Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bjergarterne i Bornholms grundfjeld

Oprindelig forfatter PGrav

Bornholms granitter og gnejser blev omkring år 1900 undersøgt af bl.a. den danske geolog N.V Ussing, som gav flere af bjergarterne de navne, de bærer den dag i dag. På øen kan man således møde følgende bjergarter.

Bornholmsk Gnejs

Den stribede Bornholmsk Gnejs har langt den største udbredelse på øens nordlige del, hvor den er den dominerende grundfjeldsbjergart. Gnejsen er en lys, grå eller rødliggrå bjergart, da de lyse mineraler kvarts og feldspat udgør størsteparten af bjergarten. De mørke mineraler biotit og hornblende findes i mindre mængde, samlet i korte striber. Gnejsens udseende kan dog godt variere en hel del. Ved Listed er gnejsen f.eks. mere båndet og mindre stribet end andre steder (figur 6-7).

 FIGUR 6-7. Bornholmsk Gnejs fra Knarregård Stenbrud på Bornholm.

FIGUR 6-7. Bornholmsk Gnejs fra Knarregård Stenbrud på Bornholm.

Stribningen har forskellige orienteringer: Mod vest og centralt på øen er den orienteret VNV-ØSØ, mens den i den østlige del er orienteret N-S (figur 6-6). Det betyder, at gnejsen er foldet ad to omgange. Først blev den foldet på tværs af øen, og dernæst blev den østlige del foldet på langs af øen. Den sidste foldning kaldes Den Østbornholmske Fold. Gnejsen har desuden en række små, lokale folder.

Annonce

Bornholmsk Gnejs er en typisk metamorf bjergart, og den er sandsynligvis dannet ud fra bl.a. granit og sandsten, da rester af disse bjergarter kan findes som indeslutninger i gnejsen. Granit og sandsten blev omdannet til gnejs under højt tryk og høj temperatur, men omdannelsen er sket, uden at bjergarten er smeltet.

Grænsen mellem den bornholmske gnejs og granitten kan optræde som en skarp kontakt, men er også visse steder gradvis. Grænsen mellem gnejs og den såkaldte Hallegård Granit er skarp, men små legemer af gnejs kan findes delvist isoleret som indeslutninger i granitten. Ved Listed findes kontakten mellem gnejsen og Svaneke Granit. Den er skarp og stejltstående, og granitten skærer gennem gnejsens strukturer.

Gnejsen kan ses ved Knarregård Stenbrud i Østerlarsker Plantage, ved kysten nord for Listed og på Katteslet Bakke i Bodilsker Plantage.

 FIGUR 6-8. Rønne Granit fra Klippeløkken på Bornholm.

FIGUR 6-8. Rønne Granit fra Klippeløkken på Bornholm.

Rønne Granit

Den mørke Rønne Granit findes lige øst for Rønne (figur 6-8). Rønne Granit adskiller sig fra de andre granitter på Bornholm ved at være mørkegrå til sort, visse steder med et rødligt skær. Indholdet af mørke mineraler er dog kun lidt større end i de øvrige granitter, og den mørke farve skyldes først og fremmest, at feldspaten er glasklar og gennemskinnelig, så de mørke mineraler slår igennem. I granitten findes også spredte partier af grå og røde feldspatkorn på 10-15 cm’s størrelse. Rønne Granit har et meget homogent udseende.

I granitten er der fundet mineralrester, som kan være pyroxenmineralet hypersthen. Det viser, at bjergarten oprindeligt blev dannet under højt tryk, men forekomsten af feldspatkorn med zoneinddeling tyder på, at den senere blev omdannet ved delvis opsmeltning.

 FIGUR 6-9. Kaolingraven ved Nygård nordvest for Rønne. Kaolinit er hvidt ler, der er dannet ved forvitring af Rønne Granit.

FIGUR 6-9. Kaolingraven ved Nygård nordvest for Rønne. Kaolinit er hvidt ler, der er dannet ved forvitring af Rønne Granit.

Stærkt forvitret Rønne Granit findes i østranden af granittens udbredelsesområde som det hvide ler kaolinit (figur 6-9). Det skyldes, at Rønne Granit er forvitret ved påvirkning af svagt surt vand, som især har nedbrudt feldspat og mørke mineraler og ladt kvartsen tilbage. Resultatet er den bløde, hvide lerart kaolin, som formodentlig har dækket det meste af granitten. Der kan stadig ses en vekslen mellem partier, der er helt forvitret, og partier, der kun delvist er omdannet. Visse steder ligger store, delvis kaoliniserede blokke tilbage. Forvitringsprocessen er forløbet i et varmt og fugtigt klima, og kaolindannelsen menes derfor at være sket i Jura og starten af Nedre Kridt, dvs. I et tidsrum langt yngre end Prækambrium.

Målinger foretaget ved hjælp af kalium-argon-metoden har givet granitten en alder på omkring 1330-1285 millioner år, mens datering ved hjælp af argon i feldspatmineralerne har givet varierende aldre fra 946 til 670 millioner år. Man kan ikke forklare den store forskel i aldersdateringerne.

 FIGUR 6-10. Paradisbakke Migmatit fra Præstebo Stenbrud på Bornholm.

FIGUR 6-10. Paradisbakke Migmatit fra Præstebo Stenbrud på Bornholm.

Rønne Granit kan i dag studeres nærmere i de store brud ved Klippeløkke Gård øst for Rønne, og kaolinitten kan ses ved Nygård nordvest for Rønne.

Paradisbakke Migmatit

Paradisbakke Migmatit findes på det østlige Bornholm, hvor den grænser op til øens østligste grundfjeldsbjergart Svaneke Granit (figur 6-10). Migmatit betyder blandingsbjergart, og den er da også sammensat af en lys granit og en mørkegrå gnejs. Det lyse ligger som et netværk af årer i den mørkegrå masse, og der er ca. 20 % lyse årer og ca. 80 % mørk gnejs (figur 6-11).

De lyse granittiske årer består af kvarts og feldspat. De tilhører to generationer, der hver er dannet ved en delvis smeltning af gnejsen. Den mørkegrå gnejs består af mineralerne biotit og hornblende og har også grønne feldspatkorn. Migmatitten hører til blandt de ældste bjergarter på Bornholm, men dens præcise alder kendes ikke.

 FIGUR 6-11. På en blok af Paradisbakke Migmatit fra Præstebo Stenbrud kan man tydeligt se de lyse årer af granit i den grå gnejs.

FIGUR 6-11. På en blok af Paradisbakke Migmatit fra Præstebo Stenbrud kan man tydeligt se de lyse årer af granit i den grå gnejs.

Paradisbakke Migmatit kan ses ved Præstebo Stenbrud i den nordlige del af Paradisbakkerne.

Hammer Granit og Alminding Granit

Hammer Granit findes omkring Bornholms nordlige spids Hammeren (figur 6-12). Det er en lys, rødgrå granit med få mørke mineraler. Granitten er karakteristisk ved at have små, mørkerøde, diffuse og spredte pletter, som skyldes indhold af jernholdige mineraler, der udfylder fine sprækker mellem de lyse mineraler kvarts og feldspat. Men ellers er det mineralerne kvarts og feldspat, der dominerer bjergarten, samt de mørke mineraler biotit og hornblende. Der er også fundet lys glimmer og violet flusspat.

Dateringer med kalium-argon-metoden har givet den en alder på ca. 1.340 millioner år.

NID-2-115.png

NID-2-117.png

FIGUR 6-12. A) Hammer Granit fra Moseløkken Stenbrud på Bornholm. B) Alminding Granit ved Bjergbakke Stenbrud på Bornholm. Foto: S. Andersen, 1995.

Granitten kan ses omkring hele Hammeren, i Moseløkken Stenbrud syd for Hammeren og i stenbrud ved Dalegård og Sjæle Mose ved Olsker. Hammer Granit findes også som isolerede legemer i Vang Granit, der mod syd støder op til Hammer Granit. En skarp grænse mellem de to granitter kan ses ved Sjæle Mose. Hammer Granit er stedvis finkornet, og den sender finkornede udløbere ind i den grovkornede Vang Granit. Det viser, at Hammer Granit er yngre end Vang Granitten (figur 6-13).

Alminding Granit findes centralt på Bornholm omkring Almindingen, hvor den umiddelbart kan ses på overfladen i sprækkedale og i stenbruddene ved Bjergbakke og Hvideeng. Alminding Granit minder meget om Hammer Granit, men har ofte et mere stribet udseende.

Vang Granit

Vang Granit er en grovkornet, rødgrå bjergart, som findes på det nordlige Bornholm i et bælte mellem Hammer Granit og Bornholmsk Gnejs (figur 6-13 og 6-14). Det er karakteristisk for granitten, at de mørke mineraler er samlet i afrundede hobe med en diameter på 5-10 mm. Op mod gnejsen er granitten ofte stribet på grund af opsmeltning og flydning i den delvis størknede smeltemasse under dannelsen.

 FIGUR 6-13. Ved Sjæle Mose nær Olsker på Bornholm kan man se overgangen fra Hammer Granit til Vang Granit. Den lysere Hammer Granit har sendt udløbere ind i den mørkere Vang Granit.

FIGUR 6-13. Ved Sjæle Mose nær Olsker på Bornholm kan man se overgangen fra Hammer Granit til Vang Granit. Den lysere Hammer Granit har sendt udløbere ind i den mørkere Vang Granit.

Granitten består af næsten lige dele grå feldspat, rød feldspat og røgfarvet eller klar kvarts samt 10 % af de mørke mineraler biotit og hornblende samt andre mineraler i mindre mængde.

Datering med rubidium-strontium-metoden har givet Vang Granit en alder på 1400 millioner år.

Vang Granit ses omkring Vang Havn og i stenbruddene i Ringebakkerne.

Svaneke Granit

Svaneke Granit er den mest grovkornede granit på Bornholm (figur 6-15). Den findes på den østlige del af øen, hvor den grænser op til Bornholmsk Gnejs og Paradisbakke Migmatit. Svaneke Granit har store røde feldspatkorn, der giver bjergarten en nubret overflade. Den kan have lidt forskelligt mineralindhold, den kan være strukturløs, og den kan være mere eller mindre stribet.

 FIGUR 6-14. Afrundet Vang Granit ved Olsker Branddam på Bornholm. Den lyse stribe er en såkaldt pegmatitgang. Pegmatit er en bjergart, som senere er trængt op i granitten.

FIGUR 6-14. Afrundet Vang Granit ved Olsker Branddam på Bornholm. Den lyse stribe er en såkaldt pegmatitgang. Pegmatit er en bjergart, som senere er trængt op i granitten.

 FIGUR 6-15. Svaneke Granit fra Helletsgård Stenbrud på Bornholm.

FIGUR 6-15. Svaneke Granit fra Helletsgård Stenbrud på Bornholm.

Svaneke Granit er nogle steder stærkt forvitret som ved Årsdale, hvor regnvand, der er løbet ned i sprækker i bjergarten, har angrebet den – især under temperaturændringer mellem frost og tø. Det har betydet, at granitten er faldet fra hinanden og har dannet kantede former, der af vind og vejr er slebet til store kugleformer (figur 6-16). Årsagen til, at netop Svaneke Granit opsprækkes i kugleformer er, at det er den mest grovkornede af alle de bornholmske granitter. Derfor sprækker den lettere op og er dermed mest udsat for det nedsivende vand. Kugleforvitringen er formodentlig sket i tiden lige efter istiderne.

Forvitringsmaterialet ligger nu omkring kugleformerne som vandaflejret, lagdelt granitsand og -grus, der kaldes Årsdale Grus. Det er bl.a. blevet aflejret i Den Baltiske Issø ved istidens slutning (se nærmere om issøen i kapitlet Istider og mellemistider (Kvartær inkl. følgede afsnit)).

Datering med kalium-argon-metoden har givet granitten en alder på omkring 1325-1255 millioner år.

Granitten kan ses hele vejen langs østkysten fra Nexø til Listed og i Helletsgård Stenbrud i østenden af Paradisbakkerne. Kugleformerne og Årsdale Grus kan ses ved kysten nord for Årsdale Havn (figur 6-16).

Granitter med begrænset udbredelse

 FIGUR 6-16. Ved Årsdale Havn på Bornholm er Svaneke Granit forvitret til store kugleformer. Det forvitrede restmateriale kaldes Årsdale Grus.

FIGUR 6-16. Ved Årsdale Havn på Bornholm er Svaneke Granit forvitret til store kugleformer. Det forvitrede restmateriale kaldes Årsdale Grus.

To granitter med beskeden udbredelse er særligt iøjefaldende: Maegård Granit og Hallegård Granit. Granitten ved Maegård syd for Kirkeby er en lille isoleret forekomst. Den er mørkegrå, homogen og indeholder lidt mindre feldspat og lidt flere mørke mineraler end Rønne Granit. Et forholdsvist højt indhold af mineralet hypersthen adskiller den fra de andre granitter på Bornholm.

Hallegård Granit på Katteslet Bakke syd for Bodilsker Plantage er også en særlig granittype, der kun findes på et 2 km2 stort areal. Den minder en del om Svaneke Granit og indeholder store feldspatkorn og hobe af mørke mineraler. Desuden er dens feldspatmineraler ofte opdelt i zoner, hvorfor de kaldes zonar plagioklas.

Pegmatit og aplit

Grundfjeldet er bl.a. gennemskåret af tynde, rødlige bånd eller legemer. Disse bjergarter kaldes pegmatitter, når de er grovkornede, og aplitter, når de er finkornede, eller med en samlebetegnelse for leucogranitter. De består især af kvarts og feldspat, men kan også indeholde fluorit og det sorte, radioaktive mineral gadolinit (figur 6-17). Den radioaktive stråling har nedbrudt mineralets krystalstruktur, så det nu har en glasagtig struktur. Det har øget mineralets volumen, så den omgivende pegmatit er blevet sprækket i et stjernemønster, der også kaldes en „hønserøv“. Strålingen er ikke så kraftig, at det er farligt at nærme sig bjergarten.

 FIGUR 6-17. En krystal af det radioaktive mineral gadolinit i en pegmatitgang ved Klippeløkke Stenbrud på Bornholm.

FIGUR 6-17. En krystal af det radioaktive mineral gadolinit i en pegmatitgang ved Klippeløkke Stenbrud på Bornholm.

Leucogranitterne er dannet ved, at magma er trængt ind i underjordiske sprækker, hvor det er størknet. En langsom størkning uden kontakt til luften betød, at krystallerne blev store, og leucogranitterne fremstår derfor tit som en sukkeragtig masse, hvor lyserødt feldspat giver den dominerende farve. De findes i stort set alle de andre grundfjeldsbjergarter, og deres forskellige optræden i bjergarterne har været anvendt til tolkning af dannelse og aldersforhold. De fleste anses for at være dannet samtidig med Hammer Granit. Hammer Granit blev som nævnt dateret til at være ca. 1340 millioner år gammel, og en pegmatit i Hammer Granit er dateret til ca. 1320 millioner år. Bl.a. gennemskæres Vang Granit af talrige pegmatit- og aplitårer, der tolkes som udløbere fra Hammer Granit.

Pegmatitgange og det radioaktive mineral gadolinit kan bl.a. ses ved Dalegård Stenbrud syd for olsker (figur 6-17).

Diabasgange

Der er registreret mere end hundrede sorte diabasgange, som skærer alle de andre grundfjeldsbjergarter. Diabas har samme sammensætning som vulkansk basalt og består af mørke mineraler som pyroxen, olivin og biotit samt lys feldspat. En lignende gangbjergart er kullait, der dog har en anden mineralogisk sammensætning end diabaserne. Der findes flere generationer af diabasgange, som er dannet på forskellige tidspunkter i Prækambrium, og enkelte, der evt. er dannet i Palæozoikum.

 FIGUR 6-18. Diabasgang fra Gule Hald ved Listed på Bornholm. Diabas er en vulkansk basalt, der er trængt op til overfladen gennem sprækker i grundfjeldet.

FIGUR 6-18. Diabasgang fra Gule Hald ved Listed på Bornholm. Diabas er en vulkansk basalt, der er trængt op til overfladen gennem sprækker i grundfjeldet.

Endelig kan grundfjeldet også være gennemskåret af sandstensgange, der er dannet ved, at sprækker i grundfjeldet er udfyldt med materiale fra den nedbrudte landoverflade. Bl.a. skæres Svaneke Granit af sandstensgange. Sandstensgangene skærer både granitten og diabasgange; de er dermed yngre end grundfjeldsbjergarterne, og de formodes at være dannet i Nedre Kambrium.

Diabasgange kan ses ved Sjæle Mose nord for olsker, den tidligere nævnte Kelse Å Diabas i bunden af Ekkodalen og ved Gule Hald ved Listed (figur 6-18). Ved Gule Hald findes også sandstensgange, som vil blive beskrevet i afsnittet Nexø Sandsten. Kullait ses i Bjergbakke Stenbrud vest for Almindingen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Gravesen: Bjergarterne i Bornholms grundfjeld i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483917

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk