Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kridt

Oprindelig forfatter FSu

 FIGUR 9-30. I Kridt var superkontinentet Pangæa stærkt fragmenteret og det centrale Atlanterhav var dannet som et snævert ocean (sammenlign med figur 9-1 og 9-10). Den lyserøde farve angiver landområder, og den mørkerøde viser områder med bjergkædedannelse. De sorte linjer angiver gravsænkninger. Efter Ziegler, 2000.

FIGUR 9-30. I Kridt var superkontinentet Pangæa stærkt fragmenteret og det centrale Atlanterhav var dannet som et snævert ocean (sammenlign med figur 9-1 og 9-10). Den lyserøde farve angiver landområder, og den mørkerøde viser områder med bjergkædedannelse. De sorte linjer angiver gravsænkninger. Efter Ziegler, 2000.

Aflejringerne fra Tidlig Kridt ligner meget dem fra Jura, mens der i Sen Kridt blev aflejret markant anderledes, tykke kridtlag, der kendes fra mange danske kystklinter og kridtbrud.

Globalt set var situationen i kridt den, at opsprækningen af Pangæa fortsatte (figur 9-30). Den sydlige del af Atlanterhavet begyndte at åbne sig, og der blev skabt havforbindelse til den nordlige del.

Kridttiden var karakteriseret af et udpræget drivhusklima med mangel på iskapper ved polerne. Den globale opvarmning fortsatte gennem hele Tidlig Kridt. I midten af Kridt var der en øget havbundsspredning, især langs de midtoceaniske rygge i Stillehavet, og enorm vulkanisme langs spredningszonerne. Det skabte et meget højt globalt havspejl, da spredningsryggenes øgede volumen fortrængte havvandet. Samtidig øgedes atmosfærens indhold af kuldioxid på grund af vulkanismen til koncentrationer, der var op til 10 gange højere end nutidens.

Annonce

 FIGUR 9-31. Hvidt sand overlejret af sort sandet ler med planterødder og svovlkiskonkretioner fra Rabekke Formationen. Den kraftige deformation af grænsen mellem de to lag er tolket som et resultat af, at adskillige store dinosaurer har gået i den lavvandede sump, hvor det sorte mudder blev aflejret. Bemærk især de tydelige fodaftryk i midten af billedet. Hele det mørke lag er gennemgravet af brede, lodrette, cylindriske gravegange, der formodentlig er dannet af lungefisk, der har gravet sig ned i dyndet i den tørre årstid (se det indsatte billede). Dinosaursporene blev opdaget af forfatteren i sommeren 2006, og svenske palæontologer har i det samme sorte lerlag for nylig fundet tænder fra de tidligste pattedyr fundet i Skandinavien, samt rester af små krokodiller, skildpadder, padder, primitive firben, fiskeskæl og en dromaeosaur-tand af samme type som den, der er vist på figur 9-37.

FIGUR 9-31. Hvidt sand overlejret af sort sandet ler med planterødder og svovlkiskonkretioner fra Rabekke Formationen. Den kraftige deformation af grænsen mellem de to lag er tolket som et resultat af, at adskillige store dinosaurer har gået i den lavvandede sump, hvor det sorte mudder blev aflejret. Bemærk især de tydelige fodaftryk i midten af billedet. Hele det mørke lag er gennemgravet af brede, lodrette, cylindriske gravegange, der formodentlig er dannet af lungefisk, der har gravet sig ned i dyndet i den tørre årstid (se det indsatte billede). Dinosaursporene blev opdaget af forfatteren i sommeren 2006, og svenske palæontologer har i det samme sorte lerlag for nylig fundet tænder fra de tidligste pattedyr fundet i Skandinavien, samt rester af små krokodiller, skildpadder, padder, primitive firben, fiskeskæl og en dromaeosaur-tand af samme type som den, der er vist på figur 9-37.

Tidlig Kridt

Efter opsprækningen i det danske områdes bassiner i Sen Jura foregik der fortsat en rolig indsynkning af bassinerne i Tidlig Kridt. Indsynkningen blev dog i Central Graven og langs Sorgenfrei-Tornquist Zonen overpræget af lokal hævning. Disse bevægelser, der blev udløst af sammenpresning af den nordeuropæiske kontinentalplade, begyndte gradvist i den ældste del af Tidlig Kridt.

I det danske område kan Tidlig Kridt betragtes som en slags overgangsperiode mellem Jura, hvor ler- og sandaflejring dominerede, og Sen Kridt, hvor kalkaflejring var nærmest enerådende. Aflejring af ler og sand vekslede således op gennem Tidlig Kridt, men kalkaflejring blev gradvis mere dominerende på grund af stigende havspejl og overskylning af de efterhånden mere og mere nedslidte landmasser.

Aflejringer fra datidens kyst, der i dag kan ses på Bornholm, beskrives i de følgende afsnit. Derefter beskrives havaflejringerne, som de kendes fra boringer i Nordsøen.

Rabekke Formationen

 FIGUR 9-32. Groft, ret velsorteret sand aflejret på havsiden af en barriere under høje energiforhold (se figur 9-37). Robbedale Formationen, Bornholm.

FIGUR 9-32. Groft, ret velsorteret sand aflejret på havsiden af en barriere under høje energiforhold (se figur 9-37). Robbedale Formationen, Bornholm.

De ældste lag fra Tidlig Kridt kan ses i kystklinterne ved Arnager Bugt på Bornholms sydkyst. Den nederste del af lagserien, der hovedsagelig er aflejret på land i floder og søer, kaldes Rabekke Formationen.

Nederst findes kaolinholdigt sand og grus og stedvis store blokke af kaoliniseret granit og gnejs, der er dannet ved erosion af grundfjeldets overflade. Der er en jævn overgang fra kaoliniseret granit, hvor de enkelte mineralkorn ligger på deres oprindelige plads og kun kvartskornene er uforvitrede, til let omlejrede sedimenter, som er svære at adskille fra det forvitrede grundfjeld. Over bundlaget findes grønt og gråt ler, der stedvis indeholder jern-ooider. I lerlag er der fundet en sparsom flora med bregner, koglepalmer, ginkgoer og nåletræer.

 FIGUR 9-33. Ophiomorphagravegange i Robbedale Formationens sand. Gravegangene er udgravede i havbunden af aflange krebsdyr og gangenes væg er stabiliseret med små kugler af sand, der er blevet sammenkittet af en slags spyt.

FIGUR 9-33. Ophiomorphagravegange i Robbedale Formationens sand. Gravegangene er udgravede i havbunden af aflange krebsdyr og gangenes væg er stabiliseret med små kugler af sand, der er blevet sammenkittet af en slags spyt.

Ved pynten Homandshald i Amager Bugt er bundlagene lidt anderledes udviklet, da de består af en 20-30 m tyk lagserie af grusede, krydslejrede sandsten med klumper afkaolin (figur 9-31). Sandstenen er cementeret af jernforbindelser, der giver den en brun farve. Lidt vest for pynten findes krydslejret sandsten med spor fra planterødder, der overlejres af ca. 40 m sort ler. Leret indeholder mineralet pyrit, træstammer og grene. I disse lager der fundet dinosaurfodspor og gravegange lavet af lungefisk i den tørre årstid (figur 9-31).

Undersøgelser i farvandet ud for Homandshald viser, at de grove sandsten er aflejret i en dyb dal, der er nedskåret i lag fra Rønne Formationen fra Tidlig Jura. Hele lagserien blev aflejret under en begyndende stigning i havspejlet, hvor floddale blev fyldt op, og hvor søer og laguner bredte sig over området.

Robbedale Formationen

 FIGUR 9-34. Kegleformede strukturer dannet ved kollaps af den øverste del Ophiomorpha gravegangene, som blev frilagt ved erosion under kraftige storme. Erosionsfladen i midten af billedet er overlejret af groft, bølgekrydslejret sand. Robbedale Formationen, Bornholm.

FIGUR 9-34. Kegleformede strukturer dannet ved kollaps af den øverste del Ophiomorpha gravegangene, som blev frilagt ved erosion under kraftige storme. Erosionsfladen i midten af billedet er overlejret af groft, bølgekrydslejret sand. Robbedale Formationen, Bornholm.

Rabekke Formationen overlejres af Robbedale Formationen, der er op til 40 m tyk og består af rent groft kvartssand, der indtil for få år siden var særdeles velblottet i en række store grusgrave øst for Rønne (figur 9-32). I dag kan formationen kun ses øverst i nogle få af de nu tildækkede og overgroede grave samt i de lave kystklinter ved Amager Bugt.

Robbedale Formationen består nederst af fint, hvidt sand med store mængder af gravegangen Ophiomorpha nodosa (figur 9-33). Den består af et grenet rør, der er ca. 1 cm i diameter. Rørets væg er beklædt med små rustfarvede kugler af sand. Ophiomorpha er lavet af krebsdyr, der er beslægtet med nutidens Calianassa, der lever i tidevandsområder langs kysten. For at stabilisere røret i det løse sand har krebsdyrene befæstet væggen med små kugler af sand, der er kittet sammen af en slags spyt. Den øvre del af formationen domineres af gulbrunt grovkornet sand, der er lagdelt i tykke bænke, fra hvis top der udgår store mængder af Ophiomorpha-gange.

Langs sydkysten af Arnager Bugt, øst for Madsegrav, er der flere erosionsflader i sandet, overlejret af groft, gruset, bølgeribbet sand (figur 9-34). Under erosionsfladerne ses talrige kegleformede strukturer med et konisk fyld omtrent som stakkede isvafler. De blev dannet, når krebsdyr-gravegangens snævre åbning på havbunden blev eroderet under storme og den øverste del af gravegangen kollapsede.

 FIGUR 9-35. Vekslende lag af sand og ler aflejret i overskylsvifter og i den lavvandede del af lagunen langs den landværts side af barrieren (se boks 9-1). Overgangen fra Robbedale Formationen mod sydvest til Jydegård Formationen mod nordøst.

FIGUR 9-35. Vekslende lag af sand og ler aflejret i overskylsvifter og i den lavvandede del af lagunen langs den landværts side af barrieren (se boks 9-1). Overgangen fra Robbedale Formationen mod sydvest til Jydegård Formationen mod nordøst.

Umiddelbart øst for Madsegrav er formationen lejlighedsvis blottet og består af ca. 1 m tykke lag af groft, krydslejret sand aflejret i barrer, der har vandret parallelt med kysten på lavt vand. Nogle lag har en anden slags krydslejring (lavvinklet) og består af vekslende lag af ler og sand; de er afsat i tidevandsløb.

Robbedale Formationens rene, grove sand repræsenterer forskellige miljøer på en barriereø, der har ligget ud for kysten med en mellemliggende lagune. I nutiden kendes lagune-barriereø-kyster fra Vadehavet, hvor f.eks. Fanø, Rømø og Mandø er barriereøer, og Ringkøbing Fjord er en lagune beskyttet af Holmslands Klit. Formationen er begrænset til et relativt smalt bælte, der løber parallelt med Bornholms sydkyst.

Jydegård Formationen

Mod nord går Robbedale Formationen hurtigt over i en op til 110 m tyk formation, Jydegård Formationen, der består af gråt ler med enkelte sandlag. Overgangszonens lag, der stadig kan ses i den største grusgrav umiddelbart sydøst for Rønne-Åkirkeby-landevejen, består nederst af et lag lerjernsten, der overlejres af vekslende lag af sand og ler (figur 9-35 og 9-36).

 FIGUR 9-36. Profil opmålt gennem en lagserie, der danner overgangen mellem den landværts del af barrieren, hvor Robbedale Formationens grove sand aflejredes, og Jydegård Formationens ler aflejret i den bagvedliggende lagune (se figur i boks 9-1). De enkelte lags udstrækning mod højre angiver lagenes kornstørrelse – jo længere til højre, jo grovere. De grå består af finkornet ler og silt; de brune af gruset sand. De nederste lerlag indeholder store mængder af muslingen Neomiodon angulata, repræsenterende årstidsbestemt massedød. En enkelt art af dinoflagellaten Sentusidinium pelionense findes i enorme mængder i de samme lag. Algeopblomstringen har formodentlig været ledsaget af dannelse af giftstoffer, der har forårsaget muslingernes død. Efter Surlyk og Noe-Nygård, 1988.

FIGUR 9-36. Profil opmålt gennem en lagserie, der danner overgangen mellem den landværts del af barrieren, hvor Robbedale Formationens grove sand aflejredes, og Jydegård Formationens ler aflejret i den bagvedliggende lagune (se figur i boks 9-1). De enkelte lags udstrækning mod højre angiver lagenes kornstørrelse – jo længere til højre, jo grovere. De grå består af finkornet ler og silt; de brune af gruset sand. De nederste lerlag indeholder store mængder af muslingen Neomiodon angulata, repræsenterende årstidsbestemt massedød. En enkelt art af dinoflagellaten Sentusidinium pelionense findes i enorme mængder i de samme lag. Algeopblomstringen har formodentlig været ledsaget af dannelse af giftstoffer, der har forårsaget muslingernes død. Efter Surlyk og Noe-Nygård, 1988.

 FIGUR 9-37. Tandkrone fra dinosauren Dromaeosaurus bornholmensis fra Jydegård Formationen; det første dinosaurfund i Danmark.

FIGUR 9-37. Tandkrone fra dinosauren Dromaeosaurus bornholmensis fra Jydegård Formationen; det første dinosaurfund i Danmark.

Hvor Robbedale Formationen som nævnt viser de forskellige miljøer på en barriereø, repræsenterer Jydegård Formationens ler en udstrakt lagune, der lå mellem øen og fastlandet. Overgangszonens vekslende ler- og sandlag blev aflejret på indersiden af barriereøen. Lerjernstenslaget indeholder en markant fauna, der er domineret af fersk- og brakvandsmuslingen Neomiodon (figur 9-38). Små krebsdyr, Estheria, der levede i lavvandede søer, og muslingekrebs er almindelige. Der er også fundet rester af skildpadder, krokodiller, fisken Lepidotes, finnepigge af ferskvandshajen Hybodus og en tandkrone af en dinosaur (figur 9-37).

Jydegård Formationen indeholder eksempler på tre forskellige former for massedød af muslinger og snegle: forgiftning forårsaget af dinoflagellater, udtørring af lave søer og strømgennembrud af barrieren (se boks 9-1).

Boks 9-1. Tre slags massedød i Jydegård Formationen.

Forgiftning
Muslingen Neomiodon angulata findes koncentreret på lagplaner i lerjernstenen samt mere tilfældigt fordelt i de andre lag. Skallerne er senere blevet opløst, men de velbevarede aftryk viser, at skallerne ikke har været udsat for transport og slid. Mange af skallerne hænger stadig sammen, og de to skaller gaber med en vinkel på 120°. Neomiodon angulata findes i to veladskilte størrelsesklasser på lagfladerne. De to størrelser afspejler sandsynligvis to årgange, der døde samtidig.

Skallerne har tydelige vækstringe, og opmålinger viser en markant totoppet fordeling med toppe ved hhv. 7 og 16,5 mm, som sandsynligvis svarer til skallængden i dyrenes første og andet leveår (se figur 9-38). Det vil sige, at muslingerne blev ramt af massedød med højst nogle få års mellemrum, at dyrene kun sjældent blev mere end nogle få år gamle, og at dødeligheden var koncentreret til et bestemt tidspunkt på året. Massedøden fandt sandsynligvis sted i sensommeren omend ikke nødvendigvis hvert eneste år.

Iltmangel og svingninger i saltholdighed og temperatur er gode kandidater som årstidsbestemte dødsårsager. Neomiodon er imidlertid en yderst robust og tolerant slægt, der er specielt kendt for at optræde under stærkt varierende saltholdigheder. Neomiodon-lagene viser ingen tegn på unormalt høj saltholdighed eller udtørring.

Årstidsbestemt forgiftning forårsaget af opblomstring af dinoflagellater er imidlertid en åben mulighed. Neomiodon-lagene indeholder store mængder af dinoflagellaten Sentusidinium pelionense (se figur 9-36). Det viser, at gentagne dinoflagellat-opblomstringer fandt sted i det meget lave brakvand langs lagunens rand. Dinoflagellat-opblomstringer sættes i gang af ændringer i miljøfaktorer som temperatur, saltholdighed og lysperiode. Hvilestadier af dinoflagellater findes ofte i bestemte områder, der så bliver udsat for opblomstringer år efter år, når de igangsættende fysiske faktorer overskrider nogle grænseværdier. Et markant træk ved sådanne algeopblomstringer er dinoflagellaternes udskillelse af meget stærke giftstoffer.

Den gentagne forekomst af årstidsmassedød hos muslingerne og af dinoflagellatopblomstring er således et meget stærkt vidnesbyrd om, at opblomstringer ne var giftige og forårsagede massedød af lagunens Neomiodon-bestand på et bestemt tidspunkt af året. Opblomstringen er formodentlig sket hen på sommeren, hvor iltindholdet i vandet sank samtidig med, at temperaturen steg.

Udtørring
En helt anden type fossilselskab findes i andre lag, der også er aflejret på barriereøens bagside. Det består af op til 30 cm tykke skallag af ferskvandssneglen Viviparus cariniferus, hvor alle individer er lige store og ikke viser spor af slid eller fragmentation. Der er således ingen tegn på transport ved hjælp af strøm og bølger.

Lagene blev aflejret i lavvandede damme, hvor Viviparus kravlede rundt på bunden og i vegetationen. Når en dam begyndte at tørre ud i sensommeren, vandrede sneglene ind mod den centrale, dybeste del. Når dammen endelig tørrede fuldstændigt ud, blev der kun efterladt et tykt lag af døde snegle.

Bortskylning
Nogle af de lag, der er aflejret på barrierens landværts side og langs randen af lagunen afviger stærkt fra de øvrige lag. De er grusede, dårligt sorterede, har en uregelmæssig lagdeling og er aflejret af hurtigt strømmende vand. Flere aflagene indeholder store mængder af muslinge- og snegleskaller. Alle skaller er itubrudte, og der er ikke nogen størrelsessortering af skaller eller skalstumper. Muslingerne tilhører flere forskellige arter, og både ferskvands- og brakvandsformer er repræsenteret. De fleste er ganske små og stammer fra helt unge dyr. Derimod findes der kun nogle få sneglearter, der alle levede i ferskvand.

Den samlede konklusion er, at sandlagene blev aflejret under kraftige storme. Havvandet stuvedes ind mod barrieren, og hvis vandstanden var høj og vind og bølger var kraftige nok, brød havet igennem barrieren i en relativt smal, kanalformet rende. Sand, eroderet fra forstranden og barrieren, skylledes gennem renden og blev aflejret som en deltaformet overskylsvifte på bagsiden afbarrieren og ud i lagunen. Dyr og planter, der levede i damme på den landværts side af barriereøen og langs randen af lagunen, blev skyllet med og aflejret sammen med sandet.

NID-2-270.png

Rekonstruktion af det sydvestlige Bornholm i begyndelsen af Kridt for ca. 140 millioner år siden, da Robbedale og Jydegård Formationerne blev aflejret. De indsatte diagrammer viser de tre former for massedød, der er påvist i overgangszonen mellem den landværts side af barrieren og lagunen. Øverst til venstre: udtørring af lavvandede damme forårsager massedød af ferskvandssneglen Viviparus. Øverst til højre: årstidsbestemt opblomstring af dinoflagellaten Sentusidinium pelionense resulterer i forgiftning og massedød af muslingen Neomiodon angulata. Nederst til højre: stormgennembrud af barrieren forårsager massedød af dyr, der levede i lave småsøer langs bredden af lagunen. Efter Surlyk og Noe-Nygård, 1988. Tegning: Chr. Hagen.

Samlet oversigt over Tidlig Kridt på Bornholm

Hele komplekset, der omfatter Rabekke, Robbedale og Jydegård Formationerne, dannedes under en langvarig, overordnet havspejlsstigning. Rabekke Formationen repræsenterer den tidligste fase med stigende grundvand og aflejring af dårligt sorteret materiale direkte på det forvitrede grundfjeld. Havet trængte dernæst ind over Bornholm, og Robbedale Formationens sand blev aflejret under høje energiforhold på en barriereø, hvis beliggenhed blev kontrolleret af en højtliggende forkastningsryg. Inden for øen aflejredes Jydegård Formationens lerlag på gradvist dybere vand i en udstrakt lagune.

Tidlig Kridt i Nordsøen

NID-2-272.png

NID-2-273.png

FIGUR 9-38. Lerjernstenslag med aftryk af brakvandsmuslingen Neomiodon angulata fra overgangen mellem Robbedale og Jydegård Formationerne (nederst i profilet i figur 9-36). Nederst histogram, der viser den to-toppede størrelsesfordeling af muslingen svarende til de to størrelsesklasser, der ses på fotografiet og som repræsenterer første og anden årgang, der døde samtidig, formodentlig ved dinoflagellatforgiftning. Foto: Finn Surlyk.

Nordsøen var i Tidlig Kridt et havområde. Aflejring af Farsund Formationens sorte ler med et højt indhold af organisk stof, der var begyndt i Sen Jura, fortsatte et stykke ind i Tidlig Kridt.

Den blev overlejret af Valhall Formationens lysegrå og olivengrå lersten og mergler, der er op til 900 m tykke i den sydlige del af Central Graven. Der var nu gode iltforhold ved havbunden, og lagene blev ofte gennemgravet af bunddyr.

Nogenlunde samtidig aflejredes sand og silt fra tyngdestrømme langs Coffee Soil Forkastningen, der afskar Ringkøbing-Fyn Højderyggen mod øst. Disse lag kaldes Vyl Formationen.

Aflejring af mergel og kridt begyndte herefter at dominere i form af den 25-90 m tykke Tuxen Formation, der er den videst udbredte Tidlig Kridt-enhed i Nordsøen. Aflejringen var hovedsagelig pelagisk, det vil sige, at den blev dannet ved en stille regn af mikroskopiske kalkskaller fra organismer, der levede i de øvre vandmasser. Iltforholdene ved havbunden varierede fra generelt gode til så ringe, at kun nogle få hårdføre bunddyr kunne leve der. Dette ses af forekomsten af gravegangen Chondrites, der bestod af et langt, tyndt og lodret rør, som i en dybde af omkring 40-50 cm under havbunden delte sig op ved stadige forgreninger. Det tyder på, at det gravende dyr systematisk har søgt efter føde i et bestemt niveau.

En kun 1 m tyk enhed, Munk Mergel Leddet, der blev aflejret under fuldkommen iltfrie forhold, giver et unikt billede af, hvordan lagene egentlig blev aflejret. Enheden består af vekslende, mindre end 1 mm tykke lag af skifer og kridt. Indholdet af organisk kulstof er højt, helt op til 14 %. Munk Mergel Leddets fine lagdeling er bevaret, fordi den ikke er blevet ødelagt af gravende og krybende bunddyr (figur 9-39).

NID-2-275.png

NID-2-276.png

FIGUR 9-39. Snit parallelt med lagplanerne af et enkelt millimetertykt lag af Munk Merglen, der er aflejret under iltfrie forhold i begyndelsen af Kridt i Nordsøen. Snittet viser en udpræget dominans af nogle få arter af kokkolitter – skaller af en gruppe af mikroskopiske encellede havalger, der levede i de øvre vandmasser. Hvis aflejringen var sket under mere iltrige betingelser, ville lagene være fuldstændig gennemrodede af gravende bunddyr, og årstidsrytmen ville ikke kunne ses. Efter Thomsen, 1989.

Detaljerede elektronmikroskopiske studier af ultratynde skiver af de enkelte lag viser, at de er opbygget af kalkskaller, kokkolitter, fra coccolithophoride alger (figur 9-49). Hver skive indeholder kun nogle få arter. De arter, der findes nederst i et lag, forsvinder opefter og bliver afløst af andre arter for i nogle tilfælde at vende tilbage øverst i det tynde lag. Det vil sige, at de enkelte lag sandsynligvis er årslag (figur 9-40). Når temperaturen begyndte at stige i det tidlige forår, blomstrede nogle få arter op. De forsvandt, når forholdene i løbet af det sene forår og sommeren blev mere optimale for andre coccolithophorider. Hen på sensommeren og efteråret forsvandt disse og gav plads for de mere hårdføre arter.

Hvis aflejringen var sket under normale iltforhold, ville lagene blive fuldstændig gennemgravet af bunddyr, og en hvilken som helst prøve ville indeholde alle de arter, der levede i de øvre vandmasser i det tidsrum, Munk Merglen blev aflejret.

Tuxen Formationen blev med undtagelse af Munk Mergel Leddet aflejret under generelt gode iltforhold ved havbunden. Det er den ældste kalkstensformation i Kridt, der hovedsaglig er opbygget af kokkolitter – mikroskopiske skaller, der beskrives senere i kapitlet. Formationens øverste del består hovedsagelig af kalkskallede nannoconider, en uddød gruppe mikroskopiske organismer, der normalt kun optræder i større mængder i subtropiske og tropiske aflejringer. Deres slægtskab med andre organismegrupper er ukendt.

 FIGUR 9-40. Diagrammet viser, hvorledes kokkolitfloraens artssammensætning veksler op gennem et af de millimetertykke lag, der opbygger Munk Merglen. Ændringerne viser en årstidsrytme med skiftende arter om foråret, sommeren og efteråret. De første arter indfandt sig om foråret. De blev afløst af andre i løbet af sommeren og vendte tilbage om efteråret, efter at sommerens dominerende arter var døde. Hvis aflejringen var sket under mere iltrige betingelser, ville lagene være fuldstændig gennemrodede af gravende bunddyr, og årstidsrytmen ville ikke kunne ses.

FIGUR 9-40. Diagrammet viser, hvorledes kokkolitfloraens artssammensætning veksler op gennem et af de millimetertykke lag, der opbygger Munk Merglen. Ændringerne viser en årstidsrytme med skiftende arter om foråret, sommeren og efteråret. De første arter indfandt sig om foråret. De blev afløst af andre i løbet af sommeren og vendte tilbage om efteråret, efter at sommerens dominerende arter var døde. Hvis aflejringen var sket under mere iltrige betingelser, ville lagene være fuldstændig gennemrodede af gravende bunddyr, og årstidsrytmen ville ikke kunne ses.

Efter aflejring af Tuxen Formationen fulgte et langt tidsrum, hvor der var meget ringe iltmængder ved havbunden. I dette hav aflejredes en 1580 m tyk formation, Sola Formationen, der består af sorte og mørkegrå mergelsten og lersten. De er ofte lagdelte og indeholder fint fordelt pyrit og fiskerester vekslende med lag af mergel og kridt, der er helt gennemsat af gravegange. Den sorte farve skyldes et indhold af organisk kulstof i varierende mængder. Disse perioder med iltfattige forhold ved havbunden var almindelige i Tidlig Kridt og også senere midt i Kridt. Flere af episoderne er af næsten globalt omfang.

I slutningen af Tidlig Kridt ændredes det iltfattige miljø, og der blev aflejret rødbrune, grålige og grønlige kalk- og mergelsten på op til 170 m’s tykkelse. Lagene kaldes tilsammen for Rødby Formationen. De er udbredt over det meste af det danske Nordsøområde. Kalkindholdet, der hovedsagelig stammer fra kokkolitter, steg med tiden, og det aftagende indhold af ler, silt og sand afspejler den fortsatte stigning i det globale havspejl. Mod nordøst, langs randen af Det Danske Bassin, går de kalkholdige lag over i lerede og sandede, marine og kontinentale aflejringer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Surlyk: Kridt i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483967

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk