FIGUR 15-19. Antallet af lyselskende arter fundet som makrofossiler (frø, frugter m.m.) i danske aflejringer fra fem perioder gennem Holocæn. Præboreal: 11.500-10.250 før nu, Boreal: 10.250-9050 før nu, Atlantikum: 9050-5800 før nu, Subboreal: 5800-2600 før nu, Subatlantikum: 2600 før nu til i dag.

.

FIGUR 15-23. Afskovningsforløbet omkring Dallund Sø på Nordfyn kan følges gennem pollenanalyser, der også afslører dyrkningens historie. Mængden af minerogent materiale (sand, silt og ler) afspejler afskovningsepisoder i oplandet. Hamp blev lagt ud i søen til rødning i forbindelse med fremstilling af hampeklæde og reb. Søen reagerede på alle disse påvirkninger ved at blive mere næringsrig. Dette afsløres af kiselalger bevaret i søens sediment.

.

Omdannelsen af det naturligt skovdækkede danske land til kulturlandskab havde vidtrækkende konsekvenser for faunaen, floraen og en række vigtige processer i landskabet, der var knyttet til vandets kredsløb og næringsstoftransport. Denne landskabsrevolution og konsekvenserne heraf svarer i mangt og meget til de skovfældninger, som nu foregår i de tropiske regnskovsområder.

Dyr uddør og nye indvandrer

Virkningen på faunaen var både direkte og indirekte. De direkte skyldtes jagten, som på trods af det dominerende landbrugserhverv fortsatte gennem alle tider og stadig overlever som hobby. De indirekte virkninger skyldtes ødelæggelse af levesteder og det, der biologisk betegnes som fragmentering: opsplitning af bestanden i smågrupper, som på grund af landskabelige hindringer ingen eller kun meget lille mulighed har for indbyrdes parringer. Disse smågrupper var (og er) stærkt udsat for lokal uddøen efter tilfældige svingninger i bestanden, og muligheden for nyindvandring er stærkt begrænset.

Boks 15-5. Harald Haardraade undviger Svend Estridsen i 1061

Den nuværende kystlinje efter moderne landvindinger.

.

Videnskabernes Selskabs kort, der er vores ældste pålideligt opmålte kort, viser, at der i slutningen af 1700-tallet var mere end 4 km mellem Limfjorden og Jammerbugten på det sted, Harald Haardraade formodes at have trukket sine skibe over. I 1061 var tangen nok meget smallere, hvilket var årsagen til, at den norske konge kunne undvige med sin flåde.

.

I dag er der en tendens til at betragte havet som begrænsende for færdsel, og der bruges mange ressourcer på at bygge broer over bælter, stræder og sunde. Denne opfattelse af havet som en hindring er historisk set ganske ny. Før jernbaner og landeveje blev udbredt, var vandvejen den hurtigste, og havet spillede derfor også en stor rolle under krigsførelse og andre stridigheder. Her kunne godt sømandskab og snarrådighed udgøre forskellen på sejr og nederlag. Et eksempel på dette er den i Snorres Saga omtalte konflikt mellem den danske konge Svend Estridsen og kongen over Norge, Harald Haardraade, som udspillede sig i Limfjorden i 1061. I denne strid spillede kystlinjens daværende forløb en ganske afgørende rolle.

Kong Harald var med Svends overtallige flåde i hælene flygtet ind i Limfjorden „der, hvor den er bredest“, dvs. Løgstør Bredning. Med Limfjordens mange vige og bugter risikerede Harald at blive fanget i en fælde af den overmægtige fjende. Imidlertid lykkedes det ham, ifølge Snorre, i ly af nattens mørke at losse alt af skibene, trække dem over en landtange, og søsætte og laste dem igen i Vesterhavet. Snorre beskriver naturligvis den skadefryd, nordmændene følte oven på denne udgang på en ellers ikke særlig heltemodig stikken halen mellem benene. Men hvordan kunne nogen trække skibe over sådanne afstande fra Løgstør Bredning, hvor landtangen til Jammerbugten selv uden de moderne landindvindinger er mindst 4 km bred og med mere end 20 m høje klitter?

Denne gåde diskuteredes specielt i 1800-tallet livligt blandt danske og norske historikere. Geologen Kaj Strand Pedersen har imidlertid gjort opmærksom på, at diskussionen hovedsageligt har taget sit udgangspunkt i den nuværende kystlinje. På basis af undersøgelser af indholdet af snegle og muslinger i en række profiler og boringer i den vestlige del af Limfjorden konkluderede Pedersen imidlertid, at der har eksisteret en forbindelse mellem Limfjorden og Jammerbugten, som først er lukket i løbet af de sidste 2 årtusinder.

Mellem Klim og Fjerritslev fandt han således en nu udfyldt rende, som indeholdt marine aflejringer med den højmarine kilemusling (Donax vittatus), afsat i perioden op til og måske senere end 2000 år før nu. Det er derfor sandsynligt, at der omkring 1000 år senere, i tidlig middelalder, på dette sted kun var opbygget en mindre tange, som et vikingeskib forholdsvist nemt kunne trækkes hen over.

Boringer i Agger Tange ved Limfjordens udmunding mod vest viser, at her herskede højmarine forhold fra ca. 9000 år før nu, indtil tangen gradvist byggedes op og helt lukkede af mod Vesterhavet inden for de seneste årtusinder. Skaller af bl.a. østers, hjertemusling og blåmusling fra Fur er dateret til ca. 1100 år før nu, hvilket viser, at Limfjorden i alt fald på dette tidspunkt stadig var præget af saltvand, formodentlig især gennem åbningen ved Agger.

Det moderne gennembrud af Agger Tange skete under en stormflod i 1825 og medførte, at den dengang ferske del af den vestlige Limfjord blev stærkt saltvandspåvirket. Den nuværende forekomst af østers i Limfjorden er etableret efter dette tidspunkt.Videnskabernes Selskabs kort, der er vores ældste pålideligt opmålte kort, viser, at der i slutningen af 1700-tallet var mere end 4 km mellem Limfjorden og Jammerbugten på det sted, Harald Haardraade formodes at have trukket sine skibe over. I 1061 var tangen nok meget smallere, hvilket var årsagen til, at den norske konge kunne undvige med sin flåde.

Den nuværende kystlinje efter moderne landvindinger.

Et moderne eksempel på fragmentering er vores efterhånden meget bastante net af stærkt befærdede motor- og hovedveje, som har vist sig effektivt at isolere mindre mobile arter. Vejanlæg menes således at have ført til lokal uddøen af sjældne arter som løvfrø og hasselmus (se bindet om Det åbne land).

Det er svært at tolke, hvorvidt arters uddøen i fortiden skyldtes efterstræben, levestedsødelæggelse eller fragmentering, men faktum er, at vores fauna har ændret sig ganske voldsomt gennem de sidste 6000 år. Da store dyr kræver meget plads og som jagtmål er veritable kødbjerge, er det næsten forudsigeligt, at de store, vilde græsædere var de første til at bukke under. Længst holdt de ud i Jylland, hvor de sidste fund af urokse er ca. 2000 år gamle, af elsdyr godt 4000 år (se også Elmefaldet).

De store rovdyr holdt lidt længere ud. De yngste bjørnefund er fra såkaldt germansk jernalder for 1600-1200 år siden. Jyske Lov, som blev nedskrevet 1241, indeholder bestemmelser om det ansvar, man pådrager sig, hvis man opdrætter bjørne- og ulveunger, så det er muligt, at bjørnen overlevede længere i Danmark. Ulven var i hvert fald til stede i Middelalderen. Den er stadig i overført og forvansket form til stede i ordsproget „Der er uller i mosen“, som henviser til ulve og ikke ugler, som mange fejlagtigt tror. Den oprindelige bestand af ulv uddøde efter kraftig efterstræben i 1600-tallet, men den sidste danske ulv – en enlig hanulv på strejf fra Nordtyskland – blev nedlagt nær Skive i 1813.

Efter jagtens aftagen i Østeuropa i forbindelse med overgangen til markedsøkonomi har ulven spredt sig fra det østlige Polen til det østlige Tyskland, og det er måske nu blot et spørgsmål om tid, før en strejfende ulv, som kan foretage lange vandringer, igen kan ses i Jylland. I så fald må ulven lære at krydse motorveje, men spændende vil det være at se, hvordan det moderne samfund vil reagere i denne situation!

De yngste fund af los er ca. 4000-5000 år gamle, men det er vanskeligt at forestille sig at denne specialiserede nattejæger, som virkelig mestrer at holde sig skjult, er blevet fortrængt så tidligt. Så de manglende fund afspejler måske snarere, hvor vanskeligt det er at nedlægge et sådant dyr.

Mens nogle dyr er forsvundet, er andre kommet til i takt med kulturlandskabets fremkomst. Til sidstnævnte gruppe hører så almindelige og velkendte dyr som europæisk hare, agerhøne og det tidligere nationale symbol hvid stork, som kun kendes fra Middelalderen og fremefter. Slægtningen sort stork, som nu har genetableret en dansk bestand efter at have været forsvundet nogle årtier, er imidlertid kendt helt tilbage fra urskovstiden. Uden at have egentlige fund som støtte må man formode, at en lang række af det åben lands fugle er indvandret i takt med kulturlandskabets udbredelse. Det gælder f.eks. tornirisk, bynkefugl, vagtel, gråspurv, sanglærke, bomlærke, landsvale og stillids. Og i halen på dem kom det åben lands rovfugl, tårnfalken.

Flora og lys

En ganske stor del af den nuværende danske flora er knyttet til lysåbne voksesteder som overdrev, heder, enge, kær, skovlysninger, kystskrænter og strandenge (figur 15-20). Disse naturtyper holdes i dag åbne ved især husdyrgræsning eller, for hedernes vedkommende, en kombination af græsning, afslåning og afbrænding. Det er en generel erfaring, at disse lokaliteter gror til i højstauder, krat og skov, når græsningen eller plejeforanstaltningerne ophører, hvorved de lave, lyskrævende arter bliver skygget væk og forsvinder fra voksestedet. Hvor hurtigt denne udvikling går, afhænger af bl.a. afstanden til lokale frøkilder og jordbundens næringsrigdom.

Der er stort set enighed om, at gruppen af lyskrævende planter med hensyn til indvandringshistorie kan inddeles i arter, der er indvandret/ indslæbt: 1) med landbruget i historisk tid, 2) med landbruget i forhistorisk tid og 3) naturligt i Senglacial eller Tidlig-Midt Holocæn før landbruget (figur 15-19). Der er dog ikke enighed om arternes fordeling på disse grupper.

Ifølge én hypotese var den danske urskov så forholdsvis mørk, at den i alt fald på næringsrig jord næppe levnede egnede voksesteder til de lyskrævende arter, hvorfor en stor del formodes indvandret/indslæbt efter landbrugets ankomst (gruppe 1 og 2). En anden hypotese antager, at en stor del af de arter, som ikke beviseligt hører til gruppe 1, overlevede på naturligt lysåbne steder i urskovstiden, f.eks. på kystskrænter, på stærkt kalkholdig bund eller på steder, hvor store græssende dyr holdt vegetationen åben, primært langs vandløb (gruppe 3).

Pollen fra aflejringer i søer og moser tyder på, at urskoven på næringsrig bund generelt var tæt og mørk. Ligeledes giver fund af frø, frugter og andre større planterester i aflejringer fra før landbrugets ankomst ikke indtryk af nogen rig flora af lyselskende planter, tværtimod. Alligevel kan det ikke afvises, at der stedvist har været åbne arealer på især kalkrig bund, hvor de lyselskende planter har kunnet overleve fra senglacial tid til i dag. Måske ikke altid på samme sted, men i et dynamisk landskab, hvor egnede voksesteder ikke var blivende. En sådan pletvis og dynamisk overlevelse er uhyre vanskelig at påvise i det geologiske materiale, men tilsvarende svær at afvise.

Det må dog anses for utænkeligt, at den kraftige forhistoriske kulturpåvirkning ikke skulle have ført til indvandring og indslæbning af nye arter, der oprindeligt var tilpasset åbne plantesamfund andre steder i Europa, som nu nød godt af udbredelsen af overdrev og heder i Danmark.

Figur 15-20

FIGUR 15-20 (a). Græsdominerede græsningsoverdrev hører til de mest artsrige plantesamfund i Danmark. (B) En karakteristisk art er bl.a. den hvidblomstrede kornet stenbræk, men her findes også meget sjældne orkideer som den violette salepgøgeurt (C). Lancetvejbred (D) med de karakteristiske, brunlige blomsteraks med udragende, hvidlige støvdragere er en vigtig kilde til viden om dette plantesamfunds historie, da den i modsætning til mange andre overdrevsarter spreder mange pollen.

.

FIGUR 15-20 (b). Hvidblomstret kornet stenbræk.

.

FIGUR 15-20 (c). Violet salepgøgeurt.

.

FIGUR 15-20 (d). Lancetvejbred med de karakteristiske, brunlige blomsteraks med udragende, hvidlige støvdragere er en vigtig kilde til viden om dette plantesamfunds historie, da den i modsætning til mange andre overdrevsarter spreder mange pollen.

.

Vandkredsløb og klima

En skov har et uhyre stort samlet bladareal, og selv om træerne forsøger at minimere deres vandtab, f.eks. ved af lukke deres spalteåbninger om natten eller ved begyndende vandmangel, er det samlede vandtab fra en skov betydeligt højere end fra f.eks. Et græsbevokset område. Et enkelt stort træ kan således på en varm sommerdag have et vandforbrug på hundredvis af liter.

Dette store vandforbrug påvirker selvfølgelig vandets kredsløb i landskabet, fordi en mindre vandmængde vil løbe til vandløb, søer og grundvand. Man kan sige, at en skov på den måde virker som et slags naturligt dræn. Når skoven så fældes, fører det omvendt til en stigning i afstrømning fra området og et stigende grundvandsspejl (figur 15-21). Der er således eksempler på, at moser er opstået efter skovfældninger – på grund af den øgede jordfugtighed.

Forskellen i vandtab fra et skovsystem og andre mere åbne plantedækker kan påvirke lokalklimaet, hvis en skov fældes. Når dertil lægges, at refleksionen af sollys, den såkaldte albedo, er større fra lave plantedækker end fra skov, bliver det forståeligt, at skovrydninger over store arealer kan ændre klimaet. Det er f.eks. vist ved klimamodeller, at skovødelæggelser i Middelhavsområdet kan være en forklaring på den generelt lavere nedbør i området i dag end for 2000 år siden, hvor der var langt mere skov. Det er derfor sandsynligt, at den skovtilbagegang, som har fundet sted i Europa siden landbruget bredte sig, har påvirket klimaet i væsentligt omfang, nøjagtigt som det nu forventes at ske ved skovfældninger i troperne.

En helt anden faktor er dræning. Vort nuværende landskab er stærkt præget af dræning både af landbrugsarealer og skove, og et forsigtigt skøn lyder på, at 10-20 % af landskabet oprindeligt var dækket af vådområder.

Figur 15-21

FIGUR 15-21 (b). Skovenes nuværende udbredelse.

.

FIGUR 15-21 (a). Videnskabernes Selskabs kort fra slutningen af 1700-tallet viser en meget ujævn fordeling af skov og krat, som ifølge opmålingen kun dækkede 8,1 % af landet.

.

Næringsstofkredsløb

I et urskovssystem er næringsstofferne dels bundet i jorden, dels i planternes rødder, stammer og blade, hvorfra de kun langsomt frigives. Fældes en skov, forsvinder planterne som opbevaringssted for næringsstofferne, og især kvælstof vil blive udvasket med nedsivende regnvand. Samtidig ligger jordbunden nu åben for overfladeafstrømning og vanderosion, hvilket kan føre til tab af fosfor, der især er bundet til ler og organiske partikler i jorden. I et urskovssystem vil noget sådant også ske naturligt en gang imellem som følge af stormfald eller brand, men tabet af næringsstoffer er ikke katastrofalt på længere sigt, hvis systemet får lov at regenerere.

Indførelsen af landbrug førte imidlertid til en vedvarende forstyrrelse af vegetationen, hvorved udvaskningen af næringsstoffer fortsatte – også efter den første skovfældning. Ler, silt og sand med næringsstoffer blev udvasket til vandløb og søer, og i søsedimenterne giver dette sig til kende ved øget aflejring af uorganisk materiale (figur 15-22).

Undersøger man søsedimenters indhold af forskellige kiselalgearter, kan man se, hvordan det har ændret sig i retning af arter, som foretrækker højere indhold af fosfor i vandet (figur 15-23). Ved at sammenligne med kiselalgernes artssammensætning i moderne søer, hvor man jo kender fosforindholdet, kan man direkte udregne fosforindholdet i søvandet, da sedimentet blev afsat. Sådanne undersøgelser i den nordfynske Dallund Sø har, sammen med undersøgelser af pollen, afsløret en tydelig sammenhæng mellem arealanvendelsen i oplandet og søens tilstand.

Et meget stort tab af fosfor fra landjorden, og dermed næringsberigelse af søerne, satte ind tidligt i Middelalderen, da der skete en udvidelse af dyrkningen med nye metoder. Kiselalgerne i sedimentet tyder på, at f.eks. Dallund Sø på det tidspunkt havde lige så højt et fosforindhold, som den havde i slutningen af 1900-tallet. Her er med andre ord et eksempel på søforurening, som er næsten 1000 år gammelt.

Analyser af mineralkorns magnetiske styrke i søers sedimenter tyder på, at visse søer blev så næringsstofberigede, at bundvandet periodevist om sommeren blev iltfrit. Når det sker, kan fosfor fra bundsedimentet blive frigivet til vandet. Selv om tilførslen af næring udefra stoppes, vil der i en sådan sø blive frigivet så meget fosfor fra bunden, at vandet længe opretholder en næringsrig tilstand.

Figur 15-22

FIGUR 15-22. Erosion fra oplandet til en sø afspejles i den mængde sand og ler, der aflejres på søbunden. A) Viser, at tilførslen af ler, silt og sand til Skånsø (Vinderup) er steget kraftigt gennem Holocæn som følge af menneskets forstyrrelse af vegetationen.

.

FIGUR 15-22. B) Også aflejringen af organisk materiale er steget kraftigt, fordi produktionen af planter og dyr i søen er steget betydeligt i takt med tilførslen af næringsstoffer fra oplandet.

.

Jordbundsudvikling

Hedens typiske jordbundsprofil, podzoljorden med morlag, blegsand og allag har ikke altid set sådan ud. Den er udviklet over mange hundrede år fra såkaldte brunjorde. Brunjord, som er den jord, hvorpå urskoven voksede, er karakteriseret ved en rig jordbundsfauna af bl.a. store regnorme, der sørger for god omsætning af det organiske materiale, som falder på jorden. Regnormene trækker det organiske materiale ned i jorden og findeler det sammen med andre af jordens dyr. Herefter sørger svampe og andre mikroorganismer for den endelige nedbrydning til stoffer, som planterne igen kan optage. En brunjord har ingen skarpe horisonter, men jorden er rigere på organisk materiale nær overfladen end længere nede.

Men ikke alt organisk materiale er lige nemt at nedbryde. Visse plantearters blade og kviste indeholder tungt nedbrydelige stoffer, og derfor vil der begynde at blive ophobet et lag af planterester oven på jorden. Resterne virker forsurende på jorden, så regnormene forsvinder. Forsuringen fører også til opløsning af jern, humus og aluminium i toppen af mineraljorden. De opløste stoffer transporteres længere ned, hvor de udfældes. Derved er podzolprofilet dannet.

Vegetationen spiller altså en afgørende rolle for forsuring af jordbunde og udviklingen af en podzol. Især hedernes ekspansion i Vestjylland har haft afgørende betydning for jordbundsudviklingen. Planterester fra hedelyng og andre hedeplanter er tungt nedbrydelige, og er jordbunden kalkfattig, forholdsvis sur og næringsfattig, kan selv en kortvarig hedefase ændre en brunjord til podzol.

Denne proces kan iagttages ved pollenanalyser af sure jordbunde. Det ses f.eks. I et egekrat i Hønning nær Toftlund i Sydvestjylland, hvor der er udviklet et typisk podzolprofil med morlag, blegsand og allag. Pollenindholdet i allaget og nederst i blegsandet stammer fra det tidspunkt, hvor der var brunjord på stedet. Her voksede en blandskov af eg, lind, hassel, birk og bøg. Men skoven forsvandt, formentlig pga. græsning og afbrænding, og lynghede bredte sig i stedet for. Pollen fra denne lynghedefase findes især øverst i blegsandet. Hedelyngen påvirkede jorden, så den blev mere sur og dannede en podzol. Da græsning og afbrænding ophørte omkring 1880'erne, indtog egen hurtigt området sammen med lind og bøg, som havde overlevet hedefasen. Da jorden nu var en podzol, ophobedes bladene fra træerne på jorden, og et morlag blev dannet. I dette morlag ligger pollen, som er aflejret siden 1880'erne uforstyrret i geologisk korrekt lagfølge, nøjagtigt som i tørv.

Dette eksempel fra historisk tid viser klart lyngens evne til at forsure jorden, men denne proces har været aktiv lige fra de første lyngheder begyndte at brede sig i yngre stenalder. Den menneskeskabte hedeekspansion på de nærings- og kalkfattige jorde førte altså til kraftige jordbundsændringer mod udvaskede podzoljorde.

Men også skovtræer kan føre til jordbundsforsuring og udvaskning. Således viser pollenanalyser af jordbunde i Draved Skov i Sønderjylland, at skiftet fra dominans af lind til dominans af bøg førte til en ændring af jordbunden fra brunjord til podzol. Der er således næppe tvivl om, at den udbredte ekspansion af bøg i Jernalderen mange steder på de mere næringsfattige jorde førte til omfattende jordbundsændringer.

Jordbundsudviklingen på dyrkede marker er selvfølgelig også påvirket af menneskets virke gennem årtusinder. Pløjning, som har været en del af jordbehandlingen siden yngre stenalder, frilagde åben mineraljord for erosion, og specielt muldfjælsploven, der vender jorden, har igennem de sidste 1000 år ført til en transport af jord fra bakketoppene ned til lavningerne, hvor muldlaget stedvist i dag kan være over 1 m tykt.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Konsekvensen af kulturlandskabet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig