Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holocæn

Oprindelige forfattere KLK, MHo og NN-N

Med Yngre Dryas sluttede istiden, og med starten af Holocæn for 11.700 år siden begyndte vores nuværende varmetid, der muligvis også er en mellemistid (se Istider og mellemistider). I de grønlandske iskerner har man fundet tegn på en markant stigning i temperaturen i den aflejrede sne: Først var der en hurtig opvarmning i 7 år, så et kortvarigt skift tilbage til istidskulden og så i løbet af ca. 50 år en gennemsnitlig temperaturstigning på 12-15 °C. Pollenundersøgelser viser en tilsvarende brat ændring af vegetationen i Danmark.

Den hurtige temperaturstigning bevirkede, at Den Skandinaviske Iskappe smeltede kraftigt tilbage. Det store tilskud af smeltevand til havet fik havspejlet til at stige, så tidligere tørlagte områder nu blev havdækkede. Denne udvikling kan man se i de grønlandske iskerner, hvor støvindholdet falder drastisk på overgangen fra Yngre Dryas til Holocæn. Da de store, nøgne områder blev oversvømmet af hav, kunne der ikke længere blæse støv op fra dem, og samtidig blev jordoverfladen gradvist dækket af vegetation, der kunne holde på støvet.

Holocæn inddeles i perioderne Præboreal, Boreal, Atlantikum, Subboreal og Subatlantikum, alt efter hvilket klima og hvilken plantevækst der var fremherskende (figur 14-1). Subatlantikum beskrives i kapitlet Fra bondestenalder til nutid.

Annonce

Præboreal

Det første tidsafsnit i Holocæn er Præboreal, der varede godt 1000 år (fra 11.700 til 10.300 år før nu). Som nævnt blev klimaet mærkbart varmere i de første 50 år, men for 11.300 år siden kom der alligevel en 100-150 år lang periode med køligere klima, den såkaldte Præboreale oscillation. Græs og urter vandt frem på grund af kulden, og birk forsvandt. I bl.a. søen ved Tøvelde blev der skyllet ler ud i de organiske og kalkrige aflejringer, hvilket som tidligere nævnt ofte er tegn på mindre plantedække som følge af kulde. Overordnet blev klimaet dog varmere gennem Præboreal.

Klimaændringen fra Yngre Dryas til Præboreal skete så hurtigt, at selv om klimaet nu blev gunstigt for plantevækst, varede det et stykke tid, før vegetationen nåede til Danmark under sin vandring nordpå. Mange træarter havde været trængt så langt sydpå af isen og kulden, at det tog flere hundrede år – eller for nogle arter årtusinder – før de kunne nå helt op til Danmark fra deres refugier, der i mange tilfælde lå syd for Alperne. Ofte var deres foretrukne voksesteder allerede optaget af andre arter.

Overgangen til Præboreal ses i pollendiagrammerne som en markant stigning af pionerplanter, f.eks. enebær i Østdanmark, revling i Nordvestjylland og en generel stigning i mjødurt. Pionerplanter som disse samt birk, asp, røn og fyr kunne reagere hurtigt på klimaforbedringer, fordi de er mindre krævende med hensyn til j ordbundskvalitet, vokser hurtigt, og hurtigt kan formere sig på grund af effektiv frøspredning. Denne pionervegetation bredte sig ud over hele det danske område, men da den var lyskrævende, blev den på længere sigt fortrængt af skyggende højskovstræer som eg, lind, elm, hassel og bøg.

 FIGUR 14-17. Fordelingen af land og hav i Præboreal. Danmark var landfast med Sydengland og Sydsverige.

FIGUR 14-17. Fordelingen af land og hav i Præboreal. Danmark var landfast med Sydengland og Sydsverige.

Danmark var i Præboreal landfast med Sydengland og Sydsverige, og perioden kaldes derfor også for Fastlandstiden. At der var så store sammenhængende landområder skyldtes, at landet hævede sig efter at have været presset ned af den sidste istids gletsjere, og at denne landhævning foregik hurtigere end stigningen i havspejlet. Havet var således fortrængt, så der kun gik en bred fjord ind i gennem Skagerrak og Kattegat (figur 14-17).

Den Baltiske Issø eksisterede stadig, men for omkring 10.300 år siden faldt dens vandspejl med op til 25 m. Det skete, da søen for anden gang blev tappet gennem et afløb ud til Kattegat hen over Midtsverige nær ved bjerget Billingen. Der blev aflejret store blokke, som vidner om en regulær tapningskatastrofe. Store mængder af sand blev ført ud i søen Vänern.

Hen over fastlandet lå der mange søer og moser. I søerne blev der aflejret kalk fra en frodig vækst af lyskrævende kalkalger (Chara) (figur 14-16). Ler blev stort set ikke længere skyllet ud i søerne, da det hurtigt voksende plantedække holdt på jorden. Jordbunden var rig på kalk, men fattig på næring i form af kvælstof og organisk materiale (figur 14-18). Det ændredes i løbet af Præboreal, hvor den nye plantevækst langsomt dannede en mere næringsrig jord.

 FIGUR 14-18. I den vestsjællandske Åmose ses lys, lagdelt kalkgytje, der i Præboreal blev aflejret fra kalkalger i en sø. Søens omgivelser var rige på kalk, som blev vasket ud i søen til gavn for den store mængde kalkalger.

FIGUR 14-18. I den vestsjællandske Åmose ses lys, lagdelt kalkgytje, der i Præboreal blev aflejret fra kalkalger i en sø. Søens omgivelser var rige på kalk, som blev vasket ud i søen til gavn for den store mængde kalkalger.

På den store fastlandsslette kunne man stadig finde rensdyr i den første del af Præboreal. Snart optrådte elsdyret, der også fandtes i det danske område i Allerød. Måske har elsdyret kunnet klare sig gennem Yngre Dryas i den sydlige del af landet. Midt i Præboreal skete der en større indvandring af pattedyr. Den åbne skov med store græsområder gav næring til de store græsædere som urokse og bisonokse. Vildhesten udnyttede den rigelige føde af græs og urter. Bæver og brun bjørn, der allerede kendtes fra Allerød, fandtes også i Præboreal. Hen imod periodens slutning indvandrede kronhjort og vildsvin.

Der er således fundet mange dyreknogler i det danske område, men der er kun fundet meget få bopladser. Vores viden er hovedsageligt begrænset til enkelte fund af jagtdyr i moser. Et 10.300 år gammelt fund af seks elge i en mose ved Skottemarke på Lolland bør dog nævnes. Et lignende fund kendes fra Krudtmosen mellem Holbæk og Kalundborg. Begge fund er formodentlig rester efter en udbytterig jagt, hvor en mindre flok elsdyr er blevet omringet og slagtet. Man har så medtaget det bedste af dyrenes kød som føde, og nogle af knoglerne som råmateriale til benredskaber. Resten er kastet ud i søen; måske som en offergave til jagtguden.

Da Danmark på dette tidspunkt var landfast med England, kan man skele til bopladsen Star Carr i Yorkshire. Her har man fundet elsdyr, kronhjort, rådyr, ræv, odder, grævling, skovmår, los og vildkat, pindsvin og det tidligste tamdyr, hunden. Det er nærliggende at forestille sig, at hovedparten af disse arter også levede i Danmark på den tid, selv om man endnu ikke har fundet bevis for det.

Boreal

NID-2-649.png

Den europæiske bison lever i dag kun i Biatowieza-skovene i Polen. Foto: N. Noe-Nygård.

Den europæiske bison

En moderne parallel til urskoven i Boreal og Atlantikum findes i Biatowieza-skovene og -sumpene på grænsen mellem Rusland og Polen. Den del, der ligger i Polen, er udnævnt til nationalpark. Her lever i dag udsatte bestande af den europæiske bison. Den kaldes også visent og er det tungeste nulevende pattedyr i Europa; en stor tyr kan veje næsten et ton.

Den europæiske bison er et skovdyr i modsætning til sin nordamerikanske slægtning. Den ville være udryddet, hvis man ikke havde sat ind med et bevaringsprojekt. Efter 1. Verdenskrig fandtes der kun 54 individer i fangenskab, så man satsede på at genskabe en ny bestand. I 1980 fandtes der 400 individer i Białowieza, og i dag er bestanden på 2000 individer.

I Białowieza-skovene findes også andre store pattedyr som kronhjort, rådyr, elsdyr og vildvin samt ulv og en lille bestand af los. Faunaen minder meget om den, man finder spor af fra Boreal og Atlantikum i Danmark.

I den næste periode, Boreal (fra 10.300 til 9.000 år før nu), blev klimaet mere tørt. I Åmosen, Tøvelde og Tissø begyndte søerne at vokse til med tørv, så de langsomt blev omdannet til lavmoser. De lyse tørvemosser blev på grund af det tørre klima nedbrudt og omdannet til mørk tørv. Somrene var så varme, at mistelten indvandrede. Det betyder, at den gennemsnitlige sommertemperatur har været over 16 °C som beskrevet i boks 14-3. Vintrene var ikke alt for kolde, idet vedbend ligeledes indvandrede – vintertemperaturerne for den koldeste måned, januar, har ikke været meget under -1 °C.

Det danske landområde var stadig i den tidlige del af Boreal landfast med Sydengland og Sydsverige. Først i slutningen af perioden, for ca. 8900 år siden, blev det globale havspejl så højt, at Den Engelske Kanal blev dannet og Danmark blev afskåret fra England. I Tidlig Boreal lukkede landhævningen i Sverige for havforbindelsen hen over Midtsverige, og forbindelsen fra Det Baltiske Bassin til Skagerrak ophørte.

Østersøområdet blev herefter en ferskvandssø, Ancylussøen, der er opkaldt efter den lille huesnegl Ancylus fluviatilis. Søen blev først afvandet af Sveaelven hen over det midtsvenske område, der senere hævedes, så søens afløb fandt sted gennem Danaelven, der løb gennem det nuværende Storebælt. Derimod var Det Syddanske Øhav og Vadehavet ét sammenhængende landområde.

 FIGUR 14-19. Sneglegytje fra Store Åmose i Vestsjælland. I Boreal groede mange søer til med sumpplanter, på hvis overflade ferskvandssnegle fandt deres føde. Derfor finder man tit tykke sumptørvelag med et utal af ferskvandssnegle i søaflejringerne.

FIGUR 14-19. Sneglegytje fra Store Åmose i Vestsjælland. I Boreal groede mange søer til med sumpplanter, på hvis overflade ferskvandssnegle fandt deres føde. Derfor finder man tit tykke sumptørvelag med et utal af ferskvandssnegle i søaflejringerne.

På det store nordeuropæiske fastland indvandrede hassel fra sydøst som det første skyggetolerante træ i begyndelsen af Boreal. Haslens indvandring viser, at jordbunden må have været en næringsrig muld. Den udkonkurrerede både fyr og birk, men fyr kunne dog stadig klare sig på de mere tørre og sandede jorde samt på fugtig bund langs søer og vandløb.

At det først indvandrede skyggetræ var hassel, er formodentlig lidt af en tilfældighed. Det kunne lige så godt have været eg eller elm. De store skovtræers indvandringstidspunkt afhang nemlig først og fremmest af, hvor langt sydpå isen havde trængt de forskellige arter, og hvor gode de var til at sprede deres frø. Mennesket kan eventuelt have været med til at sprede haslen, da nødderne kan have været et vigtigt næringstilskud på de lange vandringer mod nord.

I den sene del af Boreal var de fleste af storskovens træarter indvandret. Det var hassel, elm, eg, el og lind. De øvrige store træer var ligeledes afhængige af muldjord, en høj gennemsnitlig sommertemperatur, en lang vækstperiode og af, at der kun sjældent var virkelig kolde vintre. Til gengæld kunne de tåle at vokse op i skygge, de kunne blive meget gamle og dermed skygge for opvækst af lyskrævende pionertræerne, der dominerede i Præboreal og Tidlig Boreal.

 FIGUR 14-20. I Boreal voksede søerne til. Gradvist aflejredes derfor sneglelag som det, der ses i figur 14-19.

FIGUR 14-20. I Boreal voksede søerne til. Gradvist aflejredes derfor sneglelag som det, der ses i figur 14-19.

I takt med at skoven bredte sig, blev vildhest og bison fortrængt fra Danmark, da deres åbne græsningsområder forsvandt. Derimod trivedes kronhjort, rådyr og vildsvin godt i skovene, hvor der stadig var urokser og elsdyr.

Den store rigdom på dyr blev udnyttet af stenalderjægerne fra Maglemosekulturen. Den er der fundet utallige spor af i de store vestsjællandske moser som Maglemose og Store Åmose, og i de sydsjællandske moser ved Holmegård, sværdborg og Lundby. Knoglefundene er rige og giver en detaljeret indsigt i vore forfædres jagt-, parterings- og madvaner. Man finder også de flintredskaber med slidspor, der har været brugt i de forskellige processer. Man har fundet fiskekroge og skeletter fra de fisk, der blev fanget. Særlige pile har været brugt til at skyde spiselige fugle samt rød og sort glente, havørn, kongeørn og fiskeørn med. Der er også fund fra de boreale bopladser, der viser, at hunden optræder for første gang i Danmark.

Det danske landområde har ikke været helt skovdækket. Ind imellem var der også søer og moser, men mange søer voksede til mod slutningen af den tørre Boreal. Breddernes vegetation af sumpplanter, flydebladsplanter som åkander og undervandsplanter rykkede længere og længere ud mod midten af søen (figur 14-20). Mange steder ses et tykt sumptørvelag med tusinder af ferskvandssnegle og muslinger, f.eks. I Store Åmose på Sjælland og i Tøvelde på Møn (figur 14-19). Den lille Slotsengsø i Sønderjylland voksede næsten helt over med birk, hassel og senere el.

 FIGUR 14-21. Littorinahavets udbredelse i Atlantikum. Havet dækkede større områder end i dag, så Nordjylland, Nordsjælland og Nordfyn var opdelt i en mængde mindre øer.

FIGUR 14-21. Littorinahavets udbredelse i Atlantikum. Havet dækkede større områder end i dag, så Nordjylland, Nordsjælland og Nordfyn var opdelt i en mængde mindre øer.

Atlantikum

I Atlantikum (fra 9.000 til 6.000 år før nu) smeltede de sidste store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika, så havspejlet og grundvandet steg kraftigt. Dele af Danmark blev oversvømmet, og havet havde en større udbredelse end nutidens. Dette hav kaldes Littorinahavet efter den almindelig strandsnegl, Littorina littorea, der var vidt udbredt (figur 14-21 og 14-22). Den kraftige isafsmeltning skyldtes, at temperaturen gennem Holocæn nåede sit maksimum i Atlantikum. I det varme og fugtige klima kunne skoven og dyrelivet udvikle sig, så det lignede det, der findes i nutidens Mellemeuropa (figur 14-23).

De landområder, der havde været nedpresset af gletsjerne, hævede sig stadig, men havet steg hurtigere. Danmarks kystlinje lignede den nuværende, bortset fra at Nordjylland, Nordsjælland og Nordfyn var opdelt i en mængde mindre øer, og fjordene strakte sig længere ind i landet end i dag – f.eks. nåede datidens Randers Fjord helt ind til Viborgområdet (figur 14-21).

 FIGUR 14-23. En moderne, tæt, lukket bevoksning af el langs Mølleåen, hvor kun lidt lys når ned til skovbunden. Sådan har store dele af Danmark været dækket af tæt skov i Atlantikum.

FIGUR 14-23. En moderne, tæt, lukket bevoksning af el langs Mølleåen, hvor kun lidt lys når ned til skovbunden. Sådan har store dele af Danmark været dækket af tæt skov i Atlantikum.

Da havstigningen og landhævningen konkurrerede, trak havet sig tilbage, når landhævningen gik hurtigere end havspejlsstigningen – og omvendt. I Danmark kender man fire veldokumenterede havstigninger, Littorinatransgressioner, fra perioden, mens man i Sverige har fundet flere (figur 14-25). De danske havstigningsperioder kaldes den tidligt atlantiske, den højatlantiske, den senatlantiske og den subboreale transgressionsfase. De blev oprindeligt dokumenteret i lagene i den nu udtørrede Søborg Sø ved Gilleleje i Nordsjælland (figur 14-27). I Atlantikum var søen en fjord, hvor en højtliggende tærskel på ca. 4 m ved udmundingen til Kattegat styrede havvandets indtrængen. Når havspejlet faldt, blev fjorden omdannet til en brak-ferskvandet sø, men når det steg, blev den igen en fjord. Det skete som nævnt fire gange.

I en lignende sø ved Tengslemark i Nordsjælland, ved roden af Sjællands Odde, blev der aflejret mørk gytje med hjertemuslinger, hver gang havet skyllede ind i søen, og når havspejlet faldt, blev der aflejret lys ferskvandsgytje (figur 14-25B).

NID-2-653.pngNID-2-655.png

NID-2-654.pngNID-2-652.png

A) Sumpskildpadde, B) vedbend, C) mistelten, D) kristtorn. Foto: Zoologisk Museum (A) og A. Kielland. Tegning: J. Overgaard Christensen.

Fossiler fortæller om klimaet

Til at bestemme fortidens klima kan man bruge fossiler fra både hvirveldyr, insekter og planter. Fælles for dem er, at de som levende organismer har specielle temperaturkrav. F.eks. er insekter afhængige af, at den varme årstid er lang nok til, at larven kan æde tilstrækkeligt til at forpuppe sig, for så i næste sæson at klækkes. Sumpskildpadder er afhængige af en gennemsnitlig sommertemperatur på ca. 20 °C, for at deres æg kan klækkes. Også visse planter som vedbend, mistelten og kristtorn, har specifikke krav til temperaturen for at kunne blomstre og dermed sprede pollen, der kan aflejres i jordlagene.

Vedbend kan ligefrem bruges som en klimaindikator for milde vintre, da den gennemsnitlige temperatur i januar helst ikke skal ligge under -1 °C, hvor den skal gro. F.eks. frøs en stor del af vedbendstammerne ned i de kolde vintre 1939-40 og 1941-42.

Mistelten stiller krav om høj sommertemperatur, mens den er tolerant over for kolde vintre. Misteltenen har været hyppig i Sen Boreal og Atlantikum og til stede i Subboreal. Det tyder på en gennemsnitlig sommertemperatur på mindst 16 °C.

Kristtorns temperaturkrav minder om vedbends, men den er endnu mere sart over for kolde vintre og tåler dårligt en gennemsnitstemperatur for januar på under -0,5 °C. Den kræver til gengæld ikke helt så varme somre, da en gennemsnitstemperatur på mindst 13 °C er tilstrækkelig.

Når en eller flere af disse klimaindikatorer er til stede i sedimenterne, giver de et ret præcist billede af temperaturforholdene.

Havet havde et rigt dyreliv, da det var et par grader varmere og mere salt end nutidens hav, bl.a. fordi tidevandet var stærkere end i dag. Derfor kunne store, naturlige østersbanker trives i Limfjorden og Roskilde Fjord. At vandet i de indre danske farvande var mere salt, skyldtes sandsynligvis en stor udveksling med det salte nordsøvand. Man ved ikke meget om, hvorfor tidevandet var kraftigere, men en forklaring kan være, at den anderledes fordeling af land og hav gav andre tidevandsforhold end i dag.

Littorinahavets aflejringer er meget varierende og består af grus, sand, ler og gytje. De er velkendte fra hævede marine flader og strandvolde. I det nordøstlige Danmark findes de også i gamle hævede kystklinter nord for en linje mellem Nissum Fjord og det nordlige Falster, hvor landhævningen er fortsat gennem hele Holocæn (figur 14-26). I det sydvestlige Danmark ligger aflejringerne fra den tid derimod under det nuværende havniveau. Forklaringen er, at landhævningen dominerede over havstigningen nord for linjen, mens det var omvendt syd for linjen.

Under forarbejdet til Storebæltsbroen fandt man lag fra senglaciale søer og floder i 40 m’s dybde. I 30 m’s dybde lå der lag fra Boreal, hvor området var dækket af skov, søer og moser. Denne skov kom i Tidlig Atlantikum til at stå i et sumpet område, da grundvandet begyndte at stige. Træerne døde og dækkedes hurtigt af sø- og moseaflejringer. Senere trængte littorinahavet ind fra nord og aflejrede saltvandsdynd oven på. Der var nu skabt forbindelse mellem Kattegat og Østersøen. Vandspejlet i Storebælt steg knapt 30 m på omkring 900 år.

 FIGUR 14-24. Nordjylland var i Atlantikum omdannet til et ø-rige. Der var brede og åbne forbindelser fra Nordsøen til Limfjorden (vist med pile).

FIGUR 14-24. Nordjylland var i Atlantikum omdannet til et ø-rige. Der var brede og åbne forbindelser fra Nordsøen til Limfjorden (vist med pile).

Et godt sted at se aflejringer fra Littorinahavet er ved Løkkens Blånæse i den sydligste del af Lønstrup Klint i Nordjylland. Aflejringerne er fra den inderste gren af en fjord, som strakte sig fra Løkkenområdet direkte mod syd til Limfjorden. Aflejringerne består af ler med et højt indhold af plantefossiler som ålegræs, men også blade, frugter og grene fra den vegetation, der omgav fjorden. Her levede en rig, varmekrævende muslinge- og sneglefauna.

NID-2-663.png

NID-2-664.png

NID-2-665.png

FIGUR 14-25. A) I Atlantikum og Subboreal konkurrerede havstigning og landhævning. Derfor er der i det danske område registreret fire relative havstigninger fra perioden. Ved Vedbæk i Nordsjælland, hvor der var en fjord på Littorinahavets tid, ses de fire havstigninger som toppe på kurven. B) I en sø ved Tengslemark i Vestsjælland blev der aflejret mørk gytje med hjertemuslinger, hver gang havet skyllede ind over søen, og når havspejlet faldt, blev der aflejret lys ferskvandsgytje. I borekernen ses de mørke og lyse lag. C) Når Tengslemark-borekernen brækkes over, ses de mange hjertemuslinger. Foto: N. Noe-Nygård og C. Christensen.

I det varme og fugtige klima kunne de plante- og dyrearter trives, som i dag lever i Syd- og Mellemeuropa. Lind var det dominerende træ i skovene og udgjorde sammen med eg, ask og elm den del af skoven, der trivedes på den næringsrige muldjord. Disse skyggetolerante træer blev meget høje og levede længe, men var til gengæld længe om at blive kønsmodne og sætte frugt. Kampen om lyset var slut, da skoven havde vundet over pionervegetationen (figur 14-23). Den var som tidligere nævnt henvist til områder med dårligere jord. Fyrren klarede sig på tør og sandet jord i Jylland, birk og pil på den fugtige jord omkring søer, moser og langs strande. Selv hassel gik stærkt tilbage og overlevede kun som underskov eller langs skovbryn.

Hele Danmark var dog ikke dækket af tæt urskov. På de mere næringsfattige og sandede jorde i Jylland var der områder med græs, urter og småbuske i skoven. Ikke mindst hedelyng var udbredt på den dårligere jord, der nemt kunne blotlægges af blæst eller ved brande. I den tørre vegetation kunne der faktisk let opstå hede- og skovbrande, hvilket man i Jylland har fundet tydelige spor efter i form af sodpartikler i søsedimenterne. Hedelyngen trivedes imidlertid godt med sådanne periodevise brande.

Da urskoven bredte sig, og græsarealerne derved blev mindre, forsvandt flere af de større landpattedyr, f.eks. urokse og elsdyr fra øerne (figur 14-28). Også rovdyr som brun bjørn, grævling, ilder og los forsvandt, ligesom skovens øvrige dyreliv kom til at bestå af færre arter og mindre individer. Pattedyrene forsvandt først fra de nyskabte øer, da bestandene blev isoleret og dermed mere sårbare over for jagt, sygdom og ændring i fødemulighederne (figur 14-29). I Jylland skete der en fri ind- og udvandring fra og til det øvrige Europa, så de store græsædere og rovdyr fandtes dér flere tusind år længere end på øerne. På Fyn synes udviklingen at følge den jyske.

 FIGUR 14-26. Kort med linjer, der viser den relative landhævning i meter siden Littorinahavets tid.

FIGUR 14-26. Kort med linjer, der viser den relative landhævning i meter siden Littorinahavets tid.

 FIGUR 14-27. Diatomédiagram fra Søborg Sø. De fire havstigninger ses ved stigninger i andelen af saltvandskrævende diatoméer.

FIGUR 14-27. Diatomédiagram fra Søborg Sø. De fire havstigninger ses ved stigninger i andelen af saltvandskrævende diatoméer.

På bopladser i Store Åmose ses faunaændringen på Sjælland meget tydeligt. Bopladsen Ulkestrup Lyng fra Tidlig Atlantikum har rester af store og velvoksne pattedyr som urokse, elsdyr, kronhjort, rådyr og vildsvin, mens der på bopladsen Præstelyng fra Sen Atlantikum kun er fundet knogler fra ret små individer af kronhjort, rådyr og vildsvin (figur 14-29).

At det danske område blev et ø-rige betød til gengæld en større rigdom af havlevende arter. Hajer, rokker, sej, sæler, hvaler og okseøjefisk, der i dag lever i Middelhavet, var bare nogle enkelte af de nye arter. De mange fisk trak også fugle til, f.eks. lomvie, alk, sule, krøltoppet pelikan og den nu uddøde gejrfugl, der ikke kunne flyve. Alene i Åmosen er der fundet rester af 43 fuglearter i bopladsaflejringerne.

Denne nye artsrigdom var til stor gavn for stenalderjægerne, der supplerede deres jagt med fiskeri og østersindsamling.

 FIGUR 14-28. Indvandring og uddøen af vilde pattedyr fra sidste istids slutning til i dag. I Atlantikum uddøde flere arter på Sjælland og Fyn, da områderne gik fra at være et sammenhængende land til at være et ø-rige. På de nyskabte øer blev bestandene isoleret og dermed sårbare over for jagt, sygdom og ændrede fødemuligheder.

FIGUR 14-28. Indvandring og uddøen af vilde pattedyr fra sidste istids slutning til i dag. I Atlantikum uddøde flere arter på Sjælland og Fyn, da områderne gik fra at være et sammenhængende land til at være et ø-rige. På de nyskabte øer blev bestandene isoleret og dermed sårbare over for jagt, sygdom og ændrede fødemuligheder.

Elmefaldet

Ved overgangen mellem Atlantikum og Subboreal for ca. 6000 år siden kan man i alle danske og nordeuropæiske pollendiagrammer se, at pollen fra elmetræerne bliver markant færre inden for meget kort tid; dette fald i elm kaldes „elmefaldet“ (figur 14-1, se også boks 15-3 i Kvæg og korn i skoven). Elmefaldet skete samtidig med eller kort før det tidligste tamkvæg findes i bopladsaflejringer og næsten samtidig med, at de første kornaftryk ses i skår fra lerkar.

Nedgangen i elmepollenproduktion har været voldsomt diskuteret og forsøgt forklaret på fire forskellige måder. Først af Johannes Iversen, der forklarede det som et resultat af en klimaforværring. Pollenkurven for vedbend, der er klimaindikator for milde vintre, faldt nemlig samtidig med elmen. Klimaforværring er imidlertid ikke sandsynlig, da både den gennemsnitlige sommer- og vintertemperatur var højere end i dag.

Den anden forklaring er baseret på antagelsen af en langsom jordbundsforringelse som følge af udvaskning af kalk og næringsstoffer. Da dette er en langsom proces, og elmefaldet indtrådte pludseligt i det meste af Nordeuropa, og da andre næringskrævende træer desuden klarede sig godt, er det heller ikke en sandsynlig forklaring.

NID-2-669.png

NID-2-671.png

NID-2-670.png

FIGUR 14-29. Jagt på dyr kan ses i knoglefundene: A) Skudsår i et urokseskulderblad, der ikke er helet. B) Skudsår i et kronhjorteskulderblad, der er helet. C) Tværpil I kronhjorteribben, hvor skudsåret er helet. Det hører til sjældenhederne at finde knogler med pilespidser i, som i det godt 10.000 år gamle og hele urokseskelet fra Vig i Vestsjælland. Her var der både et skudhul gennem skulderbladet og tre ribben med pilespidser. I de fleste tilfælde ser man kun hullerne efter pilen og kan kun skelne mellem helede og uhelede skader. Helede skader, der har bløde, afrundede sårrande, viser, at dyret har overlevet mindst én jagt som anskudt, før det endte som måltid. Uhelede sår viser, at dyret blev dræbt ved denne sidste jagt. Foto: N. Noe-Nygård.

En tredje forklaring af J. Troels-Smith var den, at elmefaldet var et resultat af styning af elm til løvfodring af det første tamkvæg. Styning af elmetræer ville hindre grenene i at blomstre og dermed producere pollen. Løvfodring med bl.a. aske- og elmeløv kendes fra fund af løvhø på samtidige stenalderbopladser i Schweiz. Desuden ved man, at det har været anvendt nogle steder i Nordeuropa. Imod denne teori taler den hastighed, hvormed elmefaldet spredtes over hele regionen. Det må anses for umuligt at opnå den virkning alene ved at høste løvfoder; så intensivt var det tidlige husdyrhold ikke. Det er således ikke sandsynligt, at løvfodring har været årsag til elmefaldet.

Den fjerde og fremherskende forklaring giver elmesygen skylden for elmefaldet (se Boks 15-3 i Kvæg og korn i skoven). Elmesygen kendes fra de seneste års „elmefald“ i Nordeuropa og Nordamerika. Elmesygen er en visnesyge, der skyldes angreb af en sæksporesvamp, som trænger ind i træerne gennem sår i barken og blokerer for træets opadgående vandstrøm. Svampen spredes ved hjælp af elmebarkbiller.

Undersøgelser af årslag fra den engelske sø Diss Mere viser, at elmefaldet i dette område kun tog seks år. Pollendiagrammer fra Nordeuropa med kulstof-14-daterede elmefald synes at vise, at hele regionen var berørt af elmefaldet inden for 250 år. Elmesygen synes således at være den mest sandsynlige forklaring på elmefaldet, selv om de andre processer også godt kan have fundet sted samtidig. Mennesket har muligvis banet vejen for elmebillens angreb ved småhugst og afbrænding i mindre stil. Ved at åbne skoven lidt har man skabt mulighed for, at barkbillen kunne trænge ind og sprede sig i skoven og dermed sprede sygdommen.

I de lysninger, der blev dannet af de døde og udgåede elmetræer, kunne græs, urter, småbuske og skovbrynsplanter vokse op. Ved menneskets hjælp kunne lysningerne fortsat holdes åbne ved hugst og afbrænding af ny vækst og måske endda udvides.

Boks 14-4

NID-2-672.png

Isotopforholdene i knoglefund fra hunde og mand fra Agernæs-bopladsen på Nordfyn.

Du er hvad du spiser

Ved hjælp af kulstofindholdet i knogler fra fortidens pattedyr kan man se, hvilken føde de levede af. Kulstof (C) findes bl.a. I naturen som de stabile isotoper kulstof-12 (12C) og kul stof-13 (13C) samt det radioaktive kulstof-14 (14C). Forholdet mellem de stabile isotoper i et dyrs væv og knogler afspejler kulstofsammensætningen i dyrets føde. Det kan sættes i forhold til en given standard og udtrykkes som afvigelser fra denne, δ13C. Forholdets størrelse ændres næsten ikke gennem fødekæden, så dyr, der har ædt græs, har næsten det samme kulstofforhold i knoglerne, som det græs, de har ædt. Mennesker, der spiser dyrene, vil stort set „arve“ dyrenes græsværdier.

Afvigelserne fra standarden er størst for landbaserede fødeemner, mens føde fra havet har meget mindre afvigelser. Målinger af forholdet mellem 12C og 13C kan således bruges til at afgøre, om et dyr eller et menneske overvejende har levet af føde fra landjorden eller af fisk, saltvandsmuslinger og andet fra havet. Men metoden kan ikke præcist bestemme, om føden har bestået af planter eller dyr.

Derimod kan forholdet mellem kvælstofisotoperne 15N og 14N afsløre, fra hvilket niveau i fødekæden et individs føde stammer. For hvert trin, man bevæger sig op i fødekæden, beriges føden med ca. 3 ‰ 15N. Man kan altså se, om en person overvejende har levet af animalsk føde eller planteføde.

En proteinrig kost af kød vil give et δ15N-indhold på ca. +10 til +15 ‰ mens plantekost vil give en værdi på ca. +4 ‰.

Et eksempel på brug af kulstof- og kvælstofforholdet har man fra knoglefundene fra bopladsen ved Agernæs på Nordfyn. Knoglerne fra ti jagthunde viser, at de er blevet fodret med havfisk. Knoglerne fra en samtidig mand viser, at han har spist mere varieret, proteinrig kost med tilskud af landbaseret protein; kronhjort eller vildsvin at dømme efter de fundne knogler. En enkelt hund og en hvalp havde næsten samme værdier som manden. Det kunne skyldes, at det var hans foretrukne jagthund med hvalp, der havde fået rester fra hans egne måltider.

Samtidig med at elmen gik tilbage, skete der nemlig også en mindre tilbagegang for lind og senere ask. De sidste to træers tilbagegang er i Danmark tolket som menneskeskabte. Man var, sandsynligvis inspireret af de naturligt skabte lysninger, begyndt at fælde nogle af skovens træer og således i første omgang holde tamkvæg på græs og urter. Samtidig faldt havniveauet, og der dannedes udstrakte strandenge med græs og urter i den nordlige del af landet. Det var et ideelt græsningsområde for kvæget. Senere, i den tidlige Bondestenalder, begyndte et egentligt landnam med systematisk fældning, afbrænding af skov og dyrkning af korn.

Subboreal

 FIGUR 14-30. Figuren viser, hvorledes affaldet fra en boplads ved Agernæs på Nordfyn hurtigt blev dækket af aflejringer fra den subboreale havstigning.

FIGUR 14-30. Figuren viser, hvorledes affaldet fra en boplads ved Agernæs på Nordfyn hurtigt blev dækket af aflejringer fra den subboreale havstigning.

Afslutningen på den varme og fugtige periode Atlantikum faldt sammen med, at befolkningen i det danske område gik fra at være jægere til at være bønder. En af de yngste jægerbopladser er fundet ved Agernæs på Nordfyn (figur 14-30). Den eksisterede på overgangen fra Atlantikum til den efterfølgende periode, Subboreal (fra 6000 til ca. 3500 år før nu).

Bopladsen var anlagt på et lavtliggende moræneplateau ud i fjorden ved Nærå Strand. Der er fundet i alt 4103 knoglefragmenter, som afslører en rig fauna på 32 dyrearter. Bl.a. pelsdyrarter som skovmår, ilder, ulv, ræv, hund, los, vildkat og odder, og talrige skeletter af nyfødte kronhjorte og rådyr. De har kun været nedlagt som pelsdyr, hvorefter deres skeletter er blevet kastet hele ud i fjorden (figur 14-31). Dyr, der blev jaget for deres kød, var urokser, vildsvin, voksne kronhjorte og rådyr.

Bopladsens indbyggere har klart haft som hovedfunktion at skaffe skind, måske til tøj eller som handelsvare. Målinger af dyrenes størrelser viser, at de er meget større end de samtidige arter på Sjælland. De har samme størrelse som dyr i Jylland, så der må have været fri vandring mellem Fyn og Jylland.

NID-2-674.png

NID-2-675.png

FIGUR 14-31. Kranium af skovmår (A) og kæber af en nyfødt og en lidt større kronhjortekalv (B). Kalvene har været nedlagt pga. deres bløde, plettede pels, da resten af kadaveret blev kastet uspist ud i fjorden ved Agernæs. Foto: N. Noe-Nygård.

I affald fra bopladsen Muldbjerg i Store Åmose på Vestsjælland begynder det første tamkvæg at dukke op. Kulstof-14-dateringer viser, at det skete næsten samtidigt over hele landet for 6000-5900 år siden. Til at begynde med behandlede man knoglerne, ligesom man behandlede jagtvildtets knogler, dvs. at man bare smed dem væk. Men fra omkring 500 år senere findes ud over bopladsaffald hele koskeletter med et stort hul i panden nedlagt i moser som offergaver sammen med lerkrukker; en ny kulturskik er fulgt med tamkvæget.

Med indførelsen af agerbruget var mennesket for alvor begyndt at præge sine omgivelser. Det næste kapitel vil handle om udviklingen af den menneskepåvirkede natur. Der kommer således en afgørende ny dimension ind i det danske landskabs historie.

NID-2-676.png

A. Et højdekort over Store Åmose, Lille Åmose og Tissø i Vestsjælland. KMS Copyright.

Store Åmose

Et højdekort over Nordvestsjælland afspejler et stærkt kuperet og varieret terræn rundt om de tre forbundne bassiner Store Åmose, Lille Åmose og Tissø (figur A). Det varierede og karakteristiske dødislandskab i Nordvestsjælland er overvejende skabt under Bælthav Isstrømmen (se Danske randmoræner) og senere i forbindelse med dennes gradvise afsmeltning.

Store Åmose fremstår i dag som et fladt, åbent og græsklædt kulturlandskab, der står i skarp kontrast til det omkringliggende kuperede dødislandskab. Enkelte steder er den originale højmosevegetation bevaret med bl.a. Sphagnum, kæruld og tranebær. En efterårsmorgen kan Åmoselavningen være fyldt med tåge, der ligner vand og giver en god idé om, hvordan søen har set ud for 6.000-7.000 år siden.

Store Åmose-bassinet kan betragtes som en druknet smeltevandsslette. Store Åmose ligger i dag 24 m over det nuværende havniveau og ca. 12 km øst for Storebælt. Store Åmose havde gennem senglacialtiden afløb mod nordvest over Bjergsted og ud i Saltbæk Vig, hvor man kan se spor af det store delta, der dannedes i og nordvest for vigen.

Under den maksimale afsmeltning, var vandstanden høj og afstrømningen hurtig og dermed i stand til at holde det snævre udløb gennem randmorænen ved Bromølle åbent. Da vandføringen aftog som følge af mindre afsmeltning ca. 13.900 år før nu, skred udløbet til, og Store Åmose-søen blev opdæmmet på den tidligere smeltevandsslette. I bassinet blev der aflejret op til ca. 12 m sø- og tørveaflejringer repræsenterende de sidste ca. 15.000 år.

Senglacial, ca. 15.000-11.700 år før nu
De senglaciale søaflejringer af ler, silt, sand og grus er meget veludviklede og op til 8 m tykke (figur B).

I bunden af søbassinet og langs kanten findes stenede, grusede og sandede aflejringer fra de smeltevandsfloder, der udformede Store Åmose-bassinet. De overlejres af finkornede, lagdelte søsedimenter fra den delvist isdæmmede senglaciale sø. Overgangen fra smeltevandsaflejringer til søaflejringer foregik over en kort periode og markeres af vekslende lag af sand, ler og silt med et faldende indhold af sand opefter. Denne udvikling var et resultat af stigende vandstand og øget afstand til det stadig fungerende smeltevandssystem.

Koldtvandssøen var præget af meget lidt biologisk aktivitet, og der aflejredes varv af vekslende ler og silt (figur 14-16B). Siltlagene dannedes under øget afsmeltning om sommeren og lerlagene om vinteren. Enkelte grovere sandlag blev afsat under kraftige storme og kraftige regnskyld eller i forbindelse med tapninger af isdæmmede småsøer i oplandet. De lagdelte aflejringer repræsenterer perioderne Ældste Dryas, Bølling og Ældre Dryas svarende omtrent til de stratigrafiske zoner GS-2a og GI-1e og GI-1d, der er fastlagt i de grønlandske iskerner (se figur 14-2).

Allerød, 13.900-12.600 år før nu
Varmeperioden Allerød markeres i lagserien ved et gradvist farveskift fra lys grå til grønbrune ler- og siltlag, der er rige på organisk materiale. Aflejringerne fra dennne periode har en tykkelse på op til 1-2 m.

I løbet af Allerød (GI-1c,b,a) tiltog den organiske aktivitet i søen. Der aflejredes ensartet lergytje med gravegange efter bundlevende organismer som orme og den lille ærtemusling, Pisidium. Pollenanalyse viser, at en lysåben birkebævreaspeskov voksede omkring søen. Det fremvoksende plantedække holdt på jorden og nedsatte mængden af udskyllet ler og fint sand til søen. Den brednære søbund blev bevokset og koloniseret af muslinger, snegle og insekter. Redskabsfund fra den ældste stenalder, Brommekulturen, viser, at der boede mennesker i området.

Yngre Dryas, 12.600-11.700 år før nu
Et pludseligt fald i mængden af organisk materiale samt genoptagelse af rytmiske aflejringer af silt og ler tyder på en klimaforværring og markerer afslutningen på Allerød og starten på den kolde periode Yngre Dryas (GS-1).

Holocæn, 11.700 år siden-nu
Starten af Holocæn ses som en tydelig ændring af sedimenttype fra overvejende ler og sand til gytje og senere tørv. Overgangen til den holocæne varmetid markeres overalt i bassinet af et 5-10 cm tykt sandlag, der er resultatet af erosion af bredderne. Den hurtige afsmeltning øgede vandafstrømningen fra Store Åmo-se. Det medførte, at der for ca. 11.000 år siden eroderedes et nyt udløb af Halleby Å over Lille Åmose gennem Tissø og ud i Jammerland Bugt. Det nye udløb lå lavere end det gamle over Bjergsted og Saltbæk Vig, hvilket medførte en kraftig vandstandssænkning på 2-3 m, hvorunder det ovenfor omtalte sand og grus aflejredes i hele bassinet.

Præboreal og Boreal, 11.700-ca. 9.000 år før nu
De præboreale og boreale sedimenter består af fint laminerede kalkrige gytjer med tynde lag af finkornede grønne detritusgytjer, der veksler med lyse lag rige på rester af kransnåls-kalkalger (Chara). De præboreale og boreale kalkgytjer ses som hvide områder i drængrøfter og langs vandløb, samt på nypløjede marker. Pollenanalyser viser, at en lys skov af birk, fyr og senere hassel dominerede den tidlige skovfase.

Arter som vildhest, europæisk bison, elg og urokse trivedes i den lysåbne præboreale skov, hvor de fandt rige græsningsmuligheder. I løbet af Boreal indvandrede de egentlige skovdyr som kronhjort, elg, rådyr, bæver og vildsvin.

I løbet af Boreal faldt vandstanden i søen, og sedimenterne farvedes brune som følge af iltning af det organiske materiale. Klimaet var tørt og varmt og grundvandsstanden lav som følge af det tørre klima og det lave globale havniveau.

I Storebælt fandtes på det tidspunkt skove, floder og søaflejringer, der i dag kan ses tredive meter under det nuværende havspejl – det var muligt at gå fra Danmark til England.

Atlantikum og Subboreal, 9.000-3.500 år før nu
Det lave søniveau medførte, at overgangen fra Boreal til Tidlig Atlantikum er markeret af et hul i lagserien, der repræsenterer flere hundrede år. Et brednært groft lag, der består af vandplantedele, tørv samt hele og knuste snegle- og muslingeskaller er alt, hvad der blev aflejret.

I de efterfølgende 3000 år fra Tidlig Atlantikum (9.000 år før nu) til Subboreal (6.000 år før nu) steg vandstanden i søen mere eller mindre konstant, og Store Åmose omdannedes til en dyb, vidtstrakt sø. Der aflejredes en finkornet, ensartet, lys, olivengrøn, kalkrig gytje – ofte med et kalkindhold på op til 70 % med velbevarede fossiler af fisk som f.eks. malle, gedde, aborre, brasen og skalle. Snegle og muslinger findes både spredt i sedimentet og samlet i lag, hvor de udgør hovedparten af aflejringen. Sådanne sneglelag markerer perioder med uændret eller svagt faldende vandstand. Svagt faldende vandstand medførte, at bredzonens vegetation med de snegle, der lever på og af den, i en periode bredte sig ud i bassinet igen. Se også figur 14-19.

Pollenanalyser fra Store Åmose viser, at storskoven i Tidlig Atlantikum etableredes og bredte sig. Den var karakteriseret af stor artsrigdom med de varmekrævende planter mistelten, vedbend og kristtorn samt de næringskrævende og skyggetålende planter lind, eg, ask, elm og el. Etableringen af den tætte klimaksskov skete på bekostning af de åbne græsningsarealer, hvilket medførte at de store græsædere forsvandt fra området. Faunaen ændrede derfor radikalt karakter til en typisk skovfauna med færre dyrearter domineret af kronhjort, rådyr og vildsvin. I og omkring selve søen fandtes et rigt dyreliv med varmekrævende arter som krøltoppet pelikan, europæisk sumpskildpadde og malle. Flora og fauna viser, at gennemsnitstemperaturen var et par grader højere end i dag.

Vandstandsstigningen i Atlantikum og Tidlig Subboreal, der afspejles i aflejringer i både Store Åmose, Lille Åmose og Tissø-bassinet, var betinget af hævning af grundvandsstanden og forøget nedbør i den varme, fugtige Atlantikum. Grundvandsstanden ændredes i takt med den samtidige globale havniveaustigning.

Grænsen mellem Atlantikum og Subboreal markeres af et gradvist skift til mere grovkornede, brednære gytjer samt lavmose- og højmosetørv, afspejlende en begyndende tilgroning af søen.

Pollenanalyse viser, at de første menneskeskabte skovændringer, der ses som en tilbagegang for skoven, fandt sted på overgangen mellem Atlantikum og Subboreal for ca. 6.000 år siden samtidig med de tidligste agerbrugere. Først skete der et markant fald i elm og siden i storskoven. De første kornpollen og trækul fra svedjebrug optræder i tidlige, subboreale lag. Samtidig optræder nogle af de første daterede tamdyr som ko og senere får og ged. Hunden fandtes dog allerede i Boreal.

Den subboreale tilgroning af søen begyndte, da havspejlstigningens og den dermed forbundne grundvandsstignings hastighed aftog. Tilgroningsfasen ses af vekslende lag af fine til grove gytjelag med pinde, blade og snegle samt forskellige typer tørv med rodsystemer og overjordiske dele af planter, der voksede langs søbredden. Hovedtilgroningsfasen afsluttedes først i Subatlantikum for ca. 2.000 år siden, og Store Åmoses udvikling afsluttedes med dannelsen af en højmosetørv med en tykkelse på op til 4 m. Tørven er de fleste steder skåret helt væk som følge af tørvegravning under verdenskrigene. Tørvedannelse foregår dog stadig i dag i de beskyttede områder som Ulkestrup Lyng og indeholder vidnesbyrd om markante klimaændringer som Den Lille Istid fra 14. til 18. århundrede (se Boks 15-1 i Landet som stenalderbonden mødte).

Dyr og mennesker
I Åmosen er faunaen rigt repræsenteret gennem knoglefund fra hele Holocæn. Der er fundet både ituslåede rester fra jægernes måltider og hele skeletter fra dyr, der enten døde naturligt i søen eller var udlagt som offergaver. Knoglematerialet fortæller om en fauna- og jagthistorie gennem op mod 10.000 år.

I Store Åmose er der fundet knogler af det tidligste 6.000 år gamle tamkvæg fra bl.a. Muldbjerg-bopladsen og nogle af de seneste urokser på Sjælland fra Ulkestrup Lyng. Der er også fundet knogler af los, vildkat, ræv, grævling, odder, mår og ilder. Knoglefundmaterialet bare i Atlantikum omfatter 23 arter pattedyr, 41 arter fugle, 10 arter fisk samt krybdyr og padder.

Åmose-bassinet er et enestående arkiv for arkæologisk materiale, der er blevet beskyttet mod nedbrydning i de finkornede, vandholdige sedimenter. Sedimenternes høje indhold af organisk materiale og kalk betyder, at bevaringsforholdene for især organiske kulturgenstande er enestående. Således er ikke kun flintredskaber, men også trægenstande som stammebåde, årer, buer og pile bevaret. Der er fund fra både Tidlig og Sen Maglemosekultur, Kongemosekultur, Ertebøllekultur samt Tragtbægerkultur.

NID-2-677.png

B. Den sedimentologiske lagserie i Store Åmose, som den ses i boring A 201. Bemærk det tydelige skifte i sedimenterne og i de geokemiske forhold omkring 2,8 m. Det markerer overgangen fra Senglacial til Holocæn for 11.700 år siden. Læg desuden mærke til udsvingene i de geokemiske forhold omkring 3,5 m; de repræsenterer Allerød-varmetiden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Luise Knudsen, Michael Houmark-Nielsen, Nanna Noe-Nygård: Holocæn i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483783

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk