Pangæa bryder op

FIGUR 4-10. I Nordsøen løber en gravsænkning, der blev dannet i Sen Jura. Den blev dannet som en opsprækning, da Pangæa begyndte at bryde op. Men i modsætning til den opsprækning, der dannede Atlanterhavet, gik opsprækningen i Nordsøen i stå. I dag består den af Central Graven og Viking Graven.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Alfred Wegener, den tyske geofysiker, som er kontinentaldriftsteoriens fader, var den første som foreslog, at et superkontinent, Pangæa, eksisterede for 200 millioner år siden (se Jordens kontinentalplader). Et superkontinent er et stort kontinent, som omfatter flere af de nuværende kontinenter, der så omvendt må opfattes som brudstykker af superkontinentet – opstået ved dets opsprækning. Pangæa betyder „alt land“ og menes at være det største superkontinent, som har eksisteret.

Det ældste superkontinent, man har nogenlunde sikker viden om, er Rodinia, der blev dannet i den yngste del af Prækambrium for 1300-1000 millioner år siden. Ældre superkontinenter har sandsynligvis eksisteret, men deres udseende kendes ikke. Man forestiller sig, at superkontinenter kun har eksisteret en vis tid, og at de har gennemgået en cyklisk forandringsproces. En sådan superkontinentcyklus består af en opsprækningsperiode, hvor kontinentet spredes eller fragmenteres, og en foreningsperiode, hvor de fleste af de spredte fragmenter forenes i en anden konfiguration til et nyt superkontinent. Foreningsprocessen tager generelt meget længere tid end opsprækningen og overlapper ofte i tid med den efterfølgende opsprækning.

Samler man sit puslespil og danner Pangæa, viser det sig, at man kan forklare en række observationer, som hidtil havde været vanskelige at forklare (figur 4-9). Et eksempel: På alle den sydlige halvkugles nuværende kontinenter, Sydamerika, Afrika, Australien og Antarktis finder man i aflejringer fra Karbon for 300 millioner år siden spor efter en istid. Hvis kontinenterne dengang lå i den position, de har i dag, ville iskappen fra en sådan istid have dækket alle de sydlige oceaner og endda visse steder have krydset ækvator. En så kolossal iskappe ville have betydet, at Jorden var ekstremt kold. Men samtidig med istidslagene på den sydlige halvkugle var der andre steder tropisk klima, som gav mange kulaflejringer. Dette dilemma forklares let og elegant ved at samle kontinenterne i Pangæa. De tidligere isdækkede områder er nu også samlet og udgør et meget mindre areal omkring den daværende sydpol. Klimaet dengang behøver derfor ikke at have været meget anderledes end i dag.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 4-9 (a). På nutidens kontinenter på den sydlige halvkugle finder man spor efter en istid fra Karbon for 300 millioner år siden.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 4-9 (b). Hvis datidens kontinenter lå som i dag, ville iskappen under denne istid have dækket alle sydlige oceaner og endda visse steder have krydset ækvator. En så stor iskappe ville have betydet, at Jorden var ekstremt kold. Men da kulaflejringer andre steder viser, at der var tropisk klima, må kontinenterne have ligget anderledes. Det forklares ved, at kontinenterne var samlet i superkontinentet Pangæa.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 4-9. A) På nutidens kontinenter på den sydlige halvkugle finder man spor efter en istid fra Karbon for 300 millioner år siden. B) Hvis datidens kontinenter lå som i dag, ville iskappen under denne istid have dækket alle sydlige oceaner og endda visse steder have krydset ækvator. En så stor iskappe ville have betydet, at Jorden var ekstremt kold. Men da kulaflejringer andre steder viser, at der var tropisk klima, må kontinenterne have ligget anderledes. Det forklares ved, at kontinenterne var samlet i superkontinentet Pangæa. Ill.: Jørgen Strunge.

Afsnit fortsætter her.

Også andre observationer som forekomst af plante- og dyrefossiler af samme art i både Afrika og Sydamerika understøtter, at de to kontinenter dengang var sammenhængende (kapitlet Jordens opbygning).

Pangæa skulle vise sig at være kortlivet, set med geologiske øjne. Så snart det var samlet, begyndte det at gå fra hinanden igen. Opsprækningen af det store kontinent begyndte med, at Nordamerika skilte sig fra Afrika og dernæst fra Sydamerika i Sen Trias-Tidlig Jura. Hermed var også et tidligt Atlanterhav og Den Mexicanske Golf dannet. Et varmt klima og stor fordampning af havvand bevirkede, at store saltaflejringer blev dannet i disse nye havområder (kapitlet Ørken og salthav). Det næste trin i Pangæas opsprækning bestod i, at Antarktis og Australien, som dog stadig hang sammen, adskilte sig fra det øvrige land i Jura. Samtidig løsrev også Indien sig og begyndte sin ensomme vandring nordover mod Asien.

Det næste stadium i opbrydningen startede i Sen Jura, hvor Sydamerika og Afrika blev adskilt. Den sydlige del af Atlanterhavet så nu sin spæde begyndelse i form af et smalt hav, hvor store mængder salt blev aflejret ved fordampning af havvand.

I slutningen af Kridt blev Australien og Antarktis adskilt, og Indien havde næsten nået ækvator. Sydamerika og Afrika var vidt adskilt, og Grønland var begyndt at frigøre sig fra Europa. Det sidste trin i Pangæas opbrydning fandt sted i Kænozoikum, hvor Australien fortsatte med at vandre mod nord, Grønland frigjorde sig fra Nordamerika, og Indien stødte sammen med Asien.

Hvorfor bryder kontinenter op?

Kontinenter svejses sammen, når de befinder sig på kollisionskurs med hinanden, men hvorfor de bryder op igen, er mindre indlysende. Det har vist sig, at der forud for enhver opbrydning dannes en smal sprækkezone. Sprækkezonen kan typisk i starten være omkring 50 km bred og flere hundrede kilometer lang. I sprækkezonen brækker den øverste, sprøde del af Jordens skorpe i stykker, og de to sider af sprækken bevæger sig lidt væk fra hinanden. Selve sprækkezonen danner en såkaldt gravsænkning eller, i internationalt geologisk sprog, en rift. Typisk vil havvand fra et nærliggende ocean strømme ind i gravsænkningen.

Årsagen til opsprækningen er ikke kendt i detaljer, men det menes, at et varmt område i Jordens kappe får skorpen til at bule lidt op og derfor sprække. Lidt i retning af en fodbold, som pumpes for hårdt op og derfor sprækker langs en syning. Nærliggende eksempler på gravsænkninger er Oslo-fjorden og Central Graven i Nordsøen. Hvis opsprækningen fortsætter, og de to sider af gravsænkningen bevæger sig længere bort fra hinanden, vil der langs gravsænkningens midte kunne opstå vulkaner, hvor lava fra Jordens kappe kan bryde frem og danne oceanbundsskorpe. Fortsat frembrud af lava vil skubbe de to sider af gravsænkningen yderligere fra hinanden, og der er igangsat en spredning af oceanbunden (kapitlet Jordens opbygning) og dermed en spredning af et stykke kontinent.

Pangæas opsprækning mellem Sydamerika og Afrika i syd, og mellem Nordamerika og Europa i nord, er foregået på denne måde. Hvor den oprindelige opsprækning startede, kan man se ved Den Midtatlantiske Højderyg, som er den zone midt i Nord- og Sydatlanten, langs hvilken ny lava bryder frem og fortsat den dag i dag skubber kontinenterne fra hinanden med en hastighed på 1,8-4,1 cm om året.

Gravsænkning i Nordsøen

Midt op gennem Nordsøen, fra den hollandske Nordsø til midt mellem Shetland og Norge, løber en gravsænkning i et zigzagforløb (figur 4-10). Gravsænkningen kaldes i den sydlige del Central Graven og i den nordlige del, mellem Norge og Storbritannien, Viking Graven.

Denne gravsænkning begyndte at blive dannet i Sen Jura, samtidig med at Atlanterhavet åbnede sig vest for Storbritannien. Men i modsætning til Atlanterhavet gik opsprækningen i Nordsøen i stå allerede kort efter dens igangsættelse. Der var ganske vist nogen vulkansk aktivitet i Jura, men der blev ingen oceanbundsdannelse, og Storbritannien drev ikke væk fra Skandinavien.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Pangæa bryder op.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig