Umiddelbart før agerbruget blev indført i det danske område, var skovene kun afbrudt af søer, moser og kær, som til gengæld var hyppige og udbredte. Jordens fugtighed, ler-, humus- og kalkindhold samt den generelle næringsrigdom bestemte vegetationens fordeling.
Der er således ingen tvivl om, at skoven var mest åben på de næringsfattige, grovsandede jorde i Vestjylland (figur 15-3 og 15-4B). Her var der lys nok på skovbunden til, at urter og hedelyng kunne trives. De vigtigste træer på den nogenlunde tørre bund var her lind, birk, hassel og eg. Anderledes på den mere næringsrige og veldrænede jord, hvor skoven stod tæt og domineredes af lind, men også indeholdt meget eg, ask og hassel (figur 15-4A).
Skoven var i det hele taget karakteriseret ved en stor variation af træarter med iblanding af spidsløn, fyr, elm, ask, navr, tørst, røn og kvalkved. Et skovbillede langt fra nutidens bevoksninger, som ofte kun udgøres af én træart.
Havet, især de mange bugter og fjorde, var menneskets vigtigste spisekammer på det tidspunkt. Modsat situationen i dag var alle disse områder præget af høj saltholdighed. Således forekom den varme- og relativt saltkrævende østers langt ind i Kolindsund på Djursland, endog i det, der i dag er den afvandede Korup Sø.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.