FIGUR 9-47. Kortet viser tykkelsen af Sen Kridt-Danien-lagserien, der næsten kun består af hvidt kridt. Bemærk de meget store lagtykkelser i et strøg, der løber fra Nordsjælland og ud i Kattegat sydvest for Sorgenfrei-Tornquist Zonen. Efter Vejbæk, 2000.

.

FIGUR 9-56. I Møns Klint ses flager af kridt samt ler- og sandlag fra Kvartær skudt op af en fremrykkende gletsjer. I den sydlige del af klinten repræsenterer alle de opskudte kridtflager den samme ca. 60 m tykke lagserie, der inden opskydningen var blevet overlejret af istidslag. I lavningerne mellem de opskudte flager aflejredes der smeltevandssand og -grus i slutningen af istiden.

.

FIGUR 9-57. Profiler opmålt i de sydligste opskudte kridtflager i Møns Klint. De mest markante flintlag kan genfindes i alle flagerne og en hærdningshorisont i toppen af lagserien kan ses i tre af flagerne. Det viser, at det er den samme lagserie, der findes i alle flagerne. Efter Surlyk, 1969.

.

FIGUR 9-58. Stevns Klint set mod nord fra trappen ved den nedstyrtede kirke ved Højerup. Nederst i klinten ses hvidt kridt fra slutningen af kridttiden. I den øvre halvdel af klintprofilet ses bryozokalk fra Tidlig Danien. Kridt-Palæogen-grænsen er blottet lige under den overhængende bryozokalk.

.

FIGUR 9-59. Kridt-Palæogen-grænselagene på Stevns ved Højerup. Nederst ses vandretlejret, hvidt kridt. Det er overlejret af lave banker af bryozorigt, gråt kridt fra den seneste del af kridttiden (BM). Bankernes asymmetriske opbygning viser at de er vandret mod syd, det vil sige mod venstre i billedet, muligvis fordi en havstrøm, der kom fra syd, medbragte næringsstoffer, som fik bryozoerne til at vokse hurtigere på bankernes sydflanker. Bankevæksten startede på en let hærdnet flade lige over det markante lag af sorte flintknolde (Flint). Kridtet under denne den hærdnede flade indeholder kun få større fossiler og er aflejret på relativt dybt vand. De lave bryozobanker er aflejret på meget lavere vand. De overlejres af Fiskeler (F), der markerer den nævnte grænse, og Cerithium Kalk (C). Hele lagserien afskæres af en erosionsflade (E), der danner grundlag for væksten af de store bryozobanker fra Danien (BD).

.

FIGUR 9-53. Seismisk profil optaget i havet ud for Stevns Klint. Den røde linje markerer bunden af kridtlagserien. De øvrige farvede linjer viser begravede rygge og dale på Kridt-havbunden. Stevns Klint er indsat øverst i samme målestok som profilet. Lagserien fra Sen Kridt er ca. 1 km tyk, og gennem hele aflejringshistorien var havbunden udformet som systemer af rygge og mellemliggende dale udformet af kraftige bundstrømme. Strømmene løb i nordvest-sydøstlig retning parallelt med Sorgenfrei-Tornquist Zonen, der dannede en langstrakt højdestruktur og med Det Danske Bassins akse. Bemærk, at Kridt-Palæogengrænsen ligger i forskellige niveauer, der følger dalene og ryggene nedenfor. Efter Lykke-Andersen og Surlyk, 2004.

.

FIGUR 9-55. Rytmisk vekslende lag af kridt og mergel afspejlende klimasvingninger formodentlig af 20.000 års varighed forårsaget af ændringer i Jordens omløb omkring Solen. Rørdal kridtgrav i Ålborg.

.

De yngre lag fra Sen Kridt, fra Maastrichtien, ses i de meget iøjnefaldende kridtklinter langs kysterne på Stevns, Møn og i Nordjylland. I disse områder kan kridtlagene også ses i flere store kridtbrud, da de ligger lige under jordoverfladen. I det meste af det øvrige danske område ligger kridtlagene i flere hundrede meters dybde.

Kridtaflejringerne opnår tykkelser på 400-500 m i Nordsøen, men er tyndere over højdestrukturer som forkastninger, saltpuder og saltdiapirer (figur 9-47). I Det Danske Bassin er aflejringerne meget tykke, og den største tykkelse på næsten 2000 m kendes fra Lavø-boringen i Nordsjælland. Det følgende er en gennemgang af selve bjergarten og det havmiljø, den blev aflejret i. Derefter beskrives nogle af de interessante danske kridtklinter og -grave.

Bjergarten kridt

Bjergarten kridt, der også kaldes skrivekridt, er en finkornet kalksten. Den består af mikroskopiske skaller, kokkolitter, fra coccolithophoride alger, der svævede frit i de øvre vandmasser (figur 9-49). Både før og efter Sen Kridt er kokkolitslam en aflejringstype, der er karakteristisk for oceanisk dybhavsbund. Det er vigtigt at sondre mellem Kridt, som er en geologisk tidsperiode, og kridt eller skrivekridt der er en bjergartstype, som er særlig almindelig i Kridt aflejringer, men som også dannedes i andre jordperioder.

Bjergarten kridt består kemisk set af kalcit med et meget lavt indhold af magnesium og er hovedsagelig dannet af kalkskallede nannofossiler, især kokkolitter og de lidt større foraminiferer og kalcisfærer. Nannofossiler kan kun ses ordentligt i elektronmikroskop i modsætning til mikrofossiler, der kan studeres i et lysmikroskop. Derudover er millimeterstore skaller og skalfragmenter af bryozoer, muslinger, brachiopoder og kalkrørsorme almindelige, især i kridt aflejret på lavere vand, men ikke i Nordsøens kridt, der generelt er aflejret på mange hundrede meter dybt vand. Større fossiler af østers, søpindsvin, søstjerner, søliljer, belemnitter, ammonitter, muslinger, kalk- og kiselsvampe er normalt ikke særlig almindelige i kridtaflejringerne, men de er ofte særdeles velbevarede (figur 9-50).

Kridthavet

FIGUR 9-48. Slemmerest af kridt visende korn større end 1 mm opnået ved at fryse og optø kridtbrokker i en glaubersaltopløsning og dernæst skylle det gennem en sigte. Kornene består udelukkende af ofte særdeles velbevarede småfossiler, som bryozoer, brachiopoder og kalkrørsorme. Prøven er fra Møns Klint.

.

FIGUR 9-49. Kridtet består hovedsagelig af hele og itubrudte kokkolitter, der er nogle få tusindedele millimeter store. Kokkolitterne var oftest ovale eller hjulformede plader, der dækkede encellede alger, der levede i de øvre vandmasser. Elektronmikroskopbilledet viser en hel skal fra en coccolithophoridalge, hvorpå adskillige kokkolitter ses.

.

FIGUR 9-51. Sporfossiler dannet af dyr, der har levet nedgravet i kridthavbunden. Fotografiet er taget efter at den hvide kridtoverflade er blevet behandlet med olie, hvorved sporfossilerne træder tydeligt frem.

.

FIGUR 9-52. Diagram over de vigtigste sporfossiler i kridtet. Dyrene levede i forskellig dybde under havbunden. Det øverste lag er omrodet af dyr, der levede ganske lavt nedgravet eller på havbunden som f.eks. søpindsvin. Lidt dybere under havbunden havde krebsdyr lavet et åbent og grenet gangsystem, der benævnes Thalassinoides. Disse gravegange er karakteristiske for den mest lavvandede kridthavbund, som den, man finder i den sydlige del af Møns Klint og i bryozokalk fra Danien. Lidt dybere under havbunden levede forskellige sedimentædende orme, hvis spor ofte viser indre U-formede vægge; sådanne sporfossiler kaldes Taenidium. Endnu dybere under havbunden dannede et ukendt sedimentædende dyr det meget komplicerede sporfossil Zoophycos, der karakteriserer det mest dybvandede kridt; det dybest nedgravede sporfossil er det grenede Chondrites, der ofte karakteriserer meget iltfattige forhold.

.

I Sen Kridt udbredtes skrivekridtet ind over de overskyllede kontinenter. Årsagen er ikke helt forstået, men fænomenet faldt sammen med den størst kendte havspejlsstigning i Jordens historie. Det har formodentlig medført en nedbrydning af den såkaldte oceaniske front, der adskiller de næringsfattige oceaniske vandmasser fra de lave, næringsrige overskylningshave, således at de oceaniske vandmasser uhindret kunne brede sig ind over kontinenterne.

Det er vanskeligt at vurdere de reelle havspejlsstigninger, men udbredelsen af kridttidens lag ind over stabile kontinentskjolde tyder på, at det globale havspejl på sit maksimum i Sen Kridt lå mere end 100 m højere end i dag.

De fleste større bunddyr i kridthavet var tilpasset til den bløde, finkornede havbund. Mange var halvkugleformede, andre havde udviklet en slags sneskostrategi, dvs. var meget tynde, flade og kunne have pigge langs randen, så de kunne ligge stabilt på den bløde bund uden at synke ned. Endelig havde mange former forskellige rodlignende strukturer, med hvilke de var fasthæftet til slammet. Den almindeligste tilpasning for bunddyrene var imidlertid at blive kønsmoden meget hurtigt, allerede ved en størrelse på nogle få millimeter, og samtidig få en meget stor mængde afkom. Selv om larve- og ungedødeligheden blandt disse former var meget høj, var der dog tilstrækkeligt mange, der overlevede til at sikre artens beståen. Den lille størrelse gjorde det muligt for mange af dyrene at hæfte sig fast til større skalfragmenter på havbunden.

Der levede et meget stort antal dyrearter på den bløde kridthavsbund. De fleste arter var meget små og stærkt specialiserede. Kridthavsbunden var imidlertid også et meget karakteristisk, monotont og vidt udbredt miljø – der herskede i mere end 30 millioner år. Der har således været rigtig god tid til udvikling af den rige og stærkt specialiserede fauna.

Man kan få oplysninger om de dyr, der levede nedgravet i havbunden, også selv om de ikke havde skaller, ved at studere de såkaldte sporfossiler (figur 9-51 og 9-52). De ses oftest som grå strukturer i det hvide kridt, men bliver meget tydelige, hvis man væder kridtet med olie.

Det mest karakteristiske sporfossil i kridtet er Thalassinoides, et system af forgrenede gange, typisk nogle få centimeter i diameter. Fyldet i denne type gravegang er ofte forkislet og danner kernen i de mange sorte flintknolde, der findes i kridtet. Thalassinoides er særlig hyppig i kridt aflejret på forholdsvis lavt vand, måske omkring 100 m’s dybde over højdestrukturer i undergrunden.

En anden vigtig form er Zoophycos, der karakteriserer kridt aflejret på dybere vand som f.eks. I Central Graven i Nordsøen. Zoophycos er meget komplekst opbygget, øverst med et lodret rør, der nedadtil flader ud i en J-form, som i løbet af dyrets liv er bevæget nedad samtidig med, at der er sket en rotation om den lodrette akse. Zoophycos-dyret gravede sig ofte ned til dybder på mere end en halv meter under havbunden.

Det dybest nedgravede sporfossil er Chondrites, der har et millimeter-tykt lodret rør, der nedefter grener sig ud til siderne. Chondrites, og i mindre grad Zoophycos, er karakteristiske for meget lave iltindhold i og ofte også ved havbunden.

Sporfossiler er således dannet af dyr, der levede nedgravet på forskellige dybder under havbunden. De mest overfladenære gravegange er derfor som regel blevet mere eller mindre ødelagt af dyberegravende dyr, efterhånden som havbunden gennem aflejring bevæges opefter, og de dybeste gravegange er derfor de bedst bevarede (figur 9-52).

Havbundens relief

Da kridtet er en meget finkornet bjergart, opfattes det normalt som aflejret under meget rolige forhold på flere hundrede meters vanddybde. Det underbygges af, at den regelmæssige, men utydelige lagdeling, der er markeret af lag af flintknolde, ofte kan følges over lange afstande.

Dette billede er imidlertid blevet stærkt revideret i de senere år. Således er store dele af kridtlagene i Nordsøen, især i det norske område, omlejret af store undersøiske skred og slamstrømme. Nye seismiske profiler fra Kattegat og farvandet ud for Stevns viser, at kridthavsbunden i lange tidsrum havde en markant topografi (figur 9-53). Kridthavsbunden ud for Stevns bestod således af langstrakte rygge og mellemliggende dale med et relief på 50-150 m og en NV-SØ-orientering parallelt med Sorgenfrei-Tornquist Zonen.

Relieffet er givetvis dannet af kraftige bundstrømme, der løb parallelt med kysten og med højdestrukturer langs bassinranden. Man kan derfor forvente, at lagene langs bunden af dalene er rigere på groft materiale, fordi det fineste materiale er ført bort af strømmen eller aflejret på de begrænsende rygge. Det vil sige, at kridtet i dalene og ryggene formodentlig har forskellig sammensætning og kornstørrelse og dermed forskellig porøsitet. Hvis strømmen var særlig stærk, aflejredes der slet ikke kridt på dalbunden, som efterhånden blev hærdnet.

Denne viden er vigtig for olie- og gasefterforskningen, da kridtet er den vigtigste reservoirbjergart for kulbrinter i den danske del af Nordsøen. I fremtiden kan den vise sig at være en væsentlig faktor i forudsigelse af områder med relativt lave eller høje porøsiteter og dermed dårlige eller gode reservoiregenskaber.

Flint

FIGUR 9-54. Kridt med lag af sorte flintknolde fra Møns Klint. Flinten er udskilt efter aflejring af kridtet på en begravelsesdybde af mange hundrede meter. Flint er mikrokrystallin kvarts (SiO2) og kiselen kommer fra opløste skeletter af mikrofossiler og kiselsvampe.

.

Isolerede eller lagvist ordnede flintknolde er et karakteristisk element i mange kridtlag, f.eks. på Møns Klint og Stevns Klint (figur 9-54). Flint er udskilt i kridtet ved forholdsvis dyb begravelse og består af mikrokrystallin kvarts, der formodentlig stammer fra opløste skeletter af kiselsvampe og diatoméer, der igen bestod af det strukturløse mineral opal.

En forløber for flinten var små kugler af kvartsmineralet cristobalit, der blev dannet ved forholdsvis lav begravelsesdybde. De blev ved en begravelse på 50-100 m omdannet til mikrokrystallin kvarts, og ved dybere begravelse blev der endelig dannet den kompakte, sorte og mikrokrystalline flint. Flintknoldene er oftest sorte indeni, har muslet brud og en hvid skorpe af omdannet flint.

Lag af flintknolde følger kridtets oprindelige lagdeling. Flinten blev især dannet, hvor der var en koncentration af organisk materiale som i Thalassinoides-gravegange, hvilket forklarer flintknoldenes til tider ejendommeligt grenede form. I perioder med nedsat kalkaflejring dannedes således et galleri af Thalassinoides-gravegange ca. 30 cm under havbundens overflade. Når aflejringshastigheden steg igen, blev gravegangene mere jævnt fordelt i sedimentet.

Gravegangsgafleriet stod åbent igennem lange tidsrum og husede utallige generationer af krebsdyr. Det organiske indhold blev derfor større, og forskellen i sammensætning og porøsitet mellem det endelige gravegangsfyld og det omliggende, mere kompakterede kridt blev forstærket, hvilket fremmede forkislingen.

De nævnte svingninger i aflejringshastighed og dermed i koncentration af gravegange forklarer flintknoldenes fordeling i parallelle lag. Flint kan også udfældes inde i hule fossiler, især søpindsvin, og i sprækker i kridtet, såkaldt spalte- eller pladeflint. Det viser, at flintdannelsen er sket under så stor dybde, at kridtet er blevet stærkt sammenpresset og afvandet, således at der har kunnet dannes både lodrette og vandrette sprækker.

Lagdeling i kridtet

Kridtet er ofte rytmisk aflejret (figur 9-55). Kridt-flint-kridt-rytmer skyldes ændringer i aflejringshastigheden, således at lagene af flintknolde svarer til perioder med nedsat aflejringshastighed og dannelse af gravegangsgallerier, mens de mellemliggende kridtlag var hurtigere aflejret.

Rytmisk vekslende lag af mergel og kridt kan være forårsaget af klimasvingninger, hvor der i fugtige perioder er ført mere ler ud i bassinet fra fastlandet, mens der i tørre perioder kun blev aflejret rent, hvidt kridt. De kan også skyldes svingninger i produktion af kokkolitter i vandmasserne på en baggrund af konstant tilførsel af ler, eller en kombination af begge processer.

Endelig findes der rytmisk vekslende lag af fint lagdelt kridt og kridt, der er gennemgravet af bunddyr, som kendes fra Nordsøens oliefelter. De afspejler formodentlig svingninger i iltindholdet ved havbunden. De fint lagdelte lag blev afsat under iltfrie forhold, hvor der ikke levede dyr på havbunden, der kunne have ødelagt lagdelingen, mens de gennemgravede lag blev dannet i perioder med godt iltede forhold, der tillod bundfaunaen at gennemgrave kridtslammet.

Alle disse rytmer synes at være forårsaget af klimatiske svingninger, der igen skyldes cykliske forandringer i Jordens bane omkring Solen med perioder på omkring 20.000, 40.000 og 100.000 år – de såkaldte Milankovitch-cykler (se Hundredtusindårs- til titusindårs-ændringer). De rytmiske kridtlag er ofte grupperet således, at fem lag danner en overordnet rytme, svarende til et samspil mellem 20.000 års- og 100.000 årscyklerne.

Da kridtlagene efter aflejring blev gradvist dybere begravet, gennemgik kridtet en række diagenetiske omdannelser (se Bjergarter og sedimenter), som ændrede det oprindelige bløde, vandmættede kokkolitslam til en hård, finkornet kalksten. Først blev porevand presset ud ved bunddyrenes gennemgravning af de øverste 20-30 cm. Med dybere begravelse blev stadig større mængder af porevand presset ud, og slammet blev mere kompakt og stift. Dernæst begyndte en gradvis cementering, i begyndelsen med dannelse af afgrænsede hårde knolde, og efterhånden blev hele bjergarten hærdnet ved opløsning og genudfældning af små kalcitkrystaller.

Danske kridtlokaliteter

De vigtigste danske lokaliteter er Møns Klint, de store kridtgrave i Ålborgområdet, Stevns Klint, og kridtgravene ved Thisted og Mariager Fjord.

På Møn har isen under sidste istid presset store flager op i et system af overskudte, asymmetriske folder adskilt af istidsaflejringer. Kridtflagerne i den sydlige del af klinten er skudt op fra syd og tilhører alle den samme ca. 60 m tykke lagpakke. Fra Dronningestolen og længere nordpå bliver kridtlagene yngre, strukturerne mere komplicerede, og flagerne synes at have været udsat for flere forskellige isfremstød – først fra syd og senere fra øst.

Møns Klint ligger over den østligste del af Ringkøbing-Fyn Højderyggen, og det store indhold af småfossiler i klintens kridt viser, at kridtet her blev aflejret på noget lavere vand end kridtet i Ålborgområdet og i Nordsøen.

Kridtet i de sydligste flager på Møns Klint indeholder talrige lag af flintknolde med karakteristisk udseende, tykkelse og indbyrdes afstand, der gør, at man kan genfinde lagene i de enkelte flager (figur 9-56 og 9-57). Der er også andre tegn på vekslende aflejringshastighed i form af lagflader, der viser tegn på stærkt nedsat eller fuldstændig stop i aflejringen.

Kridtet i Møns Klint er rigt på millimeterstore forsteninger af bryozoer, muslinger, brachiopoder og kalkrørsorme, som kan findes ved at slemme og sigte kridtet. Større forsteninger forekommer spredt, især belemnitter, søpindsvin og den tykskallede østers Pycnodonte vesicularis. Kridtet i den nordlige del af Møns Klint er mere monotont og fattigere på fossiler; det er sandsynligvis afleoret på noget dybere vand.

Kridtet i Ålborgområdet, der blev aflejret i den nordlige del af Det Danske Bassin og i Sorgenfrei-Tornquist Zonen, er ligeledes fattigt på fossiler, men ammonitter, især af slægten Baculites, er hyppige i visse niveauer. Flint mangler næsten helt, et træk, der er fælles med Nordsøens kridtlag. Det skyldes formodentlig, at kiselsvampe ikke var almindelige på de vanddybder, der dækkede Central Graven og Det Danske Bassin.

I Stevns Klint kan man studere lag fra den sidste del af Kridt og begyndelsen af den følgende periode, Palæogen (figur 9-58). Den ældste del af lagserien, der kan ses i klintens nordlige del, består af hvidt, flintfattigt kridt med en bølgeformet lagdeling, markeret af flintknolde, Sigerslev Leddet. Det går opefter gradvist over i kridt med en næsten vandret til svagt bølget lagdeling og et meget lille indhold af fossiler. Derimod er gravegangen Zoophycos meget almindelig og ses som nogle få millimeter tykke, vandrette, grå streger. Det tyder på aflejring på ganske dybt vand.

Denne del af lagserien afsluttes af to erosionsflader med en afstand på omkring 10 cm. Under hver flade er kridtet hærdnet i let gullige knolde. Ca. 30 cm under den øverste erosionsflade er der et meget tykt lag af sorte flintknolde, der kan følges langs næsten hele klinten (figur 9-59). Aflejringen af kridt på dybt vand blev således afbrudt af et meget betydeligt fald i havspejlet, ledsaget af erosion og hærdning af havbunden.

Over den øverste erosionsflade følger gråligt kridt, der er aflejret i lave banker, Højerup Leddet. Det er meget rigt på bryozoer og andre små fossiler samt gravegangen Thalassinoides. Bankerne var i begyndelsen små, flade og uorganiserede eller i nogle tilfælde stort set symmetriske. I løbet af bankernes vækst blev deres toppunkt imidlertid forskudt mod syd, hvorfor de forekommer asymmetriske. Bryozobankernes vækst er formodentlig kontrolleret af næringsrige bundstrømme, men der er tydelige tegn på omlejring af små fossiler. Sådanne bryozobanker er særlig veludviklede i de overliggende lag af bryozokalk fra Danien, som er beskrevet i kapitlet Koralrev og lerhav (Palæogen og de efterfølgende afsnit).

De yngste lag fra Kridt kan også ses i brud ved Thisted og Mariager Fjord. Aflejringen fandt her sted på dybere vand end ved Stevns. Kridtet har ikke så stort et indhold af småfossiler, der er færre flintknolde, sporfossilerne domineres af Zoophycos, og der er ingen klare tegn på et markant fald i havspejlet i slutningen af Maastrichtien. Der findes dog flere mergellag både ved Kjølbygård nord for Thisted og i Dania Kridtbrud ved Mariager Fjord. I disse lag har man fundet foraminiferer, som ellers kun findes i lag aflejret i tropiske have. Forekomsten af mergellag kan afspejle stigende nedbør og større afstrømning fra land, men det kan også skyldes et fald i havspejlet, hvorved større landområder er blevet tørlagt og udsat for erosion. Under alle omstændigheder viser lagenes udvikling og fossilindholdet, at der skete omfattende ændringer i klima, havspejl og havstrømme i slutningen af Maastrichtien.

Boks

FIGUR 9-50 (a). Større fossiler fra kridt i Danmark, der viser forskellige tilpasninger til livet på havbundens bløde kokkolit-slam. På denne figur ses brachiopoder fra Kridt i Danmark, der viser forskellige tilpasninger til livet på havbundens bløde kokkolitslam. Her tre arter med halvkugleformede skaller der sikrede dyrene en stabil position på havbunden (Trigonosemus pulchellus, 8 mm lang, Terebratulina gracilis og Magas chitoniformis).

.

FIGUR 9-50 (b). Brachiopoder fra Kridt i Danmark, der viser forskellige tilpasninger til livet på havbundens bløde kokkolitslam.Her en art (Isocrania barbata, 5 mm lang) der som larve fastgjorde sig til et lille fragment af en bryozo (udsnit til højre), der blev for lille efterhånden som brachiopoden voksede. Brachiopoden var som voksen sekundært fritliggende på havbunden omtrent som arterne i figur 9-50 (a).

.

FIGUR 9-50 (c). En art (Terebratulina chrysalis, 20 mm lang), der hæftede sig direkte til havbunden med en rodlignende stilk.

.

FIGUR 9-50 (d). En art (Carneithyris subcardinalis, 43 mm lang), hvis skal havde en stærkt fortykket og tung bagende, der – næsten som en tumling – sikrede dyret en stabil stilling på havbunden.

.

FIGUR 9-50 (e). En meget lille art ( Gisilina jasmundi, 2 mm lang) der kunne hæfte sig fast med en stilk (gul) til små skalfragmenter (brun).

.

FIGUR 9-50. Større fossiler fra kridt i Danmark, der viser forskellige tilpasninger til livet på havbundens bløde kokkolit-slam. På denne figur ses brachiopoder fra Kridt i Danmark, der viser forskellige tilpasninger til livet på havbundens bløde kokkolitslam. Her tre arter med halvkugleformede skaller der sikrede dyrene en stabil position på havbunden (Trigonosemus pulchellus, 8 mm lang, Terebratulina gracilis og Magas chitoniformis). I midten en art (Isocrania barbata, 5 mm lang) der som larve fastgjorde sig til et lille fragment af en bryozo (udsnit til højre), der blev for lille efterhånden som brachiopoden voksede. Brachiopoden var som voksen sekundært fritliggende på havbunden omtrent som arterne i øverste række. Nederste række viser til venstre en art (Terebratulina chrysalis, 20 mm lang), der hæftede sig direkte til havbunden med en rodlignende stilk. I midten ses en art (Carneithyris subcardinalis, 43 mm lang), hvis skal havde en stærkt fortykket og tung bagende, der – næsten som en tumling – sikrede dyret en stabil stilling på havbunden. Til højre en meget lille art (Gisilina jasmundi, 2 mm lang) der kunne hæfte sig fast med en stilk (gul) til små skalfragmenter (brun). Efter Surlyk, 1972 og Heinberg, 2000.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet De yngre lag fra Sen Kridt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig