A. Et højdekort over Store Åmose, Lille Åmose og Tissø i Vestsjælland. KMS Copyright.
Store Åmose
Et højdekort over Nordvestsjælland afspejler et stærkt kuperet og varieret terræn rundt om de tre forbundne bassiner Store Åmose, Lille Åmose og Tissø (figur A). Det varierede og karakteristiske dødislandskab i Nordvestsjælland er overvejende skabt under Bælthav Isstrømmen (se Danske randmoræner) og senere i forbindelse med dennes gradvise afsmeltning.
Store Åmose fremstår i dag som et fladt, åbent og græsklædt kulturlandskab, der står i skarp kontrast til det omkringliggende kuperede dødislandskab. Enkelte steder er den originale højmosevegetation bevaret med bl.a. Sphagnum, kæruld og tranebær. En efterårsmorgen kan Åmoselavningen være fyldt med tåge, der ligner vand og giver en god idé om, hvordan søen har set ud for 6.000-7.000 år siden.
Store Åmose-bassinet kan betragtes som en druknet smeltevandsslette. Store Åmose ligger i dag 24 m over det nuværende havniveau og ca. 12 km øst for Storebælt. Store Åmose havde gennem senglacialtiden afløb mod nordvest over Bjergsted og ud i Saltbæk Vig, hvor man kan se spor af det store delta, der dannedes i og nordvest for vigen.
Under den maksimale afsmeltning, var vandstanden høj og afstrømningen hurtig og dermed i stand til at holde det snævre udløb gennem randmorænen ved Bromølle åbent. Da vandføringen aftog som følge af mindre afsmeltning ca. 13.900 år før nu, skred udløbet til, og Store Åmose-søen blev opdæmmet på den tidligere smeltevandsslette. I bassinet blev der aflejret op til ca. 12 m sø- og tørveaflejringer repræsenterende de sidste ca. 15.000 år.
Senglacial, ca. 15.000-11.700 år før nu De senglaciale søaflejringer af ler, silt, sand og grus er meget veludviklede og op til 8 m tykke (figur B).
I bunden af søbassinet og langs kanten findes stenede, grusede og sandede aflejringer fra de smeltevandsfloder, der udformede Store Åmose-bassinet. De overlejres af finkornede, lagdelte søsedimenter fra den delvist isdæmmede senglaciale sø. Overgangen fra smeltevandsaflejringer til søaflejringer foregik over en kort periode og markeres af vekslende lag af sand, ler og silt med et faldende indhold af sand opefter. Denne udvikling var et resultat af stigende vandstand og øget afstand til det stadig fungerende smeltevandssystem.
Koldtvandssøen var præget af meget lidt biologisk aktivitet, og der aflejredes varv af vekslende ler og silt (figur 14-16B). Siltlagene dannedes under øget afsmeltning om sommeren og lerlagene om vinteren. Enkelte grovere sandlag blev afsat under kraftige storme og kraftige regnskyld eller i forbindelse med tapninger af isdæmmede småsøer i oplandet. De lagdelte aflejringer repræsenterer perioderne Ældste Dryas, Bølling og Ældre Dryas svarende omtrent til de stratigrafiske zoner GS-2a og GI-1e og GI-1d, der er fastlagt i de grønlandske iskerner (se figur 14-2).
Allerød, 13.900-12.600 år før nu Varmeperioden Allerød markeres i lagserien ved et gradvist farveskift fra lys grå til grønbrune ler- og siltlag, der er rige på organisk materiale. Aflejringerne fra dennne periode har en tykkelse på op til 1-2 m.
I løbet af Allerød (GI-1c,b,a) tiltog den organiske aktivitet i søen. Der aflejredes ensartet lergytje med gravegange efter bundlevende organismer som orme og den lille ærtemusling, Pisidium. Pollenanalyse viser, at en lysåben birkebævreaspeskov voksede omkring søen. Det fremvoksende plantedække holdt på jorden og nedsatte mængden af udskyllet ler og fint sand til søen. Den brednære søbund blev bevokset og koloniseret af muslinger, snegle og insekter. Redskabsfund fra den ældste stenalder, Brommekulturen, viser, at der boede mennesker i området.
Yngre Dryas, 12.600-11.700 år før nu Et pludseligt fald i mængden af organisk materiale samt genoptagelse af rytmiske aflejringer af silt og ler tyder på en klimaforværring og markerer afslutningen på Allerød og starten på den kolde periode Yngre Dryas (GS-1).
Holocæn, 11.700 år siden-nu Starten af Holocæn ses som en tydelig ændring af sedimenttype fra overvejende ler og sand til gytje og senere tørv. Overgangen til den holocæne varmetid markeres overalt i bassinet af et 5-10 cm tykt sandlag, der er resultatet af erosion af bredderne. Den hurtige afsmeltning øgede vandafstrømningen fra Store Åmo-se. Det medførte, at der for ca. 11.000 år siden eroderedes et nyt udløb af Halleby Å over Lille Åmose gennem Tissø og ud i Jammerland Bugt. Det nye udløb lå lavere end det gamle over Bjergsted og Saltbæk Vig, hvilket medførte en kraftig vandstandssænkning på 2-3 m, hvorunder det ovenfor omtalte sand og grus aflejredes i hele bassinet.
Præboreal og Boreal, 11.700-ca. 9.000 år før nu De præboreale og boreale sedimenter består af fint laminerede kalkrige gytjer med tynde lag af finkornede grønne detritusgytjer, der veksler med lyse lag rige på rester af kransnåls-kalkalger (Chara). De præboreale og boreale kalkgytjer ses som hvide områder i drængrøfter og langs vandløb, samt på nypløjede marker. Pollenanalyser viser, at en lys skov af birk, fyr og senere hassel dominerede den tidlige skovfase.
Arter som vildhest, europæisk bison, elg og urokse trivedes i den lysåbne præboreale skov, hvor de fandt rige græsningsmuligheder. I løbet af Boreal indvandrede de egentlige skovdyr som kronhjort, elg, rådyr, bæver og vildsvin.
I løbet af Boreal faldt vandstanden i søen, og sedimenterne farvedes brune som følge af iltning af det organiske materiale. Klimaet var tørt og varmt og grundvandsstanden lav som følge af det tørre klima og det lave globale havniveau.
I Storebælt fandtes på det tidspunkt skove, floder og søaflejringer, der i dag kan ses tredive meter under det nuværende havspejl – det var muligt at gå fra Danmark til England.
Atlantikum og Subboreal, 9.000-3.500 år før nu Det lave søniveau medførte, at overgangen fra Boreal til Tidlig Atlantikum er markeret af et hul i lagserien, der repræsenterer flere hundrede år. Et brednært groft lag, der består af vandplantedele, tørv samt hele og knuste snegle- og muslingeskaller er alt, hvad der blev aflejret.
I de efterfølgende 3000 år fra Tidlig Atlantikum (9.000 år før nu) til Subboreal (6.000 år før nu) steg vandstanden i søen mere eller mindre konstant, og Store Åmose omdannedes til en dyb, vidtstrakt sø. Der aflejredes en finkornet, ensartet, lys, olivengrøn, kalkrig gytje – ofte med et kalkindhold på op til 70 % med velbevarede fossiler af fisk som f.eks. malle, gedde, aborre, brasen og skalle. Snegle og muslinger findes både spredt i sedimentet og samlet i lag, hvor de udgør hovedparten af aflejringen. Sådanne sneglelag markerer perioder med uændret eller svagt faldende vandstand. Svagt faldende vandstand medførte, at bredzonens vegetation med de snegle, der lever på og af den, i en periode bredte sig ud i bassinet igen. Se også figur 14-19.
Pollenanalyser fra Store Åmose viser, at storskoven i Tidlig Atlantikum etableredes og bredte sig. Den var karakteriseret af stor artsrigdom med de varmekrævende planter mistelten, vedbend og kristtorn samt de næringskrævende og skyggetålende planter lind, eg, ask, elm og el. Etableringen af den tætte klimaksskov skete på bekostning af de åbne græsningsarealer, hvilket medførte at de store græsædere forsvandt fra området. Faunaen ændrede derfor radikalt karakter til en typisk skovfauna med færre dyrearter domineret af kronhjort, rådyr og vildsvin. I og omkring selve søen fandtes et rigt dyreliv med varmekrævende arter som krøltoppet pelikan, europæisk sumpskildpadde og malle. Flora og fauna viser, at gennemsnitstemperaturen var et par grader højere end i dag.
Vandstandsstigningen i Atlantikum og Tidlig Subboreal, der afspejles i aflejringer i både Store Åmose, Lille Åmose og Tissø-bassinet, var betinget af hævning af grundvandsstanden og forøget nedbør i den varme, fugtige Atlantikum. Grundvandsstanden ændredes i takt med den samtidige globale havniveaustigning.
Grænsen mellem Atlantikum og Subboreal markeres af et gradvist skift til mere grovkornede, brednære gytjer samt lavmose- og højmosetørv, afspejlende en begyndende tilgroning af søen.
Pollenanalyse viser, at de første menneskeskabte skovændringer, der ses som en tilbagegang for skoven, fandt sted på overgangen mellem Atlantikum og Subboreal for ca. 6.000 år siden samtidig med de tidligste agerbrugere. Først skete der et markant fald i elm og siden i storskoven. De første kornpollen og trækul fra svedjebrug optræder i tidlige, subboreale lag. Samtidig optræder nogle af de første daterede tamdyr som ko og senere får og ged. Hunden fandtes dog allerede i Boreal.
Den subboreale tilgroning af søen begyndte, da havspejlstigningens og den dermed forbundne grundvandsstignings hastighed aftog. Tilgroningsfasen ses af vekslende lag af fine til grove gytjelag med pinde, blade og snegle samt forskellige typer tørv med rodsystemer og overjordiske dele af planter, der voksede langs søbredden. Hovedtilgroningsfasen afsluttedes først i Subatlantikum for ca. 2.000 år siden, og Store Åmoses udvikling afsluttedes med dannelsen af en højmosetørv med en tykkelse på op til 4 m. Tørven er de fleste steder skåret helt væk som følge af tørvegravning under verdenskrigene. Tørvedannelse foregår dog stadig i dag i de beskyttede områder som Ulkestrup Lyng og indeholder vidnesbyrd om markante klimaændringer som Den Lille Istid fra 14. til 18. århundrede (se Boks 15-1 i Landet som stenalderbonden mødte).
Dyr og mennesker I Åmosen er faunaen rigt repræsenteret gennem knoglefund fra hele Holocæn. Der er fundet både ituslåede rester fra jægernes måltider og hele skeletter fra dyr, der enten døde naturligt i søen eller var udlagt som offergaver. Knoglematerialet fortæller om en fauna- og jagthistorie gennem op mod 10.000 år.
I Store Åmose er der fundet knogler af det tidligste 6.000 år gamle tamkvæg fra bl.a. Muldbjerg-bopladsen og nogle af de seneste urokser på Sjælland fra Ulkestrup Lyng. Der er også fundet knogler af los, vildkat, ræv, grævling, odder, mår og ilder. Knoglefundmaterialet bare i Atlantikum omfatter 23 arter pattedyr, 41 arter fugle, 10 arter fisk samt krybdyr og padder.
Åmose-bassinet er et enestående arkiv for arkæologisk materiale, der er blevet beskyttet mod nedbrydning i de finkornede, vandholdige sedimenter. Sedimenternes høje indhold af organisk materiale og kalk betyder, at bevaringsforholdene for især organiske kulturgenstande er enestående. Således er ikke kun flintredskaber, men også trægenstande som stammebåde, årer, buer og pile bevaret. Der er fund fra både Tidlig og Sen Maglemosekultur, Kongemosekultur, Ertebøllekultur samt Tragtbægerkultur.
B. Den sedimentologiske lagserie i Store Åmose, som den ses i boring A 201. Bemærk det tydelige skifte i sedimenterne og i de geokemiske forhold omkring 2,8 m. Det markerer overgangen fra Senglacial til Holocæn for 11.700 år siden. Læg desuden mærke til udsvingene i de geokemiske forhold omkring 3,5 m; de repræsenterer Allerød-varmetiden.
|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.