Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grundfjeldet på Bornholm

Oprindelig forfatter PGrav

På de nordlige to tredjedele af Bornholm er grundfjeldet i dag enten dækket af tynde aflejringer fra Kvartær eller helt fritlagt (figur 6-3). På den sidste tredjedel er grundfjeldet skjult under de yngre sedimenter fra Palæozoikum og Mesozoikum.

Det prækambriske grundfjeld på Bornholm består af granitter og gnejs, der alle har samme, begrænsede mineralindhold. De er rige på de lyse mineraler kvarts og feldspat, og de har et mindre indhold af de mørke mineraler biotit og hornblende samt i sjældne tilfælde pyroxen. De indeholder også en række malmmineraler som magnetit, kobberkis, pyrit, blyglans og molybdænglans i mindre mængder.

Gnejsen kan let kendes på sine striber af mørke mineraler. Granitterne er generelt mere homogene med en jævn fordeling af mineralerne i et plettet mønster.

Annonce

Hvordan blev Bornholms grundfjeld dannet?

 FIGUR 6-3. De områder på Bornholm, hvor grundfjeldet når jordoverfladen eller kun er dækket af tynde lag fra istiderne.

FIGUR 6-3. De områder på Bornholm, hvor grundfjeldet når jordoverfladen eller kun er dækket af tynde lag fra istiderne.

I 1930'erne forestillede geologerne sig, at Bornholms grundfjeld var dannet ud fra smeltet granitbjergartsmasse, magma, fra et dybtliggende kammer, som lå under hele Bornholm. Geologen Karen Callisen beskrev i 1932 dannelsesfølgen af de forskellige bjergarter, og hun mente, at der kun var lille aldersforskel mellem grundfjeldets bjergarter. Aldersbestemmelser fra 1971 og 1980 bekræftede dette.

Op gennem 1960'erne blev der fremsat nye teorier, der gik ud på, at bjergarterne var dannet under bjergkædefoldninger, og i slutningen af 1980'erne blev disse bjergkædefoldninger kædet sammen med den nye viden om bjergkæders foldning ved sammenstød mellem kontinentalplader. Det bornholmske grundfjeld blev ifølge denne teori dannet under bjergkædefoldningerne i Det Baltiske Grundfjeldsskjold – en teori, der stadig menes at være gyldig.

 FIGUR 6-4. Det bornholmske grundfjeld blev foldet, mens det størknede eller lige efter, at det var størknet. Kortets linjer viser retningen af gnejsens striber, som blev skabt under foldningen. Først blev gnejsen foldet i retningen VNV-ØSØ, og derefter blev Østbornholm foldet N-S.

FIGUR 6-4. Det bornholmske grundfjeld blev foldet, mens det størknede eller lige efter, at det var størknet. Kortets linjer viser retningen af gnejsens striber, som blev skabt under foldningen. Først blev gnejsen foldet i retningen VNV-ØSØ, og derefter blev Østbornholm foldet N-S.

Den nyeste teori peger på en simpel tidsfølge: Sedimenter og vulkanske bjergarter, der var ført til det danske område før grundfjeldet blev skabt, blevet foldet og opsmeltet, og dermed omdannet til granitter og gnejs. Den mest omfattende omdannelse skete med granitterne, og processerne er sket over lang tid og i mange trin. Granitterne bevægede sig opad gennem jorden som smeltede bjergartslegemer over kortere og længere distancer. Bjergarterne blev deformeret ved foldning under eller efter den afsluttende størkning, og herved dannedes en stribning i gnejserne (figur 6-4). Granitter, der ikke er stribede, har måske været for flydende på deformationstidspunktet til at fastholde strukturerne.

Det sidste ord om grundfjeldets dannelse er formodentlig ikke sagt endnu. Imidlertid er der behov for flere detaljerede oplysninger fra felten og laboratoriet, før man kan komme videre.

Grundfjeldets sprækker og forkastninger

Efter størkningen af grundfjeldet, som fandt sted i tidsrummet fra 1200 millioner til 670 millioner år før nu, blev hele det danske grundfjeld hævet op. I slutningen af Prækambrium og i flere senere tidsperioder var det udsat for forskydninger og opsprækninger, der skabte forkastnings- og sprækkesystemer (figur 6-6). Disse sprækkesystemer har retning NNØ-SSV og NØ-SV. Retningerne kan i dag følges i landskabet ved hjælp af to fænomener: diabasgange og sprækkedale.

 FIGUR 6-5. Ekkodalen midt på Bornholm er en typisk sprækkedal med stejle sider og flad bund. Den blev dannet som en sprækkezone i grundfjeldet, der under istiderne blev udhulet af gletsjerne. I bunden af Ekkodalen løber Kelse Å Diabasen på sin vej tværs over Bornholm. Diabasen er en bjergart, som trængte op og størknede i sprækken.

FIGUR 6-5. Ekkodalen midt på Bornholm er en typisk sprækkedal med stejle sider og flad bund. Den blev dannet som en sprækkezone i grundfjeldet, der under istiderne blev udhulet af gletsjerne. I bunden af Ekkodalen løber Kelse Å Diabasen på sin vej tværs over Bornholm. Diabasen er en bjergart, som trængte op og størknede i sprækken.

De sorte diabasgange gennemskærer grundfjeldet mange steder, og de kan også ses i bunden af sprækkedalene. De er dannet, hvor magma er trængt op til jordoverfladen gennem sprækkerne i grundfjeldet og derefter størknet hurtigt. Diabasgangenes bredde kan variere fra få centimeter til flere meter, og de løber som næsten rette linjer gennem landskabet – de længste kan krydse hele Bornholm. Kelse Å Diabas er med sine 60 m den bredeste på Bornholm, og den skærer øen på tværs fra Arnager Bugt på sydkysten til Saltune ved Gudhjem på nordkysten.

Sprækkedalene er dannet ved, at det opknuste materiale i midten af sprækkezonerne er blevet eroderet og fjernet af istidernes gletsjere og deres smeltevand. På bjergarterne langs dalenes stejle sider kan man se de skurestriber, som gletsjerne har dannet. En af de kendteste sprækkedale er Ekkodalen i Almindingen midt på Bornholm (figur 6-5). I bunden af Ekkodalen løber Kelse Å Diabas på sin vej tværs over Bornholm, så sprækkedalen og diabasen må skyldes samme sprækkezone.

 FIGUR 6-6. Bornholm er gennemskåret af sprækkedale og forkastninger. Sprækkedalene er områder, hvor gletsjere har fjernet det løse materiale langs grundfjeldets sprækker. Forkastninger er brudflader, hvor bjergarterne er forskudt skråt op på den ene side og ned på den anden.

FIGUR 6-6. Bornholm er gennemskåret af sprækkedale og forkastninger. Sprækkedalene er områder, hvor gletsjere har fjernet det løse materiale langs grundfjeldets sprækker. Forkastninger er brudflader, hvor bjergarterne er forskudt skråt op på den ene side og ned på den anden.

Endelig skæres grundfjeldet også af forkastninger, hvor to bjergartsblokke har bevæget sig i forhold til hinanden. De udgør grænsen til de yngre sedimenter. De mest markante er den vest-østgående forkastning fra Nyker til Nexø, der stort set krydser hele øen, og den nord-sydgående forkastning mellem Rønne og Hasle på øens vestlige del. De yngre sedimenter ligger stort set alle syd for den vest-østgående forkastning.

Alle grundfjeldsbjergarterne har også småsprækker. De findes ofte med tre dominerende retninger: lodret NNØ-SSV, lodret NØ-SV og vandret. Retningerne er dermed parallelle med de store forkastninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Gravesen: Grundfjeldet på Bornholm i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483906

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk