Eem sluttede for knap 115.000 år siden, dog havde et havniveaufald nogle tusind år tidligere indvarslet, at sidste mellemistid var ved at rinde ud. En længde på omkring 12.000 år for Eem har kunnet tælles i en næsten ubrudt følge af årslag fra søaflejringer i Bispingen i Nordtyskland. Varigheden af de enkelte pollenzoner i Nordtyskland kan overføres til danske aflejringer. På grund af den karakteristiske floraudvikling, som er registreret i mellemistidens pollenzoner over det meste af Nordeuropa, kan lagene fra Eems havaflejringer og søbassiner korreleres med hinanden.

Eem var en periode med varmere klima end Holocæn og havde et globalt havniveau nogle meter over det nuværende (figur 13-35). Fordelingen af land og hav omkring Danmark lignede nutidens en hel del, selv om havet var dybere i Skagerrak og Kattegat, og Vendsyssel var en del af dette hav (figur 13-42). Dengang fandtes en mere åben forbindelse mellem Nordsøen og Baltikum gennem sunde og bælter, der var bredere og muligvis også dybere end de nuværende. Desuden forbandt et sund Vesterhavet med Østersøen gennem Slesvig-Holsten. Også de store sydsvenske søområder var dækket af havet, og der eksisterede en forbindelse fra Østersøen via Finske Bugt og Karelen til Hvidehavet i det nordlige Rusland i begyndelsen af Eem (figur 13-37).

Annonce

Plantevækst

Vegetationens udvikling i Eem kan inddeles i syv perioder, pollenzoner (figur 13-38), ud fra studier i søaflejringer fra egnen omkring Brørup mellem Esbjerg og Kolding, fra Hollerup ved Randers, fra Herningområdet og klinterne omkring det sydlige Lillebælt.

Pollenzonerne kan kort karakteriseres som følger:

  • Mellemistiden indledtes med Birketid, der var domineret af birk, enebær og bævreasp. Middeltemperaturen var allerede dengang et par grader højere end i dag, hvilket ses af fund af vedbend, mistelten og krebseklo. De to sidste kræver foruden en høj middeltemperatur også en gennemsnitlig sommertemperatur på ca. 17 °C.

  • I den efterfølgende Birke-Fyrretid bredte fyr sig, og de første elme indvandrede.

  • I Egetid, der fulgte efter, forsvandt birken næsten, fyr blev kortvarigt ret dominerende, og ask bredte sig på den fugtige bund.

  • I Ege-Hasseltid bredte hassel og taks sig i de tørre områder, mens el bredte sig på fugtig bund. Skoven var tæt og mørk.

  • Ved overgangen til Avnbøg-Grantid, ændredes skoven markant. Ege-Hasseltidens vegetation blev fortrængt, kun el synes at have holdt stand. Skoven blev igen mere åben.

  • I den efterfølgende Grantid, gik avnbøg tilbage, mens birk og fyr igen vandt terræn.

  • I den sidste periode i Eem, Fyrretid, var fyr den herskende træart. Gran og el gik tilbage.

Et stykke ind i Weichsel forsvandt skoven helt, og herefter herskede arktisk vegetation med urter og græsser.

Figur 13-38.

NID-2-559.png

FIGUR 13-38. Sammensat pollendiagram fra Hollerup og Brørup, der dækker Eem Mellemistid og Brørup Mildning i Tidlig Weichsel Istid. Eem kan over det meste af Nordvesteuropa opdeles i syv karakteristiske vegetationsperioder. Efter S. Th. Andersen, 1965 og Wienberg-Rasmussen, 1968.

Dyreliv

Eem Mellemistids åbne skove var gode levesteder for dådyr, mens kronhjort holdt til i den tætte løvskov. Begge arter er fundet i danske søaflejringer. Der er desuden fundet rester af kæmpehjort, steppebison, uldhåret næsehorn, skovnæsehorn, skovelefant og bæver i danske lag fra Eem, det vil sige en blanding af kuldetolerante steppearter og varmetilpassede skovdyr. Dertil kommer en række fiskearter, der også lever i nutidens ferske vande.

 FIGUR 13-39 (A). Knogler fra voksne dådyr.

FIGUR 13-39 (A). Knogler fra voksne dådyr.

 FIGUR 13-39 (B) Kæbefragmenter fra en lille kalv, Hollerup kiselgurgrav.

FIGUR 13-39 (B) Kæbefragmenter fra en lille kalv, Hollerup kiselgurgrav.

Fund af knoglestumper fra Eem er gjort ved Hollerup nær Langå i Østjylland, hvor aflejringer fra et søbassin findes i Gudenåens dalside. Knoglerne, hvoraf hovedparten er fra voksne individer, er gået i stykker på en måde, som man tidligere forestillede sig var resultat af marvspaltning udført af mennesker. Men det er i dag sandsynliggjort, at der ikke er tale om marvspaltning, ligesom formodede primitive håndkiler omlejret fra Eem-strandaflejringer i Ejby Klint i Hornsherred på Nordsjælland efter alt at dømme heller ikke skyldes menneskelig aktivitet.

Søer

 FIGUR 13-40. Klinten ved Emmerlev Klev med moræneler fra det yngste gletsjerfremstød i Saale. Små lavninger i morænelandskabet er opfyldt med moseaflejringer fra Eem Mellemistid. Øverst i klinten ser man, at Eemaflejringerne er dækket af flyvesand og flydejord fra Weichsel Istid.

FIGUR 13-40. Klinten ved Emmerlev Klev med moræneler fra det yngste gletsjerfremstød i Saale. Små lavninger i morænelandskabet er opfyldt med moseaflejringer fra Eem Mellemistid. Øverst i klinten ser man, at Eemaflejringerne er dækket af flyvesand og flydejord fra Weichsel Istid.

Der fandtes søer i stort set hele Danmark og Skåne siden slutningen af Saale Istid, men der er bevaret flest i den vestlige del af landet.

I Sønderjylland og omkring Det Sydfynske Øhav viser pollenanalyser, at nogle lavtliggende søer eksisterede indtil begyndelsen af Egetiden, hvor de blev oversvømmet med brakvand, der senere overgik til fuldt marine forhold.

Andre søaflejringer fra Eem kendes fra Emmerlev Klev ved Tønder. Søerne her blev dannet i mindre, afløbsløse lavninger i et morænelandskab fra Saale Istid. Efterhånden groede søerne langsomt til med næringsfattig kærtørv, hvilket tyder på, at der var høj grundvandsstand. Det skyldes sandsynligvis, at søerne var tæt ved kysten, og at deres vandspejl kun lå få meter over datidens havniveau.

I Weichsel Istids begyndelse blev de fleste af Eems søbassiner dækket af flyvesand og flydejord med frostsprængte sten (figur 13-40).

Eemhavet

De åbne havforbindelser, der er omtalt ovenfor, betød, at forholdene i de indre farvande og Østersøen i første halvdel af Eem var anderledes end senere i mellemistiden. Frem for alt var saltholdigheden større, og temperaturen i havet var 3-4 °C højere end i Holocæn. Det skyldtes, at Den Nordatlantiske Strøm var stærkere i sidste mellemistid end den er i dag, og at den åbne havforbindelse fra Østersøen over Karelen til Hvidehavet gav bedre gennemstrømning i de danske farvande (figur 13-42).

I det nordlige Vendsyssel var Eemhavet 100-200 m dybt, mens det højst var 30 m dybt mod vest og syd i Danmark. Fra Eemhavets lavvandede områder findes en karakteristisk lagfølge. Nederst er der lerede ferskvandslag fra det tidligste Eem, og derover ses det marine Cyprina Ler med muslingen Arctica (tidligere Cyprina) islandica, som nogle steder er dækket af Tapes Sand (se boks 13-1). Mens Cyprina Ler er aflejret på større dybder, er Tapes Sand, der har navn efter muslingen Paphia (tidligere Tapes) senescens afsat på lavt vand langs kysten (figur 13-41).

I Vest- og Sønderjylland og i Nordtyskland tæt på den nuværende Nordsøkyst er der fundet uforstyrrede lag fra Eemhavet i boringer. I det østlige Danmark og langs Østersøkysten findes de marine aflejringer i gletsjeropskudte flager i kystklinter og boringer. Dette er særlig almindeligt i det sydlige Lillebælt samt ved Sjællands og Møns Østersøkyst.

Strandsedimenter fra Eem kendes fra Ejby Klint i bunden af Isefjorden og i en kystklint ved Spøttrup på Vestsalling.

Marine fossiler og pollenanalyser fra lagserien i Sønderjylland og Det Sydfynske Øhav viser, at ændringen til marine forhold her indfandt sig ca. 300 år efter Eem Mellemistids begyndelse.

Hvor Tapes Sand overlejrer Cyprina Ler, indikerer pollenanalyser et fald i havniveau betinget af landhævning ca. 4000 år inde i Eem. Aftagende saltholdighed ved overgangen til Avnbøg-Grantid skyldtes den fortsatte landhævning, der medførte, at forbindelsen til Hvidehavet blev afbrudt og hæmmede udvekslingen med oceanernes vandmasser. Kun i de dybeste fjorde i Danmark fortsatte den marine sedimentation uforstyrret igennem resten af Eem (se boks 13-1).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Luise Knudsen, Michael Houmark-Nielsen, Nanna Noe-Nygård: Eem Mellemistid i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483738

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk