Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kulturlandskabet

Oprindelig forfatter BOd

For omkring 3000 år siden var grundstenen til det danske kulturlandskab lagt. Bakkede egne var stadig i høj grad skovbevoksede. Fladere egne med næringsfattige jorde havde allerede udbredte heder, omend stedvist stadig med en del skov. Endelig var flade egne med næringsrige jorde nu for størstedelen åbne, præget af græsningsarealer og agerbrug (figur 15-13).

Denne tredeling i det danske landskab kan herefter følges helt op til skovtilplantningerne og landbrugets industrialisering i 1800- og 1900-tallet, hvor kunstgødning og vanding mindskede betydningen af jordbundens næringsrigdom. Det betyder ikke, at landskaberne var fastlåste og uden dynamik i disse næsten 3000 år, men snarere at de relative forskelle mellem landskaberne bibeholdtes igennem denne lange periode.

Overdrev, ager og eng

Tiden lige efter 3000 før nu, der markerer overgangen mellem ældre og yngre bronzealder, karakteriseres i de fleste søpollendiagrammer ved en øgning af græs, lyng, rødknæ og til dels også byg. Det er usikkert, hvordan dette signal skal fortolkes, men det kan hænge sammen med indførelsen af mere permanente agre med faste hvileperioder. Sådanne agre, der blev dyrket gennem længere tid, kendes fra den yngre bronzealder i Bjerre Enge i Thy.

Annonce

Analyser af planterester fra jorden i de dyrkede agre i Bjerre Enge antyder, at de har været gødsket med køkkenaffald. Anvendelse af husdyrgødning til gødskning er ikke påvist, men agerjorden består her af flyvesand, og uden en vis gødskning ville det næppe være muligt at dyrke den spelt, emmer og andre hvedesorter, som er påvist ved Bjerre Enge. Der er i samme område tegn på, at tørv har været anvendt til jordforbedringmiddel i yngre bronzealder. Byg var stadig den dominerende kornsort, men perioden karakteriseres også af nye afgrøder som havre, hirse, sæd-dodder og enkelte steder hør.

 FIGUR 15-14. Pollen fra planter, der er karakteristiske for kulturpåvirkning i aflejringer fra 14 danske søer dateret til perioden 3000-2500 år før nu, og det samlede antal af arkæologiske fund fra samme periode (yngre bronzealder) viser samme tendens. Begge afspejler graden af landskabspåvirkningen.

FIGUR 15-14. Pollen fra planter, der er karakteristiske for kulturpåvirkning i aflejringer fra 14 danske søer dateret til perioden 3000-2500 år før nu, og det samlede antal af arkæologiske fund fra samme periode (yngre bronzealder) viser samme tendens. Begge afspejler graden af landskabspåvirkningen.

De høje hyppigheder af pollen fra lancetvejbred viser det store behov for græsningsarealer i Bronzealderen. Lancetvejbred har sin hovedforekomst på græsningsoverdrev og høsletenge. Hvis man sammenligner hyppigheden af pollen af lancetvejbred i pollendiagrammer fra søer i den yngre bronzealder med antallet af de arkæologiske fund omkring søerne, er der en meget overbevisende sammenhæng (figur 15-14). Der er således næppe tvivl om, at begge typer fund afspejler den store intensitet, hvormed mennesket påvirkede landskaberne i denne periode. Denne sammenhæng er egentlig lidt overraskende, når man tænker på, hvor tilfældigt arkæologiske fund ofte dukker op.

Hele perioden mellem 3000 og 2000 før nu er generelt en ekspansiv fase. Især omkring og lidt før 2500 før nu ses en ekspansion af overdrev og agre. Mest behersket er denne ekspansion i de bakkede områder, hvor skoven stadig herskede, og i de områder, hvor landskabet allerede var meget åbent, som i Thy.

Fra førromersk jernalder, dvs. perioden 2500-2000 før nu, kender man også de langtidsdyrkede marker, hvis skel stadig kan ses visse steder i landskabet i dag som såkaldte digevoldinger. På disse marker dyrkede man ved siden af de gammelkendte afgrøder som nøgen og avnklædt byg, også hør for at bruge dens olierige frø. I pollendiagrammerne optræder de første pollen fra rug typisk for omkring 2200 år siden. Rug, der har en effektiv pollenspredning, spiller dog kun en underordnet rolle blandt fundene af kerner af korn. Denne kornsort anses for kun at have været en tilfældig biafgrøde i denne periode, nærmest som ukrudt i andre afgrøder.

Markarealerne blev i perioden udvidet til områder, som senere gik ud af brug og ikke blev opdyrket igen før i 1800- og 1900-tallet. F.eks. er der registreret mange digevoldinger i Vestjylland langt fra de vandløb, som ellers i forhistorisk og historisk tid har været af så stor betydning for placering af bosættelsen og de dyrkede agre.

Lige efter 2000 før nu indtræffer en yderligere markering af forskellene mellem landskaberne. I de bakkede skovlandskaber ses en lidt større skovdækning. I slettelandskaberne med vægt på agerbrug ses derimod en øgning af det åbne land, som tilsyneladende afspejler en lidt større vægt på kornavl.

Indtil for ca. 2300 år siden dyrkes en række forskellige afgrøder, men også ukrudtsfrø var vigtige. Det sidste ses bl.a. af maveindholdet i moseligene, hvor frø af ukrudtsarter udgjorde en betragtelig bestanddel af det sidste måltid. Undersøgelser af planterester i jernudvindingsovne fra Jernalderen har i de seneste år givet et nyt syn på datidens landbrug i Jylland. Fundene viser, at for ca. 1700 år siden begyndte rug og avnklædt seksradet byg at dominere. Analyser af ukrudt fra disse fund tyder på, at rugen blev dyrket som vintersæd, byggen som vårsæd. Tidligere mente man, at dyrkning af rug som vintersæd først begyndte i vikingetiden eller Middelalderen.

Fra historisk tid ved man, hvor stor en rolle høsletenge langs vandløb og i kær havde for landbrugsproduktionen (figur 15-15). I 1800-talsboniteringer kunne engene således opnå lige så stor vægt i skatteansættelsen som de allerbedste agerjorde. Engenes historie hænger tæt sammen med udviklingen af redskaber egnet til afslåning af hø. Den første le kendes fra fund fra begyndelsen af vores tidsregning, men leen har nok været i brug allerede nogle århundreder forinden. En detaljeret analyse af forhistoriske rester af planter konkluderer, at høslet i England allerede var veletableret for 2600-2000 år siden.

 FIGUR 15-15. Høslet, her foretaget med segl i 1980’ernes Polen, går formodentlig ca. 2000 år tilbage.

FIGUR 15-15. Høslet, her foretaget med segl i 1980’ernes Polen, går formodentlig ca. 2000 år tilbage.

Karakteristisk i Danmark er det også, at den vigtigste træart på den fugtige bund langs vandløbene, rødel, mange steder synes upåvirket af landbruget indtil netop Jernalderen, hvor dens pollen begynder at aftage i pollendiagrammerne. Det er derfor sandsynligt, at høsletenge for alvor bredte sig i løbet af Jernalderen.

Sandflugt og klitdannelse i indlandet fik større udbredelse i denne periode. Den mere intense udnyttelse af landskabet førte til, at vinderosion lettere kunne opstå, f.eks. fra marker om foråret, fra vindbrud, hvor kreaturer havde trådt vegetationsdækket i stykker eller fra afbrændte heder. Denne sandflugt kan dateres i indlandsklitter. Det tidspunkt, hvor jordbundslag under og i klitten blev dækket med flyvesand, kan fastlægges med kulstof-14-datering af organiske bestanddele i toppen af de begravede jorde.

Resultater af sådanne detaljerede undersøgelser i Ulfborgområdet i Vestjylland viser, at specielt i perioden for 2800-2600 år siden begyndte der en stor flyvesandsaktivitet, men den fortsatte formodentlig helt op til for omkring 1800 år siden.

Præcis for 2800-2600 år siden skete der interessant nok en klimaændring mod et mere fugtigt klima, som ses i en lang række moser over hele Nordeuropa. Det er muligt, at der også samtidigt skete en ændring mod flere storme eller generelt højere vindhastigheder. Det ser således ud til, at dannelsen af indlandsklitter og flyvesand skal forklares både ud fra arealanvendelse og ud fra klimaændringer.

Skov og dynamik

I perioden mellem 1600 og 1400 år før nu ændrede landskabet sig på en afgørende måde. I denne fase opgav man store områder, som tidligere havde været anvendt til græsning, og skoven bredte sig. Kraftigst slog dette igennem i grænselandet mellem bakkede skovlandskaber og åbne agerbrugssletter. I Vestjylland var skovarealets udvidelse dog kun meget svag eller også gik det direkte tilbage.

NID-2-726.png

NID-2-727.png

FIGUR 15-16. Bøgens udbredelse i Europa gennem Holocæn, som den afspejles i pollen fra aflejringer. Bøg overlevede sidste istid i små områder (refugier) på Balkan og i Syditalien Nye undersøgelser tyder også på overlevelse i Tjekkiet. Herfra bredte den sig gennem Holocæn og nåede Danmark for mellem 4000 og 3000 år siden. De fleste steder blev den dog først det dominerende skovtræ langt senere, nemlig for 1600-1000 år siden. Grunden til denne forsinkelse var menneskets udnyttelse af skovene. Ill.: Jørgen Strunge efter Lang, 1994. Foto: B. Odgaard.

Ændringerne i landskabet påvirkede som nævnt de arealer, der blev anvendt til græsning, mens de formodentlig kun i ringe grad berørte agerområderne. På markerne dyrkedes især rug og avnklædt byg, men også havre og hør var vigtige. Hør anvendtes nu også til fremstilling af taver til linned. Også hamp blev i nogen grad dyrket, men taverne herfra anvendtes især til grovere formål som f.eks. reb og net.

Den efterfølgende periode er afgørende for udbredelsen af vores nationaltræ, bøgen. Den ankom til landet for 3000-4000 år siden, men bredte sig på det tidspunkt kun i de bakkede skovlandskaber (figur 15-16). Alle andre steder forårsagede den ret intensive udnyttelse af landskabet, og hermed også af skovene, at bøg nok fandtes spredt, men ikke blev dominerende. Da græsningen i skovene aftog i perioden 1600-1400 år før nu, fik bøgen sin store chance, og den bredte sig for alvor på Øerne og i den østlige og nordlige del af Jylland.

I visse egne af det nordlige vest- og Nordvestjylland kom den dog aldrig, og det var netop i disse områder, hvor skovtilgroningen i perioden for 1600-1000 år før nu ikke fandt sted. Der er således uden tvivl et kulturhistorisk mønster i det, der i dag ofte betragtes som bøgens naturlige udbredelsesområde i Danmark.

NID-2-728.png

Rekonstruktionen af skov- og hedearealer viser, at området omkring Navnsø i Vesthimmerland gennem de sidste 3000 år (op til år 1800) gradvist er blevet mere og mere fattig på skov, mens heden til gengæld har bredt sig. Ill.: Jørgen Strunge.

Hvor store områder var dækket af skov og hede?

Pollenprocenter fortæller især om ændringer i landskaberne. Det er straks sværere at bestemme, hvor store arealer de forskellige vegetationstyper som skov, hede og overdrev dækkede i fortiden. De forskellige plantearter producerer og spreder nemlig ret forskellige mængder af pollen.

Én metode til at fastlægge sammenhængen mellem pollennedfald og vegetationens udbredelse er at sammenligne pollenindholdet i de yngste sedimenter i en lang række søer med plantevæksten rundt om søerne. Det har dog ikke megen mening i det moderne danske landskab, som er domineret af arter, der slet ikke fandtes i de historiske og forhistoriske landskaber, f.eks. gran i skovene og forædlede kornsorter eller roer og majs på markerne.

I stedet kan det landskab, som ses på 200 år gamle, historiske kort, sammenlignes med pollen i søaflejringer fra samme tid. Resultaterne af en sådan sammenligning i Danmark viser en tæt sammenhæng mellem f.eks. hede inden for en radius af 1800 m og lyngpollen i sedimenterne. En sådan sammenhæng kan derefter anvendes til at beregne hedearealets størrelse ud fra pollenindholdet i endnu ældre sedimenter. Dette kan også gøres uafhængigt for skovarealer, så de forskellige plantesamfunds arealdækning i det forhistoriske landskab kan fastlægges nogle årtusinder tilbage.

Opdyrkning

I perioden 1000-700 før nu ændredes det danske landskab med en hast, som vel næppe er set igen før end i 1800- og 1900-tallet. Arden, den gamle, primitive plov, der havde været anvendt siden yngre stenalder, blev nu erstattet af hjulploven med muldfjæld, som kunne vende jorden (figur 15-18). Det gav pløjningen en helt ny effektivitet i bekæmpelsen af ukrudt. Pløjningen gav sammen med gødskningen mulighed for at opbygge tykke, produktive muldlag.

Hjulploven var også et vigtigt redskab i inddragelsen af nyt land til opdyrkning, hvilket i stort omfang fandt sted ved anlæggelse af såkaldte torplandsbyer i 1100- og 1200-tallet. Meget skov blev ryddet på kort tid, nogle steder allerede omkring år 1000, andre steder først i 1200- og 1300-tallet. Det øgede areal med dyrkede marker i disse århundreder ses bl.a. som en stigende støvmængde i højmoserne. Mere støv kan nemlig tages som tegn på øget jordfygning (figur 15-17).

Den store stigning i opdyrkningsgrad i perioden 1000- til 1300-tallet afspejlede en øget vægt på kornavl, men den betød som antydet ovenfor også en øget erosion af jord og næringsstoffer fra markerne. En del af dette materiale havnede i vandløb og søer, hvor det ændrede vandmiljøet, som det senere vil blive beskrevet.

En anden almindelig belastning af søerne i Middelalderen og langt op i historisk tid var anvendelsen til rødning af hør og hamp. Dyrkning af disse planter til fremstilling af taver var begyndt allerede i Jernalderen, men opnåede endnu større udbredelse efter 1100-tallet og helt op til slutningen af 1800-tallet. Den fik en lille renæssance under 2. verdenskrig. Planterne blev rykket op med rode og lagt ud i søerne, hvor en forrådnelse gik i gang, så taverne lettere kunne frigøres under brydning og skætning.

 FIGUR 15-17. Nedfaldet af støv gennem perioden 5000-500 år før nu på højmosen Fuglsø Mose på Djursland. Højmoser er særegne ved, at alle mineraler og næringsstoffer til planterne, som vokser her, skal komme fra luften, da der ikke er mulighed for transport op gennem tørven fra den underliggende mineraljord. Derved giver simple målinger af tørvens mineralindhold (hovedsagelig ler og silt) et indtryk af jordfygning før i tiden. Jordfygningen afhang både af, hvor store arealer der dyrkedes, og af hyppigheden af storme, især om foråret.

FIGUR 15-17. Nedfaldet af støv gennem perioden 5000-500 år før nu på højmosen Fuglsø Mose på Djursland. Højmoser er særegne ved, at alle mineraler og næringsstoffer til planterne, som vokser her, skal komme fra luften, da der ikke er mulighed for transport op gennem tørven fra den underliggende mineraljord. Derved giver simple målinger af tørvens mineralindhold (hovedsagelig ler og silt) et indtryk af jordfygning før i tiden. Jordfygningen afhang både af, hvor store arealer der dyrkedes, og af hyppigheden af storme, især om foråret.

Det har vist sig ved studier af pollen og andre plantefossiler i søsedimenter, at hovedparten af de undersøgte søer har været anvendt til denne rødning, og i alt fald for de mindst næringsrige søers vedkommende betød dette tilskud af fosfor og kvælstof, at søernes miljøtilstand blev ændret. Der er således eksempler på opblomstring af store mængder cyanobakterier (blågrønalger), såkaldt vandblomst, i sådanne næringsfattige søer. Det var i historisk tid også kendt, at de søer, der blev anvendt til rødning, ikke samtidig kunne anvendes til vanding af kvæget. Interessant for os i dag er det, at søerne, da rødningen ophørte, vendte tilbage til en mere næringsfattig tilstand.

Den Sorte Død, der hærgede Danmark i midten af 1300-tallet, halverede omtrent folketallet, hvilket flere steder resulterede i landskabsændringer. F.eks. I Rold Skov, hvor bøgen fik mulighed for at brede sig mere end før.

Hederne nåede deres maksimale udbredelse i historisk tid inden for de sidste 1000 år før nu, men modsat hvad man måske skulle forvente, var det nok de sandede smeltevandssletter, der senest blev til hede. F.eks. blev smeltevandssletten ved Karup først endeligt afskovet i 1400- og 1500-tallet, mens Solsøområdet på Skovbjerg Bakkeø vest for Herning formodentlig var omtrent træfrit allerede 1000 år tidligere. Det skyldtes formodentligt, at bakkeøen med sine mere varierende jordbundstyper var mere attraktiv som landbrugsområde end de ensartet grovsandede jorde på smeltevandssletten.

NID-2-730.png

NID-2-731.pngNID-2-732.png

FIGUR 15-18. De såkaldt højryggede agre er smalle markstykker (A), der er lidt højere på midten end i siderne. De vandt udbredelse i Middelalderen og var nogle steder i Danmark i anvendelse helt op i 1900-tallet. De kunne stadig i 1980’erne observeres i den sydlige del af Polen. Karakteristiske afgrøder i Middelalderen var rug (se boks 15-2) og boghvede (B). Den giftige klinte (C) med de smukke violette blomster var et besværligt ukrudt. Den er nu udryddet i Danmark. Foto: B. Odgaard.

I disse næsten skovfrie landskaber udvikledes et landbrugssystem, der var tilpasset egnens landskabstyper. Hedelandbruget udnyttede engene langs åerne til høslet og hederne til græsning. Man havde desuden udviklet et særligt koncentrationsagerbrug, hvor tab af næringsstoffer blev begrænset til et absolut minimum. På hederne blev der med spade afskåret såkaldte fladtørv eller træk, som bestod af morlaget og lidt af sandet derunder. Disse fladtørv blev så brugt som strøelse under dyrene i stalden eller lagt på gårdspladsen, hvor de opsamlede dyrenes gødning. Herefter blev fladtørv og gødning lagt lagvist til kompostering i en mødding og endelig bragt ud på agrene. Denne procedure reducerede tabet af kvælstof fra gødningen ved afdampning eller ved nedsivning.

Man ved ikke, hvor gammelt dette koncentrationsagerbrug er, men som tidligere nævnt er der ved udgravninger af agre fra den yngre bronzealder ved Bjerre Enge i Thy fundet tegn på, at man allerede da brugte tørv fra moser til jordforbedring.

I historisk tid afgravedes hvert år ganske store arealer fladtørv. Det udsatte den sandede jord for vinderosion. Fladtørvafgravning har derved uden tvivl medvirket til den udbredte sandflugt i Vestjylland og til dannelse af indlandsklitter. Dateringer af flyvesandsperioder i Ulfborgområdet viser, at der har været aktiv sandflugt fra omkring 1300-tallet og formodentlig helt frem til 1600- og 1700-tallet. I denne periode betød sandflugten tab af store landbrugsarealer, men i dag ligger indlandsklitterne hen som oaser af natur midt i et landbrugslandskab.

De spredte egekrat i Vestjylland har ofte været set som rester af store oprindelige egeskove, der tidligere skulle have dækket området. Men pollensammensætningen i søsedimenterne viser, at eg slet ikke har spillet den store rolle i Vestjyllands urskove, som den gør i krattene i dag. Der var snarere tale om en blandskov, hvori eg indgik på linje med lind, birk og hassel som de almindeligste træer. Når eg dominerer så kraftigt i nutidens krat, har det at gøre med, at krattene har været udsat for meget kraftig påvirkning i form af hugst og nedbidning. Egen kan klare en sådan hård medfart og, som noget meget vigtigt, kan den genetablere sig fra frø, når påvirkningen ophører.

Hovedparten af egekrattene skal således ses som successionsstadier, efter at man havde opgivet græsning og hedebrug. Undersøgelser af pollenindholdet i jordbunde i vestjyske egekrat viser, at der typisk har været et forudgående stadium med hede, og måske enkelte forkrøblede træer, hvorpå krattet senere er vokset op. Undersøgelserne viser også, at skovtyperne før hedestadiet har set helt anderledes ud. Her var der tale om blandskove af birk, hassel, eg og nogle steder også af lind og bøg. Som relikt fra disse skove har lind stedvist overlevet i vestjyske egekrat frem til i dag.

NID-2-713.pngNID-2-714.pngNID-2-715.png

NID-2-716.pngNID-2-717.pngNID-2-719.png

NID-2-720.pngNID-2-721.pngNID-2-722.png

NID-2-718.pngNID-2-723.png

FIGUR 15-13. Skematiske pollendiagrammer fra 10 forskellige søer i Danmark for perioden fra 6500 år før nu til i dag, arrangeret efter stigende indhold af ler i jordbunden i en radius af 5 km omkring søerne. Hvert diagram viser til venstre træpollen og til højre pollen fra hedelyng. Ill.: Jørgen Strunge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Odgaard: Kulturlandskabet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483796

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk