Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jura

Oprindelig forfatter FSu

 FIGUR 9-10. I Jura var Jordens kontinenter stadig samlet i superkontinentet Pangæa, hvis fortsatte opsprækning resulterede i dannelsen af udstrakte gravsænkninger, der viste sig i et netværk af stræder og havarme, der strakte sig ind over kontinentet. Pangæa og dermed det danske område var drevet nordpå siden Trias (se figur 9-1). Den lyserøde farve angiver landområder, og den mørkerøde viser områder med bjergkædedannelse. De sorte linjer angiver gravsænkninger. Efter Ziegler, 2000.

FIGUR 9-10. I Jura var Jordens kontinenter stadig samlet i superkontinentet Pangæa, hvis fortsatte opsprækning resulterede i dannelsen af udstrakte gravsænkninger, der viste sig i et netværk af stræder og havarme, der strakte sig ind over kontinentet. Pangæa og dermed det danske område var drevet nordpå siden Trias (se figur 9-1). Den lyserøde farve angiver landområder, og den mørkerøde viser områder med bjergkædedannelse. De sorte linjer angiver gravsænkninger. Efter Ziegler, 2000.

I Jura lå superkontinentet Pangæa omtrent symmetrisk fordelt omkring ækvator, og der var ingen landmasser ved polerne (figur 9-10). Opsprækningen af Pangæa, der som tidligere nævnt var begyndt allerede kort efter superkontinentets dannelse, resulterede først i en egentlig havbundsspredning i Midt Jura.

I spredningszonen mellem Nordvestafrika og Florida blev der skabt et smalt ocean – den centrale del af Atlanterhavet. Nord for oceanet bevirkede strækning af jordskorpen, at der blev dannet langstrakte, nord-syd-gående gravsænkninger. Gravsænkningerne blev oversvømmet i løbet af Jura, så de dannede et netværk af lave stræder og havarme, der strakte sig ind over kontinentet. Jordens geografi var således fuldstændig anderledes end i dag, og man kan derfor ikke umiddelbart bruge nutidens oceanografiske forhold til at forstå dem, der herskede i Jura.

I det danske område herskede der overvejende rolige tektoniske forhold i Tidlig Jura. De vigtigste strukturer i undergrunden var i et vist omfang allerede anlagt tidligere, f.eks. Det Nordtyske Bassin, Ringkøbing-Fyn Højderyggen, Det Danske Bassin og Sorgenfrei-Tornquist Zonen.

Annonce

 FIGUR 9-11. Havspejlskurve for Jura. I Tidlig Jura steg havspejlet gradvist for at falde i Midt Jura og igen stige i Sen Jura, hvor det højeste havspejl nåedes i Kimmeridgien.

FIGUR 9-11. Havspejlskurve for Jura. I Tidlig Jura steg havspejlet gradvist for at falde i Midt Jura og igen stige i Sen Jura, hvor det højeste havspejl nåedes i Kimmeridgien.

I begyndelsen af Midt Jura hævedes Det Danske Bassin, Ringkøbing-Fyn Højderyggen og Sorgenfrei-Tornquist Zonen som et forvarsel om den omfattende opsprækning, der begyndte i Sen Jura. Hævningen blev ledsaget af udstrakt vulkanisme i Skåne, hvor man har fundet rester af mere end 70 vulkaner. Der opstod også vulkaner i det område af Nordsøen, hvor Central Graven, Moray Firth Bassinet, Viking Graven og Det Norsk-Danske Bassin mødtes. Et sådant forløb med hævning, vulkanisme og opsprækning viser, hvordan et nyt ocean dannes. Man kan således se udviklingen i Nordsøen gennem Jura som starten på et ocean, der imidlertid blev opgivet igen. Opsprækningen begyndte i stedet i området vest for De Britiske Øer. Den fortsatte udvikling dannede den nordlige del af det, der i dag er Atlanterhavet.

Det danske område lå igennem Jura på omtrent 45° nordlig bredde, så det var drevet længere mod nord siden Trias. Derved ændrede klimaet sig fra varmt og tørt i Tidlig og Midt Trias, til at blive varmt og fugtigt i det yngste Trias og Jura.

Havspejlet viste også markante ændringer gennem Jura (figur 9-11). I slutningen af Trias var en langvarig stigning sat ind, og den fortsatte gennem Tidlig Jura. I slutningen af Tidlig Jura begyndte havspejlet at falde igen, og det nåede sit laveste niveau i Midt Jura. I slutningen af Midt Jura begyndte det igen at stige for at nå sit højeste niveau i Sen Jura. Disse langtidsændringer i havspejlet blev overpræget af mange kortvarige stigninger og fald.

 FIGUR 9-13. Skemaet viser de vigtigste stratigrafiske enheder, der opbygger Jura-lagserien i Danmark. Efter Michelsen m.fl., 2003.

FIGUR 9-13. Skemaet viser de vigtigste stratigrafiske enheder, der opbygger Jura-lagserien i Danmark. Efter Michelsen m.fl., 2003.

Årsagen til langtidsændringerne skal søges i opsprækning af Pangæa og den deraf begyndende dannelse af oceanbund. Korttidssvingningerne er sværere at forklare. Fraværet af landmasser ved polerne betød, at der ikke dannedes kontinentale isskjolde, og havspejlsændringerne kan således næppe forklares ved opbygning og smeltning af iskapper. Kortvarige ændringer i klima, havstrømme og -temperaturer forårsager ændringer i havvandets massefylde og dermed rumfang, og det kan forklare havspejlsændringer på nogle få meter. Dannelse af gravsænkninger eller hævninger kan forårsage større, regionale ændringer i havspejlet.

Havspejlets kort- og langtidsændringer havde stor betydning for, hvilken type aflejringer der dannedes (figur 9-13). Perioder med højt havspejl domineredes af leraflejring, mens lavt havspejl gav aflejring af sand og udbygning af deltaer, hvor floder mundede ud i havet.

Langtidsfald i havspejlet havde også den væsentlige virkning, at havforbindelse og dermed nord-sydgående faunavandringer mellem det arktiske ocean og Tethys Oceanet mod syd blev afbrudt. Herved udvikledes helt forskellige faunaer mod nord og mod syd. Da relativ geologisk aldersbestemmelse i meget høj grad bygger på fossiler, i Jura-lagene især ammonitter, har man været nødt til at konstruere forskellige biozoner for Syd- og Nordeuropa for de tidsafsnit, hvor der ikke var faunaforbindelse. Disse forhold var særlig udtalte i Midt Jura og i slutningen af Jura. Jura-Kridt-grænsen er derfor ikke nødvendigvis samtidig i Arktis, Nordeuropa og Sydeuropa.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Surlyk: Jura i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483989

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk