Senglacial

I 1992 blev der på Grenen ved Skagen udført en 220 m dyb boring. Denne boring indeholdt 192 m kvartære aflejringer fra slutningen af Saale Istid, Eem Mellemistid, Weichsel Istid og nutidens varmetid, Holocæn. Aflejringerne viser, at der har været hav i området gennem størstedelen af dette tidsrum. Beskrivelsen af de ældre lag i området indgår i kapitlet Istider og mellemistider, og kun de senglaciale og holocæne aflejringer beskrives her.

Sedimenterne i boringens øverste 132 m blev aflejret i et hav, som dækkede området fra slutningen af Weichsel og gennem hele Holocæn. Lagene fra slutningen af Weichsel ligger direkte oven på diamikte sedimenter fra ét eller flere isfremstød i Weichsel. Foraminiferer viser, at der hen imod slutningen af Weichsel Istid forekom flere svingninger mellem kolde og varmere perioder.

Afsmeltningen fra de omgivende ismasser i det generelt varmere klima mod slutningen af Weichsel forårsagede en lagdeling af vandmasserne med ferskere overfladevand og mere salt bundvand i havet. Den stærke afstrømning af ferskvand til havoverfladen fremkaldte en modsat rettet vandstrøm langs bunden, som førte koldt atlantisk bundvand ind i området. Dette ses bl.a. ved, at aflejringerne fra denne periode indeholder den arktiske foraminiferart Nonionellina labradorica, som kræver ret høj saltholdighed.

Indvandringen af de mere varmekrævende foraminiferer Cassidulina laevigata og Bulimina marginata lidt efter begyndelsen af Holocæn viser, at varme vandmasser nu også påvirkede bunden af havet. Den stærke lagdeling af vandmasserne var altså ophørt.

A. En oversigt over lagene i den 220 m dybe Skagen-boring fra 1992. Efter Knudsen, 1994.

I løbet af Holocæn blev der aflejret en 115 m tyk, marin lagserie. Størstedelen af disse sedimenter blev aflejret, mens Skagen Odde blev dannet. Etableringen af det nuværende strømsystem i Nordsøen i Tidlig Holocæn (se nedenfor) har været baggrunden for oddens udbygning. Jyllandsstrømmen, der går nordpå langs vestkysten, har kunnet bringe store mængder finkornet materiale ud i havområdet nord for det daværende Nordjylland. Med den gradvist aftagende vanddybde var der basis for, at kyststrømmen efterhånden kunne udbygge de sandede oddesystemer nordover fra et nøgleområde ved Hirtshals.

B. Et udvalg af bundlevende foraminiferer fra overgangen mellem Sen Weichsel og Holocæn. Opblomstringen af Nonionellina labradorica viser, at der var stærkt lagdelt vand under isafsmeltningen. Varmekrævende arter viser sig først et stykke tid efter starten af Holocæn. Skagen er den eneste lokalitet i Danmark, hvor der er beskrevet marine forhold uden afbrydelser fra Sen Weichsel og gennem hele Holocæn. Efter Knudsen 1996.

Vanddybden ved Skagen har været gradvist aftagende gennem hele Holocæn, hvilket primært skyldes den store tilførsel af sedimenter. Aflejringen har fundet sted med stadig højere hastighed, og under selve den afsluttende oddedannelse på stedet blev der afsat 25 m sandede sedimenter på omkring 800 år. Lokaliteten blev tørt land for ca. 200 år siden.

Foraminifer-faunaen viser, at der har været dybt vand med ret høj saltholdighed ved havbunden i begyndelsen af Holocæn og frem til omkring 8600 år før nu. Indholdet af kiselalger, diatoméer, i sedimentet viser, at også overfladevandet var under stærk indflydelse af Atlanterhavets vandmasser. Omkring 8600 år før nu ses en større fauna- og floraændring, der muligvis skyldtes åbningen af Den Engelske Kanal og borterosion af store landområder i Nordsøen. Dermed var der basis for etableringen af det ovenfor nævnte, nuværende strømsystem med bl.a. Jyllands-strømmen. Også dannelsen af Skagen Odde startede på dette tidspunkt.

En ny ændring i fauna og flora ses omkring 6000 før nu. Denne skyldtes en forstærket påvirkning af Sydjyllands-strømmen og et koldere klima. På dette tidspunkt ses en kortvarig opblomstring af arten Eoeponidella laesoeensis. Denne specielle art aftager igen i hyppighed fra omkring 3000 år før nu, hvor diatoméfloraen viser en svækkelse af Sydjyllandsstrømmen. Indholdet af marine diatoméer viser en meget stærk indflydelse af atlantisk vand fra nordvest i perioden 2000-1000 år før nu.

Skagen Odde vokser stadig. Inden for de seneste 300 år er den gennemsnitlig vokset med 8 m om året, men væksthastigheden varierer noget.

I løbet af perioden fra 17.000 til 14.700 år før nu var det danske område blevet isfrit, men klimaet var stadig koldt. Denne periode svarer til GS 2 (figur 14-2), det man kalder Ældste Dryas. Den er egentlig en naturlig fortsættelse af Weichsel Istids kulde, og perioden har derfor intet fast begyndelsestidspunkt.

Landområdet var dækket af en tundrasteppe (figur 14-3 og 14-4), og plantevæksten måtte klare sig på en kalkrig, men næringsfattig jord. Den skulle især modstå kolde, lange vintre og korte, kølige somre. F.eks. kunne fjeldsyre tåle at være dækket af sne i meget lang tid og alligevel nå at blomstre og sætte frø. En anden plante var rypelyng (Dryas octopetala), der kunne tåle lange perioder med barfrost. Rypelyng er karakterplante for de tre perioder Ældste, Ældre og Yngre Dryas. Blomsten er smukt elfenbensfarvet og bladene er tykke, læderagtige og ret robuste.

De kan tåle at blæse rundt eller skylle ud i søer, indlejres og stadig være genkendelige 20.000 år efter.

På steppen groede der også de 5 cm høje dværgpil, polarpil og netbladet pil, og dværgbirk har ligeledes vokset spredt. Den har små runde, takkede blade med et tydeligt netmønster, der gør den ret let at kende i søaflejringer fra den tid. Både grene, frøskæl og hele rakler findes bevaret i aflejringerne. Af urter groede der purpurstenbræk, der har smukke rødeviolette blomster, fjeldsmelde med lyserøde, stilkløse blomster og engelskgræs med lyslilla blomster på en rund, glat stilk har vokset i grupper, som man kender det fra marsken og grøftekanter i Vestjylland i dag (figur 14-3 F).

Der fandtes imidlertid også planter, der ikke nødvendigvis hører med til den arktiske flora. Havtorn (figur 14-3 D) med de flotte orangegule bær har dannet krat, og bynke, der er almindelig langs markskel og på markstier, har ligeledes vokset på steppen. Der voksede også ølands-soløje (figur 14-3 E), der i dag som det eneste sted i verden findes i området store Alvaret på Øland. Den meget kalkrige jord tiltrak også en mærkelig plante, esparsette, der i dag findes i syd- og centraleuropæiske højfjeldsegne, og den lille padderokkelignende busk Ephedra, der i dag hører hjemme i ørkener og nedbørsfattige områder.

For omkring 14.700 år siden steg den gennemsnitlige temperatur kraftigt. Denne stigning markerede begyndelsen af en kort varmperiode, Bølling, der varede ca. 600-700 år (fra 14.700 til 14.050 år før nu). Ændringen i temperatur fra kuldeperioden Ældste Dryas til den varme Bølling tog blot nogle få årtier.

Bølling er opkaldt efter den nu udtørrede Bølling Sø nær Engesvang i Midtjylland. Lokaliteten blev først beskrevet af Johs. Iversen i 1942. Ved nye undersøgelser er der fundet lag på alder med Bølling, men de lag, som Iversen præsenterede, går muligvis kun tilbage til og med Allerød, det vil sige at de kun er ca. 13.900 år gamle.

Foruden Bølling Sø findes søaflejringer fra Bølling kun få steder i Danmark, f.eks. ved Tøvelde på Møn og store Åmose i Vestsjælland. Et af de mere interessante fund blev gjort ved Slotseng i Sønderjylland (figur 14-6). Her er der Bølling-aflejringer fra en større og en mindre, nærved liggende sø. Ved en prøveboring gennem den lille søs aflejringer ramte man ned i en rensdyrtak. Ved en efterfølgende udgravning fandt man velbevarede knogler af mindst ti rensdyr, alle med spor efter skæreredskaber. Der blev også fundet en rensdyrhalshvirvel med en flintpil (figur 14-7) i samt en del fugle- og fiskeknogler. Man daterede knoglerne til at være ca. 14.200 år gamle. Der blev fundet talrige flintredskaber som pilespidser, skrabere og syle i det højereliggende terræn omkring Slotsengsøerne.

Her fandt arkæologen Jørgen Holm et afgørende bevis for, at stenalderjægere fra den såkaldte Hamburgkultur og den lidt yngre Federmesserkultur havde været på rensdyrjagt i det danske område. Jægerne havde skåret det mest massive af takkerne fra til redskaber og kastet resten ud i søen. Fra samme periode er der fundet spor af rensdyr i mudderet langs søbredden (figur 14-5). Takkernes udviklingsstadium fortæller, at dyrene må være blevet dræbt i perioden september-december. Det er de første helt sikre spor af mennesker i Danmark.

Med rensdyret fulgte dets fjender: ulv og menneske. Jærven er først fundet i lag fra Allerød. Fjeldræv og dens bytte snehare hørte også til de tidlige indvandrere, der kom efter at Bøllings varme var sat ind. I Vendsyssel er der fundet en kæbe af isbjørn, rester af ringsæl, blåhval, finhval og grønlandshval, der levede i det kolde Yngre Yoldia Hav.

I afsnittet Hovedfremstødet – Nordøstisen blev dette arktiske ishav i den nordlige del af det danske område introduceret. Det oversvømmede området for omkring 18.000 år siden, men efterhånden, som landet hævede sig efter at have været nedpresset af gletsjere, faldt det relative havniveau gradvist. I Bølling var kun det nordligste Vendsyssel og det østlige Kattegat havdækket (figur 14-9). Denne seneste fase af det senglaciale hav kaldes Zirphaea Havet efter muslingen Zirphaea crispata.

Landjorden hævede sig stadig, og til slut blev også Zirphaea Havet fortrængt fra det danske område. Under hævningen af landjorden kunne den globale havspejlsstigning ikke følge med, og kystlinjen rykkede længere og længere ud i havet. Hen over de nye landområder blev der derfor aflejret lag af strandsand. I Vendsyssel kan man i dag finde strandsandet, der kaldes Øvre Saxicava Sand, langs Skeen Møllebæk syd for Hirtshals og i Lønstrup Klint. Ved Skeen Møllebæk er der desuden fundet en meget artsrig fauna af snegle og muslinger (figur 14-10).

Tørlægningen af Vendsysselområdet skete i slutningen af Bølling for ca. 14.000 år siden. Havet var begrænset til det nuværende Skagerrak og det nordligste Kattegat, og kun den nuværende Skagens Odde var havdækket.

Gletsjerens rand var efterhånden smeltet så langt tilbage, at den lå i Sydsverige. Det betød, at det danske landområde var dækket af en lys, kalkrig jordbund med spredte tuer af urter, græs og småbuske (figur 14-8). Det store kalkindhold skyldtes de kalkrige gletsjeraflejringer. Kalken stammede fra undergrundens kalk og mergel, der blev eroderet af de fremrykkende gletsjere. Der var endnu ikke plante- og trævækst nok til, at der kunne dannes et egentligt, næringsrigt muldlag.

I starten af perioden skete der en stigning i mængden af bynke, og senere blev der dannet krat af havtorn, enebær og dværgpil (figur 14-3).

I løbet af Bølling kom de første træer, f.eks. træbirk og røn. Den første åbne skov voksede i de varmere og mere beskyttede områder lige syd for Danmark, mens vegetationen mod nord var mere tundralignende. Den nye vegetation gav også mulighed for indvandring af insekter. Da de er meget følsomme over for specielt sommertemperaturer, er disse insekter velegnede til at bestemme et givet områdes temperatur.

Den sparsomme plantevækst kunne ikke holde på jorden under regnskyl, så både sand, ler og plantedele blev skyllet ud i søerne og lagde sig på søbunden. I perioder, hvor søernes vand blev opvarmet, bredte alger og vandplanter sig.

Nogle af søerne blev dannet i de lavninger, der var blevet til ved, at store klumper af den bortsmeltede gletsjer var afsnøret og blevet til dødis, der derefter sank ned i den bløde bund. Når isklumperne smeltede, efterlod de en lavning, som kunne fyldes med vand, når grundvandsspejlet steg (kapitlet Nutidens landskab). Det gælder f.eks. Slotsengsøerne, der blev til lige inden begyndelsen af Bølling. I store dele af det nordlige og østlige Danmark lå der stadig dødis, som var delvist dækket af jord.

Søerne blev langsomt fyldt med en blanding af omlejrede gletsjersedimenter, smeltevandsaflejringer og de organiske sedimenter, der var dannet i Bøllings varme klima. Denne sammenblanding betyder, at bestemmelsen af klimaforbedringen i Bølling-lagene er vanskelig. Et godt eksempel er Tøvelde-søen på Møn, hvor man først for alvor kan se tegn på den senglaciale klimaforbedring i den næste varmeperiode, Allerød.

I søer med bøllingaflejringer som f.eks. Slotseng, Tøvelde og Åmosen skete der for omkring 14.000 år siden et markant skift fra aflejring af ler med mere eller mindre organisk materiale til aflejring af ler og sand uden organisk materiale. Det var tegn på en klimaforværring, der indvarslede den følgende kuldeperiode, Ældre Dryas.

Plantevæksten blev forarmet, så ler og sand nu ubesværet blev skyllet ud i søerne igen, ligesom det gjorde, før Bøllings varme fik vegetationen til at brede sig og holde på jorden. Den kortvarige Ældre Dryas-kuldeperiode, der varede fra 14.050 til 13.900 år før nu – altså kun ca. 150 år, udryddede den varmekrævende vegetation og pressede den sydpå.

Det danske landområde havde en plantevækst, der lignede den under Ældste Dryas, og hav og land var fordelt som i Bølling.

Allerød-varmeperioden (fra 13.900 til 12.600 år før nu) efterfulgte Ældre Dryas og er opkaldt efter Allerød Teglværksgrav i Nordsjælland, hvor de senglaciale lag nu er bortgravet. Men i 1897 fandt botanikeren N. Hartz og geologen V. Milthers et gytjeholdigt lag midt i et lerlag. Over og under gytjelaget var der rester af rypelyng og andre arktiske planter i leret. I gytjelaget var der derimod blade af varmekrævende planter som asp og dunbirk, og varmekrævende insekter, snegle og muslinger. De havde således påvist en varm periode klemt inde mellem to kolde perioder med arktiske forhold. I nyere tid er Allerød også registreret i de grønlandske iskerner, og man kan se, at temperaturerne ikke var så høje som i den foregående varmeperiode Bølling (figur 14-2).

I de ca. 1250 år, Allerød varede, dominerede det varme klima dog ikke uafbrudt. To mindre kuldeepisoder fandt sted, hvoraf den sidste kaldes Gertzensee-oscillationen efter en sø i Schweiz. Gertzensee-kuldefremstødet er dateret til perioden 13.400-13.200 år før nu, og der er spor af den i flere søer i Danmark. Kort efter dette kuldefremstød skete der et vulkanudbrud nær Laacher See i Eifelområdet i Tyskland, dateret til 12.880 før nu. I Danmark er aske fra Laacher See-vulkanen indtil for nylig kun fundet i lag fra Allerød fra Vallensgård Mose på Bornholm, men nu er det med sikkerhed også fundet ved Tøvelde på Møn og sandsynligvis i Slotsengbassinet.

I det danske område bredte mere varmekrævende planter og træer sig, f.eks. mjødurt, enebær, træbirk, seljepil og asp. Bynke og græsser gik derimod tilbage, da disse lyskrævende planter blev fortrængt af den første åbne skov. Den øgede plantevækst førte også til, at der blev dannet muldlag af de døde planter. Ved Slotseng i Sønderjylland voksede søerne næsten til med bl.a. træbirk, og til sidst blev de dækket med et tykt lag mostørv. Denne tilgroning fandt sted i mange søer i det danske område.

De forbedrede klimaforhold må have gavnet stenaldermennesket, og i Danmark er der da også fundet adskillige bopladser fra Allerød. En ligger ved Bromme nær Sorø, en anden ved Trollesgave i udkanten af Holmegårds Mose på Sydsjælland. Brommebopladsen er speciel, fordi der her er bevaret knogler af elsdyr, rensdyr, bæver, kronhjort og jærv, og måske hører nogle få hesteknogler også til bopladsen. Alt tyder på, at Brommebopladsen har været en jagtstation, hvor man boede i kortere tid under bl.a. elsdyrjagt. Andre steder har man fundet rester fra ulv, vildhest, lemming og den nu uddøde kæmpehjort, der havde et op til 4 m bredt gevir.

Ved Nørre Lyngby i Nordjylland er der fundet søaflejringer fra Allerød i klinten (figur 14-12). I disse aflejringer var der rensdyrknogler, en sjælden underkæbe af steppeegern samt kraniet af den lille muldvarpelignende desman, der i dag lever på de russiske stepper. Desuden er der fundet knogler af brun bjørn og en spændende fauna af forskellige små gnavere som f.eks. studsmus.

Fordelingen af hav og land i Allerød var i det nordlige Danmark som i de foregående perioder (figur 14-13). Der var stadig et hav i det nuværende Skagerrak, det nordlige og østlige Kattegat og langt ind over den svenske vestkyst. I Østersøområdet blev der dannet en stor sø, da det varmere klima havde smeltet gletsjeren væk fra det sydlige område. Isskjoldets rand lå nu i Midtsverige. Denne Baltiske Issø eksisterede i perioden 14.500-10.300 år før nu.

Afsmeltningen af isskjoldet gik særlig hurtigt for ca. 14.500 år siden, hvorved vandstanden steg i Den Baltiske Issø (figur 14-14). Søen fik herunder udløb til Kattegatområdet gennem det nuværende Øresund. Det udstrømmende søvand medførte store mængder sedimenter, der blev aflejret i vifteformede deltaer på bunden af havet i Kattegatområdet. Den samtidige, fortsatte hævning af landet afskar senere udløbet, så vandstanden i søen steg og vandet blev mere fersk, idet søen nu hovedsagelig fik vand fra store floder, der munder ud i Østersøen.

I slutningen af Allerød for 12.600 år siden skete der en hurtig sænkning af vandspejlet i Den Baltiske Issø. Den mest sandsynlige årsag er, at isskjoldet under den varme Allerød-tid smeltede tilbage til nord for bjerget Billingen, så der blev skabt et afløb mod vest hen over Midtsverige. Vandspejlet i issøen blev sænket så meget, at der blev tørt land mellem Danmark og Sverige. I denne periode indvandrede dyr fra Nord- og Østeuropa til både Danmark og Sverige.

Kuldeperioden Yngre Dryas (12.600-11.700 år før nu) afløste den kortvarige varmeperiode Allerød. På den nordlige halvkugle faldt temperaturen, som det ses i iskernerne, 12-13 °C ved overgangen til Yngre Dryas (figur 14-2). Under kuldeperioden var der dog en kortere varmeperiode, som ses i søaflejringerne på Møn.

Det Skandinaviske Isskjold bredte sig igen sydpå og lukkede udløbet fra Den Baltiske Issø til Kattegat ved bjerget Billingen. Den Baltiske Issø blev således atter en lukket ferskvandssø. Søens vandspejl steg, nu da der ikke længere var noget afløb, og bl.a. Fakse Bugt-området blev oversvømmet. Vandstigningen fik også grundvandet, og dermed også vandspejlet i de kystnære søer som Tøvelde på Møn, til at stige (figur 14-11 og 14-14).

Den nye kuldeperiode ændrede landskabet, så tundrasteppen igen var dominerende, men sandsynligvis med skovtundra i den sydøstlige del af landet. Plantevæksten var som i Ældre og Ældste Dryas. Da der imidlertid allerede var udvasket meget kalk fra jorden, kunne de mest kalkkrævende planter som f.eks. ølands-soløje ikke trives i Nordjylland, men er fundet flere steder i resten af landet. En lav enebærvegetation med dværgbirk og melbærris dominerede landskabet. Forekomsten af engelskgræs antyder, at den gennemsnitlige vintertemperatur ikke har ligget meget under -8 °C. I vore dage har Danmarks koldeste måned, januar, en gennemsnitstemperatur på -1 °C.

På tundraen levede der rensdyr. Et enkelt veldateret fund af elsdyr fra Køge viser, at de stadig levede i den sydlige del af Danmark, selv om de hørte hjemme i den varmere Allerød. Det gælder i øvrigt for hovedparten af dyrene fra den sene del af Allerød, at de som kæmpehjorten har klaret sig i Yngre Dryas ved at trække længere mod sydøst, hvor der stadig eksisterede spredt træbevoksning.

Der er endnu ikke fundet bopladser fra Yngre Dryas, men mennesket er sikkert strejfet ind i Danmark fra de sydligere bopladser ved Stellmoor og Meiendorf i Tyskland. Der er dog fundet rentakøkser og store pilespidser, kaldet Nørre Lyngby-pile i det danske område. Rensdyret var stadig et vigtigt jagtdyr, der kunne give kød, skind til tøj og telte og takker til redskaber.

Også sedimentationen i søerne ændrede sig med kulden og de ændrede vegetationsforhold (figur 14-16). Som i de andre kuldeperioder kunne den sparsomme plantevækst ikke holde på jorden, der blev skyllet ud i søerne. Overalt i de danske søer er overgangen fra Allerød til Yngre Dryas markeret med aflejring af sand og ler på søbunden. Mange søer blev først dannet i løbet af Yngre Dryas. Andre, der blev dannet igennem Senglacial, fyldtes op i slutningen af Yngre Dryas og Tidlig Holocæn, da de sidste dødisklumper smeltede bort fra lavningerne. Et dække af jord havde i visse tilfælde bevaret isklumperne i flere tusind år, efter at de var blevet efterladt af gletsjerne.