Kridt

Efter opsprækningen i det danske områdes bassiner i Sen Jura foregik der fortsat en rolig indsynkning af bassinerne i Tidlig Kridt. Indsynkningen blev dog i Central Graven og langs Sorgenfrei-Tornquist Zonen overpræget af lokal hævning. Disse bevægelser, der blev udløst af sammenpresning af den nordeuropæiske kontinentalplade, begyndte gradvist i den ældste del af Tidlig Kridt.

I det danske område kan Tidlig Kridt betragtes som en slags overgangsperiode mellem Jura, hvor ler- og sandaflejring dominerede, og Sen Kridt, hvor kalkaflejring var nærmest enerådende. Aflejring af ler og sand vekslede således op gennem Tidlig Kridt, men kalkaflejring blev gradvis mere dominerende på grund af stigende havspejl og overskylning af de efterhånden mere og mere nedslidte landmasser.

Aflejringer fra datidens kyst, der i dag kan ses på Bornholm, beskrives i de følgende afsnit. Derefter beskrives havaflejringerne, som de kendes fra boringer i Nordsøen.

De ældste lag fra Tidlig Kridt kan ses i kystklinterne ved Arnager Bugt på Bornholms sydkyst. Den nederste del af lagserien, der hovedsagelig er aflejret på land i floder og søer, kaldes Rabekke Formationen.

Nederst findes kaolinholdigt sand og grus og stedvis store blokke af kaoliniseret granit og gnejs, der er dannet ved erosion af grundfjeldets overflade. Der er en jævn overgang fra kaoliniseret granit, hvor de enkelte mineralkorn ligger på deres oprindelige plads og kun kvartskornene er uforvitrede, til let omlejrede sedimenter, som er svære at adskille fra det forvitrede grundfjeld. Over bundlaget findes grønt og gråt ler, der stedvis indeholder jern-ooider. I lerlag er der fundet en sparsom flora med bregner, koglepalmer, ginkgoer og nåletræer.

Ved pynten Homandshald i Amager Bugt er bundlagene lidt anderledes udviklet, da de består af en 20-30 m tyk lagserie af grusede, krydslejrede sandsten med klumper afkaolin (figur 9-31). Sandstenen er cementeret af jernforbindelser, der giver den en brun farve. Lidt vest for pynten findes krydslejret sandsten med spor fra planterødder, der overlejres af ca. 40 m sort ler. Leret indeholder mineralet pyrit, træstammer og grene. I disse lager der fundet dinosaurfodspor og gravegange lavet af lungefisk i den tørre årstid (figur 9-31).

Undersøgelser i farvandet ud for Homandshald viser, at de grove sandsten er aflejret i en dyb dal, der er nedskåret i lag fra Rønne Formationen fra Tidlig Jura. Hele lagserien blev aflejret under en begyndende stigning i havspejlet, hvor floddale blev fyldt op, og hvor søer og laguner bredte sig over området.

Rabekke Formationen overlejres af Robbedale Formationen, der er op til 40 m tyk og består af rent groft kvartssand, der indtil for få år siden var særdeles velblottet i en række store grusgrave øst for Rønne (figur 9-32). I dag kan formationen kun ses øverst i nogle få af de nu tildækkede og overgroede grave samt i de lave kystklinter ved Amager Bugt.

Robbedale Formationen består nederst af fint, hvidt sand med store mængder af gravegangen Ophiomorpha nodosa (figur 9-33). Den består af et grenet rør, der er ca. 1 cm i diameter. Rørets væg er beklædt med små rustfarvede kugler af sand. Ophiomorpha er lavet af krebsdyr, der er beslægtet med nutidens Calianassa, der lever i tidevandsområder langs kysten. For at stabilisere røret i det løse sand har krebsdyrene befæstet væggen med små kugler af sand, der er kittet sammen af en slags spyt. Den øvre del af formationen domineres af gulbrunt grovkornet sand, der er lagdelt i tykke bænke, fra hvis top der udgår store mængder af Ophiomorpha-gange.

Langs sydkysten af Arnager Bugt, øst for Madsegrav, er der flere erosionsflader i sandet, overlejret af groft, gruset, bølgeribbet sand (figur 9-34). Under erosionsfladerne ses talrige kegleformede strukturer med et konisk fyld omtrent som stakkede isvafler. De blev dannet, når krebsdyr-gravegangens snævre åbning på havbunden blev eroderet under storme og den øverste del af gravegangen kollapsede.

Umiddelbart øst for Madsegrav er formationen lejlighedsvis blottet og består af ca. 1 m tykke lag af groft, krydslejret sand aflejret i barrer, der har vandret parallelt med kysten på lavt vand. Nogle lag har en anden slags krydslejring (lavvinklet) og består af vekslende lag af ler og sand; de er afsat i tidevandsløb.

Robbedale Formationens rene, grove sand repræsenterer forskellige miljøer på en barriereø, der har ligget ud for kysten med en mellemliggende lagune. I nutiden kendes lagune-barriereø-kyster fra Vadehavet, hvor f.eks. Fanø, Rømø og Mandø er barriereøer, og Ringkøbing Fjord er en lagune beskyttet af Holmslands Klit. Formationen er begrænset til et relativt smalt bælte, der løber parallelt med Bornholms sydkyst.

Mod nord går Robbedale Formationen hurtigt over i en op til 110 m tyk formation, Jydegård Formationen, der består af gråt ler med enkelte sandlag. Overgangszonens lag, der stadig kan ses i den største grusgrav umiddelbart sydøst for Rønne-Åkirkeby-landevejen, består nederst af et lag lerjernsten, der overlejres af vekslende lag af sand og ler (figur 9-35 og 9-36).

Hvor Robbedale Formationen som nævnt viser de forskellige miljøer på en barriereø, repræsenterer Jydegård Formationens ler en udstrakt lagune, der lå mellem øen og fastlandet. Overgangszonens vekslende ler- og sandlag blev aflejret på indersiden af barriereøen. Lerjernstenslaget indeholder en markant fauna, der er domineret af fersk- og brakvandsmuslingen Neomiodon (figur 9-38). Små krebsdyr, Estheria, der levede i lavvandede søer, og muslingekrebs er almindelige. Der er også fundet rester af skildpadder, krokodiller, fisken Lepidotes, finnepigge af ferskvandshajen Hybodus og en tandkrone af en dinosaur (figur 9-37).

Jydegård Formationen indeholder eksempler på tre forskellige former for massedød af muslinger og snegle: forgiftning forårsaget af dinoflagellater, udtørring af lave søer og strømgennembrud af barrieren (se boks 9-1).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Hele komplekset, der omfatter Rabekke, Robbedale og Jydegård Formationerne, dannedes under en langvarig, overordnet havspejlsstigning. Rabekke Formationen repræsenterer den tidligste fase med stigende grundvand og aflejring af dårligt sorteret materiale direkte på det forvitrede grundfjeld. Havet trængte dernæst ind over Bornholm, og Robbedale Formationens sand blev aflejret under høje energiforhold på en barriereø, hvis beliggenhed blev kontrolleret af en højtliggende forkastningsryg. Inden for øen aflejredes Jydegård Formationens lerlag på gradvist dybere vand i en udstrakt lagune.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Nordsøen var i Tidlig Kridt et havområde. Aflejring af Farsund Formationens sorte ler med et højt indhold af organisk stof, der var begyndt i Sen Jura, fortsatte et stykke ind i Tidlig Kridt.

Den blev overlejret af Valhall Formationens lysegrå og olivengrå lersten og mergler, der er op til 900 m tykke i den sydlige del af Central Graven. Der var nu gode iltforhold ved havbunden, og lagene blev ofte gennemgravet af bunddyr.

Nogenlunde samtidig aflejredes sand og silt fra tyngdestrømme langs Coffee Soil Forkastningen, der afskar Ringkøbing-Fyn Højderyggen mod øst. Disse lag kaldes Vyl Formationen.

Aflejring af mergel og kridt begyndte herefter at dominere i form af den 25-90 m tykke Tuxen Formation, der er den videst udbredte Tidlig Kridt-enhed i Nordsøen. Aflejringen var hovedsagelig pelagisk, det vil sige, at den blev dannet ved en stille regn af mikroskopiske kalkskaller fra organismer, der levede i de øvre vandmasser. Iltforholdene ved havbunden varierede fra generelt gode til så ringe, at kun nogle få hårdføre bunddyr kunne leve der. Dette ses af forekomsten af gravegangen Chondrites, der bestod af et langt, tyndt og lodret rør, som i en dybde af omkring 40-50 cm under havbunden delte sig op ved stadige forgreninger. Det tyder på, at det gravende dyr systematisk har søgt efter føde i et bestemt niveau.

En kun 1 m tyk enhed, Munk Mergel Leddet, der blev aflejret under fuldkommen iltfrie forhold, giver et unikt billede af, hvordan lagene egentlig blev aflejret. Enheden består af vekslende, mindre end 1 mm tykke lag af skifer og kridt. Indholdet af organisk kulstof er højt, helt op til 14 %. Munk Mergel Leddets fine lagdeling er bevaret, fordi den ikke er blevet ødelagt af gravende og krybende bunddyr (figur 9-39).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Detaljerede elektronmikroskopiske studier af ultratynde skiver af de enkelte lag viser, at de er opbygget af kalkskaller, kokkolitter, fra coccolithophoride alger (figur 9-49). Hver skive indeholder kun nogle få arter. De arter, der findes nederst i et lag, forsvinder opefter og bliver afløst af andre arter for i nogle tilfælde at vende tilbage øverst i det tynde lag. Det vil sige, at de enkelte lag sandsynligvis er årslag (figur 9-40). Når temperaturen begyndte at stige i det tidlige forår, blomstrede nogle få arter op. De forsvandt, når forholdene i løbet af det sene forår og sommeren blev mere optimale for andre coccolithophorider. Hen på sensommeren og efteråret forsvandt disse og gav plads for de mere hårdføre arter.

Hvis aflejringen var sket under normale iltforhold, ville lagene blive fuldstændig gennemgravet af bunddyr, og en hvilken som helst prøve ville indeholde alle de arter, der levede i de øvre vandmasser i det tidsrum, Munk Merglen blev aflejret.

Tuxen Formationen blev med undtagelse af Munk Mergel Leddet aflejret under generelt gode iltforhold ved havbunden. Det er den ældste kalkstensformation i Kridt, der hovedsaglig er opbygget af kokkolitter – mikroskopiske skaller, der beskrives senere i kapitlet. Formationens øverste del består hovedsagelig af kalkskallede nannoconider, en uddød gruppe mikroskopiske organismer, der normalt kun optræder i større mængder i subtropiske og tropiske aflejringer. Deres slægtskab med andre organismegrupper er ukendt.

Efter aflejring af Tuxen Formationen fulgte et langt tidsrum, hvor der var meget ringe iltmængder ved havbunden. I dette hav aflejredes en 1580 m tyk formation, Sola Formationen, der består af sorte og mørkegrå mergelsten og lersten. De er ofte lagdelte og indeholder fint fordelt pyrit og fiskerester vekslende med lag af mergel og kridt, der er helt gennemsat af gravegange. Den sorte farve skyldes et indhold af organisk kulstof i varierende mængder. Disse perioder med iltfattige forhold ved havbunden var almindelige i Tidlig Kridt og også senere midt i Kridt. Flere af episoderne er af næsten globalt omfang.

I slutningen af Tidlig Kridt ændredes det iltfattige miljø, og der blev aflejret rødbrune, grålige og grønlige kalk- og mergelsten på op til 170 m’s tykkelse. Lagene kaldes tilsammen for Rødby Formationen. De er udbredt over det meste af det danske Nordsøområde. Kalkindholdet, der hovedsagelig stammer fra kokkolitter, steg med tiden, og det aftagende indhold af ler, silt og sand afspejler den fortsatte stigning i det globale havspejl. Mod nordøst, langs randen af Det Danske Bassin, går de kalkholdige lag over i lerede og sandede, marine og kontinentale aflejringer.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Kridt.

• Forrige afsnit er Sen Jura
• Næste afsnit er Sen Kridt