De vigtigste danske lokaliteter er Møns Klint, de store kridtgrave i Ålborgområdet, Stevns Klint, og kridtgravene ved Thisted og Mariager Fjord.
På Møn har isen under sidste istid presset store flager op i et system af overskudte, asymmetriske folder adskilt af istidsaflejringer. Kridtflagerne i den sydlige del af klinten er skudt op fra syd og tilhører alle den samme ca. 60 m tykke lagpakke. Fra Dronningestolen og længere nordpå bliver kridtlagene yngre, strukturerne mere komplicerede, og flagerne synes at have været udsat for flere forskellige isfremstød – først fra syd og senere fra øst.
Møns Klint ligger over den østligste del af Ringkøbing-Fyn Højderyggen, og det store indhold af småfossiler i klintens kridt viser, at kridtet her blev aflejret på noget lavere vand end kridtet i Ålborgområdet og i Nordsøen.
Kridtet i de sydligste flager på Møns Klint indeholder talrige lag af flintknolde med karakteristisk udseende, tykkelse og indbyrdes afstand, der gør, at man kan genfinde lagene i de enkelte flager (figur 9-56 og 9-57). Der er også andre tegn på vekslende aflejringshastighed i form af lagflader, der viser tegn på stærkt nedsat eller fuldstændig stop i aflejringen.
Kridtet i Møns Klint er rigt på millimeterstore forsteninger af bryozoer, muslinger, brachiopoder og kalkrørsorme, som kan findes ved at slemme og sigte kridtet. Større forsteninger forekommer spredt, især belemnitter, søpindsvin og den tykskallede østers Pycnodonte vesicularis. Kridtet i den nordlige del af Møns Klint er mere monotont og fattigere på fossiler; det er sandsynligvis afleoret på noget dybere vand.
Kridtet i Ålborgområdet, der blev aflejret i den nordlige del af Det Danske Bassin og i Sorgenfrei-Tornquist Zonen, er ligeledes fattigt på fossiler, men ammonitter, især af slægten Baculites, er hyppige i visse niveauer. Flint mangler næsten helt, et træk, der er fælles med Nordsøens kridtlag. Det skyldes formodentlig, at kiselsvampe ikke var almindelige på de vanddybder, der dækkede Central Graven og Det Danske Bassin.
I Stevns Klint kan man studere lag fra den sidste del af Kridt og begyndelsen af den følgende periode, Palæogen (figur 9-58). Den ældste del af lagserien, der kan ses i klintens nordlige del, består af hvidt, flintfattigt kridt med en bølgeformet lagdeling, markeret af flintknolde, Sigerslev Leddet. Det går opefter gradvist over i kridt med en næsten vandret til svagt bølget lagdeling og et meget lille indhold af fossiler. Derimod er gravegangen Zoophycos meget almindelig og ses som nogle få millimeter tykke, vandrette, grå streger. Det tyder på aflejring på ganske dybt vand.
Denne del af lagserien afsluttes af to erosionsflader med en afstand på omkring 10 cm. Under hver flade er kridtet hærdnet i let gullige knolde. Ca. 30 cm under den øverste erosionsflade er der et meget tykt lag af sorte flintknolde, der kan følges langs næsten hele klinten (figur 9-59). Aflejringen af kridt på dybt vand blev således afbrudt af et meget betydeligt fald i havspejlet, ledsaget af erosion og hærdning af havbunden.
Over den øverste erosionsflade følger gråligt kridt, der er aflejret i lave banker, Højerup Leddet. Det er meget rigt på bryozoer og andre små fossiler samt gravegangen Thalassinoides. Bankerne var i begyndelsen små, flade og uorganiserede eller i nogle tilfælde stort set symmetriske. I løbet af bankernes vækst blev deres toppunkt imidlertid forskudt mod syd, hvorfor de forekommer asymmetriske. Bryozobankernes vækst er formodentlig kontrolleret af næringsrige bundstrømme, men der er tydelige tegn på omlejring af små fossiler. Sådanne bryozobanker er særlig veludviklede i de overliggende lag af bryozokalk fra Danien, som er beskrevet i kapitlet Koralrev og lerhav (Palæogen og de efterfølgende afsnit).
De yngste lag fra Kridt kan også ses i brud ved Thisted og Mariager Fjord. Aflejringen fandt her sted på dybere vand end ved Stevns. Kridtet har ikke så stort et indhold af småfossiler, der er færre flintknolde, sporfossilerne domineres af Zoophycos, og der er ingen klare tegn på et markant fald i havspejlet i slutningen af Maastrichtien. Der findes dog flere mergellag både ved Kjølbygård nord for Thisted og i Dania Kridtbrud ved Mariager Fjord. I disse lag har man fundet foraminiferer, som ellers kun findes i lag aflejret i tropiske have. Forekomsten af mergellag kan afspejle stigende nedbør og større afstrømning fra land, men det kan også skyldes et fald i havspejlet, hvorved større landområder er blevet tørlagt og udsat for erosion. Under alle omstændigheder viser lagenes udvikling og fossilindholdet, at der skete omfattende ændringer i klima, havspejl og havstrømme i slutningen af Maastrichtien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.